24tilføjet af

Jeg levede i et voldeligt forhold...

Jeg har nu læst med herinde i et par uger og føler nu jeg er klar til at fortælle min historie.. Jeg har skrevet det for ca. 3 uger siden...
Jeg står i mine egne tanker på havnen i Aalborg, tænker lidt over livet, og hvordan lykken bare ikke altid tilsmiler en, når man har allermest lyst til bare at være lykkelig. Min kæreste er gået fra mig, lige pludselig er mit faste holdepunkt væk – vi havde været sammen i kort tid, men alligevel formåede han at tage mig med storm, og jeg var så forelsket i ham. Jeg står lidt og tænker over en meget svær beslutning, jeg ved at jeg bliver nød til at tage, for at jeg kan komme videre med mit liv.
   
…Mens jeg tænker står jeg og venter på en af mine gode venner Jacob, da jeg ser ”A” ud af øjenkrogen. Jeg ved med det samme at det er en jeg ikke har lyst til at se, men der går alligevel 2-3 sekunder før min hjerne registrer at det rent faktisk er ”A”..
Han kommer gående mod mig, og pludselig løber mine øjne i vand og jeg får voldsom hjertebanken. Han går næsten sidelæns for at kigge på mig, og jeg bliver mere hysterisk og oprevet mens jeg græder, jeg var SÅ bange…
… Det startede da jeg var 16 år – ung og meget meget naiv. Jeg troede selv jeg havde fundet prinsen på den hvide hest, men jeg burde have lyttet til alle de advarselssignaler der var allerede dengang.
Vi startede med at kæreste i 3 måneder, det gik fint, jeg var ok glad for ham, men det viste sig at han ikke var kommet over sin ex på det tidspunkt. Vi stoppede med at kæreste, men blev alligevel ved med at ses og være sammen. Da jeg så i en brandert til Nibe festival har stået og kysset på en fyr, finder ”A” så ud af at han elsker mig og han vil have mig tilbage. Det får han, naiv som jeg er, går jeg tilbage lige i armene på ham.
De næste måneder går og egentlig har vi mange skænderier – vi laver stort set ikke andet end at skændes, men det ender som regel altid med at vi bliver gode venner igen.
”A” begynder så småt at ændre sig efter 7-8 måneder, og pludselig er han bare ikke længere den samme mere.. Han begynder at køre psykisk på mig – han vil hele tiden have mig ned med nakken. Jeg tilgiver hver gang, og han overøser mig med gaver og overraskelser for at gøre det godt. Naive pigebarn!
Jeg kan ikke længere huske den første gang ”A” lagde hånd på mig, men én situation husker jeg tydeligt. Vi havde været til fodboldkamp og se AaB - ?? Da kampen er forbi går vi hjem i hans lejlighed, hvor han så vil se kampen på video – den havde han nemlig sat til at optage. Da vi kommer hjem finder ”A” ud af at videoen ikke har optaget kampen og han bliver rasende. Jeg får sagt et forkert ord og strakt flyver først fjernbetjeningen efter mig igennem soveværelset. Bliver bange og beder ham stoppe, men derefter flyver videoen efter mig og rammer mig meget hårdt. ”A” går amok på mig, skubber til mig, spytter på mig, råber af mig og hiver mig i håret. Jeg kommer fri, skynder mig at pakke mine ting, og løber ud af døren, men ham lige i hælene. Han får fat i mig nede på kastetvej hvor han hiver fat i mig. Slår og skubber igen. Han råber af mig at jeg ingen steder skal og jeg prøver igen at se om jeg kan komme fri, men forgæves. På den anden side af vejen ser jeg et ældre ægtepar stå og kigge, hvorefter manden så fisker sin telefon op, og jeg er helt overbevist om at de ringer til politiet. Jeg siger så til ”A” at han skal styre sig og at de ringer til politiet – hvorefter han så går helt amok. Står og råber og skriger af ægteparret, hvor jeg så imens kommer fri og skynder mig væk. Jeg ender så med at tage hjem – og ”A” havde jeg ikke kontakt til i en uge.
”A” bliver som altid tilgivet, og vi fortsætter forholdet. Dengang overnævnte episode foregik, havde jeg blå mærker på armene efter han havde haft fat i mig, og mine klassekammerater begyndte at spørge til hvordan de var kommet – hvor jeg, dum som jeg var! – bortforklarede.
Forholdet fortsatte, og vi beslutter os for at flytte sammen. ”A” flytter så til Ranum, hvor vi sammen finder en lille lejlighed i kollegieparken. I månederne inden vi flytter ind i lejligheden sammen er forholdet blevet et helvede. ”A” bliver mere og mere voldelig, både fysisk og psykisk.
Jeg husker tydeligt da ”A” gik så langt som til at voldtage mig. Vi havde lige haft et kæmpe skænderi – vi var alene hjemme hos mine forældre sammen med min lillebror. Han havde både slået og sparket under skænderiet, og da der faldt bare en smule ro på ligger vi os i sengen, jeg er dybt ulykkelig over at han svigter mig gang på gang. Han prøver så at være kærlig, men jeg afviser ham blankt! Det gør ham rasende, han hiver mine bukser af, trækker trusserne til side og fører svinet op i mig, alt imens jeg ligger og græder og skriger, sparker og slår for at komme fri – men jeg kan ikke ! Sådan fortsætter det til han er færdig, og det er det værste jeg nogensinde har været med til. Tænk at blive udnyttet af den man troede elskede en!!
Endnu engang bliver han tilgivet – og vi flytter sammen. Jeg går på daværende tidspunkt på HF og jeg begynder at falde mere og mere fra. Jeg laver aldrig noget socialt med dem fra skolen, er aldrig med til festerne – for det måtte jeg ikke. Jeg ser næsten ingen veninder mere, sidder og rådner op hver dag sammen med ham.
Forholdet går helt af sporet efter vi flytter sammen. Jeg får tæsk jævnligt 2-3 gange om ugen på det her tidspunkt. Jeg er et nervevrag og jeg er konstant bange for at gøre noget forkert eller sige noget forkert, som kan udløse at han går amok.
Jeg har flere gange, under og efter skænderier sagt til ham at jeg ikke vil mere, men i stedet får jeg en ny omgang tæsk og han truer med at begå selvmord hvis jeg går fra ham.
Under hele vores forhold har jeg aldrig fortalt nogen om hvad han gør ved mig, lige indtil en dag hvor det går helt amok. ”A” kaster mig rundt i lejligheden, spytter, råber, sparker og slår – som regel altid efter tindingen – får jeg nok. Jeg bryder grædende sammen over ICQ til min søster, som på daværende tidspunkt bor i København. Hun bryder grædende sammen og siger jeg skal forlade ham og gå hjem til mine forældre – og hvis jeg ikke selv gør det, så vil hun få far til at hente mig!
Jeg stiller mig simpelthen på bagben, for jeg er ikke klar til at indrømme overfor mine forældre at jeg ikke længere har kontrol over situationen – over mit liv. Jeg siger simpelthen til hende at hvis hun nogensinde nævner noget for nogen – så taler jeg aldrig til hende igen! – Den største fejl jeg nogensinde har begået!
Eksamenstiden på HF nærmer sig og jeg er efterhånden ved at være meget langt nede med en depression. Det er blevet hver dag at jeg får at vide at jeg er dum, klam fed, ulækker, en so, en kælling osv – og efterhånden som man hører dem mere og mere ofte så begynder man at tro på dem.

