Kan Gud fortryde noget?

1. Mosebog 6:5-7

Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«

Blev Gud virkeligt overrasket? Fortrød han virkeligt? Kan en alvidende Gud bliver overrasket og fortryde? Eller er der tale om et menneskes opfattelse af, hvordan Gud så på hele situationen?

1. Mosebog 3:8-13

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«

Vidste Gud virkeligt ikke, hvor Adam var? Gik han tur i haven som et andet menneske? Vidste han ikke, hvad der var sket? Eller er der tale om en mytologisk forklaring på, hvorfor livet er så hårdt?

1. Mosebog 6:5-7
[quote]Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.«[/quote]
Blev Gud virkeligt overrasket? Fortrød han virkeligt? Kan en alvidende Gud bliver overrasket og fortryde? Eller er der tale om et menneskes opfattelse af, hvordan Gud så på hele situationen?

Det står i biblen sort på hvidt, og du har lige citeret det.
Tror du da at biblen ikke taler sandt?

1. Mosebog 11:1-9

Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

Steg Herren virkeligt ned fra himlen, og gik rundt sammen med de andre himmelske og forvirrede mennesker til at tale andre sprog? Eller er der tale om en mytologisk hændelse, som forklarer, at de mange folkeslag og sprog er i overensstemmelse med Guds vilje - en myte der er med til at forklare, hvorfor det er så svært at være menneske?

Igennem Det Gamle Testamente ser man det igen og igen: Gud åbenbarer sig i historien. I begyndelsen er han næsten et menneske ifølge beskrivelserne, men efterhånden bliver han mere og mere "himmelsk" og mere og mere mægtig. I begyndelsen er han en stammegud der bliver jaloux på de fremmede folks guder, men efterhånden overtager han fuldstændigt "himlen" i beskrivelserne, og det siges direkte, at han er den eneste Gud.
Man kan efter min opfattelse ikke læse Det gamle Testamente som en endegyldig åbenbaring af virkeligheden. Hele opbygningen selv inviterer til, at forståelsen af verden omkring jøderne gradvis blev udfoldet, ligesom forståelsen af Gud gjorde. I beskrivelsen ser vi, hvordan en nomadekultur fra bronzealderen udvikles og kommer i jernalderen, og vi ser, hvordan samfundet og gudsforståelsen udvikles i takt hermed.
Sekter tolker traditionelt den udvikling således, at Gud gradvist viste mere og mere af sig selv. Men de skøjter let og elefant henover, at nogle af de tidlige åbenbaringer jo er i direkte modstrid med de senere. De ignorerer de absurde beskrivelser af en flad jord, med en massiv hvælving til at adskille himmel og jord. Den slags er blot tilpasset vores menneskelige forståelse, siges det.
Aha, men hvornår er vores forståelse så god nok til, at vi får den virkelige beskrivelse? Og deter her sekterne ryger gennem isen. For de er enige i, at det er den ikke endnu - vi kan ikke fatte Gud. Alligevel holder de sekterisk fast på, at netop deres forklaring på, hvordan Bibelen skal tolkes er den eneste rigtige måde. Det må være topmålet af indbygget selvmodsigelse.
Virkeligheden er nok den indlysende: Bibelen er skrevet af mennesker, der så en flig af Gud. De nedskrev deres oplevelser, sådan som de tolkede dem. Uden filter. Deres beretning er derfor interessant som en beskrivelse af, hvordan datidens bronzesamfund og jernaldersamfund opfattede Gud.
Og dog. Hvad hvis man selv har oplevet en flig af Gud, og synes det minder om det de beskrev, selvom vi lever i det post-industrielle samfund, mens de levde i bronzealderen? Hvad betyder det så? At det i virkeligheden er den samme Gud vi taler om?