Kan man tale om det ved middagsbordet?

Hej
Jeg har en kusine som jeg har et rigtig godt forhold til (vi voksede op som næsten-naboer). Hun besøger min mand og jeg af og til. Hun er gift og har to børn og arbejder på rigshospitalet i København. Og det har åbenbart nogle uheldige konsekvenser. For det har det med at blive særdeles blodigt ved middagsbordet, når samtale emnerne ellers cirkulerer. Vi skal høre om kraniebrud, væskende sår, urenlige ældre og mere almindelige ting, som aftagning af gibsforbindinger, blodprøver og influenza epidemier.
Min kusine er rigtig sød og jeg kan godt lide at hun kommer og besøger os – enten alene eller med sin mand. Og egentlig har jeg det også ok med at vi taler om den slags. Men min mand er noget ømtålelig og siger, at han ofte mister appetitten, når kusinen er på besøg.
Kan jeg bede min kusine vælge andre samtaleemner - altså bare under middagen?
Og er der grænser for hvad man taler om ved middagsbordet?
Er der ting I undlader at tale om når aftensmaden serveres?
Mange hilsner
Min kusines kusine

MAND, at det må han selv ordne med kusinen. Hvad fanden skal du der ind i mellem efter?
Bryder man sig ikke om emnet, så skifter man emne. Jeg troede det var en almindelig færdighed at have.

Min mand har stomi, men vi taler da ikke om det, mens vi spiser.

Nu ved jeg ikke om du skriver det for sjov. Men samtalen med min mand omkring min kusine fik mig til at tænke, om vi taler om alt fra vores hverdag ved middagsbordet - uden at tænke over det?
Og først når vi møder noget "fremmed" bliver vi opmærksomme på os selv og vores (normale/ unormale) opførsel? 😖

Jeg er sådan set enig med "Læser"s svar på dit spørgsmål; den må din mand da selv klare, hvis det er ham, der har problemet med det.
Og det behøver jo overhovedet ikke at blive nogen kæmpe sag; man skifter da bare emne, som en anden siger? Det er altså ikke så stort, at du behøver at tage en snak med hende om det.
Hvis nogen sagde til mig at de godt ville snakke med mig om noget vigtigt, og dernæst fortalte mig, at de ikke brød sig om mine middags-taleemner, så ville de få beskeden; Så tal dog selv om noget andet, så skal jeg nok tale med! :)

gøre, men... er det rimeligt. Og hvem har ret. Jeg ender jo alligevel midt i mellem, når kusine og mand står overfor mig med potentielt hver deres holdning?

Jeg er med på den, med at din mand selv må sige noget.
I situationen, dvs når hun taler om de emner du nævner, så kan din mand med et smil i øjet, sige at et eller andet om det, at han ikke bryder sig om at høre de ting under middagen da han har svært ved at spise imens.
Du behøver ikke sige det, for du er jo ikke din mands mor...
Men du kan jo godt bakke ham op når han siger det, a la "Ja det har du ret i skat, det er nogle lidt uappetitlige ting der foregår på hospitalet, det må vi høre om når vi ikke spiser"
Jeg ville bestemt også foretrække at slippe for at høre om de ting imens jeg spiser, og der er intet til hinder for at i tager emnet op, men gør det når hun lige har sagt/nævnt hoget af det.

Nu mener jeg, du strammer den en smule. Der er da ingen grund til at kusines kusine bakker op. Kusinen forstår sikkert en halvkvædet vise.
Hvis jeg sagde noget ved middagsbordet , som andre ikke brød sig kunne jeg nøjes med en nævnte noget om det. Jeg tror, jeg ville føle mig meget dårlig tilpas, hvis de gør som du siger. Og det var vel ikke meningen.

Nå, men det kan da godt være du har ret i at hun vil føle sig dårlig tilpas, men jeg mente nu heller ikke at hun ordret skulle sige den lange sætning.
Men jeg tænkte bare på, at manden måske havde svært ved at sige det, siden det er et problem som kusinekusine synes hun skal tage sig af.
jeg læser brevet lidt, som en mand der er lidt usikker, siden han ikke bare siger det, og derfor tænkte jeg at han måske havde brug for opbakning.

Jamen, så er vi jo enige. 😉

om en TV udsendelse igår, som handlede om hundeopdræt og indavl. Her blev der fortalt om hvordan kranier efterhånden var blevet mindre end selve hjernen, og at de knap kunne trække vejret. Jeg synes ikke det var rart at høre om, men det var for sent at sige stop. Skaden var sket....