Forholdet bliver ikke bedre, jeg er til sidst så langt ude og nede at jeg vælger at droppe HF. Jeg når ikke alle eksamenerne efter 1 år. Og den dag i dag har jeg virkelig fortrudt at jeg ikke valgte at gøre den færdig. Men jeg kunne ikke klare det – jeg var udmattet – udmattet af den daglige psykiske terror samt volden der hørte med.
Vi vælger så at flytte til Nørresundby – jeg nærmest flygter fra det hele. ”A” arbejdede i forvejen i Aalborg så det var nemt for ham – men jeg havde ingen job. Det var på et tidspunkt hvor arbejdsløsheden i Nordjylland var meget høj og som ufaglært var det nærmest umuligt at få et job. Jeg gik derfor på kommunen og fik bevilget kontanthjælp. Det i sig selv var et kæmpe nederlag – at jeg skulle leve af penge fra kommunen og ikke var i stand til at finde et job og selv tjene mine egne penge.
Jeg havde ingen selvtillid, troede ikke på mig selv, alt sammen ifølge den psykiske terror ”A” kørte på mig hver eneste dag. Jeg trøstespiste og jeg blev bare federe og federe. På dette tidspunkt vil jeg tro at jeg har taget omkring 20 kg på siden jeg mødte ”A” hvor de fleste var siden vi flyttede sammen.
Samtidig får det mig endnu længere ned med nakken at se hvordan jeg skuffer min familie. Jeg følte mig helt forkert – men de vidste intet om hvad der foregik – stadig kun min ene søster – men jeg benægtede overfor hende at han stadig tæskede mig.
Jeg bliver så sendt i aktivering af kommunen. Jeg starter på et jobformidlingscenter hvor vi fik hjælp til at søge job, samtidig med at vi pakkede legetøj for dantoy. Det i sig selv var sundt til mig – at komme ud og møde nogle mennesker, selvom jeg allerhelst ville sidde hjemme helt alene, hvor ingen kunne se mig, og min store tykke krop. Jeg var så flov over hvor stor jeg var blevet!

