Håndfladerne

Med en hård tromlen,
bankes der på indersiden,
flås i kraniets mørke tapet,
med hidsige sammenklemte hænder,
med en hård vilje som sten,
er hovedet tungt,
mens det lægger sig,
til rette,
i håndfladerne.

Alle kærtegnene er væk,
den hviskende vind er tavs,
ikke mere grønt græs,
det er efterår,
det regner med hårde,
tunge dråber,
mod en beskidt rude,
der kikker ned,
i håndfladerne.

Selvbedraget er blevet realitet,
nu hvor aftensolen synger en kær elegi,
malende byens tage,
i et rødlig og orange skær,
brænder billederne sig fast,
til bitterheden i munden,
nu hvor sommeren er svundet,
ned bag de syrebestandige farver,
der snor sig ind i sindet,
og får skalpen til at løsne sig,
til de mange ansigter,
flygtende ud i hverdagen,
tilbagevendende,
ned,
i håndfladerne.

Det river i indersiden,
skær på kanten til det opgivende,
presser overlevelsen mod en mur,
og makulerer virkeligheden,
når den trækker i sort,
og får mig til at klone tankerne,
synkront,
ensomt,
i en længsel af at kunne dufte verden,
i et forsøg på at smage krydderierne,
vil bare trække vejret,
vil bare bare føle temperaturen,
have en tilstand,
skænkes en tanke,
søge tilflugt,
i håndfladerne.

Det er for sent,
det er et skævt ansigt,
firkantet,
der forvrænger synet,
euforisk danser på min snude,
bider mig i halen,
når passagerne
er åbne og fri,
undsluppet gale ansigter,
vilde mønstre,
absurd flimren,
kikkende i handlingerne,
konsekvenserne,
arene,
mættet,
finder jeg trøst,
sikkerhed,
næsten kærlighed,
i håndfladerne.
http://anglicismo.smartlog.dk/h-ndfladerne-post216088