Intet tilbage

Ingen glæde
Ingen smil
kun tårer og triste tanker
alene tilbage
dybt ulykkelig
men intet kan man gøre
prøvede virkelig at kæmpe en lang og hård kamp
men intet hjalp
ingen gad mig
ingen havde tid til mig
jeg var bare luft
usynlig i alle de år
prøvede længe, men ingen lyttede
det hele gik galt
endte i et sort hul
ingen lys tilbage
Mørke er hvad jeg ser
av det gør ondt
men smerten er blevet en vane
så uden den føler jeg ikke at jeg lever
Det gør ondt at tænke på at det skulle ske
at det kan ske
at nogen bare bliver glemt
men sådan er virkeligheden
Ønsker bare ikke dette for selv min værste fjende!
Måske man vil kalde mig svag
men vidste du blot bare
hvad jeg har gået i gennem
ville selv du kalde mig stærk
og tænke det er utroligt jeg ikke gav op for længst
Men nu kan mit hjerte ikke klare mere
må stoppe smerten
Det der sårer mest
er tanken om at ikke engang
dem, der skulle forestille sig og have ønsket
mig til verden vil græde over mig!
Livet jeg ikke valgte.
Livet jeg prøvede at leve.
Livet jeg giver op!
Der er intet tilbage...

Nej, der er intet tilbage på sol debatten. Kun åndsvage digte, kontakt anoncer, reklamer mv.
Sol debatten oversvømmes af lige gyldigt bævl. Desværre er jeg nødt til at læse jeres lort da der ikke er nogle her der er istand til at lave en overskrift der kan beskrive indholdet.
Mvh Jacob-ham-selv

Undskyld jeg spørger: Hvorfor pokker læser du så lortet? Du bestemmer da selv hvad du vil læse. Dette indlæg "intet tilbage" - kan jo være fra en der har mistet. Hvis man lige har mistet en kær så har man sgi da lov til at ytre sig, du er jo ikke tvunget til at læse det - tænk over det

Jo, jeg er tvunget til at læse det, jeg kan ikke af overskriften se at det er et digt, eller en kontakt annonce. Sol er så vidt jeg ved et debat forum.
Mvh Jacob

Hi hi

du kunne have klikket dig væk så snart du så det var et digt, hvis ikke du gad læse det.
Det er sådan nogle som dig, der gør livet surt for os andre. Men i virkeligheden, så er det jo dig vi skal have ondt af.
Håber dog, at den der har skrevet digtet, finder en der vil holde om og trøste.
Og dig, Jakob, gå ud i sneen og køl af. Dit fjols!!!

Går så ud i livet.... tag en dyb indånding... Kig på verden..... og råb ud..... kom så verden vis mig hvad du har...... og du vil se , der er altid noget bagefter, uanset hvad der som er sket .....

Lyder sådan lidt Strunge-inspireret?

Hvem er det ????

Du må ikke give op
Alle er noget værd.
Husk at det snart er sommer!
Ønsker dig alt det bedste!
Lasse

En lille øvelse:
Tænd et lys
Sæt dig i skrædderstilling
Luk dine øjne
Tænk på lyset, rigtig længe på lyset, kilden til varme, kærlighed og glæde.
Tøm dine tanker for al den negative energi, der er ophobet over tid.
Ved at tænke på alle de positive oplevelser, du har haft i dit liv.
Smil og tænk på de dejlige øjeblikke i dit liv.
Tænk på alle de kærlige oplevelser du har haft.
Smil og vær glad
Åben dine øjne og smil til verden, og husk at hilse
på folk og dine naboer.
Prøv at gøre denne lille ting til et dagligt ritual i dit liv, så
skal du se en dag. Så kommer alt det du savner til dig, som
en gave sendt fra himlen.
Hvis du bliver ved med at fokusere på alle de negative ting, så
kommer du aldrig videre i dit liv.
Hvis det ikke hjælper, så skriv din email. Så vil jeg gerne hjælpe dig.
Knus B

Hej Bimmer.
Jeg vil gerne have din mail adr. for jeg kunne godt tænke mig at se om det hjælper...
Knus Klokkeblomst
amarti@ofir.dk

hilsen
som også nogen gange er lidt trist. Som aldrig kommer til en jobsamtale.
Tag det hele lidt nedefra og opefter.

