Ingen Kærlighed Hva er livet så værd??

Hej, jeg skriver herinde fordi jeg efterhånden er 20 nu og aldrig har følt mig elsket. Tværdigmod. Men nok om det. Nu sidder jeg alene i en lille lejlighed. Som er det sidste jeg har tilbage, som jeg snart heller ikke kan betale til mere, har ingen kontakt til familie, da de enlig vil skide mig et stykke, udover det har jeg ingen venner/veninder, ingen uddannelse, da den er blivet ødelagt for mig. Og nu sidder jeg tilbage alene uden noget tilbage. Udover en smadret phyke, og muligvis PTS (Posttraumatisk stress syndrom), da hele min fortid har været traumer og alt tyder på de bare vil fortsætte. Har marrarit hver nat og kan ikke falde i søvn uden medicin. Min phyke er færdig, og mit physkiske helbred er heller ikke for godt længere, håret skraller af, ingen sexlyst, rejsnings problemer, hud sygdom mange ar der mindre mig om de ubehalige ting jeg har oplevede osv. får efterhånden at vide alle steder fra at ligner en på 25 (synes osse selv jeg ser godt brugt ud efter hånden). Ingen lyst til at snakke med andre fordi jeg ved jeg vil få flere traumer den vej fra (der er åbenbart et eller andet med mig). Har enlig helt givet op efter mange forsøg på at genvinde livslysten igen og magter eller gider faktisk ikke rigtigt prøve mere, Og er efterhånden ovebevist om at jeg aldrig bliver accepteret nogle steder. Så er mit spørgsmål hvad er livet enlig værd? Hvis man overhovdet kan kalde det et liv?

at det bedste man har er sig selv, så man skal passe på sig selv, og alt det andet med venner og famillie som regel er noget opreklameret lort, hvor man skal rende og spille et eller andet skuespil for at deltage, og så er man ikke mere sig selv.
Find dig selv, og bliv god til at udgive dig for dig selv, så du ikke glemmer dig selv, for skal man deltage i det de andre finder er det rigtige, så er man ikke mere sig selv.
Livet er en gave, som ikke kan byttes, og der er opture og nedture som vi allesammen oplever, men det er så ikke alle der tør indrømme deres nedture, men det tør du.
Find ud af hvad du vil med dit liv, og ikke hvordan du bliver accepteret af andre, da de andre har gået med maske og spillet skuespil overfor hinanden i så lang tid at de har glemt hvem de selv er, og derfor har pissetravlt med hvordan andre bør se ud eller opføre sig.
Aldrig give op, og aldrig overgive sig, så held og lykke med fremtiden.😉

hej med dig...
op med humøret. at du føler dig som en fiasko, fører ikke noget godt med sig...
kan du ikke vende dine tanker ?
tag et valg.. vil du sidde oh ynke dig selv, eller vil du prøve at kæmbe lidt og opbygge noget ?
du har muligheden🙂
som skrevet består livet af op og nedture,,,,vi skal alle igennem dem...
er du helt nede, så snak med en coach eller terapeut... det kan hjælpe....men prøv at få nogle sucses oplevelser,,,, noget der gør dig glad og stolt over dig selv...
håber virkelig at det ændrer sig for dig😉
men intet falder ned i favnen på dig, du skal gøre noget selv
god vind med det