Efter vi er flyttet til Aalborg eskalerer det hele og forholdet ryger helt af sporet. Der er intet ”fysisk” mellem os længere – vi hverken kysser eller krammer eller noget – vi bor bare sammen.
Ca. 1-2 gange om måneden krævede ”A” dog at få sex – og hvis ikke jeg gav ham det ville han finde det et andet sted! Så dum som jeg er lader jeg ham udnytte mig i stedet for at lade idioten skride.
Det begynder at blive mere og mere normalt at det er hver dag jeg får tæsk – og at enten han eller jeg sover på sofaen. Hvis det var ham der sov på sofaen var det meget normalt at der kom en sko eller en anden genstand flyvende ind af døren til soveværelset om morgenen inden han tog af sted på job.
Han bliver mere og mere sindssyg, og hver gang han slog mig, var det i tindingen – det var muligt at galningen prøvede at slå mig ihjel. Lige dengang ville det have været det nemmeste hvis det var endt sådan – så fik jeg fred.
Den dag i dag kan jeg ikke huske ret meget at hvad der egentlig foregik dengang. Jeg har fortrængt det, men alligevel dukker der ofte situationer op hvor jeg lige pludselig kan huske en bestemt situation – og hvad han gjorde ved mig.
”A” og jeg tager til København 1 uge på sommerferie og er så i parken og se pokalfinale mellem AaB og FCK. Da FCK scorer og kommer foran får jeg en kæmpe lammer på den ene skulder af ”A”, uden at have sagt et eneste ord, eller så meget som kigget på ham. Jeg bliver pisse sur, skrider og sætter mig alene og ser kampen færdig selv. Derefter tager jeg så ud til min søster i Høje Taastrup som vi boede hos den uge. ”A” ser jeg ikke mere til før næste dag til middag – og der ved jeg bare at han har lavet noget lort.
Vi kommer hjem fra ferie og terroren og tæskene fortsætter som de plejer. Ugen efter vi er kommet hjem skal vi så på en uges ferie til Bulgarien og det er her det hele stopper. Jeg finder ud af at ”A” har været mig utro da vi var i København – og endelig har jeg en grund til at skride.
Det bliver en turbolent afslutning – jeg flytter hjem til mine forældre, men de ved stadig ikke hvad der er sket.
Jeg har på det tidspunkt fået jo på banegården i Aalborg – faktisk kun få dage efter jeg er flyttet hjem. En aften har jeg så lukkevagt på job dvs. til kl. 00.15 så jeg vælger at tage over i lejligheden i Nørresundby at sove. Nogle af mine ting var der stadig, plus at jeg havde betalt husleje den måned, så det måtte være i min ret at tage over og sove på sofaen. ”A” vidste godt at jeg kom, så var han ligesom forberedt på det.
Det ender endnu engang med et kæmpe skænderi og denne gang eskalerer det fuldstændig. ”A” slår mig HÅRDT 4 gange i ansigtet og min ene kind bliver fuldstændig blå og hævet. Udover det lukker han en dør over min fod – så nogle af knoglerne bliver knust. Han var fuldstændig gal i skralden den aften og jeg husker stadig blikket i hans øjne.
Til sidst ender det med at der bliver ringet efter mine forældre – klokken er efterhånden 01.30 om natten og da de kommer bryder jeg grædende sammen overfor dem og fortæller.
Vi snakkede om det i bilen på vej hjem og lige ½ time i køkkenet midt om natten inden vi gik i seng – og siden da er det ikke blevet nævnt med et ord af mine forældre.
Min far har sagt nogle utilgivelige ting som jeg aldrig tilgiver ham for.
Det var hårdt at flytte hjem – for lige pludselig var jeg tvunget til at komme videre. Jeg var tvunget til igen at tage ansvar for mit liv, til at vise at jeg godt kunne rejse mig op efter sådan et nederlag. Der gik længe hvor jeg bare var hjemme, isolerede mig på værelset, ville ikke se nogen venner og veninder, for jeg var så flov over mig selv. Jeg var blevet endnu større til sidst og jeg var direkte fed og ulækker. Jeg var et kæmpe skur med en selvtillid der var lige så meget værd som 5 potter pis.
Efter noget tid fortalte jeg meget få venner og veninder hvad der var sket – og hver gang blev jeg spurgt ”Rikke – hvorfor fanden blev du ved ham?!” Et spørgsmål jeg hader at blive stillet – for jeg kan ikke komme med et ordentligt svar på det.
Den eneste måde jeg kan prøve at forklare lidt af det på er at jeg har været kørt så langt ned psykisk at jeg ikke har kunnet tage ansvar for mig selv og mit eget liv – jeg har bare fulgt med strømmen og gjort hvad der blev bedt om. Jeg forstår dog stadig ikke hvorfor jeg ikke skred da han slog første gang – men det er så nemt at sidde og være bagklog. Jeg kan ikke ændre på at jeg var sammen med ham i 2½ år for det har gjort mig til den jeg er i dag – men jeg ville meget gerne have været foruden.
Det eneste jeg kan trøste mig med er at der ikke er nogen der skal ligge hånd på mig den dag i dag, det finder jeg mig ikke i mere.
Somme tider har jeg fortrudt at jeg ikke meldte ham – men der var flere grunde til at jeg ikke gjorde det. Jeg følte ikke jeg kunne klare at komme igennem det hele én gang mere, jeg ved at alt det han har gjort var nok til at sende ham i spjældet. Og så følte jeg ikke at jeg havde den nødvendige opbakning hjemmefra – og jeg ville ikke kunne gå igennem det alene.
… Oplevelsen i dag med at se ”A” igen gjorde ondt – og det gør det stadig. Jeg har intet til overs for den mand den dag i dag – men bange for ham vil jeg altid være. Den frygt jeg har for ham vil altid sidde i kroppen – frygten for flere tæsk – eller måske for at han en dag gik hele vejen og gjorde en ende på mig. Jeg hader den mand mere end jeg nogensinde vil kunne beskrive med ord – nogle mener at hvis man hader, så elsker man stadig, men ikke i denne situation !!
Lige nu sidder jeg med frygten for at han kan finde på at kontakte mig igen – det er over 3 år siden jeg sidst så ham – og havde nogen form for kontakt med ham, men han har prøvet at kontakte en af mine søstre flere gange – samt min tidligere svoger.
Tak fordi du læste med - hvis du nåede så langt...
-FrøkenN
tilføjet af

