I still love him like crazy...

Jeg ved at kærlighed gør dum,- rigtig dum men alligevel...
Kæresten fandt en anden dame og vi gik hver til sit,-jeg fødte herefter vores barn.
Det er længe siden nu, ca 1år, men jeg er stadig mega forvirret og har svært ved at komme videre.
Grunden er at han stadig er så mega sød ved mig,- når vi er alene(fordi han besøger sit barn her hos mig) fortæller ham mig ofte at jeg er smuk, jeg er lækker, han stadig elsker mig, jeg er en go' mor, og at "..vi havde det jo godt.."...alt sammen ting som er med til at gøre mig forvirret. Ligeledes gør det,at det meget svært for mig,at komme videre når han helt pr. automatik mig "skat" og kysser mig, og at vi altid krammer en del når han er her.
Måske jeg ikke er kommet over ham, det indrømmer jeg gerne, men hvor afklaret er det lige han er??
Jeg er forvirret..hvorfor gør han alt det??
Kærlighed gør dum....rigtig dum!!

Han forsøger at komme tilbage, så du har to valg.
1. Tag ham tilbage på den betingelse; Hvis han forlader
dig igen til fordel for en anden kvinde, så er det for altid.
2. Du kan sige til ham, at han skal lade være med at være kysse og
sige søde ord til dig. Fordi han har forspildt sin chance, og der
ingen vej er tilbage til dit hjerte.

sådan på det. Han siger I har det godt? Som jeg hører det er det ham der har det godt. Han har en ny kæreste og hans gamle kæreste, dig, som han har et dejligt lille barn med, er stadig god og kærlig overfor ham. Han har svigtet dig mens du var gravid
og alligevel er du god og kærlig overfor ham. Hans nye kæreste accepterer at han besøger dig og barnet.
Hvordan er det muligt for ham at indse at han opfører sig meget trist. Hans kvinder støtter ham jo fuldt ud i han adfærd og belønner ham endda nærmest, med deres accept og kærlighed, og han hygger sig bare og slipper på mest belejlige vis for at tage ansvar for en skid. Han spreder sine gener som den hanbavian han er, støttet af flokkens hunner. Du og den nye kæreste bærer hele hans adfærd på Jeres skuldre og bliver kede og ulykkelige. Den er helt gal. Håber du en dag ser dig selv som hovedpersonen i dit liv og finder ud af at sætte ham på den hylde han hører til på. Han kommer ikke tilbage. >Hvorfor skulle han det? Han har det jo som han gerne vil have det. Held og lykke med dig selv og dit barn

har du, som Bimmer skriver, for han lyder som om han søger en udvej tilbage. Så du bør vel gøre op med dig selv, hvad du egentlig vil? Vil du have ham tilbage, eller ved du allerede nu med dig selv, at det ville være dødt løb?
Du skriver intet om, hvorvidt han stadig har den anden kæreste. Heller ikke om han var dig utro med hende første, før han forlod dig, eller han først meldte ud til dig, før han involverede sig med hende. Og der er kæmpestor forskel, som jeg ser det.
Hvis han stadig har den anden i baghånden, virker det på mig lidt som om hans følelser er lidt valne, og han bare prøver sig frem for at se, hvor langt han kan komme med et ben i hver lejr. Men hvis han derimod har droppet den anden og er single nu, så kan hans intentioner udmærket være helt ok, mens han bare ikke ved, hvor meget han kan tillade sig at presse på, nu han sårede dig så meget sidst.
Du ved bedst selv i dit hjerte, hvad for en person han er, og om han er værd at satse på. Vi kan alle komme ud i en situation, hvor forholdet bliver for trængt - især hvis der er et barn på vej, for det kan skræmme selv den bedste mand OG kvinde. Hele ens liv, som man kendte det, skal jo med eet laves om og bliver aldrig det samme mere. På den baggrund kunne han jo godt være gået i panik og "søgt" en udvej ved at finde den anden. Nu er tingene så faldet til ro, og han har indset, hvad han groft sagt er gået glip af. Hvis det er tilfældet, så er det da et forsøg værd?
Men hvis han bare lige er blevet træt af den anden, fordi græsset ikke var så grønt alligevel, og stadig har hende i sit liv, så er han iflg. min mening ikke dine følelser og tid værd. Du har så meget at skulle give dit barn, især i de første år af dets liv, så tænk grundigt over hvad det vil kræve af dig.
Jeg blev selv forladt før fødslen af min datter for over 10 år siden, og een ting har det lært mig. At de mænd, man får børn med, de vil altid bevare en speciel (omend ikke altid positiv *S*) plads i ens hjerte og hukommelse. Men det betyder ikke, at det er kærlighed, man føler for dem. Så tænk dig om, din beslutning vil påvirke dig og dit barns liv i adskillige år frem.
Det er svært at skrive mere, når du ikke giver flere oplysninger, så hvis du har brug for at vende det noget mere, så må du skrive nogle flere detaljer, ok?
Håber på det bedste for for jer alle tre. ;O)
Knus D.

