Hysterisk 3 årig

Jeg har et "problem" med min lille datter, som omhandler TRODS.
Hun er en lille temperamentsfuld dame, arvet efter moren :-/ og hun (datteren) kan blive noget så hysterisk over "ingenting" for tiden.
I dag var det da jeg smed indpakningen fra et sugerør til en juice i skraldespanden.
Hun havde åbenbart leget at indpakningsfolien var fuld af nødder, og blev totalt hys da jeg smed det ud. Hun ville have at jeg skulle give det til hende igen, altså samle det op fra skraldespanden, men det ville jeg ikke for jeg syns ikke at man samler ting op fra skraldespande.
Hun stjernede fuldstændig ud. Jeg prøver altid først om jeg ikke kan aflede hende med noget andet og snakke hende fra "anfaldet" og når det er åbentlyst at det ikke virker, så bliver hun bedt om at gå i seng. Nogengange skal hun følges i seng og så lukker jeg døren til værelset. Hun kommer så ud et par gange, stadig hys og bliver sendt ind igen. Dette CIRKUS kan stå på i op til 45 minutter og jeg finder det ret træls. Syns vi kunne bruge tiden til noget mere hyggeligt.
Jeg er ikke typen der "går over gevind" og kunne finde på at slå hende, men jeg kigger vredt på hende og lader hende vide på mit stemmeleje at jeg er vred over at hun skaber sig. Intet hjælper....
Er der nogle der har nogle gode råd?
PS: til jer der evt. vil skrive om en endefuld, jeg vil end ikke bruge tid på at kommentere det.

- 😃😃 Det hjælper ikke på noget som helst i en 3-årigs verden. Men hvorfor er du så uopmærksom? Eller er du ikke uopmærksom, bare lidt ligeglad med, hvad hun lige har gang i? Antenner er en god ting. 😮
- Nå, men voksen laver jo mange urimelige fejl, fordi de er så tungnemme, og det må hun nok lærer, man ikke skal hidse sig op over i 3 kvarter. Det finder hun ud af med tiden.
- Jeg vil foreslå, I er lidt imødekommende overfor hinanden.

da min søn flippede råddent skråt ud i Bilka, fordi han ikke lige fik det der slik. Gudfader, så sad jeg der på gulvet med ham, mens han rasede ud. Mennesker vadede forbi, og gloede, men jeg gav mig ikke. Nu havde jeg sagt NEJ, og så blev det sådan. Så var der en lang periode, hvor han aldrig var med at handle, fordi han var som regel "var uden for pædagoisk rækkevidde" hvis han flippede ud. Jeg troede aldrig det holdt op, men det gjorde det. Så hold ud og hold fast. Det lønner sig og bliver bedre!!😃😃[f]

klappe hesten en stund.
Jeg er IKKE uopmærksom, men kan dog være lettere optaget af ting som fx. madlavning eller toiletbesøg.
Og ligeglad med hvad hun laver kan jeg bestemt heller ikke "puttes" ind under......
Prøv igen og LIDT mere konstruktivt denne gang.

det går over igen. Jeg ved også at det muligvis kommer igen i senere perioder. Jeg holder fast på at et nej er et nej. Ellers kunne jeg jo meget nemmere sige ja fra starten ;-)
Jeg ville også løse "problemet" med at lade min datter blive hjemme hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke for det er her i hjemmet det foregår.
I øvrigt tak fordi du delte med mig at jeg ikke er den eneste der står i denne trælse situation. Jeg må indrømme at jeg syns datterne kan blive eksremt hys og jeg gad godt blive god til at afkorte situationerne.

sådan er børn i den alder, og sådan skal de være.
Jo mindre nummer du gør ud af det, des hurtigere går det over! Du tog hendes legetøj - og vil ikke give det tilbage? Hvordan ville du selv føle det, hvis nogen tog din avis eller bog? Du kunne jo have skyllet den indpakning under vandhanen?
Begriber slet ikke, at nogen kan finde på at bruge det der med at gå ind i seng. En seng er til at sove eller elske i, men fandeme ikke et strafferedskab. Forstår glimrende, at du har svært ved at få hende til at falde ned igen, du er i den grad selv med til at piske en stemning op ved at udsætte hende for straf for en fuldstændig naturlig vredesreaktion.
Jeg har et barn på et og et på to, den store er nøjagtigt som din og flipper tit over meget mere urimelige ting, så det er ikke fordi jeg ikke forstår dig.
Men hvis du absolut ikke kunne give hende den indpakning, kunne du jo også have valgt, som du gjorde, først at forsøge et afledningsforsøg, og hvis det ikke hjalp, have ladet hende rase ud og taget hende op til dig, når hun blev træt.
At begynde at straffe en treårig er helt hen i vejret og vil garanteret kun forværre hendes vrede - fuldt forståeligt, hvis du spørger mig

Martlev, det er de fedeste blikke man får når ungen tager sådan en tur. Jeg har prøvet det i Føtex, og måtte lige flytte ham fra stedet, så det var under armen. En dame mumlede et eller andet, så jeg rakte ham frem med ordene "Vil du prøve?" Hun forsvandt.
Og ja, jeg giver dig ret, hysteriet forsvinder på et tidspunkt, det gælder bare om at stå fast og vise barnet at du kan rumme det.

