Hvorfor reagere mænd som de gør?

Så er jeg i et dilemma. Har haft en kammerat gennem et års tid og er først på det seneste blevet bevidst om, at jeg er forelsket i ham. Inden jeg "indrømmede" det overfor mig, sagde han, at han har tænkt tanken om, at vi skulle være kæreste, men at vi har to forskellige mål/drømme med livet, som han umiddelbart ikke kun se kunne blive forenet. Dengang var jeg i tvivl om, jeg var forelsket i ham, så jeg kommenterede det ikke nærmere. Efter en periode hvor jeg efterhånden igen har fået styr på mit liv og mine tanker, ved jeg, at jeg er forelsket i ham. Jeg tænker konstant på ham og savner ham alt alt for meget. Det skal lige siges, at vi bor i hver sin ende af landet, så vi ses ikke så ofte, som vi kunne. For et par weekender siden havde vi den bedste weekend sammen (som venner). Det var virkelig dejligt at kunne putte med ham og være sammen med ham flere dage i træk igen. Sidste weekend var jeg i "hans" by i weekenden og håbede på, jeg skulle se ham. Jeg så ham da også kort én dag...og ellers først en nat i byen, hvor han ikke rigtig gad at snakke. Siden da virker det lidt som om, han har "lagt mig på is". Jeg ve, han ikke har fundet en kæreste, og jeg ved, hvor glad han er for mig, så jeg forstår ham slet ikke. Måske kan han bare ikke overskue vores venskab? Han ved, jeg er glad for ham, men jeg har aldrig fortalt ham, hvor forelsket jeg egentlig er. Ville det være en god ide at sige det? Vil nødigt miste hans venskab, men vil også gerne mere end det vi har nu... Har han trukket sig tilbage, fordi han ikke kan overskue det?
Håber, der er hjælp at hente...

- at han er lidt frustreret ved hele situationen. Han er måske stadig vild med dig, men du - som du skriver - reagerede ikke på det på daværende tidspunkt. Så I ses og putter osv og det kan være vildt frustrerende hvis man ved/tror det ikke bliver til mere.
Spyt ud!! Så du kan få det afgjort. Er han stadig interesseret eller ej?
ja, det er da også muligt han har mødt en anden, men det ville han nok have fortalt dig hvis det var.

Kære Du,
at (være for)elske(t i) en anden, der ikke elsker én, er noget af det hårdeste at opleve.
Så jeg er kun delvis enig med de andre, der har svaret dig - om at det er godt at udtrykke sine følelser åbent, fordi det vil føre til en afklaring af situationen ..
Hvis din ven (den, som du elsker) har afgjort med sig selv, at et kærlighedsforhold mellem Jer to ikke 'rigtigt' for ham, eller ikke kan passe med de drømme han har, så vil din åbenhed over for ham om dine følelser nok føre til lidt smerte for dig (hvis det bliver klart, at dine følelser ikke gengældes) ..
Du skirver: "han har tænkt tanken om, at vi skulle være kæreste, men at vi har to forskellige mål/drømme med livet, som han umiddelbart ikke kun se kunne blive forenet."
Det er disse ord, der får mig til at tænke, at din ven måske har lagt en smule afstand til dig for at beskytte dig - imod at engagere dit hjerte for meget i ham. Fordi han måske ved, at han ikke kan gengælde dine følelser ..
(Og heri kan han jo have ret eller uret - måske er han også bare selv bange, måske er hans opfattelse af Jeres uforenelige drømme ikke 'realistisk', måske k a n de godt forene? )
Men det er a l t i d bedst at (turde) være ærlig og sandfærdig, også selvom man risikerer at skulle opleve en (relativ) afvisning (nemlig afvisning af den bestemte slags kærlighedsrelation, som man måske drømte om).
Ærligheden kan - hvis du magter at acceptere og leve med din elskede vens EGEN sandhed - blive fundament for et varigt og dybt venskab mellem Jer. Forestil dig, en relation, der kan holde uanset om du eller han får en partner og måske oplever brud med ham/hende, ud i fremtiden. MEd andre ord: et venskab af en ærlighed og renhed og styrke, som alle mennesker drømmer om.
Min konklusion: selvom det føles, som om jeg mister en (slags) kærlighed, som jeg ønskede mig, så findes den der stadig, men bare i en lidt anden f o r m.
Og livet handler vist meget om at tage imod kærligheden i de mange forskellige former, som vi modtager den i ...
Jeg ønsker dig alt det bedste !
Med smil
en kvinde og mor

Hmm... Jeres svar har givet mig noget at tænke over. Jeg er bange for at fortælle ham sandheden, fordi jeg frygter hans reaktion. Men jeg ved også, at jeg ikke kan holde til, at vores "forhold" forsætter på denne måde. Jeg må vist bare prøve at sluge min frygt og springe ud i det...hvis jeg dog bare ikke var så bange og genert... :-/

tag ham da i hånden, se ham intenst i øjnene og sig, vi kan lide hinanden, måske mere?? hvad mener du?? fordi jeg synes jeg må have klarhed da jeg begynder at kunne lide dig fór meget til bare et par dages samvær af og til - se hvad han siger !!
og tag så stilling - livet er svært i din alder og ben hårdt - men den der evt. forsvinder idag vender dobbelt tilbage imorgen, fat mod. men du skal ikke krybe, det vil hverken HSn eller du kunne være tjent med i det lange løb, husk det!!!!1

Du har fået flere gode råd. Som livsklog kvinden sagde " at være forelsket i en anden, der ikke elsker en, er noget af det hårdeste at opleve." Men heldigvis elskede han dig. Prøv at kontakte ham, hvis du har muligheden,og få det afklaret. Tro på mig, hvis han har følelser for dig kommer han løbende tilbage. Jeg har været i samme situation. Hun var ikke forelsket i mig. Så lod jeg hende være. Det kan jeg godt forstå fyren.
Don't be shy.
VH