Jeg fravalgte aborten

selvom min eks ville have mig til at foretage den. Jeg valgte at bevare graviditeten til trods for, han sagde at han så ville stoppe forholdet.
Vi havde været sammen i et par år hvor jeg blev gravid. Jeg havde meget svært ved, hvad jeg skulle gøre. Jeg ønskede ikke at få foretaget en abort, da vi fandt us af det var et sundt barn i min mave.
Min eks føler jeg fravalgte ham, da jeg valgte at bevare graviditeten, selvom det ikke er det jeg har gjort. Vil ham meget gerne, og er ked at af han ser sådan på det.
Det er nu endt ud i, at ´vi flytter fra hinanden, afstanden bliver desværre meget stor, da det var svært at finde noget tæt på.
Jeg elsker ham meget højt, hvilket han også siger at han gør med mig, men han er skufet over mit valg. Men han siger samtidlig, at han ike kan afslutte det helt nu. For det kan være, at tingene andre sig med tiden siger han. Måske bliver han rigtig glad og føler sig mere parat når barnet kommer til verden. Han vil ikke afvise det, og siger, at tror at det vil være sundt for os, at have noget tid hver for sig, og at vi så må se hvad der sker.
Som det er nu, er vi begyndt at tale meget bedre sammen, og han kysser mig igen hej og farvel inden han tager afsted. Han vil også gerne elske med mig oog putte sammen med mig.
Som det er nu er det en meget svær sitaution at stå overfor, har brug for råd og vejledning i denne sag, da mine føleser i øjeblikket sidder uden på tøjet og har en tendens til at være meget naiv. Håber virkelig at i vil råde mig til hvad jeg skal gøre her.

...tillykke med den lille ny! :)
Hvis det er dig, som har lavet indlæg de sidste uger/måneder vil mit råd ville være at så flyttet så hurtigt som muligt og så koncentrere dig om dig selv og babyen.
Jeg skal være den sidste til at dømme nogen for jeg kan godt se sagen fra både din side og din eks' side, men nu er det jo et faktum at barnet er der og det er ikke godt for hverken dig eller barnet, sådan som han ligger og roder i det følelsesmæssigt. Lidt afstand og selvrespekt vil være sundt nu, så kan din eks jo komme når/hvis han bliver klar.
Det kan godt lyde hårdt og jeg ved det er svært, men prøv at få det meste ud af det at være blevet mor og lad ikke din eks optage alle dine tanker og ødelægge denne tid for dig.

Nu ved jeg ikke lige, hvor gamle I er, men din eks opfører sig meget umodent, hvis han er blot det mindste over 18 år!!! Gad vide, hvilken far han kan blive...:-/
Men tillykke med dit valg! Man må aldrig lade sig presse til abort - det er kvindens krop og kvindens valg. Havde du valgt abort, selvom du ønskede barnet, kunne det have haft svære, psykiske følger for dig. Godt, du var stærk...du fortjener bedre end ham, der gjorde dig gravid:-)

De beslutninger, der skal tages er jo taget. Du har valgt at få barn og han har valgt at I skal flytte fra hinanden, fordi han føler sig fravalgt. (selvoptagethed i 3. potens, vil jeg kalde det)
Du ved det bliver langt væk, så lejligheden må formodes anskaffet. Hvad er der så tilbage?
At jeg råder dig til at op med at elske ham? Hvad ville det hjælpe? Menneskenes følelser er uberegnelige. Jeg ville være fuldstændig ude af stand til at elske en mand, der teer sig som han gør. Du har dermed en evne jeg ikke besidder.
Så hvad er det for et råd du vil have min ven?

Du fravalgte aborten og valgte dermed at sætte et lille nyt menneske i verden. Det er en stor beslutning, som du må have overvejet meget. Du har valgt, at det var vigtigere for dig at få barnet end at holde på din kæreste - det valg må du holde fast i. Barnet må være din absolutte 1. prioritet nu og det sidste en nyfødt har brug for er en følelsesmæssigt ustabil mor. Eller en far, der ikke kan beslutte sig for, om han ønsker at være i barnets liv eller ej. Du har valgt og du har valgt dit barn. På det område er der ingen fortrydelsesret.

end jeg tidligere har været i forhold til ham, men føler ikke jeg kan stoppe med at elske ham, uanset hvor meget jeg end vil.
Jeg er nok og så meget følelseladet for tiden pga graviditetshomonerne og knuger mig til trygheden. Og det er jo trygt at være to.
Jeg tror også at det vil blive bedre for mig at komme væk fra alle de her problemer. Men Jeg har svært ved at slippe tanken om at det hele vil løse sig mellem os. For når jeg føler jeg er på rette vej, bliver jeg skrup forvirret når han viser mig kærlighed og siger at han nok bare lige skal have noget tid for sig selv og tænke over tingene og at han elsker mig. Det er jo min drøn at være sammen med den mand jeg skal have barn med. Det er nok meget naturligt.
Jeg er gudelig lykkelig for jeg har et sundt og velskabt barn i min mave, og ser frem til at give det er dejlig liv. Men det nager mig meget, at det ikke er tilat finde ud af noget med fadere.
Det er som om han ikke vil smække døren helt i, ´før han finder ud af hvordan han vil leve. Jeg kæmper med at være forstående overfor ham, men det er ikke nemt.
Jeg er utryk ved at han ikke vil lave aftaler ved hvordan vi skal gøre tingene vedr barnet med samvær og lign. Det er som han ikke selv kan finde ud af det. Hvad skal jeg gøre i denne sitaution?? Vente og se hvad der sker?? Ikke nemt.
Kan ikek finde ud af hvor meget han vil deltage og indvoldvere sig. Som det er nu vil han helst ikke tale om det idet han bliver i dårligt humør. Samtidig vil jeg heller ikke holde ham udenfor.

