Jul i Andeby
Anders And, gik gennem Andeby kl. 23.00 d. 19 december 2006.
Den øredøvende stilhed, regnens sagte dryppen og vindens susen lød i Anderses øre. Luften var rå, fugtig, kold og stoplysenes rød gule, grønne farver spejlede sig i den sugende sorte asfalt.
Anders var jaloux, han var i et nedrigt humør, med økse i sin hånd, gik han mod Andersines bo, han var vis, hun havde bollet en anden and.
De ondskabsfulde blodrøde pletter sprængtes i hans andehoved, med små smertefulde pops.
Der var ænder på gaden, ikke mange men få, optaget af julens skik, de skævede til Anders og øksen i hans hånd, så væk og ned, hastede sig videre, ville ikke risikere.
Døren i gaden var itu sparket, splintret og revner og knuste ruder, der var mange narkomander i Andeby, og blodige kanyler lå allestedsnærværende.
Anders ringede ikke på, men gik bare ind, op ad trappen, hen ad gangen og der var Andersines navn, under den lille julekrans. Øksen flåede låsen op, men ikke nok, flere gange flåede øksen. Dørene gik op, ænder kiggede ud, skræppede bange, hvad der skete, vi ringer til Ænderne!
Men Anders hørte ikke, han var ved kanten af livet, travlt med at dø.
Hans ene luffe var gået igennem glasset med øksen, glasskåret stak blodigt ud, blodet sprøjtede på Anderses andeben. Hans blå sømandsbluse, var sortplettet af blodet der silede rundt om Anderses luffe.
Døren halvt gik op halvt faldt ned, ved det sidste spark af Anderses andeben. Andersine var i stuen, skreg, stod i lyserød kimono, med curlerne i sine fjer.
Anders sagde ingenting, ikke et rap, han vidste ingenting mere, han var langt væk i rusen, hævn og blod. Anders blødte over det hele men ænsede intet, havde kun øje for Andersines andehoved med den åbne lyserøde mund, tunge, opspilede øjne. Anders hørte intet, ud over den i blodet dunkende pulsen.
Øksen landede på Andersines luffe, det var skævt, ført med en luffe, der ikke helt kunne styre. Der skete intet ud over råt andekød, blev revet, flået og blod pludselig sprøjtede fra Andersines luffe.
Andersine baskede fortvivlet væk fra øksen, hendes kimono sortplettet, stod som et sejl, de fine hvide fjer, plettet og dyppet i hendes blod. Men det var nyttesløst, intet kunne holde Anders væk.
Anders gik igennem bord, stole og dør, Anderses økse fløj rundt uden han vidste, hvor. Anders ramte igen, i skulderen, den gik ned, dybt, der var noget der knækkede.
Andersine lå, baskende, som en vingeskudt and, imens Anderses økse gik metodisk op og ned, rytmisk i en evighed. Pludselig holdte han, øksen lå slapt i hans luffe, faldt ned med et hult bump.
Det var fuldbragt.
Den øredøvende stilhed, regnens sagte dryppen og vindens susen lød i Anderses øre. Luften var rå, fugtig, kold og stoplysenes rød gule, grønne farver spejlede sig i den sugende sorte asfalt.
Anders var jaloux, han var i et nedrigt humør, med økse i sin hånd, gik han mod Andersines bo, han var vis, hun havde bollet en anden and.
De ondskabsfulde blodrøde pletter sprængtes i hans andehoved, med små smertefulde pops.
Der var ænder på gaden, ikke mange men få, optaget af julens skik, de skævede til Anders og øksen i hans hånd, så væk og ned, hastede sig videre, ville ikke risikere.
Døren i gaden var itu sparket, splintret og revner og knuste ruder, der var mange narkomander i Andeby, og blodige kanyler lå allestedsnærværende.
Anders ringede ikke på, men gik bare ind, op ad trappen, hen ad gangen og der var Andersines navn, under den lille julekrans. Øksen flåede låsen op, men ikke nok, flere gange flåede øksen. Dørene gik op, ænder kiggede ud, skræppede bange, hvad der skete, vi ringer til Ænderne!
Men Anders hørte ikke, han var ved kanten af livet, travlt med at dø.
Hans ene luffe var gået igennem glasset med øksen, glasskåret stak blodigt ud, blodet sprøjtede på Anderses andeben. Hans blå sømandsbluse, var sortplettet af blodet der silede rundt om Anderses luffe.
Døren halvt gik op halvt faldt ned, ved det sidste spark af Anderses andeben. Andersine var i stuen, skreg, stod i lyserød kimono, med curlerne i sine fjer.
Anders sagde ingenting, ikke et rap, han vidste ingenting mere, han var langt væk i rusen, hævn og blod. Anders blødte over det hele men ænsede intet, havde kun øje for Andersines andehoved med den åbne lyserøde mund, tunge, opspilede øjne. Anders hørte intet, ud over den i blodet dunkende pulsen.
Øksen landede på Andersines luffe, det var skævt, ført med en luffe, der ikke helt kunne styre. Der skete intet ud over råt andekød, blev revet, flået og blod pludselig sprøjtede fra Andersines luffe.
Andersine baskede fortvivlet væk fra øksen, hendes kimono sortplettet, stod som et sejl, de fine hvide fjer, plettet og dyppet i hendes blod. Men det var nyttesløst, intet kunne holde Anders væk.
Anders gik igennem bord, stole og dør, Anderses økse fløj rundt uden han vidste, hvor. Anders ramte igen, i skulderen, den gik ned, dybt, der var noget der knækkede.
Andersine lå, baskende, som en vingeskudt and, imens Anderses økse gik metodisk op og ned, rytmisk i en evighed. Pludselig holdte han, øksen lå slapt i hans luffe, faldt ned med et hult bump.
Det var fuldbragt.