Kære FrøkenN

Det er godt nok noget af en historie!
Sad og fik helt ondt over det hele da jeg læste dit indlæg, og hvor må det have været hårdt - Kan jeg uden tvivl sætte mig ind i selvom jeg (heldigvis) aldrig har mærket det på egen krop og sjæl.
Dog sad jeg også tilbage med en snert af undren som mange andre, der ikke selv har stået i situation givetvis også ville have; hvorfor lod du det komme så vidt?
- Hvorfor lod du ham styre dit liv, og terrorisere dig så længe, toogethalvt år er altså ret lang tid, min pige!
Men ja, os, der ikke selv har "oplevet" dette, kan vel sagtens sige sådan, det er jo nemt at sige ``hvis det var mig, så var jeg skredet første gang han lagde hånd på mig´´ Har man ikke selv prøvet det kan man sgu ikke dømme andre, og sige de er svage fordi de ikke slog bremserne i noget før.
Tværtimod, så synes jeg du lyder som en utrolig stærk kvinde, der har formået at komme helskindet igennem et voldeligt og brutalt forhold.
Det er ikke alle der kan det med personligheden i behold, og for mig lyder det til, at du er en intelligent kvinde, der har lært og taget oplevelsen til dig, og som aldrig NOGENSINDE vil lade sig selv udsætte for så grov en behandling af nogen personer igen.
Selvom du måske ikke selv tænker det eller synes det, men du har jo et eller andet sted fundet din sande værdi, fundet ud af at du fandme da fortjener langt bedre og det er da fuldstændig rigtigt!
Jeg vil til slut bare sige, at jeg synes du er sej at stå frem med så personlig en ting. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke i fremtiden, og hvem ved; måske møder du MANDEN så du kan få lov at opleve, at der altså findes mænd der respekterer og værdsætter kvinder
:-)
Venlig hilsen Freya
tilføjet af

Uha en historie.

