Ingen følelse af tab
Hej. 🙂
Lad mig fortælle lidt om mig selv.
Jeg er universitetsstuderende, meget nede på jorden, og ganske 'normal' i mange henseender.
Jeg har ikke så mange problemer, SU kunne da godt være højere, men hey, jeg har det nu fint.
Dog har jeg et par skavanker. Nogen gange kan de være en fordel, andre gange en ulempe.
Den første ting er at jeg ikke kan blive sur. Jeg har intet, og jeg mener, intet temperament. Ifølge andre forstår de ikke hvordan jeg kan tage alting så roligt, selv når nogen træder mig lidt over tæerne. Det er egentlig noget jeg har været meget tilfreds med, men jeg forstår det ikke. Jeg kan slet ikke forestille mig at stå og råbe af nogen, eller at smække med døren.
Den anden ting er lidt værre. Jeg kan vidst godt sige jeg ikke er den mest uheldige til at finde kærester eller venner for den sags skyld, hvis jeg arbejder lidt for det (Jeg foretrækker dog en lille vennekreds). For at være ærlig er jeg god til at gå og blive smaskforelsket i en eller anden jeg dårligt kender - Jeg tror det er meget normalt. Og jeg har da haft kærester jeg i den grad har holdt af og elsket. (Sidstnævnte ord kan jeg ikke så godt lide at bruge, ved ikke hvorfor)
Problemet opstår når forholdet slutter. (Det behøver ikke være forhold, se eksempler) Jeg føler ingen tab, jeg føler ikke jeg har mistet noget vigtigt. Jeg er super ked af det når det sker, men jeg er videre dagen efter. Og nogen får et retfærdiggjort indtryk af at jeg mangler empati.
Et par eksempler kan være:
- Slog op med en kæreste efter ca. 1 år. Havde det fint dagen efter. Hende elskede jeg i den grad, hun var en herlig pige.
- Mistede min farfar som en 10-11 årig, som jeg besøgte kort flere gange om ugen. Ingen følelse af tab, bare lidt trist på dagen over at han var død.
- Mistede en hel vennekreds ~12-13 personer pga. uheldige begivenheder. Det har irriteret mig en del, men jeg føler ikke jeg har mistet noget vigtigt. Dog gav det en lille frygt for at være ensom, indtil jeg fandt mig nye venner/veninder.
Jeg er sikker på nogen ville misunde mig de her ting, men et par stykker der har kendt mig ville kalde mig følelseskold, og tro mig, det er ikke rart. Flere tænker sikkert det samme.
Husk igen på at jeg altså har det helt fint. Jeg er generelt glad, har gode venner, er single og kan lide det, og alting går generelt godt. Det er bare som om jeg mangler en stor del af mine følelser. Hvad kan det skyldes??
Lad mig fortælle lidt om mig selv.
Jeg er universitetsstuderende, meget nede på jorden, og ganske 'normal' i mange henseender.
Jeg har ikke så mange problemer, SU kunne da godt være højere, men hey, jeg har det nu fint.
Dog har jeg et par skavanker. Nogen gange kan de være en fordel, andre gange en ulempe.
Den første ting er at jeg ikke kan blive sur. Jeg har intet, og jeg mener, intet temperament. Ifølge andre forstår de ikke hvordan jeg kan tage alting så roligt, selv når nogen træder mig lidt over tæerne. Det er egentlig noget jeg har været meget tilfreds med, men jeg forstår det ikke. Jeg kan slet ikke forestille mig at stå og råbe af nogen, eller at smække med døren.
Den anden ting er lidt værre. Jeg kan vidst godt sige jeg ikke er den mest uheldige til at finde kærester eller venner for den sags skyld, hvis jeg arbejder lidt for det (Jeg foretrækker dog en lille vennekreds). For at være ærlig er jeg god til at gå og blive smaskforelsket i en eller anden jeg dårligt kender - Jeg tror det er meget normalt. Og jeg har da haft kærester jeg i den grad har holdt af og elsket. (Sidstnævnte ord kan jeg ikke så godt lide at bruge, ved ikke hvorfor)
Problemet opstår når forholdet slutter. (Det behøver ikke være forhold, se eksempler) Jeg føler ingen tab, jeg føler ikke jeg har mistet noget vigtigt. Jeg er super ked af det når det sker, men jeg er videre dagen efter. Og nogen får et retfærdiggjort indtryk af at jeg mangler empati.
Et par eksempler kan være:
- Slog op med en kæreste efter ca. 1 år. Havde det fint dagen efter. Hende elskede jeg i den grad, hun var en herlig pige.
- Mistede min farfar som en 10-11 årig, som jeg besøgte kort flere gange om ugen. Ingen følelse af tab, bare lidt trist på dagen over at han var død.
- Mistede en hel vennekreds ~12-13 personer pga. uheldige begivenheder. Det har irriteret mig en del, men jeg føler ikke jeg har mistet noget vigtigt. Dog gav det en lille frygt for at være ensom, indtil jeg fandt mig nye venner/veninder.
Jeg er sikker på nogen ville misunde mig de her ting, men et par stykker der har kendt mig ville kalde mig følelseskold, og tro mig, det er ikke rart. Flere tænker sikkert det samme.
Husk igen på at jeg altså har det helt fint. Jeg er generelt glad, har gode venner, er single og kan lide det, og alting går generelt godt. Det er bare som om jeg mangler en stor del af mine følelser. Hvad kan det skyldes??