for det første så må du indse at alle dine problemer skyldes dig selv, ingen på din alder har normalt det lægerne kalder for posttramisisk stress, så du kan kun takke dig selv for den tilstand du lever i nu.
desuden har du så mange stavefejl, at det næsten er umuligt at forstå, hvad du egentlig mener.
raske unge fyre taberogså håret, jeg var skaldet som 26 årig, dog mest fordi jeg arbejdede 98 timer om ugen, og boede sammen med en anden fyr på et kammer på ca. 6 m2.
vi arbejdede på 8 måneders kontrakter, hvorefter vi havde 28 dages ferie, hvis afløseren kom op med helikopteren, ellers måtte vi bare fortsætte.
livet er ikke værre, end det du selv gør det til, tænk på alle de syge, handicappede, blinde, sultne, døve, og begynd så at tænke positivt.
der er tusindvis af din generation der ikke har en uddandelse, og det bliver et stort problem senere hen.
min generation blev tvunget i lære som 15 årige, så vi kunne springe soldat i 18 måneder, som 19 årige.
skolerne tager alt for mange elever ind til en håndværker uddandelse, selvom de godt ved, at der ikke kan skaffes lærepladser, så de unge må stå i lære på skolen,. som bestemt ikke er en god løsning, men skolerne er jo betalt af staten, alt efter hvor mange elever de har, og ikke efter hvor mange elever de uddanner.
nu ved jeg ikke hvad du mener med, ingen kærlighed så hvad er livet egentlig værd.
hvis du tænker på en kæreste, så glem det, ingen danske piger på din alder er værd at søge efter, de skaber kun problemer og klatgæld.
du skal først og fremmest tænke på dig selv, for du skal leve dit eget liv, i resten af den tid du har tilbage, og en kæreste er en dårlig løsning, hvis du er deprimeret.
du har stadig mange muligheder i dit liv, rejs ud i verden, og se hvordan andre mennesker lever i fattigdom, både isoleret og sultne, mange må overleve på en skål ris om dagen, og intet andet.
formilioner af mennesker, er kulturen desværre spådan, at de hver eneste dag skal sende bønner op til jomfru Maria, blot for at se et lyspunkt i deres mentale tilstand.
du kan igennem din læge få 10 behandlinger gratis hos en psykiater, og en psykiater er også en læge, der kan udskrive den rigtige medicin, psykologer og terapeuter, har ikke den fornødne viden til pykiske sygdomme, og de findes kun, fordi de ved, at de kan plyndre folk med alvorlige problemer, for en masse skattefrie kr.
det samme med negleklippere og slanke Dr. det hele er bygget op på fup og fiduser, ikke engang en bedemand har en uddandelse.
en kæreste er det absolut sidste du skal søge efter, med din nuværende tilstand, tal med din læge, og kom så til en psykiater.

Jeg er velfungerende, har en uddannelse, er gift osv, men sådan har det ikke altid været. Min far drak og min mor var svag og gjorde ikke noget ved problemet. Jeg led under deres dårlige ægteskab. Som ung følte jeg mig helt forkert. Andre gik på disco dasko og blev fulde, mens jeg sad hjemme, for jeg vidste, jeg var anderledes og turde ikke komme ud blandt andre. Har været igennem små depressioner og været på piller.
Så tog jeg mig endelig sammen. Gik til psykolog (du kan få bevilget 12 timer, grundet depression). Indså at intet kommer af sig selv, derfor må du ikke ynke dig selv men tage skeen i den anden hånd.
Jeg gjorde det!
Fik en uddannelse, et par gode venner (det er ikke mange, men de er til gengæld ægte venner, der støtter/hjælper mig i modgang. Fik en sød, almindelig kæreste, jeg er gift med. Har skiftet job et utal af gange, fordi jeg ikke trives på arbejdspladser og var ved at give op, men fandt endelig et job, hvor jeg føler mig accepteret som den jeg er - anderledes.
Held og lykke med livet.

Bor du i København, så prøv at tage nogle timer på psykoterapeutskolen. Det kst 100 kr for en lektion, fordi det er studerende på sidste semester. De er vildt dygtige. Jeg kender flere der har haft rigtig meget glæde af dem.
Det kan være rigtig, rigtig godt, at få andre til at vinkle ens liv og muligheder på en anden måde. Man har tit tendens til, atlægge sig selv fast på nogle bestemte handlemønstre og tanker, hvorfor det er svært at komme videre.
Jeg tror det er det du kan have brug for nu.

Jeg ved det fra mig selv. Jeg havde en downperiode hvor jeg ikke orkede noget, alt var forkert og jeg talte ikke med nogen og jeg havde ingen penge og ingen kærlighed.
Alligevel søgte jeg et job. Bare for at komme ud.
Jeg fik arbejde i lufthavnen. Det hjalp på humøret med den faste indtægt der pludselig kom ind. Jeg var mere fri til at gøre ting.
Jeg fik et SUPER netværk.
Jeg fik også en kæreste. Men ham er jeg ikke sammen med længere. Jeg har fundet en anden.
Et arbejde vil give dig rigtig meget stabilitet og du vil med hjælp fra en studievejleder, kunne begynde dit studie igen, når du er klar og i dit tempo. Tro mig, de har forståelse for svære perioder af ens liv.
Men fokuser på en ting afgangen. Hvis du fokuserer på det hele på en gang, så kører du død i det hver gang.

