Jantelov - må jeg gerne have ondt af mig selv?

Må jeg gerne? Jeg har ondt af mig selv, men det er nok fordi der ikke er andre til at have ondt af mig! Problemet ligger nok i at jeg stadig har ondt efter min mors død, men der alligevel gået 2 år. Mine venner har jo taget det fint og det bliver ikke rigtig nævnt længere, de nye mennesker jeg møder tør ikke snakke om det, fordi det er et følsomt emne, det er jo tidligt at miste sin mor, når man er 19 år.
Men jeg vil jo gerne snakke om det. Der er nok også flere ting i det, jeg har jo skulle være stærk for mine søskende, søster på 14 nu og bror på 8 år. Så jeg har nok ikke fået lov til at være i sorgen. Så er der også det faktum at min lillesøster prøvede at begå selvmord for et par mdr. siden, det fylder også meget i mit hoved. Hvornår får jeg lov til at have ondt af mig selv og må jeg gerne ynke?

have ondt af dig selv. Jeg havde samme rolle som du en gang, dog ikke med tab af familiemedlem, men med mange andre familiekonflikter. Jeg er den ældste af tre.
Men søg for, at få talt med nogen, det er så vigtigt for dig selv og din egenomsorg og udvikling.
Har du ikke fået tilbud fra din læge eller ligende om støttegrupper eller psykolohjælp?
En masse varme til dig.

Hvor har jeg ondt af dig, 2 år er jo ingen tid. Jeg mistede min mor for 22 år siden og jeg savner hende hverdag. Der er INGEN der kan erstatte ens mor, og du skal give dig selv lov til at være ked af det. Jeg synes du skulle prøve at finde en sorggruppe her på nettet, eller prøv at spørge din læge, han kender måske en adr. ellers prøv her på nettet, der er garanteret nogle, der kender een sådan gruppe. Grunden til at din lillesøster har forsøgt at tage sit liv, er nok, at hun heller ikke kan komme over sorgen, Kan I to snakke sammen om det og hvad med lillebror, han har det nok heller ikke for godt. Kan du tale med din far om din sorg. I al fald skal I alle have hjælp til at komme gennem sorgen. Du kan prøve at gå ind på www.mindet - der er mange, du kan skrive sammen med, som selv har mistet en kær person. Jeg brugte den for 5 år siden, da jeg mistede en meget kær nevø på 30 år.
Jeg håber så inderligt, du finder nogle, der er i samme situation. Og lad så være med at tro, der er noget galt med dig, det er trods alt kun 2 år siden, din kære mor døde. Gi dig selv lov til at græde, "tal med hende", det gør jeg da stadig med min mor!! skælder hende også ud, for jeg føler jeg stadig har brug for hende. 1000 kærlige tanker og kram til dig og din familie.

Ja, du må da bestemt gerne ynke. Det ER vældig vældig vældig hårdt, det du har været udsat for.
Derudover vil jeg understrege at det ikke er ualmindeligt at det stadig gør ondt to år efter din mors død. Jeg er selv så heldig at have begge forældre endnu, men kender andre der har mistet deres mor eller far i en ung alder. Det er jo dit ophav på godt og ondt, samt en person du kendte ud og ind. Sandsynligvis vil du i mange år fremover opleve stunder, hvor du stadig sørger over hendes død. Giv dig selv lov til det.
Som du selv nævner er der jo også ting i dit liv som nok har gjort at du har måttet udskyde din egen følelsesmæssige reaktion til fordel for dine søskendes, mv. Det er klart at den slags ikke gør det nemmere.
Det, du oplever med at vennekredsen opfatter "emnet" som uddebateret/forældet og at nye mennesker er bange for at snakke om det, tror jeg er et meget generelt problem. Dine venner kan sikkert ikke sætte sig ind i, hvordan det er at miste sin forælder og der er enormt mange mennesker i vores samfund, som hellere fortier end risikerer at jokke i spinaten. Desværre. For som der engang var en der udtrykte det i en kronik om samme emne så: "er det sikkert at vist at man ved at tale om emnet kan risikere at rode op i noget personligt på et dårligt tidspunkt. Men man ved det aldrig og det bedste man kan gøre er faktisk at vise/sige at man synes det er i orden at tale om det når og hvis personen selv har brug for det. Så lader man i hvert fald en dør stå åben."
Det hjælper selvfølgelig ikke dig lige nu og jeg kender ikke din situation nærmere, men umiddelbart lyder det som om du kunne have gavn af at deltage i en sorggruppe eller lignende. Måske dine venner og bekendte kunne vokse med opgaven, hvis du fortæller dem hvordan det er for dig? (Men kun hvis du føler lyst til det) De opnår nok ikke en forståelse for det uden du gør det klart for dem. (Men det har du måske gjort).
Det var alt for nu.
Venligst Dunja

Ring til kommunen og få nummeret til en sorggruppe i kommunen eller nærliggende. Det er hårdt , at miste sin mor. Jeg mistede min , da jeg var 20 år,og tænker stadig på hende. At være stærk for dine søskende er flot, men du skal også selv sørge , med alle de følelser, der er involveret. Du kan i en sorggruppe langsom åbne op for din sorg og få det hele snakket igennem.

Og det var måske også en god ide for din søster.
Det lyder også som om at hun kunne trænge til at snakke med nogen.
Min niece mistede sin mor som barn. Hun startede i en sorggruppe flere år efter, fordi hun stadig havde det svært med det.
Hun har været meget, meget glad for det.
Stort kram til dig!

Hvor er det skønt at få så meget respons på sine tanker og det har været søde ord det hele. Jeg har gået til psykolog i næsten et år og det er heller ikke noget som trykker så meget i hverdagen, men det kommer til mig indimellem. Jeg tror også det er en god ide at gøre sine venner opmærksomme på at det er noget som jeg gerne vil snakke om, det havde jeg ikke lige tænkt på.
Det kunne også være en god ide at "snakke" med min mor, hun døde nemlig pludseligt ogg jeg fik ikke sagt farvel. Så der er mange ting som jeg nok bebrejder hende for.
Tak for alle de gode indslag!
Katrine