Jeg foragter min søster, hvordan stopper jeg ?

Vi er tre søstre. Jeg er 35 år og mellemste søster.
Den ældste er 4 år ældre end jeg og min lillesøster er lige knap 1 1/2 år yngre end mig.
Det er hende jeg helt ude på et overdrev ren sagt foragter.
Hun er en ganske normal person. Ikke en som nasser på mig. Eller på anden måde har bevidst gjort noget for at gøre mig sur eller såre mig.
Men alligevel ser jeg rødt ved den mindste anledning. Jeg går ud fra det er jalouxi på afveje. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Det er blevet bedre med tiden. Men stadig grelt.
Jeg kender ikke andre hvor den ene søskende opføre sig sådan over for den anden.
Vi bor ikke i samme by. Men ses ret ofte. Hun ved jeg kan blive sur på hende. Hun tager ting jeg siger meget nær og er hurtig sur og forsvare sig.
Hun har helt ret og jeg forstår hendes reaktion.
Bare det vi sidder ved siden af hinanden. Kan jeg ikke tage at vi røre ved hinanden, deler det samme armlæn eksempelvis... Jeg synes hun er ulidelig. Bare det at hun skal småsnakke hele tiden. Når hun kigger forbi eller vi skal noget sammen. Hun snakker altid eller laver lyde. Sukker, giver sig el ligende. Når hun nyser så er det fuldstændigt uhæmmet spruter til alle sider. Hun kan ikke gøre noget uden at det genere mig. Men jeg afholder mig fra at rette på hende. Det har jeg lært.
Da jeg startede på sommeraktiviteter, det med skolen lavede noget i sommerferien. Der måtte jeg tage vare på mig selv. men da hun kom til skulle jeg passe på hende. Der var ingen der passede mig. Så skulle jeg slæbe hende rundt.
Hun fik nyt tøj jeg fik hvad storesøster efterlod. Op til en hvis alder så stoppede det.
Vi havde ikke mange penge. Men gik dog ikke for lud og koldt vand.
Men jeg kan ikke forstå hvad det er der får mig til at opføre mig som jeg gør helt op i denne alder.
Kort sagt bare det vi er i rum sammen, så går det bare helt galt...
Vi har som sagt lige knap 1 1/2 år mellemrum

godaften , jeg tror at dit problem med din søster stammer fra den tid hvor i boede sammen , du kan start med at bearbejde jeres fælles fortid så i kan får et normalt forhold igen , for de eneste der hjælper er at snak om det og få alt ud af dit hjerte :)

bm.

fundet på og skrevet det indlæg

Det gælder om at i får snakket sammen.
Dine søstre ser temmelig sikkert det, fra en anden vinkel og så er du mellem barnet ( det er jeg osse ), du har sikkert følt dig svigtet, overset og hele tiden skulle spille op for at få opmærksomhed.
Det bunder bare i søskende jalouxi.......BARE
MEN man skal nødvendigvis ikke elske sin familie bare fordi man er født i den, man vælger selv sin venner ikke sin familie.
Men man kan få det til at lykkedes at være sammen. Ellers fortryder man det en dag.

...er tit det du hader ved dig selv. Har du tænkt over det?
Ellers tænker jeg lidt, at du må komme ud over dit barnlige misundelsesforhold til din søster. Hun har jo ikke valgt, hvordan jeres forældre skulle behandle jer. Og selvom hun havde, så nytter det jo ikke noget at straffe hende for noget hun gjorde for 25 år siden.
Synes ikek at du skal tænke mere over det - det er vist på tide med noget handling. Du kan jo starte med at give hende en undskyldning for din opførsel:-) ...mee

BM. står for "bogmærke"
Jeg vil nemlig gerne følge med i tråden - men havde ikke tid til at skrive min mening på daværende tidspunkt.
Med et BM. er det lidt nemmere at finde hvis man glemmer at kigge på hvad rubrik det er lagt ind under.
Men hvorfor blander du dig i mit indlæg❓Det kan da vel for pokker ikke provokere dig mocafe ?
Enya-