Du skal til at bygge din selvtillid op igen,mon ikke du skulle få en psykolog til at hjælpe dig ?? Jeg tror det vil gøre dig godt.
Du har været i hænderne på en vaskeren psykopat og har ikke haft styrken til at forlade ham.
Det kan ikke trøste dig,men der findes rigtig mange kvinder,der lever under lignende forhold i årevis,og besynderligt nok,kan de altid finde en undskyldning for den voldelige handling,som de er udsat for.
Dit første vigtige skridt er taget,han er dømt ude.Men det er noget der vil præge dig resten af livet.
Du skal se dig selv som et hus,der skal bygges op fra grunden.Det bliver en hård proces,men du er godt igang.
Kontakter han din familie,så må du søge hjælp hos politiet,du har ikke andre muligheder.
Lad din konsentration være omkring dig selv.Du skal tabe vægt,du skal tage din skolegang færdig og du skal ud i livet.
Der findes heldigvis mange søde fyre,som aldrig kunne drømme om at gøre andre så ondt.En dejlig dag møder du sådan en og du vil igen kunne se tilværelsen i øjenene.
Jeg sender dig alle de gode vibrationer jeg kan.
Kom igen lille pige,du skal nok blive rigtig glad igen.
De varmeste hilner
Drude
tilføjet af

Skal man sige wow?

hold da hel ferie. ej hvor jeg synes det er synd for dig. sikke en idiot han er, hva..
må jeg spørge hvor gammel du er. ?
Jeg er 20, og jeg har oplevet det en gang med ham jeg er sammen med nu, han han slog mig 5 nytnæver i hovedet. men det var første og sidste gang.. men det er selvf slet ik noget i forhold til dig..
held og lykke i fremtiden, og håber du finder den bedste mand nogen sinde....
tilføjet af

Hej Freya..

Jeg undrer mig stadig over hvordan pokker jeg kunne lade det komme SÅ vidt?! Jeg kan simpelthen ikke forstå det - og den eneste forklaring jeg har på det må være at jeg var så langt nede psykisk.. Den psykiske terror var mindst lige så slemt som den fysiske - og jeg ved jeg vil have ar på sjælen af det resten af livet..
Jeg ved ikke hvor klart jeg har fået det skrevet men det er over 3 år siden forholdet til "A" sluttede - og så mødte jeg ham helt tilfældigt i Aalborg for lidt over 3 uger siden.. Og det fik bare det hele til at vælte frem igen - samtidig med at min kæreste lige var gået fra mig så det har og er en ekstra hård periode for mig lige pt. Føler næsten jeg gennemlever det hele en gang til - og lige for tiden er jeg meget plaget af mareridt om natten - om hvad "A" gjorde ved mig..
En eller anden dag håber jeg da også der dukker en mand op - men pt. har jeg slet ikke lyst til det...
-FrøkenN
tilføjet af

I CHOK

Jeg er 22 nu - da jeg gik fra "A" var lige omkring min 19 års fødselsdag...
tilføjet af

:O ??

Du har jo været total ung !!!!!!! ( ik fordi jeg er ældre selv ) kun 20 , blev det igår..
men ej søde , hvordan har din krop kunnet holde det ud❓har du ik været sammen med nogen fyr efter "A" ??
tilføjet af

I CHOK...

