Hvorfor skal man blive sammen når man har børn?

Jeg overvejer tit når folk siger vi skal blive sammen for børnenes skyld, hvem siger det, og er det for børnenes skyld når det kommer til stykket eller er det for vores egen skyld, fordi man ikke gider (dovenskab har taget overtaget i en) at gøre en forskel i sit liv.
Jeg er et barn af forældre som blev sammen for min skyld. De havde et dårligt ægteskab, og jeg kunne ikke undgå at blive påvirket af det, ligesom skilsmissebørn ikke kan undgå at blive påvirket af deres forældres skilsmisse. Alle børn som lever, tror jeg, i en famile som ikke fungerer påvirker børnene, så hvad er det der får mange til at tro, at det mest rigtige er at man skal blive sammen for børnenes skyld, når først et ægteskab ikke fungerer.
Forældre har jeg set er i stand til at gå langt med deres børn for egen vinding skyld: sådanne sætninger som far er også dum, mor var utro så hun er en luder eller lærer sine børn som min veninde gjorde, at det er også hende far var utro meds skyld, fordi hun bla bla bla. Det er jo ikke for barnets skyld det er jo for egen selvretfærdigheds skyld, jeg kunne nævne ting som var meget være i min opvækst, hvor jeg var lidt af en kastbold imellem mine forældre. Høre i debatterne herinde, at folk er dumme, skvatter eller andre interessante ting, hvis de går fra kone og børn, fordi glansbilledet er vigtigere udadtil end ens egne børn. Hvorfor er det, at når det kommer til stykket, så opfører vi os overhovedet ikke som ansvarlige forældre, men uansvarlige ved at "misbruge" vores børn for at kunne overleve i vores ægteskab, for at komme ud med vores galde, fordi vi ikke tør at tale om tingene på en fornuftig måde 2 voksne imellem. Hvorfor er det så jeg tit hører sætningen for vore børn skyld, nej det er det ikke for så ville vi opførere os som ansvarlige voksne, som skal give vores børn indsigt i livet med kærlighed, respekt og omtanke. Er det det vi gør, fordi vi bliver i et ægteskab som ikke fungerer længere. Ja, undskyld jeg spørger men jeg forstår ikke de sætninger, men jeg har selvfølgelig også levet i en familie hvor de blev sammen for min skyld for at give mig tryghed. det var ikke et trygt hjem derfor var jeg så lidt hjemme som muligt, og derfor har jeg også den holdning som jeg har, man skal ikke blive sammen for børnenes skyld, men man skal som forældre samarbejde omkring børnene for resten livet, helt sikkert, men det betyder ikke nødvendigvis for hver en pris at bo sammen.

er at man skal blive sammen for børnenes skyld. Det ødelægger mange børns sind, enig

du har fuldstændig ret - og jeg taler af erfaring;-)
Børn er glade når deres forældre er glade - uanset om de er sammen eller ej.

men i dag går man fra hinanden på grund af ingenting, de tænker kun på sig selv kravene til det perfekte er steget til det uopnålige jeg læser gang på gang at den ene part "keder sig" --man søger nye græsgange hvor der også er børn som man af naturlige grunde ikke elsker så højt som sine egne, så står man der med et nyt og svært problem, kriser er der i de fleste ægteskaber og med fremmede børn bliver de dobbelt så store.
Kæmp for alt hvad du har kært

De var gift i 34 år. Da min yngste bror var flyttet, flyttede min mor. Vi har aldrig mærket, der skulle være noget i vejen, men den skilsmisse var aftalt 8 år tidligere.
Nogle kan, dine forældre kunne ikke og derfor har du ikke lært det. Det er der vel ikke noget at gøre ved. Hele dit indlæg er en dårlig undskyldning for ikke at kunne.

