Kan ikke slippe følelserne for en anden kvinde

Jeg sidder i noget af en følelsesmæssig saks.
Jeg er gift, en mand i slutningen af 30'erne, med to børn i skolealderen. Jeg har faktisk et godt parforhold, vi har dejlige venner og omgangskreds - og livet derhjemme er egentlig ret skønt. Jeg aldrig været sammen med andre kvinder end min kone i snart 16 år og det har aldrig kunne falde mig ind. Lige indtil en dag skæbnen spillede mig et puds, hvor jeg via en fælles bekendt mødte en super dejlig kvinde, som jeg blev enormt tiltrukket af. Hun har det mest fantastiske væsen, og på få minutter opstod der helt uforvarende en elektrisk tiltrækning.
Selvom det var helt forkert i min situation - så havde jeg svært ved at holde mig tilbage, og havde en stærk fornemmelse af, at vi havde noget særligt at give hinanden. Vi så hinanden en 6-8 gange over et par måneders tid. Nogle helt intense og skønne oplevelser. Og sideløbende havde vi en masse kontakt på mail og sms. Det er så meget mere end det fysiske, jeg føler mig meget åndeligt tiltrukket af hende, hun er bare noget ganske særligt, og meget mere som jeg har svært ved at sætte ord på. Hun er single, men samvittigheden både hos hende og ikke mindst hos jeg, trak os i den rigtige retning (eller den forkerte?), og vi stoppede forholdet.
Men jeg kan ikke helt slippe hende. Hun har i den grad brændt sig grundigt fast i mig og fylder i tankerne hver dag. Nogle gange vil jeg ønske, at det hele ikke var så kompliceret og at vi havde mødt hinanden for længe længe længe siden, men det er vist ikke til at lave om på.
I starten så tænkte jeg, at det er nok helt naturligt, at hun stadig snurrer i kroppen, og befinder sig i mine drømme. Vi havde jo noget ganske specielt sammen, om end kortvarigt. Men nu er der snart gået 9 måneder - og hun fylder stadig meget i mine tanker. Jeg kan simpelthen ikke slippe de intense følelser…
Jeg skriver her til debatten for at høre, om andre har haft samme oplevelse, og ville gerne høre, om I har kunne slippe følelserne? Eller hvad har I gjort?
Martin 😕

Det tog 3 år inden jeg ikke havde ham under huden mere. Det var forfærdeligt at bryde med ham, men jeg ville ikke slæbe min familie gennem en skilsmisse, og alle de følger en sådan har for alt fra familieliv til omgangskreds etc. Min beslutning var, at jeg hellere ville leve med et savn, end jeg ville leve på en løgn, derfor kunne jeg ikke beholde ham, og jeg har stadig samme indstilling for mit eget vedkommende.
Nu er gået 16 år og det hipper ikke længere i mig, når jeg, en sjælden gang, ser ham på gaden, men han er da et af de gode minder, jeg vil tænke på, på plejehjemmet. 🙂

1000 tak for dit input... men uff, 3 år. Det er lang tid, og jeg fornemmer, at jeg ikke har de lyse udsigter at slippe hurtigere.
Jeg kan godt forstå dine bevæggrunde for at vælge ham fra - samvittigheden og alt det der står på spil - men følte du ikke, at du på sin vis levede på en løgn alligevel i de år du savnede ham?

...hvis det stod til mig.
Jeg var i et forhold med min datters far. Det gik sådan set meget godt. Vi elskede hinanden, som man gør efter flere års samliv og jeg var egentlig klar til at dele resten af mit liv sammen med ham. Han var på mange måder alt hvad jeg drømte om...men den gnist, jeg har følt efterfølgende emd en anden, var der bare ikke sammen med ham.
Jeg blev hamrende forelsket...(på samme måde som du er det), i en anden mand og det hele endte med, at jeg og min exkæreste gjorde det forbi med hinanden. Det var en utrolig svær beslutning, men jeg er så klog - trods alt - at jeg ved, at fornuften ikke sidder i hjertet, som mange går og bilder sig ind...
Derfor var der ikke mange der forstod min beslutning, men jeg gjorde...og jeg fortryder intet, selv om det ikke gik med den anden. Han er mit livs kærlighed. Sådan er det! Selv om det ikke varede ret lang tid og vi ikke var sammen ret meget, så kan jeg med hånden på hjertet sige, at det er han.
Jeg fortryder intet. Også selv om, jeg i dag sidder og er single og kan konstatere, at det nok aldrig bliver mig og ham. Så gav han mig et øjebliks magi...og det var det hele værd! Jeg har efterfølgende mange gange overvejet at gå tilbage til min datters far. Men det var nu mest i desperate øjeblikke, hvor jeg i nuet havde mistet troen på det hele og mig selv. I dag er jeg glad for, at jeg gav mig selv muligheden for at komme ud af et forhold, der manglede lidenskab og åndelighed, om du vil. Og ikke mindst er jeg glad for, at min datters far, også har muligheden for at opleve den magi med en anden, når han er klar til det.
Så du skal gøre op med dig selv, hvad det er du vil her livet. Hvad der betyder noget for dig følelsesmæssigt og om du kan få det til at gå op i en højere enhed med din fornuft. Det er jo ikke sikkert din historie ender ligeså vemodigt som min. Der findes masser af eksempeler på det modsatte. Min søster f.eks. Hun blev gift med sin eneste ene. Men det krævede også disse overvejelser og hun var også modig nok til at bryde fri og følge sit hjerte. Det er en kæmpe løgn, at tro at man kan styre sit følelsesliv. Det kan man ikke. Man kan bedøve det og leve på valium eller som en zombie i et forhold, som rent praktisk er fint fint! Det kan folk forstå! Dér kan de være med! Og hvis det er andre menneskers mening der tæller, jamen så ved du godt hvad du skal gøre...
Held og lykke til dig ;o)