Jeg var meget ung - og meget naiv - jeg var kun 16 år da jeg mødte A - og 17 år da han slog mig første gang..
Jo jeg har været sammen med nogen efter "A" - det er jo over 3 år siden det sluttede med "A" og jeg.. Jeg har haft 2 kærester siden..
Hvordan har du det selv med at din kæreste har slået dig ?
-FrøkenN
tilføjet af

jeg blev da...

jeg blev da rigtig sur, og har aldrig grædt så meget som den dag.. det er ca 1½ måned siden.. men jeg tænker da tit på det. især da jeg i forvejen lider alvorligt af migræne, så de slag han gav mig på hovedet, gjorde det ikke meget bedre... nu når jeg har migræne, er det der hvor han har slået mig, jeg kan mærke det..
men han sagde undskyld med det samme, og han har aldrig slået før, og han blev selv meget overrasket over hvad han havde gjort...
men selvf er jeg da måske stadig lidt sur over det, men bare jeg ved han ik gør det igen. jeg slog også op... men efter 3 timers snak, blev det bedre...
det er godt at høre du har været sammen med andre, da mange piger dropper alt der hedder mænd, hvis de har oplevet sådan noget. du har vret igennem vold, voldtægt osv... du er meget stærk, og det tager jeg hatten af for..
tilføjet af

I CHOK.......

Den reaktion din kæreste havde efter han havde slået dig var den samme som "A" havde de første 50 gange han gjorde det.. Han græd - og undskyldte.. Og jeg tilgav.. Bare lov mig at du passer på dig selv - og hvis han gør det igen så lov mig at du går fra ham..
Jeg har ikke lukket ret mange tæt på mig - kun de 2 seriøse kærester jeg har haft efter "A"..
Og så har jeg generelt bare rigtig svært ved at stole 100 % på folk.. Jeg tror selvfølgelig på det bedste i folk til andet et bevist - men jeg passer stadig lige lidt ekstra på mig selv..
Hvor længe har du været sammen med din kæreste ?
-FrøkenN
tilføjet af

Hør nu her...

- Nu skal jeg selvfølgelig ikke komme her og lege mor, I know, men synes det er utroligt at du efter 3 timer uden videre tilgiver.
Siger ikke, at man ikke kan tilgive, men så hurtigt!? - Så tror han jo bare han kan gøre det igen og det er der, for mig at se, hvor det går galt.
Den onde cirkel starter og er svær at komme ud af igen for man elsker jo ham fyren, men for fanden, det er noget af det mest nedværdigende, respektløse og svageste en mand kan gøre mod en kvinde.
Som regel er mænd stærkere end kvinder, og har han ikke andre metoder at komme ud af et skænderi på end at bruger næverne, så er han fandme en tøs!
Læg ham på is i et GODT (mere end 3 timer, gerne flere dage!) stykke tid, hvis du mener du vil fortsætte forholdet med ham.
Lad ham føle at du virkelig har taget jeres forhold op til revurdering og overvejer om det skal være ham og dig.
Tror det ville give ham mere at tænke over end bare tre timers snak hvor han har dig lige ved siden af sig.
Men det er jo nu engang op til jer selv, piger, hvor meget I vil finde jer i.
Håber i hvert fald, at du sætter en meget klar grænse op for ham hvad han kan tillade sig og ikke kan tillade sig. Hold fast i den!
Venligst Freya
tilføjet af

Kæmp videre!

- Ved godt det lyder nemt at sige, men du må kæmpe videre, ikke med dine problemer, men med de mål som du har i livet.
Er klar over at du nu, hvor du er ude af det forhold stadig tænker hvordan du kunne lade det gå så vidt, men kære du, prøv at lade være! Du kommer til at sidde med hovedet nedad og bebrejde dig selv hvorfor du dog ikke bakkede ud af det noget før, men hvad nytte har det?
Du får sgu da intet ud af det, andet end negative tanker om dig selv!
Siger ikke du skal glemme hvad der er sket, for det er umuligt med sådan en traumatisk oplevelse. Vær bekendt med hvad du har været udsat for og arbejd med det i stedet, ikke vær bagklog og tænke:
``Jeg kunne have gjort det og det anderledes´´
- Ja, det kunne du, men nu står du her og er ovre det, og så må du videre.
Er sikker på det vil plage dig længe, men ikke for altid.
På et tidspunkt når du der til, hvor at du er i gang med at læse, har et godt arbejde og forhåbentlig gode og støttende venner omkring dig.
Stadigvæk vil dine mareridt undertiden dukke op, men du vil have nemmere ved at tackle dem fordi du er kommet det stykke videre.
Jeg er 110% sikker på, at du vil nå der til en dag, hvis du altså gør en indsats.
Og nej, det er ikk rimelig, at du skal igennem det, ingen tvivl om det, men i sidste ende vil du være et klogere, dybere og stærkere menenske, der har en masse erfaringer at dele ud af til folk som måske er havnet i samme båd som du engang selv var.
Venlig hilsen Freya og en masse tanker til dig herfra :-)
tilføjet af

Jeg kæmper..