Rumme det - så bliver hysanfaldene kortere! Slap af og undlad at straffe eller råbe og smælde - det hjælper ikke en bønne, tværtimod

at lade hende stå klods op ad mig og skrige/græde/skære tænder mens jeg stille og roligt har snakket til hende og nusset hende hvis hun ellers har villet have det der midt i "anfaldet".
Dels afkorter det åbentlyst ikke situationen og dels syns jeg at det er rimeligt enaverende at blive skreget lige ind i øret i 45 min.
Om jeg vil lære min datter at det er ok at samle ting op fra skraldespanden behøver jeg ikke dit råd til.
Nu har jeg imidlertid veninder med børn på ca. samme alder som min datter, og selvom de også har temperament så er det vand ved siden af det temperament min datter har. OG jeg forstår udemærket hvis det glipper for dig at sætte dig ind i det.
Sjovt at hun så er så nem at putte i seng til sengetid, når nu det er der hun bliver "staffet"

i håndtering af urimelige og besværlige personer at være forælder til 2-4 årige.
Den erfaring og robusthed det giver, at kunne ignorere og tøjle den slags episoder, kan selv ikke den bedste coach give dig.
Du er i træningslejr, soldat 😉

skrevet nogen steder at jeg råber og smælder? Eller digter du selv lidt til?

mente jeg da heller ikke, at du gjorde - Men det kan man jo komme til. Det er da sjovt at du beder om råd og så ikke har brug for råd. Men jeg ville altså stadig prøve afledningen, herefter ignorere det og så tage hende op, når hun hidser sig så meget ned, at man tør. Sådan gør vi.

må jeg give dig ret i. Heldigvis tager jeg det med humør og når jeg kigger vred på hende er det påtaget. Jeg ved jo godt at hun ikke får et hysanfald for at irritere mig.
Jeg tror jeg vil prøve at ignorere næste anfald og se om det har nogen virkning.
Hilsen soldaten i træningslejren ;-)

Jeg er meget enig i din kommentar.
Hvis man ser på episoden - en 3 årig bliver vred over at hendes mor tager hendes legetøj. Moderen reagerer med at sende hende på værelset som straf....
Til trådstarter:
Først og fremmest bliver du nødt til at møde dit barn på hendes niveau. Det du måske ser som en biting eller ligegyldigt kan være "livsnødvendigt" for din datter. Som fx. papiret fra et sugerør...Dernæst bliver du nødt til at give hende lov til at reagere. Hun skal have lov at vise følelser - hun skal have lov at blive vred, ked af det, sur osv
Mine egne børn er store, men jeg kan sagtens huske alle frustrationerne med selvstændige 3 årige - og ellers kbliver minderne hjulpet stærkt på vej, når jeg "låner" mine 3 skønne nevøer/niecer på 2½ og 3. Nemt er det ikke, men det er vigtigt at du finder en måde at hjælpe din datter til at tackel episoderne, og ikke prøve at undgå dem.
Det kan få alvorlige konsekvenser for dit barns selvværd resten af livet, hvis du affejer og nedgør alvoren af hendes følelser. Som forælder skal du hjælpe hende til at håndere sine følelser.
Kender du Jesper Juuls bog: Det kompetente barn? Ellers kan jeg anbefale den, eller andre af hans bøger om børn og familier.
Jeg må tilstå, at jeg blev noget forundret over dit indlæg - jeg troede den form for børneopdraqgelse var uddød med mine forældres generation...

jeg jo ikke om råd om hvorvidt min datter skal lære at samle ting op fra en skraldespand vel.
Jo jeg modtager faktisk gerne KONSTRUKTIVE foreslag til at komme nemmere om de situationer.
Når du skriver afledning, som jeg også har nævnt i 1. indlæg at jeg bruger, er det så fordi du mener at det er noget jeg skal fortsætte med i længere tid end de normalt 10-15 minutter jeg normalt bruger på det?

puha jeg føler med dig, er lige (syv-ni-tretten) kommet ud af samme periode med min søn, det kunne være det mindste og komme ud af ingenting og meget pludseligt, og troede aldrig det skulle holde op og til sidst troede jeg bestemt at det var mig der var noget galt med, men nu kan jeg se at det er aftaget og bliver mindre og mindre, han har efterhånden fundet ud af at det ikke hjælper (du/jeg piller ikke det plast op af skralderen fordi det ikke er en god ide osv osv)
så nu er attituden at han bliver sur og går med korslagte arme ind på hans værelse og står og mumler (hvisk tiske dumme dit dumme dat) og så kommer han ud igen og skal bare lades være indtil han har glemt det men det er noget nemmere end de hidsighedsanfald jeg bestemt kender
hold ud og giv kys og kram når hun ikke er hidsig og konsekvens og fastholdelse når hun er - hvis du ikke har kræfter til at holde ved et nej eller konsekvens så lad være med at fremsætte det
held og lykke

faktisk med at tilbyde datteren et nyt indpakket sugerør fra en anden juice, men det kunne ikke gå. Det var det i skraldespanden hun ville have. Jeg forsøgte også om jeg ikke kunne overtale hende til at hun kunne have sine usynlige nødder i en anden embalage, men uden held.

at du tilsyneladende tager det så personligt, jeg prøvede bare at sætte mig i din datters sted, og jeg tror godt jeg kan forestille mig hvordan det måtte føles fx at få en bog revet ud af hånden og smidt i skraldespanden.. Nej, har du afledt i ti min har du sandelig gjort nok, men så ville jeg nok også bare lade hende rase af..
Nemt er det da ikke🙂

Jeg syntes det er meget forkert, at bruge sengen som straffemiddel. Jeg kan også godt forstå hun blev sur. Hvorfor behandle hende på den måde, det forstår jeg heller ikke.
Jeg mener som du, man lige kan tænke lidt over, hvordan man selv gerne vil behandles.