mit valg. Og jeg ser meget frem til at barnet kommer til verden, og jeg vil gøre hvad jeg kan for det får en god og tryg opvækst med maser af kærlighed. Men det nager mig meget at vi ikke kan finde ud af det.

skal du afskrive ham NU. Så er han nemlig tvunget til at vælge. Det du gør lige nu er at hjælpe ham med at puste med mel i munden og det underminerer hans respekt for dig.
Se at komme ud af røret og lad være med at være opsøgende. Lad ham selv tage initiativerne ellers bliver det her en livsstil - er du interesseret i det?
Hold ham udenfor - selvfølgelig, du kan jo ikke regne med han er der, så du må finde nogle løsninger der ikke fordre hans deltagelse.
Har du sørget for at få forældremyndigheden?

alt andet ville jo være unaturligt, men du er selv en del af problemet og ikke af løsningen.
Jeg kan se nu at du ikke har født, hvilket jeg blev forledt til at tro, da du kaldte dig "nybagt mor", forældremyndigheden skal der først tages beslutning om, når dit barn er født. Det var måske smart at sætte sig ind i de nye regler.

på statsamtets hjemmeside, at en mor har forældremyndigheden, hvis ikke andet er aftalt fra starten af barnets levetid og hvis barnet bor hos sin mor. Er det ændret da?

...er manden no nothing ved siden af, så du finder en kærlighed, der er større. Når først barnet er der, kan manden rende dig...;-)

...kunne jeg godt tænke mig at vide, hvis der findes sådan nogle...hvis nu man gik hen og blev gravid igen en dag...;-)

bliver forældremyndigheden automatisk delt - gælder fra 01 01 2007

Hej!
Jeg sidder i nogenlunde samme situation som du. Jeg er selv blevet gravid med min kæreste, som jeg har været sammen med i 2 1/2 år. Vi valgte at droppe præventtionen, da vi gerne ville have et barn. Jeg indrømmer, at det mest var mig, der var opsat på at få et barn, men jeg gik ligesom ud fra, at man som 28-årig er i stand til at sige til og fra, og i det hele taget kan overskue konsekvenserne af ens handlinger. Det er så åbenbart ikke tilfældet. Jeg blev da i hvert fald gravid, og samme dag jeg fortalte det til min kæreste, skred han fra mig.
Der gik en uge, hvor vi boede hver for sig, og kommunikerede pr. tlf. Han sagde, at han gerne ville prøve igen hvis jeg fik en abort. Det kunne jeg selvfølgelig ikke gå med til - det ville da være absurd! Han er så "tøet" lidt op, og vi bor nu sammen igen. Jeg er velvidende om, at han stadig ønsker og håber, at jeg får en abort - jeg hører på kommentarer som "jeg håber du taber barnet". Jeg prøver alt hvad jeg kan at være forstående overfor ham ved at anerkende hans ret til at føle som han gør, men samtidig blive ved med at gøre det klart for ham, at der ikke bliver nogen abort, men at han skal være far. Det er sq hårdt, og også skide trættende. Det er så umodent og så barnligt, at jeg slet ikke fatter det. Jeg kæmper i det stille for at få vores forhold til at fungere (og vi har det også rigtig godt sammen meget ofte), men jeg ved stadig ikke om han vælger at gå igen, for han vil jo ikke have det her barn. Jeg mener dog, at det er bedst for barnet at have sin mor og far hos sig, men hvis han går sin vej igen, så KAN jeg klare det alene, og mit barn skal nok få et ligeså dejligt og lykkeligt liv som de børn, der har begge deres forældre hos sig. Det ved jeg, for det er heldigvis noget jeg bestemmer.
Til slut vil jeg råde dig til at leve dit liv som om du er alene. Du skal ikke regne med faren hverken nu eller senere. Din lykke er dit ansvar, og som tingene ser ud nu, er du alene. Din kæreste er gået fra dig, fordi han ikke vil være far. Du kan ikke leve dit liv i håbet om, at han kommer tilbage lige pludselig og er parat. Hvis det aldrig sker, bliver du ked af det og skuffet. Det må være op til ham, at træffe sine egne beslutninger, som han føler er de rigtige for ham og hans lykke. Du skal koncentrere dig om dig selv og din lykke, og den er altså ikke afhængig af din kæreste. Du skal finde den i dig selv, så du gør dig uafhængig af ham. Og det er altså ikke uuligt, selvom det er hårdt at sørge over tabet af en kæreste samtidig med at man er gravid med alle de herlige følger.
Held og lykke herfra