Klokken 12 i morgen bliver der stille i Danmark

Tidligere i dag meddelte den norske statsminister Jens Stoltenberg, ifølge Dagbladet.no, at der bliver holdt et minuts stilhed i morgen klokken 12.00 i både Norge og Sverige.
Men bt.dk erfarer nu, at det officielle Danmark også vil holde et minuts stilhed i morgen klokken 12.00.

Og holder et minuts stilhed for ofrene for højrerabiat DF racisme.
Gid DF aldrig mere får magt.

men kun fjeldaber.

Lad os også mindes alle de ugerninger som DF's meningfælder har stået for gennem historien.
Fx. denne:
Auschwitz var den største af nazisterne lejre. I alt døde der 1,1 millioner mennesker mellem 1940 og 1945. Heraf anslås det, at ca. 200.000 døde af sult, sygdom eller overanstrengelse, mens ca. 900.000 blev henrettet. De fleste ved gasning.
Hovedformålet med Auschwitz var at slå folk ihjel. De fanger, som ikke blev dræbt straks ved ankomsten, blev indsat i den del af Auschwitz, som var koncentrationslejr. Her var fangerne dårligt klædt på, de var underernærede og levede under dårlige hygiejniske forhold. De fleste kunne ikke holde til det hårde fysiske arbejde eller blev syge og døde. Gennemsnitslevetiden var ca. 3 måneder.
Auschwitz bestod af mange lejre. Auschwitz-komplekset bestod af et stort net af lejre og kom efterhånden til at omfatte ca. 40 km2 og mere end 30 lejre af forskellig størrelse. De største var Auschwitz I (også kaldet Stammlager), Birkenau (også kaldet Auschwitz II) og Monowitz (også kaldet Auschwitz III).
Etableringen af Auschwitz I blev påbegyndt i april 1940. Lejren blev anlagt i en tidligere polsk kaserne, der blev udbygget og omkranset af pigtrådshegn. Birkenau-delen blev påbegyndt i efteråret 1941, samtidig med at de første forsøgsgasninger blev gennemført i Auschwitz I.
Fangerne i Auschwitz-komplekset boede i træ- eller murstensbarakker, der var indrettet med treetagers køjesenge. I gennemsnit måtte otte fanger deles om én køje på ca. 4m2. Underlaget bestod af halmmadrasser eller et lag af løs halm, og derudover var der tæpper, som de dog som regel måtte deles flere om.
I Birkenau boede en stor del af fangerne i træbarakker, der egentlig var præfabrikerede hestestalde. Disse barakker var ca. 40x10 m, og der boede i gennemsnit 800-1000 fanger. Der var opstillet ovne til opvarmning i hver barak, men der blev ikke uddelt nogen form for brændsel, og det var svært for fangerne selv at skaffe brænde. Træbarakkerne i Birkenau havde ikke noget toilet. I stedet var der indrettet såkaldte latrinbarakker, som fangerne havde mulighed for at benytte to gange om dagen i ganske få minutter.
Hver morgen fik fangerne ½ liter ”kaffe” eller ”te”, der ofte bestod af tørrede blade eller tørret bark i varmt vand. Til frokost fik de ca. ¾ liter roe- eller kartoffelsuppe, og ifølge bestemmelserne skulle der fire gange ugentligt være 20 gram kød i frokostsuppen, men denne regel blev sjældent overholdt. Til aftensmad fik fangerne 300 gram brød, 25 gram margarine og 25 gram pølse, ost eller marmelade. Ofte fik fangerne dog endnu mindre, og maden var jævnligt fordærvet.
Når fangerne ankom til lejren fik de frataget deres eget tøj. I stedet fik de tildelt en stribet fangedragt af et tyndt materiale og et par træsko. Alt efter forholdene fik fangerne også udleveret et sæt undertøj og om vinteren også en frakke, som var lavet at noget lidt tykkere materiale end fangedragterne.
Fangernes dagligdag foregik efter en fast rutine. Efter at være blevet vækket skulle de vaske sig, nå på toilet, rede deres seng og spise morgenmad. Alt sammen inden de såkaldte appeller. Appellernes formål var at holde styr på antallet af fanger, så SS-personalet vidste, hvor mange indsatte, syge og døde, der var. Fangerne stillede sig op på rækker hver morgen og aften, hvorefter de blev talt. Appellerne blev ved, indtil antallet af fanger stemte og kunne godt vare flere timer. Efter morgenappellen marcherede fangerne af sted til arbejdet og efter 11 timers arbejde, kun afbrudt af ½-1 times middagspause, vendte de tilbage til aftenappel, hvor de fanger, som havde forbrudt sig mod reglerne, blev afstraffet til skræk og advarsel for resten af de indsatte. Herefter fik fangerne udleveret aftensmadsrationen, og kl. 21 skulle de alle være i deres køjer.
Af de ca. 1,3 millioner mennesker., som blev deporteret til Auschwitz, blev kun 400.000 registreret i lejren. Resten – ca. 900.000 – blev henrettet med det samme. Når en transport ankom til lejren, foretog SS-personalet de såkaldte selektioner. Efter at have afleveret deres ejendele blev de arbejdsduelige sorteret fra og registreret i lejren, mens resten blev sendt direkte til gaskamrene. Udvælgelsen skete på baggrund af de ankomnes alder, udseende eller erhverv, men også behovet for arbejdskraft i lejren var afgørende. Hvis der ikke var behov for flere hænder, kunne hele transporter således blive sendt direkte i gaskamrene. For at lette selektionerne byggede nazisterne i 1944 et jernbanespor, som gik direkte ind i Birkenau. På den måde kunne man nu køre fangerne helt ind i lejren og endnu tættere på gaskamrene. Indtil da var selektionerne foregået på den såkaldte Judenrampe udenfor lejren, hvorefter fangerne selv skulle gå det sidste stykke.
De, der blev udvalgt til optagelse i lejren, blev afklædt og frataget deres ejendele. Herefter blev de vasket, afluset og klippet. De fik udleveret et sæt fangetøj, blev tatoveret med nummer og registreret i lejren. Når folk var afklædte, var det desuden nemmere at se, om de var arbejdsdygtige. Så SS-personalet foretog yderligere selektioner og sorterede de mennesker fra, som alligevel ikke så ud som om, de kunne være til nogen nytte. Fangerne skulle bære et mærke på deres fangedragt, som angav hvilken fangekategori, de tilhørte. Jøderne skulle f.eks. bære en gul trekant, mens politiske fanger fik en rød trekant. En fange kunne godt tilhøre flere kategorier og skulle i så fald bære en kombination af de forskellige farvede trekanter. En jøde, der også var politisk fange, skulle f.eks. bære en rød trekant over den gule.
Som udgangspunkt var nazisternes koncentrationslejre ikke bygget for at slå mennesker ihjel. Som navnet antyder, var formålet først og fremmest at koncentrere eller internere visse personer eller befolkningsgrupper, der ansås som en trussel for regimet, for på den måde at få kontrol med dem. At fangerne døde i hobetal af sygdomme, overanstrengelse og underernæring var dog ikke noget, man i særlig grad forsøgte forhindre, ligesom fangernes hverdag var præget af vilkårlig vold og drab.
Udryddelseslejrene havde alene til formål at dræbe hele befolkningsgrupper. Der blev oprettet seks udryddelseslejre – alle i Polen. Heraf var fire udelukkende udryddelseslejre (Chelmno, Belzec, Sobibor og Treblinka), mens to (Majdanek og Auschwitz-Birkenau) både var koncentrations- og udryddelseslejre.
Det var en del af SS-personalets strategi at nedbryde fangerne psykisk. Ved at fratage dem deres værdighed og knække dem menneskeligt blev de nemmere at styre, og de gjorde ikke så meget modstand. Selve optagelsesproceduren kan ses som det første led i umyndiggørelsen og umenneskeliggørelsen af fangerne. Derefter reducerede arbejdet dem til slaver, men også en streng disciplin og hyppige afstraffelser var et led i nedbrydningen af dem.