Ikke præcis den samme oplevelse, men så noget lignende i hvert fald.. Vi har vel alle vores erfaringer og øse ud af.. 😉
Efter at have læst dit indlæg og de andres svar, sidder jeg tilbage med et stik af smerte. Både overfor din kone og unger, men også overfor dig selv.. Ikke fordi du HAR været utro - sket er sket, hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af, osv. osv., MEN fordi du jo fandme har seriøse følelser "i klemme" for din elskerinde.. I 9 måneder har du gået og tænkt på hende.. Du er pænt ramt, mister! Dvs. det er ikke "bare" en affære - et sidespring der aldrig skulle have været - men en reel forelskelse, som gør at du nu vakler.. Skal, skal ikke..
Den er svær, men jeg tror mit råd til dig er: nr. 1) Få kontakt til Miss Love igen og hør hende ad hvordan situationen i hendes liv er.. Er der overhovedet stadig noget at bygge på, hvis nu.. Måske er hun for længst "taget" og er ikke længere fri på markedet - heller ikke for dig. Nr. 2) Har du en fortrolig, som kender dig og din kone, og som du ved du kan stole 200 % på? -ta' en snak med ham/hende og prøv og få nogen vinkler på.. Måske kan det kaste lidt lys over hele sagen og dermed hjælpe dig til at træffe den rigtige beslutning..
Ligegyldigt hvad du beslutter dig for, så vil der UDEN tvivl komme en rigtig træls tid, med tusindevis af fortrydelses-stunder, hvor du er sikker på at det var den forkerte beslutning du traf.. Det hører med..
Du kan ikke blive ved med at leve på den måde.. Tror jeg også godt du selv ved. Når alt kommer til alt, står man sig selv nærmest.. Og ingen bliver lykkelig af, at leve sammen med en kun halv-til-stede far/mand.. Slet ikke dig! Så er det måske bedre at følge dit hjerte og tage skridtet helt ud..
Held & lykke, Martin....
/Klokken [l]

En ringe trøst velsagtens, men jeg vil bare sige, at du ikke er alene derude. Jeg er i en situation der minder meget om din. Det har stået på i et lille halvt år. Der går ikke en dag uden jeg tænker på den anden kvinde, og ikke én situation er hellig, hvor hun ikke kan komme op i mine tanker. Det glæder mig, frustrerer mig og irriterer mig. Hvad skal jeg dog stille op? Der er ikke nogen nem løsning, langt fra, og den kommer heller ikke af at vente. Hver dag går med overvejelser omkring situationen skal/skal ikke. Så længe der ikke er nogen beslutning, er overvejelserne der og at forlade. Og vælger man at forlade, så er der hverken garantier eller fortrydelsesret. Det er et kærlighedsdilemma om troskab til forholdet eller troskab til sin egen person. Jeg er i tvivl men indtil videre kommer tvivlen mit parforhold til gode.

