Intet menneskeligt er mig fremmed - og så dog

Scenarie:
År 2000: skal flytte sammen med min kæreste. Grundet hans adfærd får jeg store tvivl - bakker ud. Følte mig ikke elsket. Kort tid efter møder han en anden - enlig mor til 2 - og der går ikke mange måneder, før de køber hus sammen. I mellemtiden og næsten i 1 år inde i deres forhold har vi daglig mailkontakt - og det ender også med, at vi ses nogle gange. Jeg har på det tidspunkt for længst fortrudt og har bedt om en chance til, hvilket han (grædende) afslog. Endvidere havde jeg ved bruddet en depression og så ikke klart - det prægede hele mit livssyn.
I vrede over, at han stadig ikke vil forlade hende, "sladrer" jeg til hende. Hun får sågar skriftligt vidnesbyrd om hans utroskab, for jeg forwarder faktisk en del af hans overvejende drivende lidenskabelige emails til hende.
Klip frem til foråret 2006: for et par mdr. siden kontaktede han mig igen. Nu har han en datter på knapt 4 år. De har giftet sig. Vi havde en god udveksling om dette og hint over mails - og jeg holdt stand i ca. halvanden måned - men i sidste uge sås vi.
Det var fantastisk - vi talte meget ligefremt om alt. Han startede med at fremlægge sine argumenter for, at han ikke kan forlade sin kone og de består primært i deres fællesbarn.
Men han strålede mod mig - udover snakken kastede vi os over hinanden, den gamle kemi var der med fornyet kraft. Jeg er ikke naiv - hvis han ville have sex, kunne han vælge et nemmere alternativ end netop mig, der sidste gang sladrede.
Nuvel, jeg havde heller ikke lige visualiseret, at han skulle forlade det hele - jeg står over for en flytning langt fra denne by, mit fokus er der og derudover er jeg meget lidt begejstret for, at han har et barn.
Han har rent ud sagt aldrig været hedt forelsket i sin kone eller voldsomt tiltrukket - fra starten fortalte han, at de var gode til at hygge sig sammen, men på min forespørgsel om passionen i forholdet mumlede han, at der vist ikke var så meget af det....
Min plan med ham var en hed affære inden flytning (der ligger halvanden måned ud i fremtiden)
Efterfølgende har han været meget brødebetynget, antallet af mails faldt drastisk....jeg konfronterede ham med det og skrev, at han er et lærebogseksempel på den utro ægtemand. At hans dårlige samvittighed er totalt usexet og at jeg ikke kan bruge det til noget som helst.
Mit spørgsmål ud i dette forum er blot: Er mænd virkelig så bange for at blive ensomme, at de vil nøjes?????? Er det så frygteligt at være alene???
Da han lærte hende at kende, var jeg udmærket klar over de mekanismer, der var på spil - og forsøgte at tale ham fra det. Men han var uden for pædagogisk rækkevde.
Min egen indstilling til livet er, at livet kan blive ubærligt, hvis man ikke har sin elskede ved sin side, men det bliver da ulideligt, hvis den forkerte vandrer ved ens side....gør det ikke???

Der ville ikke være noget nyt i at det faktisk IKKE PASSEDE at han har det så skidt med konen...men bare gerne vil have i pose og i sæk....Har du tænkt på det?

grund et ubehageligt menneske... selvisk og ude af stand til at glæde dig på andres vejene.
Grunden til de hårde ord er at du sladrede. Og tilmed fortsætter du i samme stil!
Det bedste du kan gøre for ham, er at bryde kontakten, for du vil ødelægge deres forhold, som vil gå ud over konen og deres børn. Prøv at sætte dig i deres sted!

