Jaworow
Jaworow!
Meinem Lieblingsdichter.
Bewegt stand ich in Deines Hauses Mauern
vor jenem Bild, das Dich zeigt arm und blind,
und glaubt im Ernst, Du seiest zu bedauern,
in Wahrheit selber für die Wahrheit blind!
Doch plötzlich sah ich es um Deine Stirne grünen,
den Kranz, der die Unsterblichkeit anzeigt,
sah Dich als Freiheitskämpfer, jener Grossen,
den Allergrösste zählen stolz zu sich!
Und Du und blind, der tiefer hat gesehen,
als je ein Mensch in diese, böse Welt,
voll Mitgefühl und wissendem Verstehen,
den Tod umarmend, tapfer wie ein Held?
Wenn Jemand wirklich hier ist zu beklagen,
so Deine Zeit, der falschen Freunde Kreis,
denn ihre Feigheit, jämmerlich Versagen,
betrog sie um das immergrüne Reis!
Von ihnen ist nur noch ihr Staub verblieben
und ihre Namen deckt Vergessenheit,
Dich aber wird einst eine Menschheit lieben,
Du grosser Sohn, schon heut’, der Ewigkeit!
Jaworow!
Min yndlingsdigter.
Bevæget stod jeg inden for murene i dit hus
foran dette billede, der viser dig fattig og blind,
der i ramme alvor tror, at du skal ynkes,
i virkeligheden er det selv blindt for sandheden !
Men pludselig så jeg den grønnes om din pande,
den krans, der betyder udødeligheden
jeg så dig som frihedskæmper, som den store,
som de allerstørste stolt tæller imellem sig !
Og du den blinde, der har set dybere,
end nogensinde et menneske i denne onde verden,
fuld af medfølelse og vidende forståelse,
omfavner døden, tapper som en helt ?
Hvis der virkelig er nogen her, der skal beklages,
er det din tid, kredsen af falske venner,
for deres fejhed, deres ynkelige fiasko,
snød dem for den eviggrønne spire !
Af dem er kun deres støv tilbage,
og deres navne er skjult i glemselen
men du vil en gang blive elsket af en hel menneskehed,
allerede i dag er du en stor søn af evigheden !
En hyldest til den bulgarske digter Pejo Jaworow (1878 – 1914)
En for mig helt ukendt bulgarsk digter og frihedskæmper i Balkan-krigen 1912 - 1913. Hans tidlige digte er socialkritiske. Hans verdensbillede meget præget af Bulgariens famlende forsøg på at finde fodfæste i Europa efter 500 års tyrkisk herredømme.
Et svært digt for mig at få styr på - på flere måder: sproget er poetisk og svært, hovedpersonen var helt ukendt for mig, han var frihedskæmper (jeg er i alt væsentligt pacifist).
Men med et par dages "smagen" på digtet ændrer det lige så stille væsen over til en beskrivelse af et stort menneske med sine meningers mod og med medfølelse og forståelse for mennesker.
Så nu synes jeg lige så godt, det kunne have været en hyldest til digteren Frederik Göbelsmann alias Frederik Rosenkrantz Segelke :-)
Meinem Lieblingsdichter.
Bewegt stand ich in Deines Hauses Mauern
vor jenem Bild, das Dich zeigt arm und blind,
und glaubt im Ernst, Du seiest zu bedauern,
in Wahrheit selber für die Wahrheit blind!
Doch plötzlich sah ich es um Deine Stirne grünen,
den Kranz, der die Unsterblichkeit anzeigt,
sah Dich als Freiheitskämpfer, jener Grossen,
den Allergrösste zählen stolz zu sich!
Und Du und blind, der tiefer hat gesehen,
als je ein Mensch in diese, böse Welt,
voll Mitgefühl und wissendem Verstehen,
den Tod umarmend, tapfer wie ein Held?
Wenn Jemand wirklich hier ist zu beklagen,
so Deine Zeit, der falschen Freunde Kreis,
denn ihre Feigheit, jämmerlich Versagen,
betrog sie um das immergrüne Reis!
Von ihnen ist nur noch ihr Staub verblieben
und ihre Namen deckt Vergessenheit,
Dich aber wird einst eine Menschheit lieben,
Du grosser Sohn, schon heut’, der Ewigkeit!
Jaworow!
Min yndlingsdigter.
Bevæget stod jeg inden for murene i dit hus
foran dette billede, der viser dig fattig og blind,
der i ramme alvor tror, at du skal ynkes,
i virkeligheden er det selv blindt for sandheden !
Men pludselig så jeg den grønnes om din pande,
den krans, der betyder udødeligheden
jeg så dig som frihedskæmper, som den store,
som de allerstørste stolt tæller imellem sig !
Og du den blinde, der har set dybere,
end nogensinde et menneske i denne onde verden,
fuld af medfølelse og vidende forståelse,
omfavner døden, tapper som en helt ?
Hvis der virkelig er nogen her, der skal beklages,
er det din tid, kredsen af falske venner,
for deres fejhed, deres ynkelige fiasko,
snød dem for den eviggrønne spire !
Af dem er kun deres støv tilbage,
og deres navne er skjult i glemselen
men du vil en gang blive elsket af en hel menneskehed,
allerede i dag er du en stor søn af evigheden !
En hyldest til den bulgarske digter Pejo Jaworow (1878 – 1914)
En for mig helt ukendt bulgarsk digter og frihedskæmper i Balkan-krigen 1912 - 1913. Hans tidlige digte er socialkritiske. Hans verdensbillede meget præget af Bulgariens famlende forsøg på at finde fodfæste i Europa efter 500 års tyrkisk herredømme.
Et svært digt for mig at få styr på - på flere måder: sproget er poetisk og svært, hovedpersonen var helt ukendt for mig, han var frihedskæmper (jeg er i alt væsentligt pacifist).
Men med et par dages "smagen" på digtet ændrer det lige så stille væsen over til en beskrivelse af et stort menneske med sine meningers mod og med medfølelse og forståelse for mennesker.
Så nu synes jeg lige så godt, det kunne have været en hyldest til digteren Frederik Göbelsmann alias Frederik Rosenkrantz Segelke :-)