Så når du beslutter du for at stoppe, ja så stopper du - din påførsel er barnlig.
Din søster har jo ikke haft nogen ndflydelse på hvordan dine forældrer har behandlet jer.
Jeg synes i skal få snakket ud - du må fortælle hende hvordan du har følt og oplevet jeres barndom - hun har sikkert en anden oplevelse, og har garnteret også været jalux på dig.
Glæd dig over du har din søster, i kunne være så tætte på hinanden :)
Prøv engang at forstille dig der skete hende noget - hun kørte galt, blev syg og du mistede hende!
Vi ved aldrig hvor lang tid vi har sammen med vores kære, så vi skal huske at behandle hinanden kærligt mens vi er her og har hinanden.
Så få i to snakket ud - og vær ærlig!
Går det helt galt kan du aflevere hende her hos mig i Randers, jeg har ALTIID ønsket mig en søster, jeg skal nok passe godt på hende :)
God dag :)
Enya-

Min egen storesøster har været sådan overfor mig altid. Hun er også den mellemste storesøster.
Det endte så galt, efter jeg blev mor, at jeg har valgt ikke at have kontakt med hende mere. Hendes modbydelige opførsel overfor mig, er mit liv sgu for kort til. Pas på din egen lillesøster ikke selv kommer til den konsklusion en skønne dag. Jeg savner hende ikke i mit liv. Blod er ikke tykkere end vand her!
Men vores historie er så også overdrevent langt ude. Hun var blandt andet sammen emd en af mine kærester lige for øjnene af mig. Og var i det hele taget meget hadsk overfor mig. Hvorfor ved jeg ikke. Selv ikke den dag i dag. Jeg siger ikke at jeg altid har været nogen bly viol....men det er sgu tæt på! Jeg har eddermame slugt mange kameler på hendes regning og nu er jeg bare MÆT!
-A

Ingen har Copy Right eller det der ligner på sine indspark her (!)
BM

Jeg tror ikke dit problemstilling er så unormalt, den er snarer mere intens?
Det er ikke givet at vi kan lide vores familie, fordi de er vores familie.
Du har tilsyneladende passet din søster som barn, noget du i bund og grund ikke havde lyst til. (Forstod ikke helt det sidste du skrev.) ydermere har du sikkert følt at dine forældre negligerede dig i forhold til dine behov og ønsker. Det tyder på at de frustrationer fra barndommen er blevet rettet mod den forkerte, nemlig din søster.
Er det ikke dine forældre du bør tale med, og fortælle hvordan du havde det dengang? F.eks det at få nyt tøj, er din søster ikke skyld i. At de i dine øjne gjorde forskel på jer, vil du blive ganske overrasket over deres svar. Det er jeg ret sikker på. Tænk på at din storesøster først fik med tøjet, så fik du dem bagefter. Jeg tror ærligtalt ikke det tøj havde mange sømme tilbage hvis de skulle gå til din søster?
Det tyder dog på at du trænger til at holde din søster på afstand i en tid.
Det finder jeg ikke problematisk, men brug tiden til at overveje hvorfor hun går dig på! Dermed kan du efterfølgende tale med hende om hvilke tanker du har gjort dig.
Find ud af om det er dig der siger tingene forkert, således at hun bliver fornærmet. Eller om det i bund og grund er dig der bliver nærtaget af hendes svar. Her tænker jeg på at du i forvejen har en konfliktfuld forhold til hende, derfor vil nærmest alt hvad hun gør være forkert. Næ, retter lige mig selv, du skriver direkte at ALT hvad hun gør, er forkert.
Tal med hende om det, uden at angribe. Fortæl det hele også hvordan du oplevede din barndom. Lad hende ligeledes tale ud omkring hvordan hun har oplevet jeres forhold.
Men pas endelig på ikke at bebrejde, det vil i sidste ende kun give flere konflikter.
Gør det klart for hende, at det er noget i sammen bør løse. Håber du/i finder en løsning.

du skal altid blande dig med dine evendelige negative kommentarer. det er sku da ikke til at holde ud.
blandemaskine, som sikkert er mocafe i vikreligheden, bland dig udenom.

hvis du havde fulgt bare en anelse med herinde, så vidste du godt at mocafe ALDRIG skriver i andres navne eller under andre navne. Det er fordi jeg ikke er bange for at sige hvad jeg mener, og der skal lidt mere end en anonym til at få mig til at stoppe....Got it?

lige ud i den blå luft kom denne enja profil også med en kommentar igår der intet havde med
den debat at gøre den lå i og det var et person rette imod denne mocafe.
så der er nok
bare et par profiler her, der helt skal lade være med at blande sig i hinandens debat evner.
Vi andre kan kigge med på evindelig interne prikken til hinanden, men her er et par der
ikke har noget at lade den anden høre. at de så gider? tja man kan vel bare undrer sig
over visse !