Jeg tænkte tilsvarende, da jeg læste indlægget. For mig at se lader han sig ikke "nøje" med konen, men derimod får han det hele.
Er det muligt at han stadig elsker konen, men ønsker lidt ekstra spænding i tilværelse, som fås ved elskerinden?
Ærlig talt virker det for mig lidt kliche-agtigt, at han fortæller dig, at han aldrig har været tiltrukket af sin kone. Han kunne lige så godt have brugt "min konen forstår mig ikke"-klichen.
Sandynligvis elsker han sin konen, idet han ellers ville have valgt dig første gang, han var sin konen utro. Såvidt jeg kan læse ud af dit indlæg, var han da ikke bundet af børn. Imellem tiden har han imidlertid fået et barn, og kan nu gemme sig bag dette "skjold".
Slutteligt føler jeg med den stakkels kone, der igen bliver bedraget af sin mand. Ved ikke hvordan han fik hende overtalt til at blive sidste gang han var utro, men det var nok næppe med ordene "Jeg har egentlig aldrig følt mig tiltrukket af dig". Tvært imod har han sandsynligvis brugt tilsvarende vendinger, som han bruger til dig. Håber blot den stakkels pige finder ud af hvordan han opfører sig, og smutter fra ham så hurtigt som muligt.
Men som svar på dit spørgsmål til slut i indlægget, så mener jeg også livet ville være ubærligt, hvis man ikke havde sin elskede ved sin side. Spørgsmålet er blot om han elsker nogen af jer tilstrækkeligt, for så ville han vel ikke påføre jer så meget ondt...

Desværre er det ikke straf for den måde, som du har opført dig på. Du lyder til at være både dum, selvisk og ubegavet. Du vil simpelthen være centrum.

Til Majam (der ikke fordømte mig, tak for det!).
Jo - det har jeg også tænkt på. I første omgang var jeg meget afvisende over for ham og gav ham ikke megen credit hvad angår ædle motiver, tværtimod overvejede jeg, om han ikke blot manipulerede med mig.
Der lod jeg så tvivlen komme ham til gode.
Muligvis en fejl.
Da jeg så ham, "gnistrede" vi mod hinanden, men det var med megen ømhed og blødhed, det var ikke bare rå sex - først tog vi snak og da han lagde ud med at "tage sine forholdsregler" sank mit hjerte lidt.
Et sekund havde jeg lyst til at bede ham skride ad helvede til.
Jeg HAVDE afslået af se ham - sagde, at vi kunne have mailkontakt, men ikke andet - men jeg overvejede det ud fra den betragtning, at hvis han nu var på vej mod skilsmisse, ville jeg så selv overveje at give os en chance til?
Det kunne jeg ikke afvise - og så var jeg nødt til at se ham for lissom at få afmystificeret dette.
Mit første indlæg gav ikke dette indtryk - det ved jeg godt - det kræver lidt mod at erkende, at man er en idiot.
Jeg har grædt over ham og følt mig som en komplet idiot, men har så taget mig alvorligt sammen, fik som sagt afslået, at han kan besøge mig, når jeg flytter til den anden ende af landet.
Og det er jeg ganske stolt af. Jeg fik markeret en grænse.

nu kender jeg jo hverken dig eller ham, men udfra det du beskriver så kan jeg ikke lade være med at smile...
lidt spørgsmål først... tror du, når du spørger en ex-kæreste der gerne vil i seng med dig igen, at du kan få et ærligt svar på hvordan hans nye sexliv fungerer..? og hvis man een gang havde forsøgt noget med dig, og oplevet den reaktion du kom med, tror du så man nogensinde ville give dig negative svar eller kontante afvisninger bagefter..?
oplevelsen grænser til det psykotiske, og derfor kan han jo ikke andet end at efterlade dig med et billede af at han er fanget i et liv han ikke føler han kan forlade, men at du er det mest fantastiske menneske han nogensinde vil møde i hele sit liv... og så længe du tror på det, så kan han opleve den intense sex, som exkæreste-sex ofte er, dog uden at frygte at miste hvad han har...
men hva pokker... måske jeg tar fejl af ham... du er nok den han rigtig elsker... (smiler lidt igen)
god aften,
venligst e-h

"Min plan med ham var en hed affærde". Tjah, kynisk kan man vel sige - og iøvrigt slående hvor meget nag du stadig kan bære rundt på efter 6 år!
Jeg synes du skal droppe din hævntørst, se at komme dig over ham og tænke på DIT liv! Han er alligevel ikke dit liv værd, hvor ondt den bemærkning end kan gøre på dig...for det har jeg en stærk formodning om at den gør. Tænk dig om: du ved jo, at han er for dum og ustabil til et fast forhold - og det er vel det du vil i længden - therefore: get over with him!
Al held & Lykke med det! :-)

Han har ikke udnyttet hende, hun har jo haft ham med i sin "plan", som hun skriver. I det hele taget synes jeg det ofte er en ynkelig undskyldning, når en pige siger at en fyr har udnyttet hende til sex - somregel skal der jo 2 til en tango...pigen har jo altid valget at sige nej (med mindre vi taler om voldtægtsmænd).