Ved skam godt der er mange der har det værre. Men sagen er at nu har det mere eller mindre været sådan hele mit liv. Og har kæmpet en kamp (alene) Og mener ikke selv at jeg er skyld i at jeg kom til ved en fejl, at jeg blev fejlplaseret i en specialklasse, (som er bevist) hvor alt gik op i diskusionner, så jeg som du har bemærket svært ved at stave osv. Og skulle leve under fordomme af at børn i specialklasser er nogle syge stodder, som ingen ville snakke med. Skulle så først se min far ligge i koma derefter min bror. Blive nedgjordt af alle og beskyldt for at lide af dit og dat, og skulle have gjordt dit og dat, aldrig have noget støtte fra ens familie men tværdigmod blive hakket ned på hele tiden, få skæld ud for ting jeg aldrig har gjordt osv. Få at vide at den uddannelse jeg vil have var uopnåelig for mig, af både sagsbehandler, familie lærer osv. (vilket var/er løgn da den er på F-neaviu) bleve banket ned af lærer fordi de syntes det var helt okay når man gik i specialklasse, fordi man nogle gange fik nok og ville gå hjem. bliv også tævet en del af min mor og stedfar fordi min storebror drillede mig så jeg blev sur. Alt det resuterede i at jeg var nok noget mere moden af min alder i forhold til andre, og enlig ikke ville finde mig i det mere så da jeg var 11 begynde jeg at styrketræne og da jeg var 13,5 måtte mine forældre begynde at fjerne mine vægtskiver når jeg ikke var hjemme for nu, kunne de ikke tæve mig mere. ca 1,5 år senere var jeg gammel nok til at sige total fra. Og stoppede på min skole og forlangte at blive udret, sådan jeg kunne komme i en normal klasse. Det blev jeg så og efter 7 måneder fik jeg et skole tilbud jeg kunne acceptere en normal klasse på en anden skole i midten af 8 klasse og sluttede efter eksamen i 9 klasse (dov kun Eng, mat,dansk) og fik en god udtagelse fra skolen, som var noget nyt for mig. Da jeg også havde arbejdet fra da jeg var 11-17 dag ud dag ind weekendt osv. havde ´jeg en god sum penge efterhånden. Men alle kende til at jeg skulle være et specialklasse barn der hvor jeg boede, da det var en lille by. Så skulle kæmpe med at få bygget noget tillid op det var ved at lykkes meget godt. Men så kom min bror og købte alle dem jeg var begyndt at bygge noget op med løg om mig til dem så de heller ville være sammen med ham. Løj overfor dem jeg havde noget kørende med, så de også faldt fra, nu havde jeg pludeselig en masse fjener og kunne ikke rigtigt gå nogle steder, skulle tiden så vise sig. Blev overfaldet flere gange forsvarede mig selv rigtig godt, så godt at det var dem det i sidste ende fik mest tur defor er dømt for vold to gange, fordi jeg skulle forsvare mig selv synes jeg squ heller ikke selv jeg er skyld i når de vil trampe mig i hovdet så ankede, vilket bare har resuteret i en stor glæd pga. det. derfor har jeg paranoia på hele tiden ser ting der ikke er der kan ikke sove osv. synes jeg heller ikke helt selv jeg er skyld i må jeg nok sige. Men har altid haft en evne til at finde de gode piger som som regl var noget ældre end mig selv, men det er så også blevet ødelagt af midsundelse så det har der også været for meget splid og had fra min partners kammerater så enten jeg eller hende har afbrud forholdet. Kunne squ blive ved.. Men synes jeg har kæmpet og opnået alle mine mål faktisk men midstet det igen pga. folk heller vil ødelægge andres liv end få et selv!! Så selv skyldig synes jeg nu ikke helt jeg er :o

Tak for dít super svar ved det enlig godt. Men trænger squ lige til at få genopfrisket :o

Tak for dit svar:) Der er bestilt tid for anden gang så må vi jo bare håbe der er noget hjælp at hente denne gang..

