Jødehad i SF
Socialistisk Folkeparti agerer stadig mere selvsikkert. De regner tydeligvis med, at valgsejren er så godt som hjemme, og at Villy Søvndal inden årets udgang mageligt kan sætte sig tilrette som udenrigsminister. Sådan må det være i et demokrati. Flertallets vilje er landets skæbne.
Netop derfor er der grund til at overveje, hvilken politisk skæbne Danmark går i møde med et sådan tronskifte. Jeg tænker særligt på SF’s syn på konflikten i Mellemøsten. Min EU-kollega Margrete Auken har for nylig leveret et skræmmende eksempel på partiets forsimplede verdensanskuelse: Israelerne er skurke. Palæstinenserne er undertrykte. Israelerne er besættere. Palæstinenserne er befriere.
Aukens anskuelser er dog nærmest moderate i forhold til andre fremtrædende partimedlemmers. Eksempelvis ville Anne Grete Holmsgaard som venstresocialist ikke tage afstand fra massakren på israelske sportsfolk under OL i München i 1972. Og i 1980 udtrykte hun støtte og sympati med terrororganisationen PFLP, hvilket mundede ud i en egentlig samarbejdsaftale. Ingen i SF har nogensinde kritiseret Anne Grete Holmsgaards fortid.
Vel har SF de seneste år transformeret sig til i dag at være et stylet, moderne og topstyret parti. Det er formodentligt i den sammenhæng, at den kollektive sletning af socialistiske folketingsmedlemmer på Boykot Israel-initiativet skal ses. Men sjælen i partiet er den samme. Således følte ingen i SF trang til kritik, da Margrete Auken på selve mindedagen for holocaust i Europa-parlamentet i år afholdt en offentlig høring, hvor hun havde inviteret medlemmer af terrororganisationen Hamas som hovedtalere.
Hamas lovpriser terror. Hamas prædiker død over jøderne. Hamas finansierer mord på civile. Når de altså ikke holder møder med SF’s folkevalgte.
For et par år siden besøgte jeg den lille provinsby S’derot. Her falder bomberne dagligt. Den ene dag er det en børnehave eller en skole, der rammes - af samme grund er alle skoler nu forsynet med ugennemsigtigt, raketsikret glas. Næste dag er det naboens hus. Eller dit eget. Jeg synes, Margrete Auken, Villy Søvndal og Anne Grete Holmsgaard skulle tage en sommerrejse til S’derot og vente på den næste qassam-raket. Ingen aner, hvor den lander. For afsenderen er det også ligegyldigt. Om det er civile eller militærfolk, der dræbes, gør ingen forskel for Hamas.
Naturligvis kan vi godt leve med den trist omstændighed at have et dansk parti, der holder med terroren. Det kan tales ned, bagatelliseres og forklares med, at ytringsfriheden jo har vidde rammer. Men vi kan ikke leve med det som landets officielle politik eller som pejlemærke i dansk udenrigspolitik.
Hvis vælgerne ønsker Villy Søvndal som udenrigsminister, er det naturligvis deres gode ret. Men vi må kræve, at han klart tager afstand fra ethvert antijødisk synspunkt, insisterer på Israels ret til at eksistere og ekskluderer folk, der fraterniserer med Hamas. Danmark skal ikke smudses til af antijødiske fejlskud.
http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2011/06/14/har-sf-et-j%C3%B8deproblem/
Netop derfor er der grund til at overveje, hvilken politisk skæbne Danmark går i møde med et sådan tronskifte. Jeg tænker særligt på SF’s syn på konflikten i Mellemøsten. Min EU-kollega Margrete Auken har for nylig leveret et skræmmende eksempel på partiets forsimplede verdensanskuelse: Israelerne er skurke. Palæstinenserne er undertrykte. Israelerne er besættere. Palæstinenserne er befriere.
Aukens anskuelser er dog nærmest moderate i forhold til andre fremtrædende partimedlemmers. Eksempelvis ville Anne Grete Holmsgaard som venstresocialist ikke tage afstand fra massakren på israelske sportsfolk under OL i München i 1972. Og i 1980 udtrykte hun støtte og sympati med terrororganisationen PFLP, hvilket mundede ud i en egentlig samarbejdsaftale. Ingen i SF har nogensinde kritiseret Anne Grete Holmsgaards fortid.
Vel har SF de seneste år transformeret sig til i dag at være et stylet, moderne og topstyret parti. Det er formodentligt i den sammenhæng, at den kollektive sletning af socialistiske folketingsmedlemmer på Boykot Israel-initiativet skal ses. Men sjælen i partiet er den samme. Således følte ingen i SF trang til kritik, da Margrete Auken på selve mindedagen for holocaust i Europa-parlamentet i år afholdt en offentlig høring, hvor hun havde inviteret medlemmer af terrororganisationen Hamas som hovedtalere.
Hamas lovpriser terror. Hamas prædiker død over jøderne. Hamas finansierer mord på civile. Når de altså ikke holder møder med SF’s folkevalgte.
For et par år siden besøgte jeg den lille provinsby S’derot. Her falder bomberne dagligt. Den ene dag er det en børnehave eller en skole, der rammes - af samme grund er alle skoler nu forsynet med ugennemsigtigt, raketsikret glas. Næste dag er det naboens hus. Eller dit eget. Jeg synes, Margrete Auken, Villy Søvndal og Anne Grete Holmsgaard skulle tage en sommerrejse til S’derot og vente på den næste qassam-raket. Ingen aner, hvor den lander. For afsenderen er det også ligegyldigt. Om det er civile eller militærfolk, der dræbes, gør ingen forskel for Hamas.
Naturligvis kan vi godt leve med den trist omstændighed at have et dansk parti, der holder med terroren. Det kan tales ned, bagatelliseres og forklares med, at ytringsfriheden jo har vidde rammer. Men vi kan ikke leve med det som landets officielle politik eller som pejlemærke i dansk udenrigspolitik.
Hvis vælgerne ønsker Villy Søvndal som udenrigsminister, er det naturligvis deres gode ret. Men vi må kræve, at han klart tager afstand fra ethvert antijødisk synspunkt, insisterer på Israels ret til at eksistere og ekskluderer folk, der fraterniserer med Hamas. Danmark skal ikke smudses til af antijødiske fejlskud.
http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2011/06/14/har-sf-et-j%C3%B8deproblem/