Afmagt

Hej Alle,
Jeg har et behov for at udtrykke mine frustrationer.
Jeg er blevet separeret fra min gravide kone. Forholdet begyndte at knase på den dag, hvor vi regner termin fra. På det tidspunkt vidste vi det jo selvfølgelig ikke. Umiddelbart før graviditeten blev kendt havde hun kørt mig så langt ud med trusler om skilsmisse og separation, at jeg blev nødt til at tage til psykolog. Kort efter fandt vi ud af, at hun var gravid. Hun har valgt at beholde barnet.
I forbindelse med mine timer hos psykologen gik realiteterne op for mig - at jeg havde problemer med at håndtere den måde, hun opførte sig på og at hun var årsagen til mine problemer. Jeg valgte at slutte det umiddelbart før abortgrænsen var nået.
Mine problemer er nu, at hun påstår, at jeg er voldelig. Min oplevelse er, at jeg i forsvar for spyt i hovedet og kradsen i ansigtet har taget fat i hendes håndled og efterfølgende taget fat i hendes skuldre og forsøgt at skubbe hende væk fra mig. Er det vold? Situationen er foranledigt af, at jeg meddelte, at jeg vil have fælles forældremyndighed.
Hun har opført sig ekstremt grænseoverskridende. Hun har kontaktet mine forældre og påstået at jeg har specielt forhold til kvinder og er voldelig. Hun har ligeledes kontaktet min arbejdsgiver, ligesom hun har informeret sin advokat at jeg er voldelig.
Hun lader mig aldrig være (opkald/sms) og jeg føler mig trængt op i en krog. Hun har selv fortalt om ekstreme omsorgssvigt i sin barndom. Jeg føler mig i den grad overtaget en borderline personlighed.
Jeg føler mig pligtig til at oplyse statsforvaltningen omkring mine meget negative oplevelser og om hvordan hun har - også udenfor konfliktsituationer - på eget initiativ løgnagtigt fortalt om mine følelser overfor mine egne forældre. Hun fortalte til min mor, at jeg var bange for min far til en juleaften. Hun opfører sig aggressivt, når hun drikker og hendes veninder har skrevet til mig, at de godt ved, hun kan være strid. Jeg føler ikke, at jeg er alene med min opfattelse af hende.
Jeg føler, at jeg har et meget stort ansvar overfor det barn, fordi at jeg som voksen menneske skulle have hjælp til at sige fra. Det kan et barn ikke..!
Mit spørgsmål er: skal jeg "optrappe krigen" og informere statsforvaltningen om hendes adfærd og hendes egne fortællinger om hendes barndom??

Men du skal måske ikke se på som krig, men som en reaktion på, det er hårdt at blive dumpet, når man står dér gravid og alting.
Er situationen afklaret omkring fremtidig bopæl for jer begge osv?
Det indlæg du har skrevet her, ville jeg tror er lige så godt som alt muligt andet som del i akterne i Statsforvaltningen.

Begynde at fortælle statsforvaltningen om hvordan hun er, det finder de selv ud af [:|]
Man ændre sig altså noget når man er gravid, det er hormonerne der gør udslaget.
Er du sikker på, at du ikke selv gør noget for at fremprovokere hendes voldsomme adfærd mod dig?
Du er nødt til at trække på skuldrene af hendes opringninger til dine forældre og arbejdsgiver. Forhåbentlig kender de dig bedre end det hun kan fedte dig ind i 😉
Specielt dine forældre, må vel stå dig bi?
Du skal på ingen måde opgive at få forældremyndigheden. Jeg tror det barn for brug for sin far. Men lad være med at sige så meget i forvaltningen og lad være med at lade dig provokerer, det kommer du længst med 🙂
Held og lykke
Løvemor

Hvordan mener du, Statsforvaltningen selv skulle finde ud af det? De omgås hende vel ikke til daglig. De får nogle skriftlige udsagn dels fra den ene, dels fra den anden og hvis den anden ikke protesterer, må de vel antage, det er korrekt han er voldelig etc. Dårligt råd løvemor.

Boligsituation faktisk afklaret i går - og jeg kan flytte tilbage i det hus, jeg overtager.
Du har ret i, at jeg ikke skal se det som at føre krig, men der er desværre to til at opfatte tingene.
Jeg har ikke lyst til at skabe konflikt - der er rigeligt i forvejen - og det er derfor jeg føler at jeg står i et dilemma.

