Kan man blive for egoistisk til at få børn?!

Hej derude...
Jeg sidder med nogle flyvske tanker som jeg håber nogle kan hjælpe mig med at rede ud her på debatten 😃
Jeg har altid godt kunne tænke mig børn! Jeg har været sammen med min kæreste i over 4 år og elsker ham virkelig højt! Jeg er 24 og han er 26... - Jeg tror i øvrigt at han ville blive en fantastisk far 🙂 Selvom vi begge ved at vi først skal have børn når min uddannelse er færdig (om 2 år) så snakker vi ind i mellem om hvilke børnenavne vi kan lide, og det var rigtig hyggeligt og spændende til at starte med... Jeg har arbejdet i en vuggestue, og jeg har virkelig holdt inderligt af de børn som var der (de er så startet i skole nu) og jeg føler lidt at at interessen forsvinder når de når børnehavealderen, men jeg forstår ikke hvorfor? [???] Er det fordi at et mindre barn virkelig har brug for en, men at et lidt større barn ikke har det samme behov??
Min kærestes to niecer på 7 og 9 år var på besøg i sidste måned og de havde virkelig glædet sig, det var meget tydeligt... Men allerede efter den første dag, følte jeg mig helt udkørt, og ventede egentlig bare på at de skulle hjem, så jeg kunne få min rolige tilværelse igen (og vel egentlig en tilværelse hvor de ikke kom i første række hos min kæreste, og der ikke var smurt tandpasta ud over hele håndvasken, og man ikke skulle blive ved med at minde dem om at de skulle huske at vaske fingre efter hvert toilet besøg, og der ikke blev smasket ind over aftensmaden 😮) Jeg kunne ikke holde tanken tilbage, at jeg ikke har lyst til sådan en hverdag, når der engang kom børn ind i vores liv, betyder det så at jeg inderst inde slet ikke vil have børn? [:|] Kan man virkelig blive så egoistisk i sidste ende, da man vænner sig til en stille og rolig tilværelse, at man fravælger at få børn? Det ville knuse min kæreste tror jeg, og det er ikke helt utænkeligt at han så ville gå fra mig, selvom jeg ved at han elsker mig... Eller er det bare fordi at det ikke er mine egne børn? Hjælp...! 🙁

Min kærestes to niecer på 7 og 9 år var på besøg i sidste måned og de havde virkelig glædet sig, det var meget tydeligt... Men allerede efter den første dag, følte jeg mig helt udkørt, og ventede egentlig bare på at de skulle hjem

Børn skal jo have brændt en masse krudt af lige fra de er 2 år til de bliver sløve teenagere.
Du bør dog allerede have vurderet om de to piger kan klare sig selv i perioder på et par timer ad gangen uden at ryge i totterne på hinanden eller hænge i Dine skørter så Du kan trække Dig roligt tilbage til en slapper eller andre gøremål.
Forkæler Du egne børn selv 24/7 hænger de også på Dig, når de kommer over blealderen skal de begynde at klare sig selv, men ikke at Du skal ignorere dem, man skal finde en balance
Men Du skal også se på at der er piger og unge kvinder der kan klare en hel børnehave arbejdsmæssigt uden at have nogen selv.

Først vil jeg sige, at det er UTROLIG vigtigt at man tænker det igennem inden man bare springer ud i det. Det er der desværre mange der gør, også selvom de slet ikke har tænkt over hvad de går ind til og hvad der vil ske med deres liv, hvis de fik børn.
Så jeg synes det er godt du tænker over det nu.
Hvis man vælger at få børn, skal man tænke sig grundigt om.
- Ens liv bliver helt anderledes
- Man har ikke tid til sig selv/interesser og ikke mindst ens partner.
- ALT, og jeg mener ALT! Kommer til at handle om barnet, og det vil altid komme i første række.
Kan man se udover det søde babyfjæs og tutte-nuttede fedtede barnefingre?
Fordi den sød- og nuttet-hed forsvinder som barnet bliver ældre, som han/hun begynder at udvikle sig til et menneske.
- Kan man leve med at konstant rydde op og gøre rent efter barnet/børnene?
- At der altid er rodet i huset? At der er larm hele tiden? At skifte bleer? Er man overhovedet psykisk klar til at få børn?
- Vil man ofre sin frihed til at kunne gøre hvad man vil, når man vil… og i stedet få stressede, travle, larmende, og hektiske dage de næste 18 år? Jeg siger ikke, at der er sådan for alles vedkommende, men man skal overveje, om man vil udsætte sig selv for det.
Nogle kvinder efter de blev mødre, har mistet deres personlighed. Og det eneste man ser, når man kigger på dem, er, at de er mødre, men man tænker ikke på hvem DE egentlig er.
- Jeg er ikke ude på at overtale dig til ikke at få børn, jeg synes bare det er en god idé at tænke det hele igennem. Skriv ned, hvilke fordele og ulemper der er, ved at få børn.
--------Mange forældre siger, at det er egoistisk ikke at få børn. Men er det ikke også egoistisk at få børn pga. ens egne lyster?---------
Dårlige grunde til at få børn:
- Fordi det er det man gør (- NEJ, man behøver ikke gøre som alle andre. Man skal gøre det man har lyst til).
- At få børn, så de kan tage sig af en når man bliver gammel (det er altså ikke nogen livsforsikring. Man ved ikke, om børnene kan, eller har lyst til at passe sine gamle forældre).
- For at lave små kloner af sig selv (meget egoistisk).
Jeg tror jeg stopper her, inden teksten bliver alt for lang 🙂
Vil slutte med at sige (hvis du ikke allerede har gættet det) at jeg har valgt at være
barn-fri/childfree. Jeg vil ikke have børn. Jeg har brugt de sidste par år, på at tænke det igennem og virkelig overveje, om det er noget for mig. Men jeg har for mange ulemper, og jeg har ikke gode grunde til at få børn.

creative 1985 skriver:

Nogle kvinder efter de blev mødre, har mistet deres personlighed. Og det eneste man ser, når man kigger på dem, er, at de er mødre, men man tænker ikke på hvem DE egentlig er.