fast, hun får ikke lov til at lære at samle ting op af skraldespanden af mig.
Hun er en meget kærlig pige, vi har heldigvis gode oplevelser i stærkt overtal.
Og hun får mange kys og kram, vi snakker rigtig meget, leger og synger, danser og læser, hun er på mange områder hvad jeg vil kalde rigtig nem. Derfor måske også så meget mere ærgerligt og træls at hun kan blive så hys

Jeg forstår faktisk ikke, det er så meget om at gøre, at forældre lige skal vise: Det er mig, der bestemmer. Det virker lidt barnligt. Naturligvis bestemmer den voksne, men det burde være på den gode måde. At man prøver at tænke som barnet.
Men jeg kan også se, andre må heller ikke have en anden mening end trådstarter. Så bliver "man" lettere ophidset. Så burde man lade være med at spørge, når man vil snakkes efter munden.
Jeg er helt enig med dig.

- Du smider barnets "lige-nu-legetøj" i skraldespanden - og vil ikke fiske det op. Jamen hvorfor kom det der - in the first place? Du var vel ikke på toilettet, liiiige dér?
- Jeg tror, at din mening er, at affald skal i skraldespanden, - indrøm nu bare, og så lad være med at fedte det af på mig. Jeg har selv været der hundrede gange....

- han har et sundt barn, der skal lærer at reagere DUMT! - skidt idé.

Ja, de er temmelig kompromisløse i den alder 🙂
Kan sagtens forså din frustration over at dine løsningsforslag ikke virker, men du har fået en selstændig lille datter, som skal tackles på en anden måde.

til dig er simpelthen at slappe af selv.Ungen er kun tre år.

og jeg siger hermed det samme: prøv lige at slappe af selv og indlev dig i entre årigs verden.

Jeg er rigtig glad for at hun er så selvstændig som hun er, jeg har ingen planer om at "pille det af hende" som den ældre generation mener at jeg skal. Jeg synes at hendes selvstændighed er en gave, og hun får hårdt brug for den som teenager og voksen.
Jeg har netop i dag snakket med hendes institution omkring en børnepsykolog, ja det er MIG der skal have nogle bedre værktøjer

Bare hold ud, din datter er fuldstændig normal 🙂
Sæt grænser, og hold dem - vær konsekvent, der gir din datter tryghed. Selvfølelig skal du ikke slå hende, men at blive sat på værelset når hun går helt agurk, det tager hun ikke skade af.
Og synes du det er hårdt nu - så bare vent og væbn dig med tålmodighed, når hun bliver 8 år ca, så starter pre teen, og så bliver det ellers bare værre og værre....
Så skal du ikke længere bare nøjes med at tælle til 100, nej så skal du tælle til 100.000, gå på badeværelset og duppe dine "ticks" med koldt vand, og i soveværelset og slå ind i hovedepuden 😉

Det er til tider forfærdeligt !
Min datter er 10 år, vil diskutere ALT !!!! Har en anden menning om ALT !!!! Er hamrende næsvis !!!! og til tider helt ulidlig !!!
Det ene minut er jeg den bedste mor i hele verden - det næste er jeg så dum, så hun ville ønske jeg døde !!!
Jo bare vent, din datter bliver meget værre 😃
Masser af tålmodighed, kærlighed, konsekvens, og faste grænser, samt mere kærlighed, så går det ikke helt galt 😉
Og HUSK så at du også kan være træt og umulig og urimlig - og så siger den voksne selvfølelig også undskyld [l]

Ayla

tage dig alvorligt Dulkis. Beklager

for god litteratur henvisning :-) Det er sku da konstruktivt

Det er ikke hende, men din tre-årige, dét går ud over. Tænk dig lidt om.

Hun forsøger ikke at irritere dig. Du fremkalder de anfald og holder liv i det i 45 min bagefter er helt ude i hampen. Hun kan da ikke selv komme ud af det.

De får en fjer til at blive til fem høns.
De lærer børnene "godt op". Aldrig har jeg brugt den slags metoder og aldrig har jeg haft hysteriske børn. Men hvad hjælper det man siger noget til den slags forældre, intet.

jeg aldrig haft problemer med min søn,hverken i trods-alderen eller senere.Vores læge har altid sagt, at mit barn var /er et harmonisk barn.Jeg mener til stadighed ,at det hele kommer helt an på ,hvordan man selv er overfor sit barn/børn! F.eks,havde min søn aldrig " behov " for at skrige og te sig i supermarkedet,hvordan kunne det være? Jo,mor her,var super afslappet og aldrig hysterisk eller nervøs,som jo smitter af på barnet.Jeg har altid forklaret tingene til ham når han spurgte(så han kunne forstå det).Jeg har altid prøvet at sætte mig ind i det,at være et barn (huske tilbage) og det har hjulpet.Måske har jeg blot været heldig og fået en dejlig unge?

