Jesu mirakler - historie eller myte ?
„I den fjerde nattevagtsperiode kom han ud til dem, gående hen over søen.“ — Mattæus 14:25.
FOR millioner af mennesker rundt om på jorden er troen på Jesu mirakler næsten lige så vigtig som troen på Gud. Evangelieskribenterne — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — beskriver 35 af Jesu mirakler. Det fremgår imidlertid af deres beretninger at han udførte mange flere overnaturlige gerninger. — Mattæus 9:35; Lukas 9:11.
Disse mirakler blev ikke udført for at underholde folk. De bekræftede at Jesus, som han selv sagde, var Guds søn — den længe ventede Messias. (Johannes 14:11) Moses havde udført mirakuløse tegn da han præsenterede sig for Israels trælbundne nation. (2 Mosebog 4:1-9) Logisk nok måtte Messias, som ifølge profetien skulle være større end Moses, også forventes at kunne give tegn på at han havde støtte fra Gud. (5 Mosebog 18:15) Derfor kalder Bibelen Jesus „en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn“. — Apostelgerninger 2:22.
Før i tiden accepterede folk i almindelighed Bibelens skildring af Jesus som en mand der kunne gøre mirakler. Men i de senere årtier har kritikere stillet sig mere end tvivlende over for evangelieberetningerne. I bogen Deceptions and Myths of the Bible henviser Lloyd Graham til den bibelske beretning hvor Jesus går på vandet, og han tillader sig at sige: „Man skal være meget uvidende for at tro at det skal forstås bogstaveligt, men det er der faktisk millioner der gør. Og så spekulerer vi over hvad der er galt med verden i dag! Kan man forvente en bedre verden — med en sådan uvidenhed?“
En sådan kritik er imidlertid ikke fornuftig. The World Book Encyclopedia definerer et mirakel som „en begivenhed der ikke kan forklares ud fra de kendte naturlove“. Ifølge den definition ville et farvefjernsyn, en mobiltelefon eller en laptop-computer være blevet betragtet som et mirakel for blot hundrede år siden. Er det rimeligt at være dogmatisk og sige at noget er umuligt blot fordi vi ikke kan forklare det med vor nuværende viden?
Overvej også dette: På græsk, som „Det Nye Testamente“ oprindelig er skrevet på, er ordet „mirakel“ oversat fra dy′namis — et ord hvis grundbetydning er „kraft“ eller „magt“. Det gengives også med „kraftige gerninger“ eller „evne“. (Lukas 6:19; 1 Korinther 12:10; Mattæus 25:15) Ifølge Bibelen var Jesu mirakler en manifestation af „Guds majestætiske magt“. (Lukas 9:43) Ville disse gerninger være umulige for en almægtig Gud — han hvis „vældige styrke er så stor“? — Esajas 40:26.
En nøje undersøgelse af de fire evangelieberetninger giver yderligere vidnesbyrd om deres pålidelighed. Én ting er at disse beretninger markant adskiller sig fra eventyr og legender. Tag for eksempel de falske historier der gik om Jesus i de første århundreder efter hans død. Det apokryfe „Tomas-evangelium“ beretter: „Da drengen Jesus var fem år gammel . . ., gik han gennem landsbyen, og en knægt løb og slog ham på skulderen. Jesus blev irriteret og sagde til ham: ’Du skal ikke gå videre på din vej’, og drengen faldt straks om og døde.“ Det er ikke vanskeligt at se hvad denne historie i virkeligheden er — det pure opspind. Ydermere er der ingen sammenligning mellem Bibelens Jesus og det lunefulde, ondsindede barn der skildres her. — Se som modsætning Lukas 2:51, 52.
Tænk så på de autentiske evangelieberetninger. De er fri for overdrivelser og fiktive overtoner. Jesus udvirkede mirakler for at dække virkelige behov, ikke på grund af pludselige indskydelser. (Markus 10:46-52) Jesus brugte aldrig sine mirakuløse evner til gavn for sig selv. (Mattæus 4:2-4) Han brugte dem heller aldrig til at vise sig over for andre. Da kong Herodes af nysgerrighed ville have Jesus til at udføre et mirakuløst „tegn“ for ham, ’gav han ham intet svar’. — Lukas 23:8, 9.