De har nok haft så meget personlighed at ikke mange kunne holde dem ud 😖
Her taler jeg ikke om fødselstraumaer.

Jeg har faktisk ikke overvejet grundende for at få børn, mere imod... Men som tidligere nævnt, så har jeg jo arbejdet i en vuggestue og set børnene vokse op, sige deres første ord, tage deres første skridt... Og selvom jeg altid har gået og sagt "hvad er der så specielt ved det, de lærer det vel før eller siden?" så var det en FANTASTISK følelse man fik i kroppen at se det her barn udvikle sig ganske langsomt... Og jeg tænker bare, at hvis man kan have det sådan for et barn der ikke er ens eget, så må følelsen jo være 10 gange stærkere når det er ens eget barn? Børn kan være fantastiske, og jeg har aldrig haft grinet så meget og været så glad, som da jeg arbejdede i den vuggestue, nogen af de skøre ting de kunne finde på var tit hylende morsomt og man blev hurtigt knyttet til dem 😃 Det er en meget svær følelse at beskrive, men der er ikke noget mere livsbekræftigende end at komme ind i et rum fyldt med små uskyldige liv, der kommer dig løbende i møde og giver dig kram - det er en lykkelig følelse... Og er det ikke det værd selvom man formentlig også har de sure dage? Selvfølgelig vil der være hektiske dage, men selvom der ingen garanti er på forhold, så regner jeg da med at min kæreste og jeg er sammen om det, hvis den tid kommer 🙂 Jeg synes selv at det er egoistisk at få børn uden at overveje hvad det indebærer, fordi man selv har lyst, men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg virkelig at min kæreste jeg jeg ville kunne bidrage med et godt lille menneske til denne verden, vi har midlerne, og kærligheden så hvorfor skulle vi ikke?
Hmm... Det kunne i virkeligheden også handle om hvor vidt man vil føle sig tilstrækkelig som mor, og hvordan man ser 'den perfekte mor'. Det er lige gået op for mig, hvilken gave det er at give sit barn, at kunne lære det at være alene og ikke behøver at være afhængig at andre når det bliver ældre. Den perfekte mor i mine øjne var den der kunne være 'på' overfor barnet konstant og hele tiden være der for det, men ville det i virkeligheden ikke at gøre barnet en bjørnetjeneste? Altså de tanker....

Det er kun et udtryk for du mangler mening med dit liv ellers.
Intet barn har bedt om at blive født, det er jeres egoisme og trang til at formere sig der gør det.
Verden er overbefolket af helved til, så saml stængerne søster lystig..

Jeg er single, slet ikke på nogen måde attraktiv for mænd (og her kan ingen make-over gøre underværker) og så er jeg også en smule ensom..at få et donorbarn har været et kæmpe ønske for mig de sidste 3-4 år, men jeg er også kommet til den konklusion, at barnet har ikke bedt om at blive født.. det er MIT ønske at få et barn. Jeg ville så frygtelig gerne, men har indset at det der med mand og børn bliver andres lykke..

Hvis du får, så kan du da fx bare bortadoptere, der er måske masser af velfungerende normale familier der gerne vil have et adoptivbarn. Det er meget nemmere med en hund, den behøver man ikke i samme omfang, frygte for at den bliver misbrugt i samfundet af klamme pædofile eller børnelokkere, hvis man lader den rende løs . . . .

"Det er kun et udtryk for du mangler mening med dit liv ellers.
Intet barn har bedt om at blive født, det er jeres egoisme og trang til at formere sig der gør det."
Med egoisme mener jeg om man kan blive for selvoptaget til ikke at gide at have børn. Man kan da også vende det om at sige at det er egoistisk IKKE at få et barn hvis grunden for ikke at få det udelukkende er fordi man ønsker at bruge al tiden på sig selv..? Nej, barnet har ikke bedt om at komme til verden, det er der ingen børn der her, men mon ikke de er glade for at få chancen alligevel? 🙂
"Verden er overbefolket af helved til"
Dele af verden er overbefolket ja. Men faktisk så er mængden af danskere dalet de sidste år da flere og flere kvinder vælger karrierer frem for at blive mor. Det kan da ikke være vores problem her i DK at Kina og andre steder er overbefolket, hvorfor skulle vi lide under det? 😕

Hvor er det dog typisk, at en selvfed dansker ikke er istand til at indse, at mennesker er mennesker. Nææææh. nej. Det er skam kinesere, indere og afrikanere der er for mange af. Sandelig ikke hvide danskere.
Vi indånder alle den samme luft og skider i de samme have. Derfor er dit argument mod danskeres bidrag til overbefolkningen mildest talt naivt.

Ja, man kan da sagtens være for egoistisk til at få børn. Det ser jeg nu ingen grund til at tro, at du er. Børn er anstrengende, trættende og krævende, og man elsker dem alligevel, fordi det er ens børn.