Men jeg har nu følt sådan i så mange år. Det sidder så godt fast at jeg ikke bare kan krænge det af mig og lade det være fortid.
Og ja det er barneligt at føle sådan. Men det er først nu jeg ser at jeg gentager mig selv og følger de mønstre jeg har lært og jeg selv har dannet, både som barn og voksen.
Derfor er det jeg her har skrevet mit lille suk. Jeg prøver at bryde mit mønster.
Så starter jeg her, hvor det er rimeligt sikkert for mig. Hvor jeg også kan få et par fornuftige ord, eller øjenåbner med på vejen. Inden jeg begiver mig ud på det "dybe vand".
Her er jeg godt klar over at det ikke er et pladderhumanistisk pludren. Men at man får tilbage af samme mønt som der gives.
Det med at sætte sig ned og tale ud. Den bliver svær.
Begge vores forældre er og var alkoholiker. De har været det så længe jeg kan huske. Vores støresøs er den eneste der kan huske de ikke var.
På den bekostning lære man at lukke ned og ikke vise noget som helst. Eller lade være med at søge kontakt med forældrene. Jeg sørgede for at være usynlig, for jo mindre der blev lagt mærke til en. Jo mindre galde blev der verbalt hældt ud over en.
Mine forældre kunne passe deres job, være ædru det meste af en uge. Dog vidste jeg det var sikkert som amen i kirken at kom far ikke hjem før efter kl 18. Så var han fuld og i et rigtigt modbydeligt humør. Der gjaldt det så om at blive usynlig for enhver pris. Lort har det som bekendt at falde nedad.
Når mor ikke var der. Så stod storesøster for tur. De sjældne gange de ikke var der. Så var det mig.
Det mønster har jeg så ladet følge mig, uden at tænke overdet. Jeg lader det agresive gå ud over min lillesøster. Hun er jo "ufarlig" at lade det gå ud over. Det lærte jeg jo af min far. Som var en "guttermand" på arbejdspladsen. Men hjemme, ja der fik vi alle lige at vide hvad der var galt med os. Som regel startende med mor og så ellers trip trap træsko, til han rendte tør for energi eller bare ikke gad mer for denne gang...
Min mor var martyren(til trods for hun snildt kunne følge med på flasken) og far var så den onde. Det var ham der havde et problem, det var ham der blev utalige gange sat på frivillig antabus. Som så ikke førte til noget.
Jeg har omhyggeligt læst alle jeres indlæg og taget dem til efterretning. Det begynder egentligt at gå op for mig hvorfor jeg opføre mig som jeg gør. Hvad der absolut ikke retfærdig-gøre mine handlinger. For jeg ved at min søster fuldt ud er lige så meget værd som andre mennesker. At hun desvære bare er blevet den jeg har kunnet lade det gå ud over.
For der var ingen hjælp at hente nogen steder. Ingen at få som positivt forbilled. Det som foregik derhjemme var den virkelighed jeg troede alle havde. At de der søde historier i bøger og tv, bare var en salgsfidus. Groft sagt. Når nogen sagde eller gav udtryk for at de kunne lide deres far eller mor, eller familie. "Så vidste jeg da godt det bare var facade". Sådan var virkelighedden for mig.
Jeg var faktisk næsten 17-18 år, da det gik op for mig at andre børn faktisk kunne lide deres mor og (virkeligt overraskende for mig) deres far...

Kære Suk:( Det de det er sq da erkendelse der vil noget og du har da givetvis fat i noget af det rigtige der. Så er det "bare" med at komme i gang med at få løst det og de andre ting, der også kommer i kølvandt på sådan en barndom som du er blevet budt.
Du kan ikke som voksen ændre det der er sket, men du kan ændre måden du reagerer på. Hvis du ikke er til store gennemgribende terapeutiske forløb, så prøv at søge lidt på kognitiv terapi (hvor man lærer at ændre sine adfærdsmønstre til noget mere hensigtsmæssigt)
Jeg ønsker dig held og lykke med din nye fremtid:-) ...mee:-)

Jeg har ikke hørt om Kognitivterapi. Undtagen lige uden at bide mig fast i hvad det var. Måske sku jeg lige google det...
Har du erfaring med det?

Da jeg læste dit indlæg igen.ser jeg du foreslår at google kognitiv...