Jeg forstår dig mere end jeg har lyst til, for det gør ondt inde i mig, selvom det er 2 år siden jeg sluttede med denne mand som jeg blev forelsket i, hvor det hele slog gnister omkring os, når vi var sammen. Vi involverede os hinanden, så man står tilbage og har ikke bare mistet en fantastisk elsker, men også et fantastisk menneske som gav en alt det som man ikke fik derhjemme og mere til.
Udfordringen er kan man gå fra det derhjemme, som trods alt fungerer for den nye kærlighed. Jeg kunne ikke og ham jeg valgte at elske kunne heller ikke. Vi stod begge med ægtefæller og 2 børn, som vi ikke kunne holde ud og tænke at vi skulle forlade. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi man såre nogen mennesker man holder af, hvis man går. Nej det er ikke et offer for mig, at jeg blev i mit ægteskab, og kunne jeg gøre det om så ville jeg gøre præcis det sammen igen, for jeg har oplevet noget som jeg aldrig har oplevet før, og som jeg håber alle mennesker på et tidspunkt i deres liv oplever. Jeg siddder tilbage med en følelse af ikke at have taget det rigtige valg, uanset om det var blevet ham og mig i den sidste ende, men havde jeg også siddet sådan og tænkt hvis jeg var gået fra mand og børn, jeg ved det ikke, men jeg kan forestille mig det.
I dag, selvom jeg godt ved jeg ikke gør det, så ville det optimale for mig være at have min mand og børn og samtidig mødes med den mand jeg valgte at elske, for hold op det gør ondt at vide at man har sluppet noget fri, som føltes så godt og rigtig.
Martin det er en svær beslutning du har gang i, og jeg føler med dig, men det er kun dig der ved, hvad der er bedst for dig og dermed i den sidste ende også for alle de andre omkring dig. Uanset hvilken beslutning du kommer frem til så vær ærlig omkring dine tanker og følelser og lad nu være med at proppe en masse forvrængninger og overbevisninger på dig selv for at overleve, for det er uægte og uærligt for alle, mest dig selv.
Pas godt på dig selv for ingen andre gør det for dig.

... men jeg synes ikke det er så nemt.
Jeg har mange overvejelser for tiden, og de forskellig indlæg her har givet mig en del stof til eftertanke.
Jeg har virkelig taget til mig det du skriver, "at fornuften ikke sidder i hjertet". Det er jo egentlig både så simpelt, og så sandt.
Og din historie rammer mig hårdt - for selv om det ikke endte fuldkommen "lyserødt"(lige nu ihvertfald) - så har det været godt at læse, at du ikke fortryder. Og ikke mindst bevæggrunden om at slippe din eksmand fri, så han også kan opleve gnisten og magien, som hører hjemme i et forhold. Jeg har ikke tænkt på den vinkel, midt i alt dette rod i mit følelsesliv.
Jeg er i vildrede hvad jeg skal gøre, men jeg vil ikke leve som en følelesesmæssigt bedøvet zombie, det er hverken jeg eller mine kone tjent med. Jeg skal vist igang med noget dybt selvransagelse...
Tak for din historie og indsigt - og god vind![s]

Skønt også med et mandligt bidrag. Og selvom det er som du siger en ringe trøst, så er det rart at vide, at jeg ikke er den eneste som befinder sig i en følelesesmæssig limbo.
Tankerne om hende popper op i alle mulige sammenhænge, og det er præcist som du beskriver, det er så forbandet dejligt og skønt, men samtidig dybt frustrerende og noget møg.
Jeg er i samme båd som dig, og holder fast i mit forhold, jeg elsker min familie, men jeg føler at jeg fortsat er min kone utro - ikke fysisk, men på det emotionelle plan. Og det går mig på med en forfærdelig dårlig samvittighed. Og det værste er nok, at jeg ikke fortryder at jeg har mødt den anden. Jeg vil ikke have været den oplevelse foruden - det var så specielt, og hun har beriget mit liv på en hel række plan. Og når jeg tænker sådan, tynger samvittigheden endnu mere.
Jeg går i overvejelser om at fortælle min kone - for at vende alle muligheder, og kunne komme videre, i eller udenfor forholdet. Er dog langt fra at beslutte at gøre det.
Har du egentlig fortalt din partner om din situation?