Hvordan kan det være en dårlig undskyldning. Når det vi lære i barndommen er det der hænger bedst fast? Det er vist dine forældre der ikke har lært dig empati.
Bare fordi det gik godt for dig. så er det en dårlig undskyldning når andre ikke kommer fra det uden skrammer på sjælen.[:|] hMMMMM

Jeg er meget enig med dig. Det er en dårlig undskyldning at blive sammen for børnenes skyld...
Jeg tror nu ikke nogen bruger undskyldningen af dovenskab.
For mange handler det om mod. Eller mangel på samme. De har ikke modet til at tage ansvar. De tør ikke vælge usikkerheden. Måske fordi vi idag er er økonomisk forkælede og lægger (for) stor vægt på det materielle. Måske fordi vi i vores stressede hverdag glemmer at mærke efter, hvem vi er og hvad der er rigtigt for os. Måske fordi det hos mange ligger dybt, at skilsmisse er forkert - en fuldstædig opgivelse af kernefamilien harmonerer ikke med samfundets normer. At det er en falliterklæring, som bør undgåes for enhver pris.
Måske det ville hjælpe, hvis vi istedet opfattede skilsmisse som et udtryk for, at man tager ansvar. Tager ansvar for at ændre ting, der ikke fungerer. Det er en meget svær beslutning med mange konsekvenser - der er ingen der vælger skilsmisse for sjov.
Det er ok ikke at turde. Jeg tror ikke det holder i længden, men man skal ikke træffe beslutningen, før man er klar. Men det er ikke ok at bruge hensynet til børnene som undskyldning. Det ansvar kan man simpelthen ikke tillade sig at pådutte sine børn. Mange ville måske ovenikøbet få det bedre ved at finde ud af, hvad der er den egentlige årsag til, at de bliver i forholdet og ikke vælger skilsmisse.

Jeg tror man skal passe på med at udtale sig om andres forhold og om, hvor meget eller lidt der kæmpes for at holde sammen på de små hjem.
I bund og grund aner vi jo intet om andres forhold. Vi ser kun den ydre del, men aner ikke hvad der foregår bag lukkede døre. Det kan da godt være, at nogle bruger forklaringen "at kede sig", men der er jo aldrig kun een historie eller forklaring på skilsmisse. Det er nok bare en nemmere måde at forklare sig på.
Skilsmisse er en forfærdelig svær beslutning, og jeg tror ikke at der er nogen der træffe beslutningen uden at den er gennemtænkt og nødvendig. Der er kriser i de fleste ægteskaber - helt enig. I nogen af dem er kriserne desværre så store, at skilsmisse er den eneste løsning.
Jeg synes du skal prise dig lykkelig for, at du ikke har være nødsaget til at træffe så svær en beslutning.

Rammer det den voksne, rammer den den ansvarlige. Rammer det ungerne - hvad er de forældre så? Det skal jeg sige dig; de er nogle svagpissere.

Øhhh har du læst i min indlæg noget om at jeg ikke kunne eller at jeg er skilt for så ved du vist mere end jeg selv personlig gør som har skrevet indlægget, men det kan selvfølgelig være du kan forudsige min skæbne. Fordi man spørger er ikke det samme som ikke at kunne, men måske oplever jeg lidt for mange dårlige undskyldninger for ikke at kunne gøre en forskel i deres liv. Husk at spørg fremover i stedet for at konkludere, men mon ikke du generelt gør det tolker uden at spørge, for jeg er ikke skilt og dermed er mine børn ikke skilsmissebørn. Tænk du kunne bare spørge hvorfor jeg spurgte om jeg selv var skilsmissebarn eller selv var skiltr, hvor svært kan det være, åbenbart svært, nemmere at tolke ud fra falske forudsætninger.
Det er da super godt, hvis det var godt for dine forældrer at de kunne lave det skuespil i så mange år. Det må ha været hårdt, og forhåbentlig har de så hermed også lært jer børn at mister man kærligheden til hinanden undervejs i ægteskabet, så har de forhåbenlig lært jer at sætte HAPPY FACE på ansiget for det bliver der brug for. Jeg undre mig lidt over at du ikke mærkede det som barn, go jeg synes faktisk det er uacceptabelt at dine forældrer senere siger at de kun var sammen for jeres skyld, havde forventet en præmie eller hvad?