jeg har ikke fortjent

et godt liv - åbenbart.
Ja, ja, den der med at alle kommer jo ud for kriser i deres liv, jo tak, men at der ikke kan gå godt mere end højest 1 års tid, så sætter skæbnene ind med noget nyt, som gør mig ulykkelig...
Jeg er den seneste tid begyndt at tænke flere gange dagligt på selvmord - det eneste som holder mig lidt oppe er, at jeg har børn, men når jeg har det rigtig skidt, så tænker jeg, at mine børn har bedre af, at være foruden deres mor, da jeg ikke magter forældrerollen tilstrækkeligt..... og så den dårlige samvittighed evig og altid over, at jeg ikke gør det godt nok og alle folks velmente råd... rend mig i r.... jeg kan ikke, selvom jeg gerne vil..
Jeg føler, at jeg ikke kan hjælpes, jeg har gået til utallige af psykologer, prøvet en psykiater, prøvet medicin uden den helt store effekt og kriserne er væltet ind over mig de sidste 2-3 år....
Igen er der et mennesker som har forladt mig - de 3 vigtigste personer i mit liv(foruden mine børnogså) har forladt mig, jeg har åbenbart ikke fortjent at blive elsket.... og for første gang i mit liv har jeg taget den beslutning, at jeg ikke ikke vil have et forhold længere, for bedst som jeg endelig er ved at få mit håb tilbage, bliver jeg trykket ned igen...
Der er sket så uhyre mange ting i mit liv i de sidste par år, alt for meget til at jeg kan skrive om det her....
Jeg er faktisk begyndt at drikke alkohol, noget jeg ellers ikke har villet, men nu kan jeg ikke andet... jeg føler mig så ensom, så indespærret, så ked af det, så opgivende, så........ingen arbejde, ingen familie, næsten ingen venner, og igen har jeg forsøgtat finde nye venner, men uden held, igen har jeg forsøgt mig med hobbyer, men det er også gået i vasken - ikke at jeg altid har valgt ting fra,men tingene har bare udviklet sig sådan, at jeg igen ikke har fortjent at have det godt...
Jeg tror sgu ikke på noget som helst længere, det hele er efterhånden sort sort SORT.
Jeg ved ikke hvor jeg skal gå hen, for at få det bedre... jeg har været hos lægen, som nu sender en henvisning til en psykiater, MEN DER KAN SAGTENS GÅ FLERE MÅNEDER FØR JEG KOMMER TIL SAMTALE...
Det der tynger mig allermest er en ubearbejdet sorg og nu tynger en ny sorg over at have mistet en kær igen, bare på en anden måde...
Jeg ved ikke mere, hvad jeg skal skrive...

prøv at se på de ting som du har, i stedet for at se alle de ting som du ikke har.

andet end et par børn, som også dræner min energi pga. at de har diagnoser....de få venner jeg har tilbage har selv problemer i deres liv, så virkelig opmundrene..

Alle har fortjent et fedt køkken.. MENER LIV !🙂Også dig.. Du må bare lære at ALT i livet starter med en selv!
Hvis du startede med at LÆRE at elske dig selv, og finde ud af HVEM du er, og præcis HVAD der er unikt ved dig, så ville du HELT sikkert få et helt andet syn på dig selv og verdenen.. Og det ville andre folk kunne mærke på din udstråling :)
Det er ALTID nemmest at give op, gå ned med flaget, og finde en masse grunde til at livet er noget lort, og egentlig bare have skide ondt af sig selv.. Men du bliver sgu nødt til at VILLE komme videre.. Livet er hvad man gør det til og IKKE mere! Så der skal en indsats og en plan til at få det optimale ud af livet.
Nu er du klar på at stille træskoene fordi du er blevet forladt!? Hvem fanden bliver ikke forladt ?? ALLE bliver forladt..Både med henblik på forhold og dødsfald, men det gør sgu da ikke at man "ikke har fortjent at blive elsket" som du siger, det gør bare at livet tager en NY drejning, som kan være et endnu federe eventyr, end det liv man havde...
Du skal have en plan, og så må du væbne dig med lidt tålmodighed..
1. Du skal til en psykolog, og det skal nok være 2 gange om ugen til at starte med, og så skal du være opmærksom på det er en længere process, og en psykolog har ikke bare har løsningen på dine problemer, men kan måske ændre dit syn på dig selv, ved at stille de rigtige spørgsmål, og derved give dig selv et bedre indblik i dig selv.
Jo, mere du får talt om din fortid, nutid, fremtid.. Dine tanker, dine tab osv osv, jo bedre bliver du til at få det bearbejdet, og jo større overskud får du også til at komme op af det hul du har planet dig selv i.
2. Det nytter sgu ikke noget med forhold for dig, før du har fået styr på dig selv, og der mener jeg, at ALLE forhold kan gå i stykker, og det er sgu ikke kun i dit liv, og det har SLET ikke noget at gøre med du "ikke har fortjent at blive elsket" men i første omgang er det sgu vigtigere at du elsker DIG SELV og har styr på dit EGET liv..
Når du har styr på dig selv, og dit eget liv, så er det ikke ALFA OMEGA at være i et forhold, for at have et godt liv, men en ting du vælger fordi du ELSKER og ikke andet.. Så jeg synes du skal indrømme at du er nået bunden nu, og fra dags dato kan det KUN gå fremad.
Men igen du må være tålmodig, for ændringerne sker ikke på 1 uge.. Der kan gå 1 år.. Men det er det hele værd.
Når du så kommer til den psykolog (SELVOM om der går flere måneder) Så får du bearbejdet ALT den sorg du render rundt med, og det er klart den først prioritet for dig, da du ikke fylde mere på før du er kommet af med alt det gamle skrammel..
Men du taler om de kriser de sidste 2-3 år.. Jeg synes du skal skrive dem ned, for det gør det lidt nemmere at få et rigtigt indblik i hvad du har været igennem..