Kære Klokke,
Tak for din medfølelse og dine råd. [l]
Har overvejet mange gange at tage kontakt til "Miss Love"...rigtig mange gange. Men jeg har været bekymret for, at det bare vil åbne for en masse igen, og jeg havde håbet, at med tid, så kunne jeg komme af med mine følelser og tanker om hende, og sådan set komme videre med mit ellers udemærket liv. Og jeg kan godt følge dit råd... hvis nu hun er kommet videre med en anden, så kan jeg muligvis lettere få hende ud af mine tanker. (sådan som jeg har det nu, så tvivler jeg om det vil betyde noget). Men hvad hvis hun ikke er kommet videre? Eller kun lidt videre? Hvad hvis jeg åbner for en masse forhåbninger og forestillinger, jeg ikke kan indfrie, både hos jeg selv og hende? Uff....vil jeg kunne byde hende dette? Og kan jeg byde mig selv det?
Jeg tror (ja, vakler stadig) at jeg ikke vil tage kontakt med hende, før jeg får styr på mig selv og hvad jeg gør. Andet kan jeg ikke byde den skønne hende.
Jeg har tænkt over dit råd med at tale med en fortrolig, som kender både mig og min kone. Jeg synes den er meget svær, på sin vis påtvinger jeg et krav på loyalitet til min side, og inddrager en fælles ven i et kærlighedsdilemma, som personen nok ville have været foruden, da vedkommende er ven med min kone og jeg. Det er nok også derfor, at jeg skriver her til debatten, så tager jeg ikke flere som "gidsler" i mit dilemma.
Har dog også gået og overvejet om jeg burde tage konsekvensen og tale med min kone - men er langt fra sikker på, at det er nogen god idé.
Og jeg er helt enig med dig Klokke, jeg ved, at hvis ikke jeg snart kan få bugt med disse tanker og følelser for den anden kvinde, går jeg til! Jeg må kunne finde en modgift...
Og tusind tak for dine ord. [s]

Jeg har ikke fortalt min kone om mine svære følelser, og jeg tror heller ikke det vil tjene noget formål. Normalt deler min kone og jeg alle de svære problemstillinger der opstår, såvel for os hver især, som for os som par. Det ser jeg bestemt som en kvalitet og vi har begge stor glæde ved at dele. Men en problemstilling der involverer mit forhold til min kone, der har jeg svært ved at se at jeg kan få hendes objektive og konstruktive input. Jeg forestiller mig at hun enten vil blive rødgødende eller bundulykkelig. I begge tilfælde vil det påvirke min situation og jeg tror sandsynligheden er størst for at min kone vil skubbe mig væk fra sig, fremfor at være forstående og/eller tilgivende.
Når det er sagt, vil jeg bestemt mene at der stadig kan arbejdes konstruktivt på at rede forholdet, mens tankerne fra tid til anden flyver mod den anden kvinde. Der må være nogle problemstillinger i jeres forhold, det er der i hvert fald i mit, der kræver opmærksomhed og pleje. En måde hvorpå du kan afprøve dit nuværende forhold, og indirekte diskutere din svære situation med din partner, er ved at tage initiativ til at få talt om jeres problemer i parforholdet. Hvorfor er det fx at du og din partner har mistet gløden? Hvad er det hun ikke gør for at levere "varen"? Hvad er det du ikke gør som du partner ville ønske du gjorde? Det virker ikke som spørgsmål der gør din situation nemmere, men dét gør de! Tag initiativ til de svære samtaler med partneren og find ud ag hvor du har hende. Så er du bedre rustet til at tage en beslutning.
Min kone og jeg har taget en del samtaler. Vi har berørt svære emner og har også talt om hvis-det-nu-ikke-skulle-være. Vi er ikke færdige med at tale. Jeg har ikke taget nogen beslutning, men som nævnt kommer tvivlen mit parforhold tilgode.

Når man er ramt, som du - kan der gå rigtig lang tid. Det er min erfaring.
Det er nogle år siden, at jeg blev dybt forelsket i en skønneste kvinde, der altså ikke er min kone. Hun sidder stadigvæk dybt i min krop og bevidsthed. Hun ramte mig, så jeg følte, at jeg kunne give det bedste af mig selv - jeg ville ønske, at jeg havde mødt hende for mange år siden.
Normalt er jeg rigtig god til at træffe beslutninger på mit arbejde, men her kunne jeg ikke vælge og jeg er blevet i mit ægteskab og i familielivet. Det har på en måde efterladt mig i chok og afmagt, som dog langsomt er ved at fortage sig.
Men som en anden skriver her i debatten, kan jeg godt genkende fornemmelsen af "zombie" og at den ene dag tager den anden.
Det er måske ikke opmuntreden læsning for dig lige nu, men måske en lettelse at vide, at der er andre, der har det ligesom dig.
Slutteligt, vil jeg give dig et råd, hvor jeg ikke tvivl: Jeg tror ikke, du får noget ud af at dele dine tanker med din kone på det her punkt - det ville også være umenneskeligt. Du er grundlæggende alene her i livet - det gør det både smukt og stort - men også ensomt.
Faktisk håber jeg bare for dig:
At du tager det rigtige valg, føler efter og er modig nok - det lykkedes ikke for mig, men det lykkes måske for dig. Hvad end du vælger din dejlige kone, arbejder for det eller du vælger den soulmate, som du tror, du har fundet, og så arbejder for det.
Håber virkelig, at du må lykkes!