Jeg tror du har ret i, at at forældres opførsel og håndtering har stor betydning. Men jeg tror også der er stor forskel på hvor selvstændige og grænsesøgende børn er. Nogle børn har mere vilje og mere temperament - men det gør dem ikke mindre harmoniske eller mindre søde.
Personligt synes jeg det er både sundere og sjovere med børn, der har deres egen vilje og søger selvstændighed. Også som 3-årige. Det er jo en naturlig del af deres udvikling at ville bestemme selv. Jeg synes ikke der er noget unormalt i trådstartes barns opførsel - men er bestemt ikke enig i moderens håndtering af situationen. Jeg ser ikke nemme børn som søde børn.
Så hvis du har et barn der aldrig har sin egen vilje, og aldrig prøver at modsætte sig sine forældre og altid er "fornuftig" og til at tale med - så nej, så synes jeg ikke du er heldig. Så lyder dit barn temmelig uselvstændigt - det er måske nemt for dig som forælder, men ikke sundt for din søn.
Tonen er måske lidt hård, men blev ærlig talt lidt provokeret af din selvtilfredshed over din egen succes som mor - så tag det ikke for mere end det er. En mening🙂

Nej jeg synes på ingen måde du har været heldig - hvis du er fuldstændig ærlig i dit indlæg, så synes jeg virklig at det lyder bekymrende mht til din drengs opførsel !
Du beskriver ham som en nikkedukke !
Børn er af natur trodsige - de trodser af tryghed, de forældre de VED elsker dem ubetinget. På den måde lærer de sig selv, og deres grænser at kende.
De bliver selvstændige, selvhjulpene mennesker - fulde af selvtillid og selvværd.
At din dreng ALTID har gjort hvad der er blevet sagt, aldrig har trodset dig - ja jeg tror du enten har glemt det, eller også pynter på sandheden.
Jeg har heller aldrig haft et barn, der har kastet sig på gulvet i supermarkedet og skreget i vilden sky.
Men så har hun trodset mig på så mange andre måder.
At trods alderen starter ved 3 års alderen kender stort set alle forældre - barnet løsriver sig fra forældren, og opdager at det er et selvstændigt individ, med egne menninger og handlinger.
Man skal være konsekvent, og man skal sætte grænser - og man skal møde barnet.
Hvad med når barnet når omkring 5 års alderen, og de begynder at fortælle historier - ( min datters far havde feks kattekillinger igennem 8 mdr, der aldrig blev større )dette er også en helt naturlig udvikling, har din søn heller ikke gennemgået det stadie ?
Jeg har en dejlig datter, kærlig, sød, vellidt alle steder, og til tider umulig fyldt med et latino temprament - selvstændig og selvtænkende fornuftig pige.
Jeg har også altid og gør stadigvæk det at huske tilbage - jeg var mor som knap 21 årig, så jeg kan huske det hele.

Jeg ser mig selv som en heldig mor, og har fået en datter der begår sig godt i samfundet - er høflig og dannet, og meget vellidt blandt veninder og deres forældre.
og som indimellem kan afreagere, og farer i flint, når der bliver sagt nej, og sætter spørgsmål ved hele livet.
Vi er alle forskellige, med forskellige psyker og tempramenter - det er vores mangfoldighed, der gør os alle og en til spændene individer 🙂

Ayla

Jeg har heller aldrig haft nogen problemer. Jeg har talt med mine børn, på fornuftig vis. Jeg har aldrig kommanderet og skreget op om grænser, det var ikke nødvendigt. Jeg har to selvstændige sønner, de er voksne nu og er dannede , høflige og absolut selvstændige i ledende stillinger begge to.
Jeg fatter slet ikke det du fortæller. Børn har ikke brug for at løsrive sig, når de bliver behandlet rigtigt.
Konsekvent, ja , men med måde, for hvis barnet fremkommer med fornuftig argumenter, så må man skifte mening. Det drejer sig ikke om at bestemme for enhver pris. Det gør det ikke for mig og på den måde har vi haft et godt forhold . Børnene lærte at træffe deres egne fornuftige beslutninger uden at behøve at blive hysteriske og fare i flint.

Den kan du godt glemme, for et barn i den alder aner ikke hvad det vil sige, men de finder hurtigt ud af at grænsen er nået, hvis du sætter barnets balder op i smæk højde, sådan et hurtigt rap i røven, jeg siger dig de bliver så fornuftige at ha' med at gøre, og det er måske også nødvendigt næste gang at grænsen bliver nået, men så er det heller ikke nødvendigt mere.
Og så skal du alså ikke bagefter fare hen og sige lille skat.
Du skal lade hende komme til dig, og hun skal nok komme,
Tænk sig dette lille hurtige rap i røven det tager 2 gange 3 sec. og så er det forbi for evigt, tænk på alle de timer du der spilder.
Det brugte jeg på min knægt, da' han var i den alder, og det var ikke nødvendigt siden hen, at vende bunden i vejret på knægten, for han vidste, at når fatter han havde sagt nej, så var det NEJ, og så var der bare ikke noget at gøre.
Det tænker jeg ofte på, når jeg ser en ung mor, slæbe en vildt skrigende unge igennem hele supermarkedet, så tænker jeg også.
GUD FADER BEVARES
Hej

dit forslag er, foruden at være upædagogisk og tegn på, at du er og var en umoden forælder, ulovligt.
Undersøgelser viser, at børn der bliver slået, lærer selv at slå. Hvis din søn pander dig en på skallen en dag, eller måske en anden, som er ufornuftig efter hans mening, så skal du ikke klage.. Løn som forskyldt!

