Hvorfor prøve igen?

Hvis det som var så stort kunne dø ud, og jeg ved intet bliver større - hvorfor så prøve igen?
Og hvis noget endelig skulle komme i nærheden af at blive stort, hvorfor skulle jeg så ikke lade det dø, når nu jeg har vist at jeg har det i mig at lade det ske?
Det er mere end 1 år siden. Hvorfor kan jeg ikke glemme? Hvorfor er jeg fyldt af skyld der bare ikke vil forsvinde? Jeg er fanget i et helvede der bare ikke stopper, og jeg ved hun er fanget i sit. Hvis noget skulle ske hende, ved jeg at jeg ikke ville kunne fortsætte med at leve. Ikke fordi jeg egentlig gør det nu - selv om jeg prøver.

... men hvad handler det om?

Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle indlede et nyt når det altid vil være second best. Og når jeg har været tæt på, flygter jeg igen, for jeg kan mærke at jeg ikke har tillid til at jeg ikke igen vil være årsag til en masse smerte. Desuden er meget af min opmærksomhed rettet mod at massere smerten væk fra hende det gik ud over, selv om jeg ikke har ret til at forsøge at "udbedre" det. En masse selvhad med andre ord, en følelse jeg ikke før har kendt til.

Været utro? slået hende? Snakker I sammen?

Er det en gætteleg ?
Hvad har du gjort ?
Hvad er der sket ?
Hvornår gik det skævt ?
Hvad er du ked af ?
Vi kan kun hjælpe lidt hvis du vil indvie os lidt i dine tanker, du behøver ikke at svare, hvis det hjælper ???
Men tak for dine ord, de er meget eftertænksomme og dybe noget alle kender, frygten for at miste måske❓Lykke contra ulykke og glæde versus sørgmodighed,
På med vanten, op på hesten.....fortæl os lidt mere fra det dybeste dybe, hvis du da vil ?

skulle du ikke have ret til at "udbedre" smerten? Selvhad og skyldfølelse tærer og gør hverken dig eller hende gavn(har hun været tæt på at dø? Kunne man forestille sig, at du evt. kunne lade hende vide at trods den smerte (du føler) du har påført hende, holdt du af hende og ønsker hende alt vel fremover? Mig bekendt står man ikke fuldstændigt kolde overfor folk der giver sig til kende følelsesmæssigt). Mennesker kommer og går, heldigvis og desværre, hvilket nogle gange indebærer glæde andre gange sorg.
Derudover udleder jeg lidt af dine tanker, at du ikke har til hensigt at gå tilbage til det der døde ud (korrekt?). Du lod det selv dø, og det har du haft en grund til. Så hvorfor ikke give et nyt forhold en chance? Du vil så måske, på et tidspunkt, bedre kunne lægge smerten og skyldfølelsen i baggrunden, og stille og roligt rette fokus mod at åbne dig op og lade dig elske igen. Som du selv skriver "Og når jeg har været tæt på, flygter jeg igen..". Så du har været tæt på, og der er en mulighed for at noget nyt kan opstå!
Held og lykke til fra en, der også har gennemlevet/-er ovennævnte men er optimist til trods

jeg ved ikke helt hvad der er sket mellem jer. Men noget af det der gør mest ondt er at blive hængende.
Hvis du siger det er dødt, mener du vel at det aldrig mere bliver jer to??
Hvis ikke det skal være jer mere, så er det med at se fremad. Jeg ved jo som sagt ikke hvad der er sket mellem jer, men kan forstå det virkelig er en uudholdelig smerte for dig. Men en andern sød pige kan sagtens give dig lige så meget og måske mere som hun kunne. Måske ikke ved første forsøg, men hun skal nok komme.
Det virker som om du har rendt dig surt i det her. Som om du har en voldsom skyldfølelse?? Hvorfor?, måske det hjælper at få renset ud, få talt med nogen om det der er sket. (emma83@sol.dk)kan bare skrive..
husk også på at du nu har prøvet dette helvede.. altså at miste en du holder så meget af.. så nu ved du at næste gang det siger bang, og du føler noget virkelig stærkt for en pige, så skal du holde fast. Man begår jo ikke samme fejl to gange. det ved du også inderst inde. Du skal bare turde tro.
Du fortjener også lykke som alle os andre..