at gøre dig fortjent til at leve! Den ret er du jo født med. Men dine børn fortjener da en mor? Jeg har selv været gennem lignende meget hårde perioder i livet. Ja, jeg har endog haft mine børn anbragt på familieobservationshjem pga psykisk sygdom! Det var alt for hårdt, og så bliver man netop meget mere syg. Intet arbejde? Nej, fordi du ikke har det godt, men når du får det godt, kan du få arbejde eller uddannelse igen. Ingen familie? Du har jo dine børn? Ingen venner - nej, for du har det for skidt til at interessere dig for andre. Jeg kom op igen, det kan du også. Tænk på, at om et år ser alting måske helt anderledes ud? Dine børn elsker dig, og du må simpelthen ikke forlade dem.
Måske kunne du have lyst til at tale med andre, som kender til psykisk vanskelige tider, kig ind på sindnet.dk
Du er også velkommen til at skrive til mig, hvis du har lyst, trunte1970@sol.dk
held og lykke[f]

det lyder som om, du kunne have ret til noget aflastning, spørg på kommunen og henvis til dine børns diagnoser. Du har ingenting, siger du? Det mener du ikke, når du får det bedre. Mine børn er da det bedste, jeg har.

Nej du har ret. Du fortjener ikke at leve. Det gør jeg heller ikke. Der er nogle der fortjener det, måske.
Dem jeg elsker. Men det er jo subjektivt og egoistisk fra min side.
Jorden er stærkt overbefolket hvordan kan man så tale om at fortjene at leve?
Hvordan kan vi tale om et godt liv når 2/3 af kloden befolkning skal leve uden et godt liv?
Jeg fik min depression for tæt på et år siden. En mindre depression. Jeg gik til psykolog, men jeg havde egentlig ikke lyst til at miste denne mindre depression, den blev meget hurtig en del af mig eller omvendt........ måske……….
Vi lever i en syg verden, som nogle pengemænd har former omkring os. Og så er det os der vil væk?
Nej faneme nej Jeg bliver her til jeg har tabt min kamp. Det er ikke mig, der som menneske der ødelægger denne klode og de mennesker der lever her, (Fortjent nej, men jeg har heller ikke bet om, at blive født men jeg er her bare, det er ikke noget man fortjener).
Hvis nogle fortjener noget er det alle andre som os. De skal se vi bliver og kæmper, uanset hvor ondt det kommer til at gøre. Så de også, får mod til at kæmpe.
Mine tanker går i ring om de lidelser der påføres mennesker og dyr over alt på kloden for, at nogle ganske få kan leve i vandvigdig luksus og overforbrug.
Store ord om retfærdighed og demokrati skal vi høre på, mens vi, ved at se os om, ser det modsatte. Denne verden er ikke værd at leve i. Men død er ikke et alternativ og der er ikke andre kloder.
Lad os i kærlighed til alle mennesker bruge deres demokrati mod dem selv og forandrer verden til et sted hvor alle fortjener et liv, fortjener at blive elsket.

