Kan incestofre nyde seksualitet?
Hej. Jeg begyndte først at skrive det her indlæg i sex-debatten. Men så tænkte jeg at det egentlig ikke hører derhen, hvor de kommer med alle mulige sjofle kommentarer. Så jeg skriver det i denne rubrik, fordi det i en hvis forstand vedrører det psykiske helbred mere end kun den kropslig seksualitet.
Jeg går og døjer med følgende.
Da jeg var omkring 20 år gammel havde jeg en kæreste. Det var ikke det mest seriøse forhold jeg havde, og da jeg var meget væk pga. min værnepligt, gik vi også ret hurtigt fra hinanden igen, men som gode venner. Vi har altid haft en god kontakt.
Så flyttede hun og vi hørte ikke så meget til hinanden i en 3-4 år. Nu forleden dag mødte jeg hende tilfældigt, hun er flyttet tilbage til egnen med sin kæreste og lille barn. Det blev til en meget lang snak, hvor jeg blandt andet spurgte lidt ind til hvor hun havde været, hvad hun havde lavet, haft det godt osv. Hun fortalte mig meget åbent at hun i disse år havde haft nogle kriser og også havde gennemgået en lang terapi. Og at det var fordi hendes far havde misbrugt hende som barn.
Hun virkede forholdsvis afklaret omkring det. Som en det virkelig har set traumet i øjnene og på sin vis er kommet videre.
Alligevel udløste det jo en masse tanker hos mig. Blandt andet er jeg begyndt at føle noget der næsten ligner skyld. For vi havde jo også sex sammen dengang vi dannede par. Jeg har det ikke godt med at hun måske kan have oplevet flashbacks mens hun var sammen med mig.
Og hun har jo også kæreste i dag.
Så jeg tænker lidt over, om mon incestofre kan finde vejen til et lykkelig sexliv, hvor de ikke konstant får uhyggelige minder.
Jeg går og døjer med følgende.
Da jeg var omkring 20 år gammel havde jeg en kæreste. Det var ikke det mest seriøse forhold jeg havde, og da jeg var meget væk pga. min værnepligt, gik vi også ret hurtigt fra hinanden igen, men som gode venner. Vi har altid haft en god kontakt.
Så flyttede hun og vi hørte ikke så meget til hinanden i en 3-4 år. Nu forleden dag mødte jeg hende tilfældigt, hun er flyttet tilbage til egnen med sin kæreste og lille barn. Det blev til en meget lang snak, hvor jeg blandt andet spurgte lidt ind til hvor hun havde været, hvad hun havde lavet, haft det godt osv. Hun fortalte mig meget åbent at hun i disse år havde haft nogle kriser og også havde gennemgået en lang terapi. Og at det var fordi hendes far havde misbrugt hende som barn.
Hun virkede forholdsvis afklaret omkring det. Som en det virkelig har set traumet i øjnene og på sin vis er kommet videre.
Alligevel udløste det jo en masse tanker hos mig. Blandt andet er jeg begyndt at føle noget der næsten ligner skyld. For vi havde jo også sex sammen dengang vi dannede par. Jeg har det ikke godt med at hun måske kan have oplevet flashbacks mens hun var sammen med mig.
Og hun har jo også kæreste i dag.
Så jeg tænker lidt over, om mon incestofre kan finde vejen til et lykkelig sexliv, hvor de ikke konstant får uhyggelige minder.