Hvorfor havde Gud ikke valgt en kvinde som profet?
Dette spørsmål har jeg svært ved at finde et svar på, og håber på der er nogen herude der har et godt svar på dette spørgsmål.
Det havde han da også.
Bibelen nævner flere profetinder:
Mirjam er den første kvinde der benævnes profetinde i Bibelen. Gud overbragte øjensynlig et eller flere budskaber gennem hende, måske i inspireret sang. (2Mo 15:20, 21) Hun og Aron sagde således til Moses: „Har Jehova . . . ikke også talt ved os?“ (4Mo 12:2) Jehova sagde selv, ved profeten Mika, at han havde sendt „Moses, Aron og Mirjam“ foran israelitterne da han førte dem ud af Ægypten. (Mik 6:4) Skønt Mirjam havde den forret at blive brugt til at overbringe budskaber fra Gud, indtog hun ikke i denne henseende den samme stilling hos Gud som sin broder Moses. Da hun forlod sin rette plads, blev hun tugtet strengt af Gud. — 4Mo 12:1-15.
I dommertiden blev Debora brugt til at formidle budskaber fra Jehova idet hun bekendtgjorde hans dom i visse sager og overbragte hans instruktioner, som for eksempel hans befalinger til Barak. (Dom 4:4-7, 14-16) I en periode hvor folket var svagt og var veget bort fra den sande tilbedelse, tjente hun således i billedlig forstand som „en moder i Israel“. (Dom 5:6-8) Profetinden Hulda tjente på lignende måde på kong Josias’ tid idet hun bekendtgjorde Guds dom over folket og dets konge. — 2Kg 22:14-20; 2Kr 34:22-28.
Esajas omtaler sin hustru som „profetinden“. (Es 8:3) Nogle kommentatorer mener at hun kun var profetinde i den forstand at hun var en profets hustru, men denne formodning finder ingen støtte i Bibelen. Det synes mere sandsynligt at hun, ligesom tidligere profetinder, havde fået en form for profetisk opgave fra Jehova.
Nehemias taler negativt om profetinden Noadja, der sammen med „resten af profeterne“ forsøgte at gøre Nehemias bange og dermed bremse genopbygningen af Jerusalems mur. (Ne 6:14) At hendes handlinger i denne forbindelse stred mod Guds vilje, betyder ikke nødvendigvis at hun ikke var en godkendt profetinde før den tid.
Jehova talte til Ezekiel om kvinder der var „profetinder efter deres eget hjerte“. Derved forstås at disse profetinder ikke havde nogen bemyndigelse fra Gud, men var falske, selvbestaltede profetinder. (Ez 13:17-19) Med deres bedrageriske optræden og lokkende propaganda ’jagede de sjæle’, idet de fordømte de retfærdige og bifaldt de ugudelige. Men Jehova ville udfri sit folk af deres hånd. — Ez 13:20-23.
I det 1. århundrede e.v.t., mens jøderne stadig var Jehovas pagtsfolk, tjente den aldrende Anna som profetinde. Lukas fortæller at hun „aldrig var borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste med fasteperioder og bønner“. Ved at „tale om barnet [Jesus] til alle som ventede på Jerusalems befrielse“ virkede hun som profetinde i den grundlæggende betydning at hun forkyndte en åbenbaring om Guds hensigt. — Lu 2:36-38.
Blandt de mirakuløse gaver der ved ånden blev skænket den nyoprettede kristne menighed, var også profetiens gave. Flere kristne kvinder, deriblandt Filips fire døtre, profeterede under påvirkning af Guds hellige ånd. (Apg 21:9; 1Kor 12:4, 10) Dette var en opfyldelse af Joel 2:28, 29, hvor der stod: „Jeres sønner og jeres døtre skal profetere.“ (Apg 2:14-18) Denne gave fritog dog ikke en kvinde for at underordne sig sin mand eller mændene i den kristne menighed. Som tegn på at hun underordnede sig, skulle hun bære en hovedbeklædning når hun profeterede (1Kor 11:3-6), og hun måtte ikke optræde som lærer i menigheden. — 1Ti 2:11-15; 1Kor 14:31-35.
En Jesabel-lignende kvinde i menigheden i Tyatira hævdede at have profetiske evner, men hun optrådte som fortidens falske profetinder og blev fordømt af Jesus Kristus i hans budskab til Johannes i Åbenbaringen 2:20-23. Hun optrådte uretmæssigt som lærer og forledte menighedens medlemmer til at begå urette handlinger.