Tak for dit svar. Lyder godt du har fået styr på livet. Din tideligere situation kan jeg godt perspektivere en del til. der er aftalt ny tid for anden gang Psykiater ;)

Tak for dit svar:) er et aktiveringssted hvor vi snakker om de forskellige oplevelser og indfalsvinkler osv. har lige fået en henvisning til en psykiater for anden gang. Håber er er hjælp at hente denne gang så :)

Okay det er da måske en mulighed lidt længere fremme i fremtiden :)

Jeg forstår du har det skidt! Men jeg vil fortælle dig noget. Mange mennesker oplever grusomme ting, og kommer videre!! Det undskylder ikke for hvordan du har det, jeg fortæller dig bare at du ikke er ene om ekstreme grimme oplevelser her i livet. Jeg selv har været så meget igennem, så du ville korse dig hvis jeg fortalte dig det. Men jeg sagde til mig selv, at jeg ikke ville dø - jeg ville leve. At dø var for mig, det liv jeg havde, for det var IKKE et liv! Jeg var klar over det ville trække tænder ud. Og det tog så også godt 10 år for mig at nå dertil hvor jeg er i dag. Jeg har ikke fortrudt min lange seje kamp!! Jeg har også fået afvide at jeg intet duede til i rigtig mange år. Men jeg vidste at de tog fejl.. Og det gjorde de!! Det er kun op til èn selv at få vendt bøtten. Så vil du også opdage at folk pludselig respekterer dig - præcis den dag du respekterer dig selv og tager ansvar for dig selv og dit liv.
Pøj pøj, op på hesten du!!

Det er vigtigt at du kommer igang og ud. Uanset hvor uoverskueligt det er.
Og det er vigtigt at du gør det i dit tempo og IKKE punker dig selv for hvad du KUNNE/BURDE have gjort. Du skal vende den om og være glad for de ting som du fik gjort, for det er et fremskridt. Og selvom det er et lille fremskridt, så er det bedre end slet ikke noget skridt.
Når du så får mere overskud (for det gør du), så kan du tage nogle lidt større skridt
Og lad være med at bebrejde dig selv for, at du står i den situation du gør nu (hvis du altså gør det). Det var jo aldrig din mening at ende der, det var jo ikke noget du valgte med vilje. Men heldigvis kan du med din vilje komme ud af det igen.

Og der er som regel altid folk der vil hjælpe dig. Nogen gange der hvor du mindst venter det, så vær ikke bange for at række hånden ud.
Jeg håber virkelig det hele flasker sig for det. Men det kommer det til, hvis du bare begynder at tage små skridt af gangen. Tro mig. Jeg har været der.🙂

jeg har heller aldrig haft den store kærlighed i livet og savner da også altid en mere. Jeg er ikke god med piger, men prøver da at blive bedre.
Jeg klarer mig dog, hobbyer er den bedste ven. Det er SVÆRT at komme igang med, men de er gode at have!
Jeg syntes eventuelt du skulle se dig efter en hobby som går ud af husets vægge og gerne kræver en del af dig. Motorcykel eller boksning
Held og lykke

Hvis ikke du bliver udstødt/utilpas i samlingssteder for socialt samvær, kan du måske starte på at besøge motionscenter❓hold og klubsport❓aftenskole ?

at selvmord KAN være den rette løsning, er man ikke elsket hvad fanden skal man så leve for?? Jeg har prøvet ALT og er kun blevet svinet til.. og svigtet. Jeg gider ikke mere.
Jeg planlægger p.t. at finde nogle piller, så jeg kan dø smertefrit. Og jeg er seriøs.

Jeg har posttraumatisk stress, har haft det i mange år med depressioner, angst osv. I som har det af helvede til, kæmp kæmp og kæmp, hold jer fra mennesker uden empati, og forståelse, søg de ting der gør jer glade, er i vrede og har lyst til at slå nogen ned, eller hævne jer på nogen, så boks løs på en boksesæk, træn og hold jer i gang. Jeg har kæmpet med liver siden 1990, og har tit tænkt på at tage strikket, men har et godt liv, dyrker mine hobbyer, og holder mig i gang,jeg laver de ting der gør mig glad, er sammen med de mennesker der gør mig glad.
Ingen af jer skal prøve på at skade jer selv, så må i sku smide en email adresse her, så andre kan skrive til jer, og give jer lidt pep-talk

Hvis man giver sin email fører det typisk til liderlige mænd der tror man er nem. Det er ikke på nettet man skal finde folk der vil en. Jeg blev fyret, fandt et nyt job, kæresten hang sig selv, bliver mobbet i mit nye job (søger nyt) og er blevet kaldt de grimmeste ting pga. mit knap så heldige og ufeminine udseende. Mit liv er en fucking parodi, og hvis det ikke var fordi at netop eksen tog sit eget liv, så havde jeg gjort det samme.
Hvad jeg egentligt ville sige var...tro aldrig du kan dele dit inderste med nogen fra nettet, lad være med at være så naiv som jeg har været.
Man kan ikke stole på nogen.