Jeg trænger til et godt råd..

Hej
Først min historie: Jeg er 45 år, og har været sammen med min mand i 25 år, vi har 2 voksne børn, for 5 år siden fik jeg en hjertesygdom, som gør mig meget træt og som kræver en del medicin, og kontrol på sygehus osv.
Min mand og jeg har aldrig skændtes, og jeg har altid været god til at sige og vise, hvor meget jeg elsker ham. Han betyder virkelig bare SÅ meget for mig, og jeg har aldrig været i tvivl om at han elskede mig højt. Lige indtil fornyligt, hvor han fortalte mig at han havde været sammen med en anden, suk.
Han sagde at han ikke havde været lykkelig igennem længere tid pga pengemangel,han synes ikke han fik sex nok pga at jeg tit er så træt. Han sagde at han stadig elskede mig, men at han havde behov for at være alene, da han ikke kunne bære at have svigtet mig. Det skal lige siges at han i dagene op til, havde opført sig fuldstændig som han plejer, han havde stadig gået og sagt at han elskede mig rigtig meget. Jeg havde absolut intet kunnet mærke, så det kom som et stort slag for mig.
Jeg smed ham ud, fordi han blev ved med at se hende. Jeg mente at det var ham som havde truffet et valg, da han blev ved med at se hende, han mente det var mig.
Mens han havde hende var han rigtig modbydelig overfor mig.
Men han sagde at han håbede at vi kunne finde sammen igen engang i fremtiden.
Hans voksne børn ville ikke se ham, og han gjorde det forbi med hende.
Han har siden kommet meget i vores hjem, og ringer tit, men siger at han kun kan være venner med mig på nuværende tidspunkt, men at han stadig har følelser for mig, og stadig har et håb om os i fremtiden...
Nu kommer jeg så til det, jeg gerne vil have råd om:
Jeg vil så gerne have ham tilbage, jeg elsker ham uendelig meget på trods af hvad han har gjort, men ved faktisk ikke om jeg helt kan tilgive.
Men hvordan får jeg ham tilbage? kan jeg få ham tilbage? vil det kunne fungere for os?
Giv mig nogle gode råd, som jeg virkelig kan bruge til noget..
Giv mig tips til hvordan jeg får ham tilbage...
Jeg er ved at gå ud af mit skind pga savn
Hjælp mig...
Hilsen
Lille ulykkelige mig

- "hvis de ikke vil pisse, skal de ikke sidde på potten".
- Det betyder i en lidt mindre grov udgave at han ikke skal have fordelene, men og ikke have fri adgang til dig. Jeg tror på det virker og at det virker hurtigt.
- Forklar ham, han ikke er venneemne. Venner har du, du mangler til gengæld en mand og skal det være ham, skal han indfinde sig på pladsen og fylde den ud tilfredsstillende. Indtil han kan det, skal han holde sig helt væk. Ikke noget med at dukke op uinviteret ingen ringeri og så fremdeles.
- De fleste vågner op, når betingelserne er konkrete.

Øv sikke en omgang, det er da rigtig synd for dig!
Hmm, egentlig er det vel meget fornuftigt at I ikke skal være sammen lige nu? (Mht. hans grund; at han ikke kan være sammen med dig lige nu pga. hvad han har gjort mod dig - den holder da?)
Men kan godt se, at det er svært, når du savner ham så meget som du gør. Men måske - hvis der skal være et håb for jer i fremtiden - er det meget smart at I bliver venner først og siden da udvikler et intimt forhold igen?
Jeg ved det ikke, da jeg aldrig har stået i din situation, men det lyder da rimelig realistisk og lyder som en god grobund for et fremtidigt respektfyldt forhold.
Derudover vil jeg også mene, at du ikke kan 'vinde' ham tilbage. Jeg tror, at den måde, som I omgås hinanden nu er et godt sted at starte. Men selvfølgelig er det let nok for mig at sige; Jeg er jo ikke ved at gå ud af mit skind af savn :o)
Jeg synes du skal holde fast i det potentielle forhold der ligger i jeres nuværende forhold og så se frem ad. Du skal ikke være så ulykkelig, det hele skal nok ordne sig!
Held og lykke fermover,
Hilsen hillelil
P.S. Dét, at du har været meget syg og derfor træt er ikke en undskyldning - ej heller forklarig - for at være sammen med en anden!