- det nummer har du optrådt med i årevis herinde. Det bliver ikke anvendeligt, selv om du bliver ved med at gentage dig selv.

ret,selvom jeg hader når folk slår på børn.Et lille rap bagi,f.eks i supermarkedet eller på flyet ville gøre undrværker.Det er som leder hunden i en gruppe hunde,den ustyrlige for lige et knips på halsen af lederen og så er den ikke længere.Men aldrig slå når man er gal.En lille irettesættelse er ikke af vejen.

lige fortælle dig,at min velfungerende søn i dag er gymnasielærer og har to degrees fra universitetet.Jo han har altid været selvstændig (hvad er der galt i det?) og jo,han har skulle prøve grænser også,drukket sig så fuld mange gange,at han måtte lægges i nato-stilling,puberteten var ikke sjov,troede nærmest der var noget psykisk galt med ham indtil min egen mor sagde: det er ikke en krise og ignorer ham,det går over og det gjorde det selvfølgelig.Han har været en knægt med krudt i og det var om at have energien i orden selv,ellers kunne man godt opgi det. Har lært sig selv algebra og er to-sproget( far engelsk )....jo vi har haft oppe og nedture lige som alle andre og jeg har skrevet dette indlæg simpelthen for at illustrere at der sågar også er børn som fuld ud klarer det selv uden at have hysteriske tendenser,som bliver beskidte både på tøjet og imellem neglede,tyggegummi i håret og pløree jakker,som hopper og falder og slår sig,selvom moderen lige har fortalt dem,hvad der kan ske hvis de ikke hopper langt nok og som alligevel gør det og slår sig slemt.Som du kan se,er der mange helt normale børn og helt normale forældre til (stadigvæk og hurra for det)........

du er totalt efter samme opfattelse som jeg selv,for hvor har du dog ret i det du skrev.Bl.a at børn ikke har behov for at løsrive sig hvis de blir behandlet rigtigt.Det er det jeg altid har sagt,der er vitterligt børn som ikke har haft det behov netop fordi de er blevet behandlet på den rigtige måde.Tit ser man ,at børn som er holdt i stramme tøjler,blir helt uoverskuelige når de når pubertetet,eller forældrene har " glemt " dem fordi de havde så travlt med at tjene penge eller de skulle " realiserer " sig selv,hvad ved jeg.Jeg har en velfungerende søn som ovenikøbet har været et ualmindeligt nemt barn uden problemer og det mener jeg til dels skyldes hans temperament,intelligens og min/vores væremåde.Alt for mange børn idag er misforstået og forkælede.Forældrene tør ikke sætte grænser osv.Når det lille barn får et hys anfald i Føtex fordi inderst inde er ungen frustreret,men moderen kan ikke se det selv og imens skriger barnet endnu højere.Hvis nu moderen satte sig ned og tænkte sig om hvorfor barnet er så hysterisk og umulig,kunne det være at hun fandt løsningen og ikke blot kaldte det trodsalderen.Hvad er der galt i at kalde en spade for en spade? (forkælet og træt,må ikke få sin vilje hver gang,aller helst første gang?) sæt nogle grænser og tal med dit barn,det har de det bedst med!

Du er vel klog nok til at irettesætte dine børn verbalt??

ørefigen der synger hjælper med garanti.

Du vil blive overrasket over, hvor effektiv en escort du får ud af det fly.
Det her hammer ligegyldigt, hvor ringe Jeres forældreevne er, ulovligheder bliver straffet. Heldigvis for den lov.

Det passer lige med den alder, de er blevet selvbevidste og VIL bestemme selv.
De skal da os have lov til at sige deres mening, men det er meget vigtigt at de også har grænser for hvad de bare kan få igennem.
De er ved at finde ud af hvordan den her verden hænger sammen, og hvad kan jeg her i den.
Uden at lyde som en der har set for meget reality-tv så er idéen med en timeout når de opfører sig sådan rigtig god, så de finder ud af at det ikke er acceptabelt at opføre sig sådan. Hun vil jo også finde ud sf hvor hun har sine forældre. Det er vigtigt at hun føler sig hørt men også at du/i står fast hvis i har sagt nej.
Det vigtige er ikke om der blive sagt ja eller nej men at der bliver holdt fast ved det når kravene er urimelige.
Det går over bare rolig, vi er jo kommet over det 😉

Fra mig, der skrev indlægget: sludder.
Jeg giver dig helt ret i, det drejer sig om intelligens, især forældrenes i første omgang.
Hvis jeg havde sagt nej til noget og min søn/sønner fremførte deres argumenter var jeg ikke bleg for andre mening, hvis jeg kunne se han/de havde ret. På den måde lærte de også at lytte til det man sagde, når der blev lyttet til dem. Vi respekterede hinanden.
Det bruger de også i deres arbejde i dag. Lytter, resonnerer, træffer en beslutning.
Den med: Fordi jeg siger det, er jeg meget imod.
Jeg vil indrømme med min ældste søn opførte jeg mig forkert i begyndelsen og han kunne bliver oprørt.
Til min undskyldning, jeg var en ganske ung mor. Ungdommen har aldrig villet høre på erfaringen, sådan er det jo. Og så gælder det om, at kunne gå i rette med sig selv.
Jeg gav mig til at tænke over, hvad der foregik og indså det var mig, der gjorde forkerte ting. Derefter gav jeg mig tid og ro til at tale med ham. Naturligvis med samtale svarede til hans alderstrin, så han forstod hvad jeg sagde.
Jeg satte mig ind i hans situation og forstod flere ting.
Jeg respekterede ham og hans meninger. Jeg skal love for det hjalp.

I tilfældet med skraldespanden ville jeg for det første have undskyldt, og fortalt hvor ked af jeg var, over det skete.
Derefter ville jeg indrage ham i, hvordan vi bedst kunne gøre. Måske samle det op, hvis det kunne lade sig gøre. Man kunne sammen undersøge det.
Et barn, der ser mor være ked af det man ved et uheld har gjort og samarbejde omkring situationen kunne at reddet situationen og afværget raseri over det skete.
Jeg har heller aldrig været bleg for at sige undskyld. Jeg husker min mormor hørte det engang og med forfærdelse sagde: Siger du undskyld til dit eget barn. Ja, sagde jeg, det gør jeg, hvis jeg opdager, jeg har været uretfærdig.
Mine sønner bruger samme metode og de har ingen ballade med deres børn. Ingen frigørelseprocesser. Tværtimod.
Jeg ved vi er ikke mange på disse sider, der har den mening, men det er også ligeyldigt. Når bare vores resultat er godt.