Du lyder ikke helt lykkelig, men i bedste hanløve-stil bærer du åbenbart dine byrder som kun et ægte hanløve gør det - eller er det tid til at mærke sig selv sådan for alvor og gøre op med at det er "ondt", når vi mærker efter og vælger autentisk...det behøver ikke at være "ond egoisme" men måske vejen til at give verden endnu mere kærlighed (tilbage)...også til dine børn...
Måske kan du slet ikke forstille dig hvor lykkelig du kan blive...hvis du betræder nye stier...
Fra een, der hver dag vågner op i taknemmelighed, kigger på den "nye kvinde" i mit liv og tænker, "hvor er hun smuk" og som jeg kan vende alt med (sådan har det været i 6 år nu) - jeg valgte altå en ny sti og holdt op med at gå "zombiagtig" rundt, som flere her i dabatten beskriver det.

Du skriver, at det måske er en lettelse at andre har det på samme måde. Ved du hvad for mig virker det omvendt, jeg bliver enormt ked af det og rørt på en måde som du slet ikke kan forstå [:*(] Hvad gør vi mennesker ved os selv inden vi ikke tager de valg der skal til for at vi føler os som mere hele mennesker.
Jeg bliver tit trist og ked af det, nå jeg læser et indlæg som dit af flere grunde. For det første har jeg gjort præcis det samme som dig lade tingene gå sin gang og ikke rigtig taget en beslutning. Den anden grund er, hvem tror vi at vi er. Tror vi at vi rager omsorg eller omtanke overfor vores ægtefælle ved at have denne manglende tagen stilling til livet, hvor vi bare lader os flyde med. Problemet er bare, at vi glemme jo ikke et menneske vi har taget ind under huden, vi glemmer jo ikke den forelskelse eller det at elske, men vi kan lade tiden gå og så håbe på at en dag bliver det nemmere for sjælen og hovedet.
I dag, selvom det er 1 år siden vi sidst sås, så var jeg lige ved at ringe til ham på hans nye arbejdsplad, hvor han nu har været i et år, men jeg gør det ikke af en årsag JEG VIL IKKE IGENNEM DENNE FØLELSESMÆSSIGE RUSJETUR som det er, at føle noget for et menneske man ikke kan få eller dev. prøver at få. Tiden må gå, klokken må slå og så må jeg håbe på at dagen kommer hvor alting er så langt væk, at jeg ikke kan mindes den pragtfulde stund/stunder som denne mand gav mig. Smider man bare noget godt væk, nej vel for det gør ondt.

giver det en fornemmelse af dyb resonans i os, det er så smukt, så levende og intet burde kunne bremse dét ... ... ...alting vågner omkring en og ER fyldt m magi...
Nu er vi så til i en verden fuld af forpligtigelser, rigtige og forkerte beslutninger, skrækken for at gøre noget uigenkaldeligt - noget som ødelægger i stedet for at bygge op. Jeg ville aldrig vende ryggen til mit hjerte i sådan en sag; som en debattør er inde på er denne intensitet ikke en garanti for at kærligheden varer ved, MEN "logik" er vel bare en datidsform af "lade gå" når det kommer til kærlighed?
Skal man så gå og tvivle et helt samliv, hvad med den som man samlever med, er han/hun ikke vigtig nok til at måtte have lov at vælge noget andet og større og ligeså magisk, som det man ikke selv helt vovede???
Bare et par strøtanker, blev meget rørt af dit indlæg. Håber du er glad og varm og ved at du har truffet den rigtige beslutning for din lykke og livslyst.
A

Hej martin. Ved nøjagtigt hvordan du har det, er selv i samme situation.Men hvis du ikke kan glemme hende, var det nok en god ide og sætte dig ned og tænker over hvad du vil og forventer af dit liv, du har kun det ene. held og lykke

Dette har jeg aldrig oplevet.
Men er bare så typisk mænd, at lege undefor hjemmet !
Måske du keder dig lidt.
Se at få hende glemt, og sæt pris på det du har NU.
For tro mig, ting har det med at forsvinde, før man
mindst venter det.

Øhhh hvordan får du disse følelser til gå i glemmebogen for det lyder som om det er nemt, og hvis manden ikke elsker sin kone mere skal han så bare blive for at blive, for hun har ikke fortjent en der elsker hende.
Måske er det mig der er krævene jeg helst vil have en mand der elsker mig og ikke heller vil noget andet. Ting forsvinder hvis man lader dem forsvinde og nogen ting skal forsvinde fordi det ikke er godt nok for en mere, sådan er det nu desværre engang at være menneske og ikke en robot. Var vi robotter kunne vi jo alle leve op til 2 somheden for resten livet for robotter har ingen følelser, så hvad med at lave en fabrik med ufølsomme mennesker som bare skal være sammen, bare fordi og ikke af andre grunde.