alt det trøstende og medfølende og går lige til sagen.
Du elsker den du troede han var, og det er ham du vil ha' tilbage. Med andre ord, så ønsker du, det aldrig var sket, ikke?
Det er det imidlertid. Hans begrundelser virker konstruerede: hvad skulle utroskab kunne hjælpe på pengemangel, med mindre man tager sig betalt? -At have en syg træt kone giver aldrig carte blanche til utroskab og bedrageri, men måske burde det have givet anledning til en snak om hans problemer og en anden måde at løse dem på. - Nu er det sket og kan ikke ændres eller ignoreres.
Du har smidt ham ud. Du skal ikke gøre noget for at få ham tilbage. Ønsker han at komme tilbage og være den han var engang eller en helt ny, så er det hans arbejde at overbevise dig. I øjeblikket har han så vidt jeg forstår dit indlæg ikke noget ønske om at genoptage samlivet, så det kan du ikke gøre noget ved. Du kunne begrænse eller stoppe hans ophold i dit hjem. Det ser ud til at han nu 'tager' det famlieliv han kan bruge uden hensyn til dine følelser.
Spørg dig selv om den nuværende situation er bedre for DIG end en situation, hvor du så ham så lidt som muligt. Ingen af os får alt hvad vi ønsker os, - heller ikke selv om vi har fået det tidligere; livet består af kompromisser, men elsker du den han er i dag? Elsker du ham så meget, at du vil leve dit liv på hans betingelser og med de omkostninger du betaler i dag?
Hvis han nu kom tilbage, ville du så tvivle på om han gjorde det fordi du er syg eller af hensyn til børn eller den offentlige mening? Hvad skulle der til for at du skulle føle dig elsket og valgt? Det er altid vigtigt i parforhold, især efter utroskab, at man føler sig elsket og valgt.

"konklusionen" har skrevet hvad jeg tænkte!
Men hvor er det dog unfair at du skal være syg i dit hjerte på to måder...

Åh, hvor er det skrevet godt.
Jeg sad og spekulerede på, hvordan jeg kunne formulere mig. Og så udtrykker du lige det jeg følte og tænkte.
Jeg husker, da jeg gav op, opgav at vinde "ham" tilbage. Så kunne jeg pludselig få ham, efter et stykke tid, hvor jeg slet ikke tog kontakt eller ville tale med ham .
Men da have jeg indset, netop det du skriver, jeg elskede den, jeg TROEDE han var. Og den mand var han ikke. Jeg kom over det. Ægteskabet havde varet i 22 år.

Flot skrevet :-) eller ingen komentarer her fra

Er ivrig læser af dine fine indlæg. [f]

har stået i den samme situation som dig. Næsten i hvert falde. Hun kunne på ingen måde forestille sig et liv uden ham sagde hun - for hun elskede ham bare så meget. De fandt sammen igen efter en kort pause, for 10 år siden. idag har de været sammen i 35 år. Jeg har stået på sidelinjen og betragtet det hele. Dette er sket:
Min mor kunne ikke tilgive ham - hun har prøvet alt hun kunne, men det sad så dybt indeni. Det betyder at hun end til for gangs nyeligt, da det gik op for hende, havde en slags offer/martyr rolle. Det var ikke til at holde ud.
Min far havde et skiftende sind. På den ene side var han underdanig for han havde jo såret hende, på den anden side kunne han ikke holde ud konstant at skulle "bøde" for sine handlinger og blev så et totalt egoistik svin som drak meget og overhovedet ikke respekterede hende. Lidt alla et barn, ingen skulle bestemme over.
Min mor fik et slags gok i nøde for 1½ år siden, har endeligt fundet sin selvtillid frem og lever nu et liv som er hende værdigt. Stadig sammen med ham, men intet har de sammen mere. Jeg tror bare de har været sammen så længe at en skillesmisse ikke kan betale sig. Hun har overhalet ham - hun vil ikke have ondt i sjælene mere, er kommet videre. Det siger hun og jeg kan fornemme det på hendes handlemåde. Men det har taget over OTTE år!
Far han sidder bare og hænger, er jaulous over det liv hun fører - og har sat sig til at vente på at en eller anden redder ham det er sørgeligt. Jeg har talt med dem begge - de er helt overbevidste over at de har gjort det hele fordi " de bare elskede den anden så højt" Spurgte min mor den anden dag, hvad hun elskede ved ham. Hun nævnte nogle ting og jeg påpegede at jeg det måtte være min far for 20 år siden, for sådanne havde han da ikke været længe. Hun blev helt stille, det gik sgu op for hende at jeg havde ret.
Kærlighed kan gøre ondt, og dermed stærk. Men brug det endelig ikke som en endegyldig grund til at blive hos en, eller vende tilbage til. Der skal desværre meget andet til at få et forhold til at fungere.
Pøj pøj med fremtiden.