For pokker Freya - jeg elsker din måde at formulere dig på.. :D
Du har ret i at jeg ikke får noget ud af at tænke 'det kunne jeg have gjort anderledes' - men det dukker alligevel op somme tider.. Især når jeg sidder alene hjemme og humøret bare er dårligt..
MEN jeg kan ikke ændre på det der er sket - og det har også en del af 'skylden' til at jeg i dag er blevet det menneske jeg er blevet..
Lige pt. er jeg også i gang med at 'rydde op i mit liv'.. Jeg vælger ud af de folk jeg snakker med om omgåes - dem der ikke har nogen positiv indflydelse på mig og mit liv ryger simpelthen ud - jeg har ikke plads til personer der kun er negative, og det er faktisk også lidt hårdt - men jeg ved det er nødvendigt for at jeg kan komme videre...
Jeg kunne med tiden rigtig godt tænke mig at hjælpe piger og kvinder der selv har været udsat for vold i et forhold - men det er jeg ikke helt klædt på til endnu..
-FrøkenN
tilføjet af

Freya...

Jeg tror sgu jeg vil tage dine råd til mig og prøve at se det hele fra en lidt lysere side - men samtidig vil jeg arbejde med alt det her, for jeg bliver snart sindsyg hvis det bliver ved med at forfølge mig på den måde.. Jeg ville ønske jeg bare kunne glemme det - men så let er det desværre ikke..
Jeg har én der forstår mig fuldt ud og som jeg virkelig føler jeg kan/kunne snakke med det om det.. Han har fået mange detaljer at vide - men derfor er det langt fra alt han ved.. Ham jeg kan snakke med om det er "M" min ex kæreste.. Vi har stoppet kontakten de næste 1-2 måneder for begge at komme ovenpå igen.. Og så fordi vi ikke kunnes enes når vi snakkede sammen efter det.. Så pt. føler jeg mig ret alene med det.. Mine søstre vil hjertens gerne lytte, men jeg føler alligevel ikke jeg vil fortælle dem alt - for der er et ret anstrengt forhold til det der er sket i familien..
Nu her bagefter ved jeg godt det ikke var min skyld det skete.. Men det følte jeg dengang.. Og det gjorde jeg også lang tid bagefter... Han kunne åbenbart ikke klare sig verbalt.. Hvis han da bare var gået sin vej i stedet for at slå.. Gud hvor jeg hader ham for det..
Jeg håer i hvert fald at komme ud af alt det her på en ordentlig måde med armene over hovedet :)
-FrøkenN
tilføjet af

FrøkenN ,

-Hej FrøkenN.
Hør hér:
Jeg har været der,dog med langt mindre fysiske skader til følge.
Jeg gik fra ham da han 2. gang havde lagt hånd på mig. Dette ændrer dog ikke på,at han stadig,efter 11 år, truer mig på livet når jeg møder ham..
(Jeg forsvarer mig selv og "kom til" at rydde hans overmund-dette tilgiver han mig aldrig..)
DU skal se at få noget hjælp. Gå til din læge med det samme.
Du kommer aldrig til at glemme det,det skal du leve med resten af dit liv-men som du selv siger: du har da fået dét ud af det,at du fra nu af aldrig finder dig i den slags længere.
Det har været med til at gøre dig (på godt og ondt) det menneske du er i dag.
Godt du har lært at det må du ALDRIG finde dig i igen.
Hvis han tager kontakt til NOGEN i din familie igen,så ringer du HVER GANG det sker til politiet og fortæller dem det.
Knuz og mange varme ønsker fra mig.
M.V.H. Mesha
tilføjet af

mesha...

Hej Mesha..
Hvis jeg dog barevar gået dengang inden det kom så langt ud.. Men intet kan ændre på hvada der er sket - lige mget hvor meget jeg end ønsker det..
Det der med at få noget hjælp har rigtig mange anbefalet mig.. MEN jeg er bare ikke god til at snakke med fremmede om det.. Jeg kan ganske enkelt ikke åbne mig for mennesker jeg ikke kender - og derfor har jeg det bedst med at snakke med folk jeg kender om det der er sket.. Lige pt. kan jeg egentlig godt se at det ikke holder i længden, men lysten til at opsøge læge - og rive endnu mere op i det igen, er der bare ikke..
Jeg er ked af at høredu selv har oplevet det svigt det er, at den mand man elsker pludselig forvandler sig til et monster og bliver voldelig..
-FrøkenN
tilføjet af