.. at vi har hver især en adfærd, der trigger hinanden.
Jeg har nogle fejl og hun har nogle fejl - jeg påstår absolut ikke, at jeg er fejlfri.
Hendes adfærd - om end noget mere ekstrem nu - er dog genkendelig fra før, så det er ikke kun hormoner, selvom de selvfølgelig har en andel i det.😉Med andre piger har jeg kunnet sætte mig ned og snakke tingene igennem, hvis der har været noget, stille og roligt.
Mine forældre og mine venner er guld værd i øjeblikket, og jeg tager det med at jeg ikke skal lade mig provokere - vælge mine kampe, og vælge med omhu hvad jeg siger til statsforvaltningen

gennem det sagte. Den der forholder sig mest rolig, er den de stoler mest på.
Det har i hvert fald været tilfældet i min datters situation. Jo mere farmand himlede op, kom med beskyldninger og hidsede sig op, jo mindre troværdig blev han i deres øjne.
Jeg behøvede ikke at sige eller gøre noget og det gjorde at de vist fandt at mit ord trods alt vejede tungest.
Kun en gang har jeg videresendt en mail, som han havde skrevet til mig i en koger, hvor han forbandede mig langt væk og truede mig på livet 😮
Der blev de godt nok tossede på (det der dengang hed statsamtet)og udbad sig en forklaring fra ham 😕
Så ro på og lad hende bare himle op, de kan sagtens se det 🙂
Løvemor

mener.
Slå koldt vand i blodet. Prøv om du kan gemme de smsér hun sender dig. Så meget dokumentation som muligt, hvis tingene ikke løser sig.
Det er godt at du har din familie bag dig den er vigtigere end noget andet.
Det er også flot at du har sluttet forholdet nu, ellers kan det ende helt galt. Hvis jeg var blevet i ægteskabet med Løveungens far, havde vi slået hinanden ihjel og Løveungen var endt i familiepleje [:*(]
Imorgen er det 6 år siden selvfølgelig den 13.maj 😃
Lykke til
Løvemor

Hvis I er gift, får I automatisk fælles forældremyndighed. Det er ligemeget, at I er separeret eller skilt ved barnets fødsel. Sålænge I har været gift ved undfangelsen. Man kan søge om ene forældremyndighed, men der skal tungtvejende grunde til, for at man i dag ikke får fælles forældremyndighed ved skilsmisse. Man kan søge om bopæl, dvs. at man kan søge om, at barnet bor hos én. Derudover kan man forhandle samvær (hvis man ikke får retten til bopæl) og samværet kan være alt fra ½ time om ugen til en 7/7 ordning.
Check statsforvaltning.dk
Jeg vil tilslutte mig løvindens råd: lad være med at tale negativ om din kone i statsforvaltningen. Det finder de selv ud af. Det er de vant til. De lægger meget vægt på, at man er god til at samarbejde. Du skal fremstå som afbalanceret, fornuftig, moden og IKKE hævngærrig! De skal vurdere hvad der er bedst for barnet og den der tér sig, stiller sig selv i et dårligt lys. Der skal dog en del til, før det vurderes at et spædbarn vil være bedre stillet ved ikke at være hos sin mor...
Men man kan sagtens leve godt med fælles forældremyndighed. For hvis du ville få den fulde forældremyndighed, så ville moderen jo stadig have lov til at se sit barn. Så du er alligevel ude i noget dele. Og det bliver I ved med i mange år fremover.
Prøv derfor at finde en tålelig tone med din kone. Alt andet vil gøre alt for ondt på barnet. Der er mange børn der ved samværet bliver afleveret som et stykke bagage uden at mor og far siger et ord til hinanden... Ulideligt. Så hellere sluge nogen kameler.
Lykke til. Og tillykke med at du skal være far. Det er stort!

Hej Frede
Yes, tak for informationen.
Det har nu heller aldrig været hensigten at fratage moderen den fælles forældremyndighed eller være hævngerrig, men derimod muligvis at samværet i nogen grad kunne ske under opsyn og/eller at de er opmærksomme.
Jeg håber selvfølgelig på det bedste - og prøver at samarbejde, men det er ekstremt svært, når modparten siger et og gør noget andet - og stadigvæk tror at det er samarbejde. Forstå mig ret - ordene kommer "samarbejde" - men det eneste der kommer er vrede, vrede, raseri og krav.
Og tak for lykønskningen!!! Jeg glæder mig også!

der opfører sig tåbeligt..min mening er at du SKAL inddrage statsforvaltning, forholde dig helt neutralt til avlskoen, da hun åbenlyst ikke har opfundet den dybe tallerken..
Men du skal forberede dig på at det bliver en tilværelse op af bakke og det er helt urimeligt at en kvinde kan vælge at få barnet hvis du ikke ønkser det!!
Vi mangler ligestilling med denne problemstilling for hvis hun vælger at få barnet skal hun vide at i min verden burde der ikke være nogen penge at hente da hun har taget det valg alene....selvom barnet kom til verden med samtykke fra en fader skal der selvfølgelig heller ikke være penge at hente da grådighed og smålighed ikke skal bane vejen for at man vælger at få et barn..
Held og lykke..kender kun vejen for godt.

Hvad med at give hende et klippekort til en psykolog❓
Hvis hun er så langt ude bede statsforvaltningen om at give hende et klippekort til psykolog ?

Hehe..
God humor..
Hvor skaffer man sådan et klippekort..? griner
Tak for indlægget. Jeg har dog lidt svært ved at tage det seriøst. Hun kan kun selv ændre sig og bearbejde sig selv - det er der ingen andre, der kan.