respekt herfra.🙂
venlig hilsen
Grøn[f]

for de smukke ord fra flere[l]
og til ara: tak i lige måde; jeg kan godt indrømme, at jeg lige skal ind og nyde, hvad DU har skrevet og så af og til blir hængende![s]

Du kan da virkelig sige tingene som de er. Og tydeliggjort at du som datter har kunnet gennemskue den livsløgn din mor og far har levet i alt for længe.Puh ha sikke en historie. Der er vist mange der kunne lære lidt af dit indlæg. De bedragne koner der tager manden tilbage for derefter at spille martyrrollen f.eks. ja de er desværre mere reglen end undtagelsen.
Håber du har lært af din mors fejltagelse, så du i det míndste får et bedre liv.:)

de utro mænd, ( fhv. eller nuv.) der bliver sammen med deres 'martyr-koner', er de helt ok efter din mening? Hvorfor er det konen, der skal have på puklen? Tænk lige på, at disse koner - med rette eller urette - måske gennem mange år har stolet på disse mænd, elsket dem og derfor - igen med rette eller urette - har givet dem en chance mere og valgt at stole på dem i fremtiden. Det er dog sjældent konens valg at manden skal lyve for dem og være utro! At det alligevel mislykkes for nogle af konerne at genopbygge tillid og kærlighed og også for manden at være tro og loyal, så det ender med skilsmisse, er da trist og et nederlag, men måske det bedste for alle.
Du og andre får det til at lyde som noget negativt og forkert, at forsøge at redde et parforhold efter utroskab og at denne negative og forkerte aktivitet alene skyldes kvindernes ønsker om martyrrolle eller deres livsløgne. Det er ikke min erfaring, at det specielt er den bedragne kone, der forsøger at bevare parforholdet, faktisk tværtimod. Mange utro mænd er rædselsslagne for at blive forladt af deres kone og miste familielivet, mens konerne har mere mod og energi til at 'en ny begyndelse for sig selv'

i det du skriver.
Grunden til at så mange skriver om konerne er vel fordi, det er "konene" der skriver indlæg herinde og beder om råd.
Så er det vel ikke forkert at give "konen" et wake up call.
Men hvis det kan rede din dag, så vil jeg da gerne sige, at det er lige så vattet af mænd, når du for at løse et problem med konen, er sammen med en anden.
Ja, mange mænd er bange for at leve alene.
hvis det kan gører dig endnu mere glad, så er det ikke umuligt, at de 2 (manden og konen) finder sammen.
Men det gøres altså ikke ved at fryse den anden, gennem martyrroller, eller konstante bebrejdelser de næste 10 år.
Det gøres gennem samtale og fælles tudeture.
Mange indlæg om emnet fra kvinder, handler om martyrrollen eller moderrolen. Derfor ser du de svar du ser.
Den ligevægt, du gerne vil have ind hele tiden, har du i det store og hele ret i, men det forkludre emnet, som der bliver spurt til at trådstarter.
venlig hilsen
Grøn

