Hvornår kærlighed!! Hvordan!!

Jeg har været alene endelig siden jeg blev gravid...
Og det er jo så siden 2005
Jeg blev rigtig rigtig såret og har nok mistet en stor del af min personlighed i dette forløb og er virkelig skræmt ved tanken om, at nogen skal komme tæt på mig og dermed gøre mig sårbar, men føler jo den ene dag mig mere end klar og savner kærlighed og nærvær for dagen efter at bliver helt skræmt ved tanken og trækker i land.
Og noget andet er, jeg er så bange for at møde en fyr, der ikke er god ved min datter!! pyha...
Jeg aner endelig ikke hvad jeg stille op med de ambivalente følelser..

*S* det skal nok komme - især når du inderst inde opgiver. Men hvorfor tror du ikke at "han" vil være sød, rar og god ved både dig og din datter?

Der er en nu som jeg har set en gang derefter har vi kun haft sms kontakt og pludselig slet ingen kontakt i ca. 3 uger, nu har han så skrevet igen og fortæller at han gerne vil se mig igen og føler at der er den rette kemi!! Efter et møde og snak ??
Jeg kan ikke tro at nogen kan synes jeg er noget værd at satse på!
Ang. min datter, det kommer lidt af udtalser fra mennesker om mig og ja også hvad jeg har læst her på disse sider - om bonus børn - mænd (ja nok også kvinder) vil have deres egne...... så er det bare.....
Uha jeg tror nogen gange bare jeg skal være alene resten af mine dage men det har jeg jo slet ikke lyst til!
Og tiden løber jo også fra mig føler jeg...
En skrev her inde at.... Kærlighed er tit = med at blive såret .. Men den behøver sgu da ikke næsten "dræbe en...

BONUS...hvis manikke mener det, så må de vel være sted/pap eller hvad man nu kalder de?? Som udgangspunkt, så er det da muligt at "han" ikke vil elske din datter så højt som du gør, men hvis han respektere hende som det individ hun er er der stor mulighed for at han kommer til at holde meget af hende...Og hvis du vil lade ham få indflydelse på hendes opdragelse så I begge to syntes hun er dejlig, så skal det nok gå... Nu er hun jo helelr ikke så gammel... vent til det er teenagere du har med at gøre, som jeg havde.. den er sgu sej.
Hvorfor skulle DU ikke være værd at satse på? Bare fordi fadren til dit barn var et fjols og skred fra en dejlig familie, så behøver alle vel ikke være det!!!

Jeg kan ikke (tør) stole på nogen! føler jeg for er sikker på det igen kun er for at udnytte..
Og Jeg elskede jo helt vildt har gjort alt tænkeligt for at personen skal have et godt for hold til vores barn, men men igen igen er det mig der er et fjols...
Han skider bare på mig igen..
Jeg er temmelig træt af mænd, men ved jo godt at det ikke passer i sidste ende jeg er træt af den mand...
Men er hunderad for at blive såret igen, og tør derfor ikke at åbne mig helt for nogen ikke engang venner /veninder..
Jeg føler mig som intet og behandler mig endelig også selv som sådan og det gør det jo ikke bedre..
Da denne mand jo har interesse for mig - ringede jeg min veninde op og brød sammen ;/ øv jeg rystede over alt - jeg havde jo sagt til personen at jeg ikke er parat til noget at jeg ikke tør har brug for at være alene... og se tiden an og så åbner han for det! og jeg ryster og græder og kan virkelig ikke se hvad han kan se i mig, jeg er da intet, ikke værd at elske, ikke god nok ...
Egner mig nok i sidste ende "kun" til at være mor for min skønne datter ,) som jeg elsker over alt..