vi har været sammen

vi har været sammen i 2 år og 2 måneder.
jeg har også sagt til mig selv at det var første og sidste gang.. og vi har faktisk lige snakket om det igen.. og han holder stadig fast i at det var en fejl...
tilføjet af

kære FrøkenN

Det er sødt af dig at kere dig om mig.Tak for tanken.
Mht. at få hjælp har jeg fuld forståelse for det faktum at du (i hvert fald p.t.) ikke
magter at gå til lægen og losse af.. Jeg selv synes også det er enormt privat og grænseoverskridende at dele sådanne ting med min læge-min læge er jo i bund og grund "et fremmed menneske" for mig.. Og ting af denne karakter er nu engang meget private.
Men (!) på et tidspunkt BØR du gøre det,når du er klar altså.
Din historie er så forrykt at jeg ikke er i tvivl om,at du SKAL få noget proffessionel hjælp.! Før eller siden,men helst hurtigst muligt.
Jeg fortryder også,den dag i dag,at jeg ikke meldte min eks. dengang-men fortiden kan ingen ændre på; derfor min anbefaling til dig om,at kontakte politiet HVER gang efterfølgende. Et sådan henvendelse bliver husket,og jo flere af dén slags med dit (og hans´) navn på-jo bedre er du stillet den dag (hvis) han igen begynder at chikanere dig.
Pu-Ha,jeg melder tilbage senere,for det hér bringer også en masse gamle tanker op i mig.
Skal lige sunde mig.
Knus igen.
Mesha
tilføjet af

Mesha.......

Det du beskriver med lægen - og at det er private forhold - er præcis sådan jeg har det.. Jeg flyttede for 3 måneder siden og har fået ny læge som jeg aldrig har mødt før - så jeg har intet forhold til hende, og så ville jeg have det rigtig svært ved at sidde og fortælle hende ting der er SÅ personlige..
Jeg er ked af hvis det har revet for meget op i noget hos dig.. Det har bestemt ikke været meningen..
-FrøkenN
tilføjet af

.... I CHOK

Det håber jeg i hvert fald at du holder fast i så..
tilføjet af

FrøkenN

-No worries, jeg prøvede bare at forklare at jeg lige skal have lidt tid til at fordøje din historie.
Jeg har levet 11 år "med ham" efter jeg skred fra ham.
Og igen: Jeg vender tilbage til dig og denne tråd.
Pøj-Pøj så længe.
M.V.H. mesha
tilføjet af

hvordan har du det i dahvorfor skriver ikke alle kvinder navn af deres voldige kærester,

så kunne man tjecke før man møder en ny, når politi alligevel ikke er interesseret i at hjælpe.
hvordan går tingene i dag?:)
tilføjet af

Du er allerede kommet langt.

Tænk på det sådan: Engang sad du i det og var fuldstændig nedbrudt rent psykisk - så kom du ud af det, var ked af det i lang tid - havde skyldsfølelse og nu er du bitter og vred, men har ligesom indset at det ikke var din skyld det skete og godt kan se at han styrede dig og havde "hjernevasket" dig i sådan grad at du ikke længere var i stand til at sige fra.
Kan du se hvad jeg mener?
Altså, du har sgu rykket dig og sådan vil det bare blive ved og ved.
Det er en hård proces du har været igennem, men jeg er sikker på at du vil komme over det på en ordentlig måde.
Er også sikker på at du, selvom du siger du tænker meget på det osv., at du stadig kan smile. Så er det heller ikke helt sort det hele, vel? Og der er lys forude, glæd dig til det i stedet for :-)
Smiiiil - Freya
tilføjet af

Tingene i dag...

Jamen jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg har det i dag.. Har voldsom hovedpine nu - og prøver at lade være med at tænke for meget over det..
-FrøkenN
tilføjet af

Jeg kan stadig smile...

Jo Freya -jeg kan stadig smile.. Udadtil er jeg vist bare den glade og smilende pige, men indeni føler jeg en hel del kaos..
Jeg prøver at lade være at tænke ret meget over det, for jeg har bare ikke lyst til at være så trist og ked af det - og lige nu sidder jeg med en frygtelig hovedpine i stedet for :(
-FrøkenN
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.