Et digt skal nødvendigvis ikke rime.
At miste gør ondt, og for mig er den nemmeste måde at glemme på, ved at skrive.
Jeg holder meget at Strunge, men disse ord er mine egne!
At der så er en/nogen, der finder dette uinteressandt, er deres problem, det gør mig kun trist at man bliver sparket på mens man allerede ligger ned!
At rejse sig, se verden, og tag imod alt dens godhed, er ikke det nemmeste for mig, på trods af jeg har prøvet utallige gange!
I mit sind, sjæl, findes der så meget smerte, sorg, og tristhed efter alle disse år, hvor jeg bare var "glemt"! Dette er ikke nogen rar følelse!
Men det bliver bestemt ikke nemmere af, at en som hmm "Jakob", skriver det som han gør, men dét får mig til og tænke om det mon overhovedet er mig der sidder med det "største" problem at "os to" !!
Jeg leder stadig, og jeg ved, at jeg en dag vil finde en der vil holde om og bare være der, men det er en lang og hård kamp, som jeg tit mister lysten til og udføre! Men jeg prøver, og dét er ALT jeg kan gøre!!
error

Ja ind i mellem er det eneste man kan gøre er at sige """ jeg står lige her, kan ikke andet """
Men nu kommer solen snart og dermed lyset, så se frem og tænk på at du har det bedste tilgode...

Du gjorde mig glad, ved at du skrev igen. Først vil jeg sige, at jeg beundrer folk, der kan skrive og tilmed digte. Flot digtet!
Ja det er forskelligt, hvordan folk prøver at glemme. Jeg skal selv helst lidt hjemmefra og udenfor. Så får jeg andre indtryk. Og så sidder man ikke og er overladt til sig selv og sine tanker.
Er det dødsfald eller en kæreste du har mistet?
Du skriver at du efter alle disse år, hvor du bare var glemt?
Må jeg tillade mig at spørge dig om af hvem? Og hvorfor blev det sådan?
Hilsen
kvinde

det er dejligt vejr og jeg forventer ikke forklaring til mine spørgsmål, hvis du ikke har lyst.
Hilsen
kvinde, der også må prøve sig lidt frem.

af familien, vennerne, og andre der engang var tætte på mig. Det kan lyde barsk når jeg nu skriver af familien, men det er sandheden, forklaringen bag er lang, men kan kort skrive at jeg aldrig var god nok, hverken for mor, far, og ej heller for søskende.
Men dé kom, og stadig kommer først, jeg blev ikke det dé havde forventet, tværtimod, så nu sidder jeg fast, fast i et system der tror de hjælper på bedste måde, hvilket også er ok, men for mig ville den bedste hjælp være min mor der holdt om mig, og fortalte mig alt nok skal gå, men dét er ikke en ting der er mulig for mig, på trods af jeg utallige gange har fortalt og forklaret familien hvordan det hele hænger sammen, så er der stadig ingen der forstår!
Så nu, venter jeg med åbne arme på den ven jeg ved findes, der bare vil og kan sidde og lytte, holde om og bare lade mig græde når alt er i kaos!
Men desværre er det ikke nemt og "bare finde" en hvilken som helst, da jeg har svært ved og åbne mig, og egentlig bare være den jeg er, og ikke den jeg lader som om jeg er.
Inderst inde, er jeg bare en ud af mange, der har det svært, nok er min alder det den er, men stadig føler jeg mig tit som et lille barn, der har brug for sin mor og/eller far til og trøste når alt bliver bare lidt for meget!
error

er det lægen eller en psykolog der er bedst at henvende sig til.
I andre kan det være godt at tage på ferie.
Og så er det godt at have nogle fritidsinteresser.