Jeg prøver på at slippe mine følelser for en gift mand, jeg havde et kortvarigt, men intenst forhold til, ved at bide tænderne sammen og prøve at glemme. Det er ikke lykkedes endnu, selv om det er et stykke tid siden, vi så hinanden sidst.

Jeg tog den anden, jeg har lige siden ærgret mig over det, for det "nye" forhold viste sig at være en "døgnflue", mit råd er bliv ved din "læst" som skomageren sagde.
Hilsen Poul Jørgensen

Vi er jo kun mennesker...
Vi kan da indimellem fristes, men det vigtige er, at holde der, så det ikke udvikler sig.
Du skriver jo selv, at du er ganske til freds med dit liv, sammen med din kone og børn. Jeg er selv gift på 17 år og må da indrømme, at på trods af en rigtig dejlig mand, som jeg stadigvæk er forelsket i, så kan man da sagtens blive tiltrukket af andre. men man glemmer dem jo så hurtigt, hvis ikke man "kommer til" at indlede et forholde.
Glæd dig nu over den oplevelse du har fået, som du ikke skulle have haft. Nyd din kone og familien, for det er sammen med dem, dit liv er dejligt og der fremtiden ligger. Gør noget godt sammen med din kone. bare jer 2. Bliv forelsket, nyd hinanden, se hende og lad hende se dig, så skal du se, så finder du hurtigt ud af, at det er hende, der er kvinden i dit liv og hende "den anden" bare var en oplevelse, en udfordring i dit liv, som du ikke længere skal bruge til noget.[f]
Held og lykke med kærligheden til din familie[l] Husk... din familie er det værd🙂

Hvis du nu efter at have læst alle disse svar til dig, stadigvæk ikke kan få hende ud af dit sind, så syntes jeg det eneste rigtige/menneskelige ville være, at gi din kone besked om "hvad du har lavet". Det er ikke rimeligt, at du i dette ægteskab, går rundt og "leger" mand og familiefar, men er et andet sted i dine tanker. Det er et eller andet sted, at "røvrende" din kone. Tænk hvis hun havde gjordt, det du nu gør mod hende, mod dig, uden du anede en disse om det. Ville det være rimelig? Så er du altså nødsaget til, at være "mand nok", til at gi hende beskeden og så må I sammen finde ud af, hvad der så skal ske...[f]
Jeg ville personligt syntes, at det ville være noget af det mest tarvelige, min mand kunne gøre mod mig og familien, hvis jeg fandt ud af, at han gik med tankerne på en anden kvinde, men blev sammen med mig/os, bare fordi, at det gør man/det går jo godt nok. Så ville jeg bestemt også have retten til, at vælge min egen frihed...
Håber for dig, men bestemt også på din kones vegne, at du nu tager et valg[f]

Undskyld mig hvorfor ærger du dig, fordi du ikke elskede hende den anden nok til at vælge en anden kvinde eller ærger du dig over at du nu ikke har noget der vil have dig, så du står Palle alene i verden og skal klare dig selv. Stakkels du, tænk at du har sluppet den anden kvinde ud i livet, så hun kan finde en der elsker hende, som har lyst til hende og ikke drømmer om at være sammen med anden, og når så hende den nye alligevel ikke lever op til forventningen, så ville det have været ganske rart at kunne løbe hjem igen til det man viste hvad var, men som du opgav fordi det ikke var vigtigt nok.
Livet er uretfærdigt, men i det mindste valgte du selv og du tog det valg der var rigtigst for dig, og helt ærlig det tager jeg hatten af for, og jeg mener hvad jeg skriver. Men hold op med at fortryde du gjorde det der var rigtigt på det tidspunkt, og havde du ikke gjort det havde du måske stået tilbage med en drøm, som kunne virke så uoverskuelig at du ikke rigtig levede med den kvinde du valgte at blive hos vis det var det valg du havde taget, så jeg tror du gjorde det rigtige uanset hvad udfaldet blev i den sidste ende. Du tog det valg der var rigtigt for dig på det tidspunkt i dit liv kan vi ikke blive enige om det? Jeg synes du skal være glad for du i det mindste tog et valg det er vi mange andre der aldrig gør og bare lade livet gå sin gang og chancer lidt hist og pist for at få lidt spænding og føle sig elsket ind i livet. Du skal klappe dig selv i ryggen for at du i det mindste gjorde noget, så du kan stå oprejst som en mand, hvor vi andre kan krympe rygge og være lidt småflove over vores manglende tagen stilling til livet. Du skal være stolt af dig selv.