ved godt mit seneste indlæg ikke decideret var i tråd med trådsstarterens oplæg, men det har jeg sådan set svaret på så godt jeg kunne. Dette her var en reaktion på det indlæg, der stod ovenover, - det er vel også tilladt i en debat at bevæge sig lidt ud af sidespor?
Jeg er ikke enig i at indlæggene er fra kvinder i mor og/eller martyrroller. Jeg oplever det mere som om at andre fra utroskabens øvrige roller holder meget af at skrive indlæg, der placerer/beskylder bedragne kvinder for at vælge disse roller. Men det sete afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. -
Nu har jeg oplevet et og andet og også personligt været i forskellige situationer og opfatter den situation du omtaler som udfrysning og martyrrolle noget anderledes. Er det virkelig så svært for utro og folk, der ikke har været i den bedragnes situation at forestille sig den sårbarhed man kommer i efter at have fået sit selvværd og selvtillid skåret ned til sokkeholderne, som man får når man bliver fravalgt og løjet for af eet menneske man stoler på og ganske berettiget viser tillid og loyalitet. Der skal bare en lille bitte tue til at vælte 'et stort læs' (jf. elskerinder og andre = en kedelig, overvægtig morrolleindehavende, kontrollerende martykone), - mange dumme små utilsigtede hentydninger får reaktioner frem - på trods af alle gode intentioner om tilgivelse og ikke mere snak om den sag - og man reagerer måske med kulde og martyrmine, måske med at gå sin vej og smække med dørene. Det er svært at komme over og bestemt ikke en periode man kan beslutte 'at tage pænt'. Hvorfor skulle man også det. Utroskab opstår ofte fordi parterne misforstår eller ikke-forstår hinanden. Så skal forholdet reddes er det vigtigt at vise hvem man er; - også at man kan såres og blive vred.
Det er i øvrigt også en rigtig dårlig terapi at ville give utrosramte et wake-up call efterfølgende her i solen ved at sparke dem der allerede ligger ned. - Du kan f..... tro de HAR fået wake-up-callet!
Men på den anden side, dine indlæg både nu, og da du var mere grøn, er da altid med til at gøre mig glad😉

forståelige følelser, når en utroramt viser martyrrolle eller anden offer reaktion, men det bare ikke løsningen på deres fælles problem.
Jeg tillader mig her at kalde det fælles problem, hvis de ønsker at fortsætte sammen. Ellers er det naturligvis ikke et fælles problem.
Det handler om respekt for sin partner. En respekt som den utro tydeligvis ikke har vist sin partner. Derfor skal snakken dreje sig om, hvorfor den respekt manglede. begge kommer sikkert til at høre nogle sandheder, som gør ondt. Her er det så respekten skal stå sin prøve fremadrettet.
Det er derfor fuldstændig forfejlet, at blive enige om, "ikke mere snak om den sag" Der skal netop snakkes og snakkes og snakkes, men i en ordentlig tone. Så kan man nemlig forvente et ordentlig svar. Og det er jo netop svar man har brug i den periode, med alle sine spørgsmål.
Hvis man får ærlige svar hele tiden, og respektere de svar, selv om de gør ondt og handler på dem, (begge parter), så er der en chance for, at tilliden kommer tilbage.
Det gør den ikke med ubesvarede spørgsmål(fryse ude, fortælle manden hvad reglerne er (moderrolen), eller nu skal du resten af livet komme med blomster hver torsdag (offerrollen).
Den første tid er det naturligvis i orden at spille offer, for det er jo det man er. Men at gå rundt som offer resten af livet, så spilder man altså hinandens tid.
Eller også vælge at leve i et ikke ligeværdigt forhold. Dem findes der jo et utal af eksempler på.
venlig hilsen
Grøn

Kan du have en rigtig god påske. [f][s][l]

"Mange utro mænd er rædselsslagne for at blive forladt af deres kone "

Så høre man jo efterhånden, gang på gang at det er kvinden der oftes tager iniativ til en skilsmisse.
At det er manden der har mest ud af at være gift. I form af bedre helbred og et stabilt liv.
men om det er sandt kan jeg ikke helt vide. I det jeg jo ikke har haft kikket på det materiale der er til grund.😉