Hvordan tackler jeg hans temperament og stædighed?
Jeg mødte ham for 10 år siden, da vi var teenagere og vi blev hurtigt bedste venner og meget mere. Vi har altid haft et meget specielt forhold og har et eller andet sted altid vidst vi skulle være sammen. Det skete så for et års tid siden og vi havde forestillet os at når det nu endelig skete, så var det bare lykken forevigt. Men... Sådan gik det ikke. Vi begyndte at skændes hele tiden og han ville gerne have alt på hans måde. Derudover løj han i stor stil og gjorde stort set som det passede ham. Han sårde mig ekstremt meget dengang og det blev ikke bedre da jeg så blev gravid. Han ville ikke have barnet og gjorde det meget svært for mig. Jeg følte jeg stod helt alene med den store beslutning. Følte det var ham eller barnet. Og da jeg var 25, synes jeg ikke en abort var nogen mulighed - det var jo også ham jeg ville have børn med. Han ville også have børn med mig, men syntes bare ikke det var det rigtige tidspunkt. Efter en masse rod endte det med at vi valgte at beholde det. han blev desværre ved at behandle mig lidt som det passede ham og først efter et stort skænderi for 4 måneders tid siden hvor jeg sagde at nu var det nok og at jeg ville pakke mine ting, gik der en masse ting op for ham. Han ændrede sig meget og blev igen den dejlige person jeg før havde kendt. Ham der ville gøre alt for mig. Det burde jeg jo være glad for ...
MEN (igen)... Alt dette glemmer han når der er noget der gør ham hidsig. Så kan han slet ikke styre sit temperament og siger en masse modbydelige ting til mig, og gør som det passer ham, skrider uden at sige hvorhen osv. Jeg er gravid i 32. uge nu og eftersom jeg selv er en meget følsom og temperamentsfuld pige, kører mine hormoner på fulde tryk. Jeg bliver hurtigt vildt glad eller meget ked af det og der er ikke nogen der er bedre til at trøste mig end ham. Men det er ikke altid. Ikke hvis han er i dårligt humør eller synes at det ikke passer ham. Så må jeg undertrykke mine følelser, for ikke at gøre ham mere sur. Og prøve at få ham til at falde ned. Efter et skænderi - når han endelig ser det, at han er galt på den, (for det gør han hver gang), så har han bare ødelagt for meget. Med de grimme ting han siger og gør - og jeg ved at der går 3-14 dage så er vi på den igen!
Jeg ville ikke være foruden ham. Han er den dejligste kæreste størstedelen af tiden. Jeg kan bare ikke regne med ham - pludselig eksplodere han. - Det er problemmet. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det.
Kan det være rigtigt at jeg skal gå og være bange hele tiden og leve sammen med en jeg ikke aner hvor jeg har? hvad skal jeg gøre for at få ham til at huske hvor godt vi har det når vi har det godt? Og hvor meget det ødelægger det andet?
tager han mig bare forgivet? Jeg ved jo at han elsker mig. Ingen tvivl om det.
Jeg har prøvet alt for ham, styret mit store temperament, givet ham plads, ladet ham rase ud, undertrykt hvad jeg selv følte for ikke at gøre ham mere sur osv. Men ligemeget hvad jeg gør sker det bare igen. Når det så en sjælden gang imellem sker at jeg bliver hidsig og hæver min stemme - så er helved løs! - Så det kan jeg godt droppe.
MEN (igen)... Alt dette glemmer han når der er noget der gør ham hidsig. Så kan han slet ikke styre sit temperament og siger en masse modbydelige ting til mig, og gør som det passer ham, skrider uden at sige hvorhen osv. Jeg er gravid i 32. uge nu og eftersom jeg selv er en meget følsom og temperamentsfuld pige, kører mine hormoner på fulde tryk. Jeg bliver hurtigt vildt glad eller meget ked af det og der er ikke nogen der er bedre til at trøste mig end ham. Men det er ikke altid. Ikke hvis han er i dårligt humør eller synes at det ikke passer ham. Så må jeg undertrykke mine følelser, for ikke at gøre ham mere sur. Og prøve at få ham til at falde ned. Efter et skænderi - når han endelig ser det, at han er galt på den, (for det gør han hver gang), så har han bare ødelagt for meget. Med de grimme ting han siger og gør - og jeg ved at der går 3-14 dage så er vi på den igen!
Jeg ville ikke være foruden ham. Han er den dejligste kæreste størstedelen af tiden. Jeg kan bare ikke regne med ham - pludselig eksplodere han. - Det er problemmet. Og jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle det.
Kan det være rigtigt at jeg skal gå og være bange hele tiden og leve sammen med en jeg ikke aner hvor jeg har? hvad skal jeg gøre for at få ham til at huske hvor godt vi har det når vi har det godt? Og hvor meget det ødelægger det andet?
tager han mig bare forgivet? Jeg ved jo at han elsker mig. Ingen tvivl om det.
Jeg har prøvet alt for ham, styret mit store temperament, givet ham plads, ladet ham rase ud, undertrykt hvad jeg selv følte for ikke at gøre ham mere sur osv. Men ligemeget hvad jeg gør sker det bare igen. Når det så en sjælden gang imellem sker at jeg bliver hidsig og hæver min stemme - så er helved løs! - Så det kan jeg godt droppe.