Jesu mirakler står også i skarp kontrast til det som professionelle illusionister, tryllekunstnere og troshelbredere udfører. Hans kraftige gerninger herliggjorde altid Gud. (Johannes 9:3; 11:1-4) De indeholdt ikke følelsesladede ritualer, magiske besværgelser, pompøse optrædender, kneb eller hypnose. Da Jesus mødte en blind tigger ved navn Bartimæus, som råbte: „Rabbuni, lad mig få mit syn igen,“ sagde Jesus: „’Gå blot, din tro har gjort dig rask.’ Og straks fik han synet igen.“ — Markus 10:46-52.
Evangelieberetningerne viser også at Jesus udførte sine kraftige gerninger uden brug af rekvisitter, særlig sceneopsætning eller trickbelysning. De blev ofte udført i det fri, og ofte med talrige øjenvidner. (Markus 5:24-29; Lukas 7:11-15) I modsætning til nutidens troshelbredere mislykkedes det aldrig for Jesus at helbrede nogen på grund af en tilsyneladende mangel på tro hos den syge. I Mattæus 8:16 siges der: „Han kurerede alle som havde det dårligt.“
I bogen „Many Infallible Proofs:“ The Evidences of Christianity („Mange sikre beviser“ — vidnesbyrd for kristendommen) skriver forskeren Arthur Pierson om Kristi mirakler: „Deres antal, den øjeblikkelige og fuldstændige karakter af helbredelserne, dét at der ikke var et eneste mislykket forsøg, ikke engang i forbindelse med at oprejse døde, skaber afgørende distance mellem disse mirakler og de tilsyneladende undere der gøres i denne eller enhver anden periode.“
Arthur Pierson fremfører endnu et argument til støtte for evangelieberetningerne: „Den mest bemærkelsesværdige bekræftelse af Bibelens mirakler er modstandernes tavshed.“ De jødiske ledere var mere end opsatte på at bringe Jesus i miskredit, men hans mirakler var så kendte at modstanderne ikke turde benægte dem. Det eneste de kunne gøre var at tilskrive dem dæmoniske kræfter. (Mattæus 12:22-24) Århundreder efter Jesu død fortsatte skribenterne af den jødiske Talmud med at tilskrive Jesus mirakuløse kræfter. Men ifølge bogen Jewish Expressions on Jesus afviste de ham som en der „øvede magi“. Ville de have sagt dette hvis blot der var den mindste mulighed for at afvise Jesu mirakler som det pure opspind?
Kirkehistorikeren Eusebios fra det fjerde århundrede giver yderligere vidnesbyrd. I sin Kirkehistorie citerer han en vis Quadratus som skrev et forsvarsskrift for kristendommen til kejseren. Quadratus erklærede: „Vor Frelsers Gerninger var altid nærværende, thi de var sande: de, som var blevet helbredt, og de, som var oprejst fra de døde, blev set ikke blot, da de var blevet helbredt eller oprejst, men de var ogsaa stadig nærværende, og det ikke blot, mens Frelseren var her, men ogsaa en lang Tid efter hans Død, var de i Live, saa at nogle af dem ogsaa har levet indtil vore Dage.“ Den lærde William Barclay har sagt: „Det Quadratus siger er, at selv på hans tid kunne der fremskaffes mænd på hvem der var udført mirakler. Hvis dette ikke var sandt ville det for det romerske styre have været den letteste sag i verden at stemple det som en løgn.“
Det er fornuftigt, rationelt og i fuld harmoni med de foreliggende vidnesbyrd at tro på Jesu mirakler. De er imidlertid ikke blot livløs historie. Hebræerne 13:8 påminder os: „Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt.“ Ja, han lever nu i himmelen, og han er i stand til at anvende sine mirakuløse evner på en langt bedre måde end da han gik på jorden som menneske.