ved godt at det lyder meget hårdt, men du er faktisk den eneste der kan forandre dit liv. Alle mennesker kommer ud for nogle ting i livet, som de ikke selv er "skyld" i , og som nogle gange sætter dybe spor. Jeg ved af affaring at hvis man altid giver andre "skylden for ens dårlige liv( også føelsen af ikke at blive elsket) så sidder man fast og kommer aldrig videre. Man har altid et valg. Mit råd til dig er. Søg ind i dig selv og find ud af hvad du selv kan gøre for, at leve et godt liv. ta hånd om dig selv.( det skylder du også dine børn) held og lykke

her i omr har vi en berømt motorvejs bro... den er der flere som har brugt som udvej..
Har selv været der, hvordan skal i ikke spørge om. Men har selv været langt ude.
Men eftersom jeg sidder her idag, valgte jeg jo nok ikke de berømte hop. Er du sikker på at selvmord er den rette vej. Vil du gøre dine børn ondt? de vil altid mangle dig uanset hvor gamle de bliver. Idag findes der vel så mange grupper og samlingssteder der gerne tager dig ind til sig. Og ikke kun dine børn der vil mangle dig, alle som kender dig osv. dem vil du også gøre ondt. Hvorfor vil du gøre det værre end det er. Du har fået et liv som du skal have det bedste ud af, på godt og ondt.
Hvorfor bare give slip på de få gode ting du har.
bare et godt råd.. TÆNK DIG OM INDEN DU GØR DET..
tænk hvis du stod der og havde valg mellem livet og døden. Døden, så ville du aldrig mere prøve de dejlige ting der nu engang også er i livet. Du ligger bare ikke mærke til dem fordi du har det skidt. Vi er jo alle bekendt med at der skal flere gode ting til for at opveje en dårlig. Tænk hvis du stod og "var klar" til selvmordet, od din mobil ringede. Ville du overhøre den? eller tage den? Tager du den, har ved kommende reddet dit liv i denne sitiuation. Tag nu det som starten på et nyt og fremad rettet liv istedet for at falde tilbage. Hvem person der ringer, ser dig, snakker til dig forsøger alle at stoppe din handling. Men det er dig der skal se hjælpen i det de gør.

er det faktisk meget meget svært at forandre sit liv på det tidspunkt.Det kan selvfølgelig hurtigt gå over! Men tro du bare mig, det er meget svært, jeg har været der et par gange. Man er ikke den samme handlekraftige person som normalt,for man er ikke sig selv overhovedet. Det er forståeligt, at du ikke forstår det, og jeg håber aldrig, at du kommer til at opleve det. Men da det er så utroligt almindeligt at opleve en depression eller psykose, er det ærgerligt, at folk ikke bare kan tro det, den ramte fortæller om sin tilstand,og straks giver sig til at moralisere - undskyld, mener det ikke så slemt, men synes det er synd for syge mennesker, at de altid "bare skal tage sig sammen" [f] Hav en god dag

jeg ved desværre godt at vores sundhedssystem ikke virker optimalt , men det er ikke i orden at du skal vente flere måneder på samtaler. for det er nu du har akut brug for hjælpen .
du må desværre endnu engang mande dig op og få en henvisning til en psykolog - eller endnu bedre måske❓ring til din socialrådgiver og sig at dit liv er noget møj og at hun skal smide hvad hun kan i hænderne og hjælpe dig .
du er mor til nogen sikkert vidunderlige børn som også har diagnoser. dvs at både du og de har det svært . og alle ved jo at det er svært at hjælpe nogen når man ikke selv har det godt
du må have fat i noget aflastning som de andre skriver for børn kan mærke hvis mor eller far ikke har det godt - og så er det bedre med noget kvalitetstid end kvantitetstid - måske du har en familie der kan tage over , lidt tid ???
så du kan komme bare lidt til kræfter - min veninde kunne heller ikke overskue sine børn en tid - for hun kunne ikke selv nå at komme til kræfter - de kom så ud til hendes mor og mange samtaler med psykologen og lange ture i skoven og ved stranden - gav hende en masse kræfter hun ikke havde haft i lang tid til at få gjor noget ved hendes situation .
jeg føler lidt at du føler du sidder i en blindgyde for børnene trækker på dig og det samme gør din sygdom , og så er der jo desværre selvmord som mulighed .men prøv at forestille dig at dette ikke er en mulighed - prøv at forestille dig at du er nødt til at gøre noget for dig selv først og fremmest - ( jeg har ikke glemt børnene , men lige nu handler det altså om dig [l])
hvad ville du råde en anden til i denne situation❓
set med mine øjne er du nødt til at kunne have tid og kræfter til dig selv - så dine dejlige børn & du kan få et rigtig godt liv sammen når du kommer ud af din depression .
jeg er rigtig glad for at se folk har svaret dig udfra at mange af dem også selv har prøvet noget lign . så er det måske nemmere for dig at forholde dig til og så må du se hvad du kan bruge fra dem [f]
jeg håber at denne historie ender som den skal at du får den fornødne hjælp så i alle kan komme videre med jeres liv - så du igen kan blive lykkelig
alle mine kærlige tanker herfra [l]