Og da de var små var tiden en anden. Mine 25-30 år gamle erfaringer som opdrager kan du ikke bruge til noget. Men jeg kan fortælle dig hvordan min søn og svigerdatter opdrager deres 3½ årige krudttønde.
Når han bliver vred og hysterisk over et eller andet prøver de først at tale ham til fornuft. Kan det ikke lade sig gøre får han at vide, at han er i sin gode ret til at være gal, men at han bliver nødt til at gå ind på sit værelse til han er færdig med at skrige. Han marcherer fornærmet afsted og kommer så ud når han er faldet til ro. Han bliver ikke lagt i seng og han må gerne lege med sit legetøj, eller skrige hvis det er det han føler for. Det foregår bare inde hos ham selv. Når han så kommer frem igen kan de snakke stille og roligt om tingene. Selvfølgelig har det taget tid at lære ham, men det virker fint i dag.
Som en anden også skriver til dig, skal du vælge dine krige med omhu. Der er jo ingen vinder i de situationer hvor I prøver kræfter. Kun 2 tabere. Jeg håber du får glæde af de gode råd du har fået herinde og respekterer dig for at søge hjælp til at undgå ærgerlige situationer med din dejlige lille pige.

ja jeg tror det må være faderen. Det starter med han tager noget fra hende hun leger med - og smider det i skraldespanden. Som tråden så udvikler sig, og nogen fortæller ham, han er tonedøv, så beviser han påstanden, ved at påstå han nu ikke vil lære barnet at fiske noget op af skraldespanden - hokuspokus - ny problemstilling.
Hvad stiller man om med sådan en "i fornægtelse-voksen"? Der er ikke gået den store pædagog tabt i ham, vil jeg nøjes med at kommentere.

at din datter leger med den indpakning, leger at der er nødder i....hvorfor i alverden smider du den så ud???
Her er det dig der starter balladen. Lad din datter lege med den så længe hun vil, hun lærer af det.
Du skal have antennerne lidt mere ud i forholde til din datter. Smid ikke noget væk hun leger med.
Min søn er også sådan, men jeg plejer at gemme det hele i en lille kasse nogle mdr og så smider jeg det ud hvis han ikke leger med det mere.
Prøv det og jeres hverdag vil kører rigtig godt hvad det angår.
Send ikke din datter på værelset for ballade du har startet.

Tilbage i tiden, så vil du opdage, at dengang der var der noget man kaldte opdragelse, og som min gamle mor hun sagde, hvis man ikke vil høre, så måtte man føle.
Dengang rendte man som ungt menneske ikke rundt og slog gamle damer ned og tog deres spareskillinger.
Man ødelagde ikke andres ting, her tænker jeg på bla. blomsterkasser, kønne bede i parker, væltede ikke gravsten på kirkegården.
Man rendte heller ikke rundt og kastede brosten i hovedet på politiet.
For dengang fik man opdragelse, og når man får det, så følger der samtidig en sidegevinst med, og det er noget der hedder ansvarsføelse, ja ved gud, hvad betyder dog det ord, det er der mange idag, der ikke aner hvad er for noget.
For nogle ganske få år siden, kunne man igen i dagspressen høre, at de kære vattede gogger igen måtte erkende at de kære små englebasser ikke var til at styre, og at der skulle noget opdragelse til, og hvad så????, så er vi tilbage, hvor det hedder et skrald i røven igen, for det har hjulpet på en masse umulige under gennem tiderne.
Desværre er det så sådan i dag, at man straks himler op om vold, og hvad er vold egentlig, jeg vil på ingen måde kalde et bestemt klap i røven på et lille barn for vold.
Vold for mig er der hvor man i raseri tæver løs på børn og voksne, og dermed tilfører dem skade af en eller anden størrelse orden.
Min knægt fik da' han var vel en 3 år gammel et skrald i røven inde i brugsen i Svendborg, lige imellem hylderne, for nu havde jeg alså fået nok, for først ville han ha' en is, og det fik han ikke, så ville han vildt skrigende ha' en banan, det fik han heller ikke, og så skreg og sparkede han som en vild unge, så kom han over fatters knæ.
Da' vi kom ud af butikken, så gjorde han ligesom status, hvad havde fået is-banan = klap i røven, så ved gud en hylekoncert igen, over fatters knæ, og så blev der ro.
Siden hen var det ikke nødvendigt at komme over fatters knæ, for nu vidste han at når den gamle havde sagt nej, så var det et nej, og der var bare ikke noget at gøre.
At sætte den ting på plads, det tog vel en ca. 2 gange 3 sec.
I dag er min søn så 30 år, og desværre uddannet gog, så det med børneopdragelse er vi meget uenige om, men vi er trods alt enige om, at når et skrald i røven falder kontant, så behøver man ikke at tage skade af øverst oppe mellem ørerne.
Og han har heller aldrig været bange for mig, det fik jeg tydeligt bevis for senere, og det ville da' også være frygteligt, for man skal ikke være bange for sine forældre men ha' respekt.
God Dag.

Er de aldrig blevet lagt hånd på? Jo -det nemlig det de er. Et barn du slår, lærer nemlig at slå.
Så dine røvfuldsteorier holder ikke en meter. "at føle" er ikke nødvendigvis at få slag. Jeg har også børn, der hverken slår gamle damer, smider brosten eller stjæler cykler. Nogle af os kan godt opdrage uden yndlingsmidlet for de magtesløse - nemlig at slå - så dine indskrænkede forslag vinder ikke gehør.
Grunden til det ikke længere er tilladt at slå børn er at "vi er blevet klogere" - men det gælder åbenbart ikke dig, på trods af, din søn har valgt som han har. Der er mange former for oprør. Tænk dig om.