FOR millioner af mennesker rundt om på jorden er troen på Jesu mirakler næsten lige så vigtig som troen på Gud. Evangelieskribenterne — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — beskriver 35 af Jesu mirakler. Det fremgår imidlertid af deres beretninger at han udførte mange flere overnaturlige gerninger. — Mattæus 9:35; Lukas 9:11.
Disse mirakler blev ikke udført for at underholde folk. De bekræftede at Jesus, som han selv sagde, var Guds søn — den længe ventede Messias. (Johannes 14:11) Moses havde udført mirakuløse tegn da han præsenterede sig for Israels trælbundne nation. (2 Mosebog 4:1-9) Logisk nok måtte Messias, som ifølge profetien skulle være større end Moses, også forventes at kunne give tegn på at han havde støtte fra Gud. (5 Mosebog 18:15) Derfor kalder Bibelen Jesus „en mand som over for jer offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn“. — Apostelgerninger 2:22.
Før i tiden accepterede folk i almindelighed Bibelens skildring af Jesus som en mand der kunne gøre mirakler. Men i de senere årtier har kritikere stillet sig mere end tvivlende over for evangelieberetningerne. I bogen Deceptions and Myths of the Bible henviser Lloyd Graham til den bibelske beretning hvor Jesus går på vandet, og han tillader sig at sige: „Man skal være meget uvidende for at tro at det skal forstås bogstaveligt, men det er der faktisk millioner der gør. Og så spekulerer vi over hvad der er galt med verden i dag! Kan man forvente en bedre verden — med en sådan uvidenhed?“
En sådan kritik er imidlertid ikke fornuftig. The World Book Encyclopedia definerer et mirakel som „en begivenhed der ikke kan forklares ud fra de kendte naturlove“. Ifølge den definition ville et farvefjernsyn, en mobiltelefon eller en laptop-computer være blevet betragtet som et mirakel for blot hundrede år siden. Er det rimeligt at være dogmatisk og sige at noget er umuligt blot fordi vi ikke kan forklare det med vor nuværende viden?
Overvej også dette: På græsk, som „Det Nye Testamente“ oprindelig er skrevet på, er ordet „mirakel“ oversat fra dy′namis — et ord hvis grundbetydning er „kraft“ eller „magt“. Det gengives også med „kraftige gerninger“ eller „evne“. (Lukas 6:19; 1 Korinther 12:10; Mattæus 25:15) Ifølge Bibelen var Jesu mirakler en manifestation af „Guds majestætiske magt“. (Lukas 9:43) Ville disse gerninger være umulige for en almægtig Gud — han hvis „vældige styrke er så stor“? — Esajas 40:26.
En nøje undersøgelse af de fire evangelieberetninger giver yderligere vidnesbyrd om deres pålidelighed. Én ting er at disse beretninger markant adskiller sig fra eventyr og legender. Tag for eksempel de falske historier der gik om Jesus i de første århundreder efter hans død. Det apokryfe „Tomas-evangelium“ beretter: „Da drengen Jesus var fem år gammel . . ., gik han gennem landsbyen, og en knægt løb og slog ham på skulderen. Jesus blev irriteret og sagde til ham: ’Du skal ikke gå videre på din vej’, og drengen faldt straks om og døde.“ Det er ikke vanskeligt at se hvad denne historie i virkeligheden er — det pure opspind. Ydermere er der ingen sammenligning mellem Bibelens Jesus og det lunefulde, ondsindede barn der skildres her. — Se som modsætning Lukas 2:51, 52.
Tænk så på de autentiske evangelieberetninger. De er fri for overdrivelser og fiktive overtoner. Jesus udvirkede mirakler for at dække virkelige behov, ikke på grund af pludselige indskydelser. (Markus 10:46-52) Jesus brugte aldrig sine mirakuløse evner til gavn for sig selv. (Mattæus 4:2-4) Han brugte dem heller aldrig til at vise sig over for andre. Da kong Herodes af nysgerrighed ville have Jesus til at udføre et mirakuløst „tegn“ for ham, ’gav han ham intet svar’. — Lukas 23:8, 9.