Tusind tak for jeres hjælpende ord,- der er altid ret svært at se objektivt på en noget som man selv befinder sig i...
Min eks har stadig en kæreste.
Selvfølgelig har jeg overvejet at fortælle hende hvad der sker, men så tænker jeg at det nok ikke er forkert det som sker og det er da naturligt at det er svært for os at gi slip....
Selvfølgelig har jeg overvejet at sige at han skal holde sig væk...
Selvfølgelig har jeg overvejet at være så kold som jeg ville råde en hver anden til at være...
Men intet virker...
Jeg har overvejet alle muligheder og fundet at den DÅRLIGSTE er, bare at lade stå til og håbe og håbe at han en dag on 2-4-13 år kommer hjem igen...men alligevel er det den mulighed jeg har valgt..tihi.. hvor tåbeligt er det.. men det er jo mit hjerte som siger at det er den rigtige mulighed...
Hilsen En forvirret mor fra Kolding
P.s.: jeg er ked af at høre at der er andre der har stået i situationen før mig...håber du har det godt idag:-)

Tak for tanken! Han valgte så slet ikke at deltage i sin datters liv, og det har på mange måder været en kæmpe fordel. Ingen splittelse, som den du gennemgår, heller ingen tvivl hos min datter om, hvor autoriteten og den faste base er, så vi har det godt og fint i dag, som vi faktisk altid har haft det. Jeg valgte hurtigt at se det sådan, at jeg fik simpelthen det bedste af ham, nemlig vores datter. ;O)
Jeg vil så også sige, at selv om jeg er single lige nu, så har kærligheden (eller rettere forelskelsen *S*) været på besøg et par gange. Så livet slutter jo ikke, fordi man pludselig er blevet enlig mor og ikke fik den mand, man troede man skulle have i livet. Der er helt sikkert også en til dig ude i det ganske land. Jeg tror personligt bare IKKE, at det er dit barns fader, ikke når han stadig har den anden kæreste. Så igen, tænk dig godt om, søde, inden du betaler en for høj pris for det, du lige nu føler er kærlighed på godt og ondt. Det skal jo heller ikke koste dig din sjælefred; det er hverken du eller dit barn tjent med.
Men du har også ret i, at nogle ting bare skal leves ud, før de kan dø en naturlig død (jeg tolkede lige videre på dine ord *S*), så måske er det din skæbne at gå dette i gennem, før du kan komme videre.
Om ikke andet er det jo heller ikke løsningen med krig i mellem jer, når I har et fælles barn at tage jer af. Jeg håber så bare for jeres skyld, at I kommer helskindet ud på den anden side.
Knus og mange tanker
Deci

Tror nu ikke så meget at han prøver at komme tilbage, men at han måske bare har lidt svært ved at give slip på dig, (og dig i ham...).
Men tror det er vigtigt at du indstiller dig på at han ikke kommer tilbage. Ellers vil du bare spilde tiden på at håbe.
Og jeg synes iø at et år er kort tid. Klart du stadig har det sådan. Synes bare du skal være glad for at I kan ses og have det godt sammen, nu I har et barn sammen. Du skal nok komme over det.
Held og lykke med det hele.