Den tidligere indsatte i Auschwitz Primo Levi fortæller om fangenskabet: ”Hvis lejren havde bestået noget længere, ville et nyt og mere barskt sprog være opstået. For kun et sådant sprog ville kunne udtrykke, hvad det vil sige at slide og slæbe dagen lang i bidende vind og med en temperatur under frysepunktet, kun iført bomuldstrøje, underbukser, lærredsjakke og bukser, og inde i kroppen ikke andet end svaghed, sult og visheden om at afslutningen er nær.”
Auschwitz var ikke oprindeligt tænkt som en udryddelseslejr, blot som fangelejr. De første forsøgsgasninger blev gennemført i efteråret 1941, og i løbet af det første halve år af 1943 stod fire krematorier i Birkenau klar til brug. De systematiske henrettelser gennem gasning blev påbegyndt i 1942 og sluttede i november 1944. De mennesker, der skulle gasses, blev bedt om at tage deres tøj af, hvorefter de skulle gå ind i gaskammeret. Når gaskammeret var fyldt, blev døren lukket, og gassen blev smidt ned gennem sprækker i loftet. Efter ca. ½ time blev dørene igen åbnet og arbejdet med at rydde gaskammeret og brænde ligene blev påbegyndt. Inden ligene blev brændt, blev de tjekket for guldtænder, og kvinderne blev klippet. Nazisterne ønskede at udnytte alt. Det afklippede håret blev f.eks. brugt til at væve stof af.
I 1944 blev det efterhånden tydeligt for nazisterne, hvor det bar hen ad med krigen, og der blev givet ordre til at indstille gasningerne i Auschwitz. I november og december 1944 begyndte de at afmontere henrettelsesanlæggene, og de fleste fanger blev sendt til andre lejre længere mod vest. Den 17. januar begyndte evakueringen af de resterende fanger. De blev fragtet i godsvogne eller sendt af sted til fods på de såkaldte dødsmarcher. De kaldes sådan, fordi en stor del af fangerne var så afkræftede og svage, at de ikke kunne klare turen og døde under vejs. Det lykkedes ikke at evakuere alle de resterende fanger i det samlede lejrekompleks inden den 23. januar, hvor evakueringerne blev indstillet.
I Auschwitz forsøgte man at slette alle beviser for ugerningerne: Papirer blev brændt, depoterne med tøj og andre ejendele fra de henrettede fanger blev sat i brand, og krematorierne blev sprængt i luften. Krematorium V, der havde været i funktion indtil da, blev sprunget i luften som det sidste natten til den 27. januar 1945. Herefter forlod de sidste SS-folk lejren, der næste morgen blev befriet af de sovjetiske tropper. På det tidspunkt var der stadig ca. 7.600 fanger i lejren, og det var som bekendt ikke lykkedes nazisterne at slette alle deres spor.