Jesu mirakler står også i skarp kontrast til det som professionelle illusionister, tryllekunstnere og troshelbredere udfører. Hans kraftige gerninger herliggjorde altid Gud. (Johannes 9:3; 11:1-4) De indeholdt ikke følelsesladede ritualer, magiske besværgelser, pompøse optrædender, kneb eller hypnose. Da Jesus mødte en blind tigger ved navn Bartimæus, som råbte: „Rabbuni, lad mig få mit syn igen,“ sagde Jesus: „’Gå blot, din tro har gjort dig rask.’ Og straks fik han synet igen.“ — Markus 10:46-52.
Evangelieberetningerne viser også at Jesus udførte sine kraftige gerninger uden brug af rekvisitter, særlig sceneopsætning eller trickbelysning. De blev ofte udført i det fri, og ofte med talrige øjenvidner. (Markus 5:24-29; Lukas 7:11-15) I modsætning til nutidens troshelbredere mislykkedes det aldrig for Jesus at helbrede nogen på grund af en tilsyneladende mangel på tro hos den syge. I Mattæus 8:16 siges der: „Han kurerede alle som havde det dårligt.“
I bogen „Many Infallible Proofs:“ The Evidences of Christianity („Mange sikre beviser“ — vidnesbyrd for kristendommen) skriver forskeren Arthur Pierson om Kristi mirakler: „Deres antal, den øjeblikkelige og fuldstændige karakter af helbredelserne, dét at der ikke var et eneste mislykket forsøg, ikke engang i forbindelse med at oprejse døde, skaber afgørende distance mellem disse mirakler og de tilsyneladende undere der gøres i denne eller enhver anden periode.“
Arthur Pierson fremfører endnu et argument til støtte for evangelieberetningerne: „Den mest bemærkelsesværdige bekræftelse af Bibelens mirakler er modstandernes tavshed.“ De jødiske ledere var mere end opsatte på at bringe Jesus i miskredit, men hans mirakler var så kendte at modstanderne ikke turde benægte dem. Det eneste de kunne gøre var at tilskrive dem dæmoniske kræfter. (Mattæus 12:22-24) Århundreder efter Jesu død fortsatte skribenterne af den jødiske Talmud med at tilskrive Jesus mirakuløse kræfter. Men ifølge bogen Jewish Expressions on Jesus afviste de ham som en der „øvede magi“. Ville de have sagt dette hvis blot der var den mindste mulighed for at afvise Jesu mirakler som det pure opspind?
Kirkehistorikeren Eusebios fra det fjerde århundrede giver yderligere vidnesbyrd. I sin Kirkehistorie citerer han en vis Quadratus som skrev et forsvarsskrift for kristendommen til kejseren. Quadratus erklærede: „Vor Frelsers Gerninger var altid nærværende, thi de var sande: de, som var blevet helbredt, og de, som var oprejst fra de døde, blev set ikke blot, da de var blevet helbredt eller oprejst, men de var ogsaa stadig nærværende, og det ikke blot, mens Frelseren var her, men ogsaa en lang Tid efter hans Død, var de i Live, saa at nogle af dem ogsaa har levet indtil vore Dage.“ Den lærde William Barclay har sagt: „Det Quadratus siger er, at selv på hans tid kunne der fremskaffes mænd på hvem der var udført mirakler. Hvis dette ikke var sandt ville det for det romerske styre have været den letteste sag i verden at stemple det som en løgn.“
Det er fornuftigt, rationelt og i fuld harmoni med de foreliggende vidnesbyrd at tro på Jesu mirakler. De er imidlertid ikke blot livløs historie. Hebræerne 13:8 påminder os: „Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt.“ Ja, han lever nu i himmelen, og han er i stand til at anvende sine mirakuløse evner på en langt bedre måde end da han gik på jorden som menneske.