Mad ro skal man da ha....vis hensyn.
sukkersødt her.[s]

Hej.
Min mor er sygeplejerske og jeg er derfor også vandt til at tale om lidt af hvert ved middagsbordet. Dog ikke når der er gæster. Jeg har været vandt til det...og det tror jeg også din kusine er. Det er jo en del af hendes hverdag,og sikkert derfor heller ikke et emne hun finder svært/ulækkert at snakke om.
Men det er anderledes for din mand. Jeg tror bare du/han skal sige det stille og roligt, at i synes det er lidt voldsomt at snakke om midt i maden. Hun tænker garanteret ikke over det, og måske er det samme situation når hun er gæst andre steder?
Hvis I kender hende godt og siger det på en ordentlig måde tror jeg ikke hun tager det ilde op. I skal ikke gøre det til et større problem og lave en hel kampagne.
Håber det går gdt

vi snakker om ved spisebordet. Jeg er "bondefødt og kvajet opdraget"[;), så i mit barndomshjem var det om ikke at være sart ved spisebordet. Men i mit nuværende hjem er der ting vi nedtoner eller helt undlader at tale om. Det skyldes vores søn, som er virkelig god til at bruge sin fantasi. Vi skal ikke tale om emner der er voldsomme, blodige, o.s.v, fordi han drømmer om det om natten. Han lever sig helt ind i det😮 Min mand har ofte smerter i sin ryg eller i sin højre arm. Når han nævner at han har ondt i f.eks ryggen, går der ikke længe før vores søn også har ondt i ryggen og sådan fremdeles. Vors gæster kan komme til at "tale over sig" og så bliver vores søn helt fraværende, og glemmer at spise sin mad, så den ender med at blive kold😕

Man fiser vel heller ikke ved middagsbordet, vel? Ergo er der også emner, man ikke tager op, mens man spiser.
Skæg for sig og snot for sig!!
Troels

Vi taler ikke om muslimer.

Jeg ville rent ud bede hende holde kæft med den snak ved bordet. Man taler vel heller ikke om afføring og deslig, mens man spiser? Om jeg var gæst, vært eller hvad, vil jeg mene, at man har ret til at spise sin mad uden at blive provokeret med ulækker snak!
Ulf

men jeg kan tale om "hvad som helst", det generer mig ikke. Jeg har da heller aldrig tænkt over, det kunne genere nogen. Der er vist noget om det gamle ord. Tale er sølv, men tavshed er guld. Man tør jo dårligt åbne munden af frygt for at forskrække andre. 😉

Det er sikkert , kære Ulf, hvis jeg var gæst hos dig og du bad mig holde kæft, ville jeg rejse mig og gå. Men så er begge parter vel også tilfredse.

Jeg mener ikke at folk skal dømme, hvad der er rigtige og forkerte emner at tale om. Min søster har altid talt om emner; ligesom dem kusinekusine nævner; ved middagsbordet. Det blev næste en stående joke at hun altid forsøgte at chokere. I vores familie, har det altid været sådan uden problemer, for hvis hun overskrider nogles grænse, siger vi/de fra.
Jeg mener helt bestemt at, hvis nogle i fællesskabet har det svært med den slags tale, skal der selvfølgelig tages hensyn til det. Men det er også den personens opgave at gøre opmærksom på at det er et problem for ham at høre på!
Omtalte sygeplejerske, bør da herefter tage den til sig, medmindre hun er helt hensynsløs.
Man kan også sige at de rigtig socialt intelligente mennesker, vil være bevidst om at "et ikke ubetydeligt antal" mennesker kan have det svært med den slgs samtaleemner og derfor kan man inden man fyrer løs, lige høre ad om alle er ok med at man lige åbner op for et emne, der ikke altid anses for appetitlig middagskonversatiotion.

Ja jeg tror såmænd at den omtalte sygeplejekse vil tage det pænt til sig. Om veninden eller manden sagde at det emner der tager altså appetiten fra mig. Ikke noget med at piske en stemning op.
De fleste vil da stoppe hvis de bliver gjort opmærksom på at de overskred nogen grænser hos andre. Det er de færeste der virkelig er ligeglad med andres grænser.
Så må man bare vælge i hvilken situationer man vil ses med dem i. 😉