men havde den stikmodsatte oplevelse - valgt min utroskabspartner og har været meget forelsket siden. jeg tog valgt for 7 år siden og rystede i "bukserne". Men hvor er jeg glad for at jeg gjorde det, selvom det var en meget svær tid at komme igennem

af en anden person kan (desværre) vare længe, fra måneder til år.
For at starte med det du selv skriver, du ville ønske I havde mødt hinanden for længe siden. Jeg tror, at du ville (idag) have det på samme måde med hende, som du har det med din kone. Jeg sidder selv i et godt parforhold på 18.år, men hold fast, hvor det hele er blevet en rutine, vane og den slags. Jeg er glad for manden, men mødte en, der slog benene væk under mig, og det stod på i flere år, men kun med uskyldig flirt. Jeg har intet andet foretaget mig (hader utroskab) for jeg ved, at det bliver hverdag igen med en ny partner. Man skal ikke være blind og bilde sig selv noget andet ind. Du skriver selv, du har et godt liv, prøv at finde det i din kone, du faldt for engang. Måske har hun det på samme måde med dig, er kørt fast i rutinen, er blevet din veninde med tiden. Du er ikke alene om at have det sådan, og der er mange mennesker, man svinger med, når det kommer dertil, er der chance for at vi render ind i nogen, der bare betager os i den grad, som du beskriver. Nyd din familie, brug tiden på børnene og din kone. Jeg håber sådan, kvinden du mødte, glider ud af dit sind, for det slider på dig at tænke på hende. Godt I stoppede i tide, meget fornuftigt. Vi har ikke brug for flere skilsmisser, flere ulykkelige børn og splittede familier.
varme hilsner
veninden

må du ikke have været særlig glad for din ekskone. Så er sagen anderledes, for så har man ikke så meget at kæmpe for.

Ah, hvor jeg bare ikke kan klare den slags egoisme! Smide et forhold over bord, glemme barnet og følge sine instinkter. Gid folk som dig ikke satte børn i verden, så havde vi færre ulykkelige unger. Man skal tænke sig lidt mere om end bare en gang, om ham/hende, man stifter familie med, er nu den, man gerne vil leve med i hvert fald så mange år, at børn bliver voksne. Du er lykkelig for et øjebliks magi....hm. Det kalder jeg at nøjes med meget lidt.

Dét kunne jo være mig der havde skrevet dit indlæg!
Jeg ville ønske jeg kunne komme med min historie her,
men det er vist for risikabelt, endnu!

Hvad nu, hvis det var omvendt. Hvis din kone også har mødt en hun drømmer om, men ikke helt ønsker at droppe ægteskabet. Hun betænker sig, hun skriver her for at bede om råd.
Hvordan ville du have det. Prøv at sætte dig rigtig ind i den situation.
Ville du så have det dårligt.
Hvis du ikke kan lide tanken tror jeg nok, du skal passe lidt på. Jeg forlod min mand efter sådan en oplevelse, hvor han ikke kunne lade en anden være. Min tillid var helt væk og jeg tror faktisk også kærligheden var væk. Han var ikke den mand, jeg troede han var. Han fortrød, men det var for sent.
Jeg mener bare, tænk dig om, før du gør noget.

Nu sker det jo, at folk forandrer sig med årene. Det gælder både manden og kvinden. Det kan betyde, at man måske ikke ser sig som forbundne som ægtefolk, som man tidligere har gjort, fordi forandringen har været for markant.
Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå, hvorfor man skal blive i sit ægteskab for enhver pris, fordi man skal tænke på børnene. Er det virkelig så godt for børnene at vokse op med forældre, som er blevet sammen for deres skyld, men som samtidig er dybt ulykkelige?

Børn kan da godt mærke at mor og far ikke er lykkelige sammen , men at de er `fake´ lykkelige!
Og børn mærker deres forældres inderste følelser helt intuitivt, og mærker løgnen!!!
Børn oplever i sådan en situation deres forældre som mere forelskede i familiekonceptet og ægteskab/forestillingen om et vellykket "farmorbørnforhold", end de er forelskede i hinanden. 😖
Så at blive sammen for børnenes skyld, mener jeg blot er en dårlig undskyldning for selv ikke at turde/gide leve sit liv SANDT!
Pusser

og min ex-mand, 'Martin' kunne godt slippe følelserne, for de bestod i en spændende affære, der mest, faktisk udelukkende handlede om sex.
Dit indlæg ligner til forveksling 'Martins' elskerindes udlægning af forholdet, faktisk fra ord til andet identisk med hendes ønsketænkning, som hun var så venlig at lægge i min postkasse! Glem ham og pris dig lykkelig for at han ikke ville ha' dig alligevel; det var hverken første eller sidste gang; forhåbentlig din første gang og absolut min sidste!