Kære Jens
Jo, børn tager skade af at blive slået. Det er heller ikke nødvendigt at slå, hvis man ikke selv har lært børnene den opførsel de udviser, når de hyler i supermarkedet.
Jeg slog ikke mine børn, men behandlede dem pænt. De har aldrig hylet i supermarkedet. Jeg føler mig overbevist om, det er forældrenes skyld, når børn opfører sig på den måde.
Med mindre, naturligvis, hvis der er noget galt med barnet.
Mine børnebørn har heller aldrig skabt sig på den måde.
Mit ene barnebarn sagde med forfærdelse i stemmen, en dag vi snakkede om at slå, det har min far godt nok aldrig gjort.
Jeg er en stor modstander af man slår nogen som helst. Jeg har stadig svært ved at tilgive mine forlængst afdøde forældre, at de slog. De var ikke onde og mente vel det hørte sig til, men når jeg ikke kan glemme de tæsk jeg har fået viser det jo, jeg ikke havde godt af det.
Man kan sagtens sætte sig i respekt uden at slå. Den lærer vi havde respekt for slog aldrig. Så det er altså ikke nødvendigt.
Derimod har mange unge forældre et mærkeligt opdragelses system. De har læst en smule og laver underlige regler. De mener åbenbart det er naturligt der skriges og hyles, hvis ikke børn får deres vilje. Så kan de få timer til at gå med at snakke om deres børn og deres reaktioner. Hvordan de "taler" roligt med dem og lader dem skrige og klapper og nusser dem for at bringe dem til ro.
Det er ene og alene forældrenes egen skyld, hvordan børnene opfører sig. De efterligner forældrene.
Forældre er så bange for at sætte nogle normer om, hvordan man opfører sig. Børnene skal prøve grænser af, siger de. Forældrene sætter bare aldrig en grænse, det glemmer de.
Derfor har vi alle de uvorne unger, der render rundt og laver ballade.
En naturlig respekt for forældrene er nødvendig og den kan sagtens opnås uden tæsk.
Det er forældrene, der må se på sig selv og deres egen opførsel, børnene lærer af dem.
Af hvilken grund måtte din søn ikke få en banan. Han har vel trængt til den. Der er sunde mineraler i, som virker beroligende. Hans krops system har trængt til den og den nægtede du ham. Han kendte vel ikke andre reaktions mønstre end at skrige.
Men det var dig, der var helt forkert på den.

Din søn var ikke bange for dig. Jeg var heller ikke bange for mine forældre, men jeg har aldrig glemt. Jeg var rystet, når min lillebror fik en endefuld.
Vi kunne sidde ved bordet og jeg var dårlig klar over, hvad der var galt før det skete.
Altså børn ser anderledes på det kan jeg regne ud. Jeg var heller ikke altid selv klar over, hvad der var galt. Joe, jeg vidste mine forældre var vrede, men følte det dybt uretfærdigt. Så hvad var de gale over. Kan du følge mig i , hvad jeg mener.
Din søn har ikke fattet, han ikke måtte få en banan. Det gør jeg heller ikke. Altså skulle jeg have et klap i røven, som du siger.
Du kan også se, din søn er ikke enig med dig og nu er han voksen. !!!! Men bevares, man tager ikke direkte skade af et klap i røven. Alene ordet, et klap i røven, fortæller lidt om dig.
Men hvad skal det gøre godt for. Man viser jo selv børnene, ved sin egen opførsel, hvordan man skal opføre sig. Du har sikkert været lidt hidsig og ikke særlig forstående over for børns tankegang.
I dag slår forældre ikke, til gengæld er der nogle, der ikke forstår på at opdrage børn siden vi har så mange uvorne unger, der render rundt og laver ballade.

Du har åbenbart ikke forestilling nok til at kunne gå ned på hendes plan og se det fantastiske i det stykke plastik - hvorfor må hun ikke lege med det hvis det er det hun vil?
Jeg kan garantere dig for, havde du taget noget af mit på den der måde havde du nok også fået spand lort tilbage. Forældre der ingen tålmodighed har er ligeså slemme som de dyreejere der tror at dyret kommer med kommandoer indkodet - hun virker ikke på magisk vis, alt hun skal kunne skal hun lære fra jer. Og det du kommer ind med er en hysterisk tilgang til tingene? Hvordan vil du så have hun nogensinde skal kunne tøjle sit eget temperament?
Overvejet at ignorere hende når hun bliver hys?
Respektere hendes grænser?
Stakkels din lille pige!

så skrig hende ind i ansigtet alt hvad du kan, og opfør dig i det hele taget præcis som hun selv gør. Du skal se hvor lang tid der går før hun tør spille op igen.