Kilde: Indsigt i Den Hellige Skrift, udgivet af Jehovas Vidner.
Med venlig hilsen, ftg.
Mirjam er den første kvinde der benævnes profetinde i Bibelen. Gud overbragte øjensynlig et eller flere budskaber gennem hende, måske i inspireret sang. (2Mo 15:20, 21) Hun og Aron sagde således til Moses: „Har Jehova . . . ikke også talt ved os?“ (4Mo 12:2) Jehova sagde selv, ved profeten Mika, at han havde sendt „Moses, Aron og Mirjam“ foran israelitterne da han førte dem ud af Ægypten. (Mik 6:4) Skønt Mirjam havde den forret at blive brugt til at overbringe budskaber fra Gud, indtog hun ikke i denne henseende den samme stilling hos Gud som sin broder Moses. Da hun forlod sin rette plads, blev hun tugtet strengt af Gud. — 4Mo 12:1-15.
I dommertiden blev Debora brugt til at formidle budskaber fra Jehova idet hun bekendtgjorde hans dom i visse sager og overbragte hans instruktioner, som for eksempel hans befalinger til Barak. (Dom 4:4-7, 14-16) I en periode hvor folket var svagt og var veget bort fra den sande tilbedelse, tjente hun således i billedlig forstand som „en moder i Israel“. (Dom 5:6-8) Profetinden Hulda tjente på lignende måde på kong Josias’ tid idet hun bekendtgjorde Guds dom over folket og dets konge. — 2Kg 22:14-20; 2Kr 34:22-28.
Esajas omtaler sin hustru som „profetinden“. (Es 8:3) Nogle kommentatorer mener at hun kun var profetinde i den forstand at hun var en profets hustru, men denne formodning finder ingen støtte i Bibelen. Det synes mere sandsynligt at hun, ligesom tidligere profetinder, havde fået en form for profetisk opgave fra Jehova.
Nehemias taler negativt om profetinden Noadja, der sammen med „resten af profeterne“ forsøgte at gøre Nehemias bange og dermed bremse genopbygningen af Jerusalems mur. (Ne 6:14) At hendes handlinger i denne forbindelse stred mod Guds vilje, betyder ikke nødvendigvis at hun ikke var en godkendt profetinde før den tid.
Jehova talte til Ezekiel om kvinder der var „profetinder efter deres eget hjerte“. Derved forstås at disse profetinder ikke havde nogen bemyndigelse fra Gud, men var falske, selvbestaltede profetinder. (Ez 13:17-19) Med deres bedrageriske optræden og lokkende propaganda ’jagede de sjæle’, idet de fordømte de retfærdige og bifaldt de ugudelige. Men Jehova ville udfri sit folk af deres hånd. — Ez 13:20-23.
I det 1. århundrede e.v.t., mens jøderne stadig var Jehovas pagtsfolk, tjente den aldrende Anna som profetinde. Lukas fortæller at hun „aldrig var borte fra templet, hvor hun nat og dag ydede hellig tjeneste med fasteperioder og bønner“. Ved at „tale om barnet [Jesus] til alle som ventede på Jerusalems befrielse“ virkede hun som profetinde i den grundlæggende betydning at hun forkyndte en åbenbaring om Guds hensigt. — Lu 2:36-38.
Blandt de mirakuløse gaver der ved ånden blev skænket den nyoprettede kristne menighed, var også profetiens gave. Flere kristne kvinder, deriblandt Filips fire døtre, profeterede under påvirkning af Guds hellige ånd. (Apg 21:9; 1Kor 12:4, 10) Dette var en opfyldelse af Joel 2:28, 29, hvor der stod: „Jeres sønner og jeres døtre skal profetere.“ (Apg 2:14-18) Denne gave fritog dog ikke en kvinde for at underordne sig sin mand eller mændene i den kristne menighed. Som tegn på at hun underordnede sig, skulle hun bære en hovedbeklædning når hun profeterede (1Kor 11:3-6), og hun måtte ikke optræde som lærer i menigheden. — 1Ti 2:11-15; 1Kor 14:31-35.
En Jesabel-lignende kvinde i menigheden i Tyatira hævdede at have profetiske evner, men hun optrådte som fortidens falske profetinder og blev fordømt af Jesus Kristus i hans budskab til Johannes i Åbenbaringen 2:20-23. Hun optrådte uretmæssigt som lærer og forledte menighedens medlemmer til at begå urette handlinger.
Kilde: Indsigt i Den Hellige Skrift, udgivet af Jehovas Vidner.
Med venlig hilsen, ftg.