Kunne ikke længere lade som om, at alt er godt, og vil heller ikke leve som en følelsesløs zombie, og undertrykke mine inderste og ærligste følelser. Jeg har taget konsekvensen, og har fået nogle gode, lange og meget svære snakke med min kone. Og nu er jeg i gang med at finde et sted at bo og skal flytte.
Det er slet, slet ikke nemt, det er meget hårdt. Jeg føler, at jeg er på gyngende grund, men samtidig føler jeg, at det er det rigtige, ikke kun for mig, men i den grad også for min familie, måske ikke lige i øjeblikket, men på sigt.
Jeg har ikke involveret hende den skønne i alt det her...at jeg har kunne falde så hårdt for en anden kvinde, har været en symptom på, at der er noget galt i mit ægteskab. Jeg har indset, at mit brud med min kone handler ikke om hende den anden, men om mig, og det jeg vil i et forhold. Jeg vil have passion og nærvær, og ikke bare et venskab, tryghed og bofællesskab. Og jeg har egentlig også opdaget, at det vil min kone også. Det bliver bare ikke med os to, vi er vokset fra hinanden med tiden, og trods alt det svære, og besværlige, med split af hjem, hus, økonomi, mv, - så har hun også indset, at vi begge har levet efter andres normer, dvs.hvad andre synes vi burde gør.
Midt i al roden, ser jeg positivt på fremtiden, og når tiden er moden og jeg har styr på mig selv og familie, tager jeg kontakt til hende den skønne. Det kan være, at det er for sent og løbet er kørt for mig (hvis hun nu har fundet en anden) - men så må det være sådan. Det vil ikke ændre på den beslutning, jeg nu har taget.
Tak for alle jeres indlæg - det gav mig noget at tænke over, og satte nuancer på mine tanker og overvejelser.
Martin [s]

Det er altid ærgeligt, når man skal give op.
Held og lykke fremover. Jeg håber jeres børn, snart ser 2 glade voksne hver for sig.
venlig hilsen
Grøn

jeg syntes dog ikke jeg har givet op. Jeg har nærmere indset realiteterne, og anerkendt mine følelser, og accepteret at mit ægteskab ikke længere er lykkeligt og givende. Synes jeg har genfunden mig selv - og hvad jeg vil i livet. Det ved jeg, at mine børn så småt vil kunne mærke, og det skal nok lysne forude.
Min prioritet er klart mine børn, elsker dem overalt, og det er hverken mine børn eller kone i tvivl om. Og min kone (eller kommende ekskone) og jeg, har et venskab i behold, så det skal nok blive så meget bedre.
Go' lørdag!
Martin

Fordi du TØR følge dine følelser eller rettere ikke vil vænne dig til at leve dit følelsesliv på en kompromis. Så hellere leve alene. Og jeg går i disse tider og tænker meget over, om jeg ikke burde lade mig skille og flytte for mig selv, da denne tanke lurer under det hele - har gjort det i en lang periode nu.
Er man først faldet for en anden, så er der nok ikke så meget at gøre, da følelser ikke gider lytte til ens VILJE. Min vilje vil, at jeg bliver her sammen med min mand, da jeg trives med ham og vores fælles interesser og venner osv. Men mine følelser hænger stadig udenfor og svæver for sig selv et sted, hvor jeg forlod dem - da jeg afsluttede min utroskab. Og jeg føler ikke, jeg kan hive dem tilbage og ind i mit liv igen, trods mange seriøse forsøg.
Hvis den tilstand fortsætter, må jeg tage heltindekåben på og springe ud fra stor højde (gøre et livslangt kærlighedsforhold forbi) og begynde mit liv forfra i en alder af 57 år. Det er kujonagtigt at leve som nu. Din historie inspirerer mig, men svært for jeg elsker også den alm. dagligdag sammen med min mand, og burde også have alderen til at sige: det var dèt, mere kan du ikke få ud af det liv 😮
Men dejligt at læse om jer modige. Nej du har netop IKKE givet op. Det er os andre der har givet op 😖
Held og lykke med dit liv!
Pusser

Jeg vil bare ønske dig held og lykke med din beslutning. Det må være en svær beslutning. Jeg håber, at alle - dig, dine børn og din kone - kommer godt ud af det hele. Forhåbentlig er hende den skønne der også, når du føler dig parat til at kontakte hende.