Næsten taget pusten fra mig, og ja, du har ret ( desværre ).
Jeg skrev at knægten ikke var og aldrig har været bange for mig, efter en røvfuld, så langt så godt.
Men efter det her går der så et stykke tid, hvor lang tid kan jeg ikke huske.
Vi købte hus, og jeg virkelig knoglede med at anlægge have, i planteskolen købte jeg også en del SPIREA, som blev plantet som en meget flot hæk, og den var flot, da' den begyndte at blomstre.
Men så en dag kom jeg hjem fra arbejde godt smadret, og så så at der havde været en trehjulet cykel igennem min fine hæk,
Ved gud hvor blev jeg dog galhovedet, Knægten blev råbt an' så han kom jo pilende, og på svaret om hvem der havde gjort det, så kom hans hænder så i siden ( det gjorde han altid når han var trængt op i en krog, for jeg havde jo belært ham om, at man ALDRIG må lyve og STJÆLE, og fortalt ham hvad det betyder ) men med hænderne i siden, sagde han DET ER MIG FAR.
Jeg syntes at det var så flot gjort af ham, at jeg fik vist bare fremstammet det er iorden knægt, mere skete der ikke.
Hej god vind

vædde på, at det virker men du ved jo konsekvent alting bedre (Vil sgu' nødig være i stue med dit afkom).

nutidens forældre kan ikke se forskel på mishandling som alle dage har været forbudt, og en minimal afklapsning/tilrettevisning når situationen kræver det.
Det er jo også nemmere at lade stå til. Resultatet set vi på gader og stræder navnlig i nattetimerne.

så forskellige opdragelsesmetoder til forskellige børn er vel ganske naturligt. De indvandrerrødder som render og laver ballade ville være endnu værre uden høvl.

- mor rollemodel. 😃😃😃

Du HELLER ikke kan forstå, at den der betaler bestemmer HVORNÅR og HVOR det skal være, hvis der skal gives noget, så fortjener du sgu' egentlig også et klask i røven

"Din søn har ikke fattet, han ikke måtte få en banan. Det gør jeg heller ikke. Altså skulle jeg have et klap i røven, som du siger."

- at du får afreageret? Ja da.
- Jeg har ingen problemer med mit afkom, men jeg er ret overbevist om, det bl.a skyldes at de altid blev hørt (også uden de behøvede at skrige min ind i hovedet) og aldrig slået. Mine børnebørn har det også fint.

Dulkis har skam ret, lyt på ham

Ser du, svaret fra Jens, glædede mig virkelig. Han forstod alligevel, hvad det drejede sig om.
Desværre må jeg sige, du har ikke fattet en brik. Det er ikke ulejligheden værd at tale med dig om det. Man skal være intelligent, for at fatte det.

....."Jens" faldt bare til patten ift. noget DU påstår er rigtigt. Det er ikke det samme. Det skal man blot desværre være intelligent for at fatte ;-)

når er 3 år. så lære man så meget ,er ved at undersøge altting, man vil selv , det kan du nok ikke selv huske, for din mor havde også rengøringsvanvid, det har du lært af hinde. Lad dog din undersøge tingene selv, hvorfor må man ikke tage noget op af skraldespanden? tænk dig om hej

det er krævende at have inteligente børn.... var svaret fra vores læge da jeg konsulteret ham omkring det sammen problem vi havde med vores søn for ca 10 år siden.
Hvis det kan trøste dig bliver de der små hidsigpropper til unge mennesker som har selvtillid og vilje. De er ikke bange for at sige deres mening og jeg synes heller ikke at jeg har de sammen problemer ang. puperteten som andre snakker om.
Du ville komme til at se at i denne viljestyrke (som det er jo enlig er) ligger også visse fordele. Mit bedste bud er at du skal lære hende at styre sin temperament for ikke komme ud i for mange konflikter.
Og så betyder det ikke det stor for dig at gøre denne indpakning rent og lade hende have den, når det er så vigtig for hende. I perspektive set ville det har været det sammen hvis jeg havde smidt din Rolex ud og sagt du må ikke have den mere.....🙂

Her kan i se nogle af resultaterne af jeres teorier.
http://www.bt.dk/article/20090212/nyheder/702120004/

Noget må der være om det. Jeg fik tæsk. Som han fortæller: inden far kom og slog. Ja, ventetiden var ikke rar.
Men så forstår jeg bedre, hvorfor jeg altid har kæmpet med mit selvværd. Jeg har altid ønsket mig en højere uddannelse , men har følt, det evnede jeg ikke. I dag kan jeg se min intelligens er over gennemsnittet, men hvad hjælper det mig. Jeg kæmper stadig med mit selvværd.
Jeg fik altid at vide: Det forstår du ikke. Til sidst begynder man selv at tro det. Man gør sine børn så megen skade. Jeg har sagt til mine børn, at det de gjorde var godt nok. Jeg har været bange for, at jeg skulle overføre mit dårlige selvværd til dem, men det kæmpede jeg bevidst imod. Og heldigvis er det lykkedes.
Jeg har stoppet den cirkel med tæsk. Mine børn blev ikke slået. Deres børn bliver ikke slået.
Jens var intelligent nok til at indse, der er noget om det. Den ros skal han have.

Jeg ledte efter nogle svar og fandt denne blog. Jeg må sige at jeg er ret irriteret over at næsten alle har svaret hakkende på hinandens indlæg, dog meget varierende hakkende.
DOG Dejligt at der er lidt enighed nogen steder. Men uhyrligt irriterende at læse. Jeg fortrød at lede efter råd her. Min mening om opdragelse; det er sindssygt svært (jeg har en 3 årig) og jeg gør nogle forkerte ting. Ville ønske det var nemmere, men det er det ikke. og forældrene er også individer og hele familien skal fungere sammen.
Jeg forstår fuldt ud din situation. Forskellen er at jeg desværre godt kan blive temperamentsfuld. Vær stolt af du kan bevare roen !!!!
Jeg har intet råd, men søgte råd. Istedet så jeg alle svarene med tusinde meninger (godt) men desværre også meget hakken. Vi skal jo hjælpe hinanden. :-)

3 skrald i den bare røv vil sku hjælpe