At kalde det nag er lige lovligt hårdt, synes jeg. Vi er en del af hinandens historie - selvfølgelig husker jeg alt vedr. vores tid sammen. Særligt fordi det var i en periode over 4 år.

...som faktisk varmede!
Jeg vil meget gerne give mænd generelt og særligt ham mere credit end som så - men forstå mig ret, hvis man som "den anden kvinde" antager, at der er dybere følelser involveret, bliver man gerne slagtet verbalt. Særligt i et forum som dette. Man vil blive antaget for at være naiv....
Ergo har jeg prøvet at være realistisk - måske grænsende til det kyniske.
Som udgangspunkt vil jeg helst tro det bedste om andre mennesker.
At udtrykke følelser har mænd traditionelt svært ved - men jeg er også snart træt af den undskyldning. So what, at jeres opdragelse ikke involverer opfordring til at bryde ud i gråd og komme i kontakt med jeres følsomme side - på et tidspunkt er der en forældelsesfrist på de bebrejdelser, man kan tillægge sine forældre og så må man gå til terapeut, læse nogle selvhjælpsbøger, et eller andet!!! Kom ind i kampen!
Omkring at tænke med ...... kan jeg så tilføje, at jeg da selv, da jeg var yngre, tit og ofte kun ville have sex af de mænd, jeg traf. Jeg havde ingen lyst til at få en kæreste - og nød min ungdom, min frihed, flirten, dansen og spændingen med flere forskellige mænd.
Jeg er selv et menneske, der finder behag i livets lysere sider - har appetit på livet - og ja, jeg kunne også godt finde på at kontakte en ekskæreste udelukkende med henblik på sex - men selvfølgelig ikke, hvis vedkommende var mig inderligt ligegyldig. Og samtidigt ville jeg gøre præcist som han har gjort - netop fra starten at melde ud, at han ikke er på vej mod skilsmisse.
Afslutningvis kan jeg blot konkludere, at det er spændende at læse indlæg fra andre om et emne - jeg har også gode venner, som jeg har talt med - og vi kan gisne alt det, vi vil - hvad der foregår i hans hjerte og sind har han ikke åbnet op for i ord. Og det kommer heller ikke til at ske.

Tak for dit fine indlæg.
Tjah - der er vist mere gråzone her end s/h. Det er ikke et spørgsmål om elsker/elsker ikke. Et menneske kan rumme mere kærlighed til andre, end man umiddelbart forestiller sig.
Jeg er selv kommet frem til, at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad han føler eller ikke føler - hovedsagen er, at vi fik den højt besungne "closure" med hinanden, fik sat ord på de hændelser, der skilte os ad - og ja, ansvaret for det brud var overvejende mit. Det må jeg leve med.
Hvad der tæller er, at jeg fik styr på nogle yderst voldsomme frustrationer i forhold til ham -jeg har i årenes løb ikke kunnet omtale ham uden at føle en vis form for vrede - og forstod ikke hvorfor.
Kender svaret nu. Det er vrede over det store, urealiserede potentiale, der var og er mellem os.
Det er for sent nu - men det er dejligt at tænke på, at vores følelser for hinanden var valide. Så valide, at vi stadig kan falde i hinandens arme uden nogen form for akavethed.
Det er sådan mellem Mr. X og undertegnede, at vi er en "what could have been" - og jeg er glad for, at vi fik talt ud og elsket en sidste gang.
På en eller anden måde er jeg blevet meget afklaret. Ønsker kun det bedste for ham. Og det bedste for ham er, at vi ikke ses, at han søger at kultivere en form for lidenskab i hans nuværende forhold.
Og jeg skal videre i mit liv.