Hvordan klarer man dette?

Den elskede kat døde efter 10 år som min bedste ven. Manden flyttede efter 24 års ægteskab. Ældste søn flyttede halvlangt væk. Yngste søn flyttede også hjemmefra, men heldigvis ikke så langt. Har næsten altid været arbejdsløs. Er sygemeldt pga. gigt i hænder og hofter og psykisk ustabilitet. Er meget dårlig til at høre. Er usikker og har lavt selvværd. Har ingen venner, og meget lidt familie. Er i overgangsalderen. Alt dette på 2 år. Gode råd til opmuntring søges. Ikke sarkastiske bemærkninger, da jeg allerede "ligger ned". Hvordan kommer jeg videre? På forhånd tak.

det var da noget af en tur.
Skal vi tage det fra en ende af? Det er jo svært at sluge en elefant, men det kan hjælpe at tage den i små portioner.
Du må jo gøre op med dig selv, at noget kan du ændre, andet kan du ikke ændre. Kunsten er så at kende forskel på de to ting.
Jeg kan kun fortælle dig hvad jeg tror, der kan ændres, men det er jo ikke nødvendigvis sammenfaldende med din opfattelse.
Men sådan her tror jeg:
Katten og manden er væk. De kommer ikke tilbage, men kan jo da erstattes med nye - hen ad vejen.
Halvlangt væk er jo ikke forsvundet. Vær glad for han har mod på det og glæd dig til hans besøg.
Yngste søns besøg er vel også noget værd.
Du må være hjemfalden til førtidspension. Har du søgt det? Og så skal du vel have en høreapperat, så du kan høre, hvad der foregår omkring dig, ikke?
Overgangsalderen er som bekendt en overgang, men det kunne meget vel være en god ide at tale med din læge om hormoner eller lette lykkepiller, hvis det er en tilstand, der er generende for dig. Har du talt med din læge om det?
Så som jeg ser det, har du temmelig travlt og slet ikke tid til hverken venner, familie eller selvmedlidenhed.
På med vanten moster. Det er helt utroligt, hvad vi kan, når vi skal.
Men som sagt; tag én ting af gangen, når du er kommet igennem garanterer jeg dig, at dit selvværd ikke fejler en dyt.
Held og lykke med opgaven.
Kærligst
Dulkis.

Hej med dig.
Sikke en historie, jeg kan godt forstå at du synes det er overvældende...
Jeg synes Dulkis giver nogle gode bud på hvordan du kan komme videre.
Derudover vil jeg gerne støtte dig i at komme ud i det pulveriserende liv. Nu ved jeg jo ikke hvor du bor, men fx. i Roskilde findes Ildstedet, hvor man kan møde andre mennesker og samtidigt få et sundt måltid mad til en rimelig pris. Man kan også melde sig som frivillig...
Her er et link:
http://www.ildstedet.org/index.html
Hvis du fortæller hvor du cirka bor, så vil jeg gerne hjælpe med at lede efter andre aktivitets-steder.
Held og lykke fra P&C

for dit søde svar.
Jeg glemte forresten at bilen heller ikke gik gennem syn, men skulle laves for 20.000.
Ja vist kan jeg få en anden kat, hende jeg mistede var bare noget helt specielt, vi fandt hende forladt ca. 1 uge gammel og opfostrede hende med flaske i starten.
Og ja, sønnernes besøg er guld værd og bliver forhåbentligt ofte. Jeg vil jo heller ikke "omklamre" dem. Det er jo trættende med en mor, der ikke vil give slip. Det er bare lidt svært at omstille sig til en ny epoke, hvor der ikke er ret meget brug for mig mere.
Jeg havde også en svigerdatter, men det gik forbi, så hende mistede jeg også.
Jeg har høreapperater, men der er store problemer så snart der er lidt ekstra støj, og jeg har svært med at forstå det talte.
Jeg ved ikke hvad sygemeldingen ender med, man kan vist let få afslag på pension, hvis man søger selv, så måske vil kommunen starte en sag.
Jeg ved godt det kan lyde pylret og som en stor gang selvmedlidenhed, men det er nu svært at være midt i det.
Jeg ser på din profil, at du også er alene og har 3 "børn". Bor de langt fra dig? Ser du dem ofte?

behagelig og tryg. Problemet er bare at den ikke kan bruges til noget.
Dulkis skriver det hele, hele recepten... det er så op til dig at følge den....
Glem alt det gamle støv,,,gør rent og kom vidre! Du skriver at du ligger ned...okay, tag en slapper idag, bid tænderne sammen og så rejs dig op imorgen,, ryst støvet af dine skuldre og skab noget af dig selv og af egen vilje, således opnår du sejre og mere styrke, fremtiden ligger foran dig, men du skal selv skabe den, den kommer altså ikke med posten!
Slå fra dig og lad dig ikke slå ud ;-))
God vind!
;-))

Det ser ud til at være et godt sted, du linker til, det er bare det, at jeg er nordjyde. Det forholder sig sådan, at når man "bare" er ensom, er der ikke rigtig noget man kan.
Men var man under psykiatrien eller førtidspensionist er der læssevis af tilbud, væresteder, dagcentre osv..
Jeg har flere gange været ved at gå ned med flaget, men er kommet op igen. Det var bare ekstra svært nu idag, da yngste søn flyttede sengen og det sidste grej. Der var en vis tryghed og trøst i, at han kom hjem hver aften.

Jeg er taknemmelig over at I går til tasterne på grund af et pyllerhoved som mig.
Jeg vil prøve at bide tænderne sammen, jeg har stadig dem alle, selvom jeg efterhånden kun er halvung.
Jeg ved godt man bare skal kæmpe og komme videre, det er bare svært lige i nu'et. Det er som om næsten alt er taget fra mig.
Hvad gør du, når du er ked af det eller føler dig ensom?

...oprettede en profil i SOL. Fandt en masse dumme mennesker, fyldt med gode ubrugelige råd og nedværdigende bemærkninger,,,,,dog var der enkelte skarpe profiler der hjalp mig til at se frem...... den vej valgte jeg og jeg er dem evigt taknemmilig. ;-))
Vi skaber selv fremtiden, lader vi stå til, er det ikke en fremtid beregnet for os... skab den selv... Fuck hundehoveder og andre...
Op med hovedet!!!
NB; Husk smilet, smil er overskud og styrke!
;-))

Ja det gør jeg. Indimellem føler jeg mig som en kat, der har haft killinger for længe, og så får de besked på at holde sig væk, til jeg har bedre tid/er i humør til dem. Endvidere har jeg tre børnebørn, som altid er velkomne. Men jeg har altså kun 24 timer i døgnet, som alle andre.
Resten af tiden praler jeg af dem vidt og bredt. De to bor nu i samme by som jeg og den ene af sønnerne bor ca 40 km væk - eller en halvtredsser med en rutebil, om du vil.
Jeg glædede mig vildt til den yngste flyttede hjemmefra, men det kunne ikke rigtig blive til noget, så flyttede jeg!! Gav ham en tidsfrist og sagde så lejligheden op. Det virkede.
Du behøver ikke spekulere på, om nogen har brug for dig. For det hører aldrig op, men derimod behøver du at spekulere på, hvad du har brug for, for at vende den situation, du er i lige nu.
Som sagt, tag en ting ad gangen. Læg en slagplan i en kalender og gå igang. Det er altid godt at sætte deadlines på sine "projekter" - så den ene dag efter den anden ikke glider forbi en.
PS måske skal du have skiftet dit høreapperat. De gener du taler om, skulle være udbedret på de nyeste. Og det er jo lidt træls at leve med.