I farisæere
Reaktionerne på mit indlæg "Rygerforskernes store Bedrag???" er igen, igen præget af de selvsamme personager, med selvsamme reaktionære holdninger samt selvopdigtede "kendsgerninger". Den der ikke vil erkende sine fejl, vil blive forblændet af sin egne tanker og naturligvis reagere, med en modstand mod de faktiske data, der foreligger. Man kan sige, at dem der ikke reagerer med samme voldsomme forsvarsmetoder sandsynligvis samtykker el. ikke finder indslaget relevant.
Modviljen mod ikke-rygeres "nej-tak-holdning" eller afståelse fra sin livsødelæggende last er ikke baseret på saglige fakta, men bygger sin misforståelse på et vrangvilligt sind, der kun vil sit eget. Forståelsen, erkendelsen og afståelsen fra tobakslasterne er tre faser, der udmærket kan relatere til andre dårlige vaner, men det er, af gode grunde, muligt for andre medmennesker, at afstå fra stopfodring af sig selv, når andre fylder vommen med den ene kaloriebombe efter den anden. Det er muligt, at flytte ud ad byerne, hvis ikke udstødningsgasser er ens største snifferfornøjelse. Men det er ikke altid muligt, i visse sammenhænge, at undgå tobaksos på: restaurantbesøg, visse arbejdspladser(for nogle dage siden var der en arbejdsgiver i tv, der sagde, at han kun ville ansætte rygere: En virkelig sympatisk holdning, hvor arbejdsgiveren ansætter medarbejdere ud fra et ryger- ikke-rygerkriterium og ikke efter evner...), i privaten etc. I årevis har rygere, med rette følt, at der var og er et stortopbygget komplot mod dem. Det er bare en kendsgerning, at i selvsamme tidsrum, har ikke-rygere ikke kunnet undgå tobakstågerne, alle mulige steder. D.v.s. at rygerne i disse år har stået i en selvvalgt situation modsat ikke-rygernes.
Skal jeg, næste gang, jeg bestiller en pizza proppe den ned i gabet på et anorexiramt medmenneske, fordi vedkommende ligner et følsomt medmenneske i den terminale fase eller skal jeg vælge, at afstå fra min trang til, at stopfodre personen og lade ham/hende vælge selv? Skal jeg handle efter forgodtbefindende eller opføre mig anstændigt i alle livets forhold og i anstændighedens navn gøre det bedste jeg kan, for min modpart? Det behøver altså ikke, at være så problematisk: "Du skal elske din Næste som dig selv." Dette udsagn, kan vi alle lære af, også på disse sider, for hvem ønsker reelt, at skade sit medmenneske i tanke, ord el. handling?
Ord kan virke hårde, når de barske realiteter opridses og kan derfor virke frastødende, derfor opstår der ofte nogle hidsige kontroverser, men man skal altså ikke fortrænge det faktum, at debatindlæggene kan være et forsøg på at gå efter den dårlige vanes kraft fremfor den nedbrydende lasts bagmand.
Venlig hilsen
MANDarinen
Modviljen mod ikke-rygeres "nej-tak-holdning" eller afståelse fra sin livsødelæggende last er ikke baseret på saglige fakta, men bygger sin misforståelse på et vrangvilligt sind, der kun vil sit eget. Forståelsen, erkendelsen og afståelsen fra tobakslasterne er tre faser, der udmærket kan relatere til andre dårlige vaner, men det er, af gode grunde, muligt for andre medmennesker, at afstå fra stopfodring af sig selv, når andre fylder vommen med den ene kaloriebombe efter den anden. Det er muligt, at flytte ud ad byerne, hvis ikke udstødningsgasser er ens største snifferfornøjelse. Men det er ikke altid muligt, i visse sammenhænge, at undgå tobaksos på: restaurantbesøg, visse arbejdspladser(for nogle dage siden var der en arbejdsgiver i tv, der sagde, at han kun ville ansætte rygere: En virkelig sympatisk holdning, hvor arbejdsgiveren ansætter medarbejdere ud fra et ryger- ikke-rygerkriterium og ikke efter evner...), i privaten etc. I årevis har rygere, med rette følt, at der var og er et stortopbygget komplot mod dem. Det er bare en kendsgerning, at i selvsamme tidsrum, har ikke-rygere ikke kunnet undgå tobakstågerne, alle mulige steder. D.v.s. at rygerne i disse år har stået i en selvvalgt situation modsat ikke-rygernes.
Skal jeg, næste gang, jeg bestiller en pizza proppe den ned i gabet på et anorexiramt medmenneske, fordi vedkommende ligner et følsomt medmenneske i den terminale fase eller skal jeg vælge, at afstå fra min trang til, at stopfodre personen og lade ham/hende vælge selv? Skal jeg handle efter forgodtbefindende eller opføre mig anstændigt i alle livets forhold og i anstændighedens navn gøre det bedste jeg kan, for min modpart? Det behøver altså ikke, at være så problematisk: "Du skal elske din Næste som dig selv." Dette udsagn, kan vi alle lære af, også på disse sider, for hvem ønsker reelt, at skade sit medmenneske i tanke, ord el. handling?
Ord kan virke hårde, når de barske realiteter opridses og kan derfor virke frastødende, derfor opstår der ofte nogle hidsige kontroverser, men man skal altså ikke fortrænge det faktum, at debatindlæggene kan være et forsøg på at gå efter den dårlige vanes kraft fremfor den nedbrydende lasts bagmand.
Venlig hilsen
MANDarinen