hvornår introducere barn for ny kæreste...?
Jeg har mødt en kvinde for godt 2 måneder siden. Vi har siden tilbragt meget tid sammen og jeg er forelsket i hende og føler at det er gengældt. Jeg er 38 år og har en søn på 8, som jeg har torsdag-mandag hver anden weekend. Hun er 28 og har ingen børn.
Vi har været sammen udenfor de weekender hvor jeg har min søn, men et par gange har jeg byttet en dag og vi har været sammen. Det er også sket at hun har besøgt mig om aftenen efter min søn var lagt i seng, men uden at hun har overnattet. Det sidste har hun (også) selv udtrykt var det bedste.
Vi er ikke nået til at nævne ordet kærester eller omtale hinanden som sådan, men jeg overvejer dog hvornår og hvordan en fremtidig introduktion af min søn bør finde sted, og hvad det vil føles for hende, at hun oplever min søn og jeg sammen. Jeg er bange for at den virkelighed der måske i starten vil synes nem, senere vil blive svær for hende, når vi ikke kan være kærester på samme måde disse weekender også al den stund at samværsweekender er ret fastlåste. Jeg har erfaringen fra to tidligere forhold (begge med kvinder på samme alder og uden børn) og det gav indimellem vanskellige følelser at acceptere at jeg havde min søn....ikke mindst da forholdene af andre årsager led. mit forrige forhold som min søn også var en del af ligger 9 måneder tilbage.
Jeg har endnu ikke nævnt overfor min søn at jeg ser én og jeg føler heller ikke at et møde behøver ske endnu. Tænker snareret om 1-2 måned om alt går vel. Hans mors og mit forhold var i øvrigt før han blev født og han har derfor hele sin opvækst været delebarn. Jeg har heller ikke talt med hende om at hun skal se min søn endnu, da jeg føler at tingene må komme naturligt og vi først nu skal nå at mærke og nyde, at vi er ved at blive kærester. hun taler heller ikke om emnet, men én gang hvor der var en mulighed for at min søn og jeg kunne støde på hende nede i byen, spurgte hun hvordan jeg ville tage det hvis hun mødte mig på gaden sammen med min søn og til dette svarede jeg at vi måtte tage situationen afslappet og som nu en gang opstod.
Jeg tænker dels at hun naturligvis bør opleve mit liv som det nu en gang er og at der ikke bør gå for længe. Dette aspekt handler om sårbarhed - at jeg ønsker vished for at hun \"vil mig\", selvom jeg har min søn… Hun er forholdsvis ung og har ikke erfaringer med børn fra tidligere forhold...deraf udspringer nok en del af tankerne.
Vil gerne høre både fædres og "papmødre" erfaringer/input til emnet – ikke mindst de af jer som har stået i lignende situation hvor der måske er aldersforskel og kvinden ikke har børn i forvejen...
Vi har været sammen udenfor de weekender hvor jeg har min søn, men et par gange har jeg byttet en dag og vi har været sammen. Det er også sket at hun har besøgt mig om aftenen efter min søn var lagt i seng, men uden at hun har overnattet. Det sidste har hun (også) selv udtrykt var det bedste.
Vi er ikke nået til at nævne ordet kærester eller omtale hinanden som sådan, men jeg overvejer dog hvornår og hvordan en fremtidig introduktion af min søn bør finde sted, og hvad det vil føles for hende, at hun oplever min søn og jeg sammen. Jeg er bange for at den virkelighed der måske i starten vil synes nem, senere vil blive svær for hende, når vi ikke kan være kærester på samme måde disse weekender også al den stund at samværsweekender er ret fastlåste. Jeg har erfaringen fra to tidligere forhold (begge med kvinder på samme alder og uden børn) og det gav indimellem vanskellige følelser at acceptere at jeg havde min søn....ikke mindst da forholdene af andre årsager led. mit forrige forhold som min søn også var en del af ligger 9 måneder tilbage.
Jeg har endnu ikke nævnt overfor min søn at jeg ser én og jeg føler heller ikke at et møde behøver ske endnu. Tænker snareret om 1-2 måned om alt går vel. Hans mors og mit forhold var i øvrigt før han blev født og han har derfor hele sin opvækst været delebarn. Jeg har heller ikke talt med hende om at hun skal se min søn endnu, da jeg føler at tingene må komme naturligt og vi først nu skal nå at mærke og nyde, at vi er ved at blive kærester. hun taler heller ikke om emnet, men én gang hvor der var en mulighed for at min søn og jeg kunne støde på hende nede i byen, spurgte hun hvordan jeg ville tage det hvis hun mødte mig på gaden sammen med min søn og til dette svarede jeg at vi måtte tage situationen afslappet og som nu en gang opstod.
Jeg tænker dels at hun naturligvis bør opleve mit liv som det nu en gang er og at der ikke bør gå for længe. Dette aspekt handler om sårbarhed - at jeg ønsker vished for at hun \"vil mig\", selvom jeg har min søn… Hun er forholdsvis ung og har ikke erfaringer med børn fra tidligere forhold...deraf udspringer nok en del af tankerne.
Vil gerne høre både fædres og "papmødre" erfaringer/input til emnet – ikke mindst de af jer som har stået i lignende situation hvor der måske er aldersforskel og kvinden ikke har børn i forvejen...