kan snart ikke mere

hjælp mig, please.. jeg kan snart ikke længere. Jeg er i behandling for en depression, og det går op og ned med dét. Jeg får Akarin 50 mg og samtale terapi og jeg får det bare dårligere og dårligere.
Jeg tænker mere og mere på mine pulsåre i håndledene - og tager mig selv i at ønske at jeg blev indvolveret i et fatalt biluheld, hvor jeg er den eneste der dør.
Jeg er holdt op med at lytte til musik - jeg hører kun det sørgelige i teksterne, eller jeg bliver dyt ked af at det ikke er mit liv der har den portion håb/glæde.Jeg er holdt op med at se fjernsyn - selv reklamerne får mit til at græde. Jeg er så træt, så træt, men når mit hoved rammer puden starter der en kaskade af tanker der ikke er til at styre og hvilen kommer bare ikke. Når jeg endelig falder i søvn, sover jeg max. 20 min ad gangen, og så starter hele lortet forfra. Jeg har tabt 4 kg, da jeg ikke er sulten og glemmer at spise - og når jeg spiser, får jeg kvalme og hver anden gang kommer maden retur.
Jeg er så håbløs - jeg duer ikke til noget, er en fiasko som mor, datter, søster,kollega, veninde - person...og de der siger noget andet, tja, hvad kan jeg sige - dem har jeg stukket blå i øjnene, og de har ladet sig narre.
Jeg har tid hos min psykriater på torsdag, men lige nu kan jeg slet ikke overskue tidne så langt som til torsdag.
Haad pokker kan jeg gøre for at klare mig igennem til torsdag - og evt videre derfra (dét er også uoverskueligt)

lyder slemt... ved livet kan komme langt ud...har selv været der hvor jeg ønskede at gøre en ende på det hele ...
men som du selv nævner har du børn? forældre? anden familie? venner? bekendte? kolegaer? arbejde? dyr? altsammen noget der gør livet værd at leve..måske kan det være hårdt en overgang, men når man så er oppe af bakken føler man sig som dronning af hele verden! og bare på toppen af al ting. giv tid til din omgangskreds, "hæng ud", gør ting i kan lide i fællesskab :)
hygge, spille, lege, shoppe, tegne, gå/løbe... whatever, brænd krudt af, få smilet frem og glem alle de slemme ting du har i dit hovede til på torsdag :)

Du har det da rigtig skidt hva.
Der er desværre ikke så meget jeg kan gøre, andet end at prøve at opmuntre dig.
Har du fortalt din læge/psykiater hvordan du har det? Hvis ikke, er det nok en god ide at gøre det hurtigst muligt. Du kan jo evt. tage et print af det du har skrevet her, hvis du ikke magter at sige det med ord. Det er meget vigtigt, at de ved hvordan du har det. Det kan jo være du skal i en anden medicinering, som måske kan hjælpe dig.
Jeg krydser fingre for dig :oD
Kærlige tanker fra *Ripenseren*,
som er gift med en depressiv mand. (Han tager Cipralex, og de hjælper ham rigtig godt).

ved godt at du måske tænker at jeg intet kender til din situation. men indtil på torsdag så prøv at tænke på små ting der får dig til at trække bare lidt på smile båndet, bare hurtigt, og prøv at lade være med at tænke på det så længe at du kan nå at vende det.
fx. en lille fugl undenfor der sidder og puuuster sig op til en stor bold for staks at hopppe hen og snuppe et solsikke frø. haps....
Øsnker for dig at du snart vil få det bedre. spis lidt mørk chokolade, det smager godt og indeholder et stof der siges at gøre en i godt humør. (men ikke trøstespisning) Held og lykke på tordag. og husk det er snart forår vores vinter gækker er begyndt at spire....

Jeg har selv haft en depression som varede i over 7 år.
Jeg valgte dog bevidst ikke at indtage medicin og valgte hurtigt det etablerede system fra.
En ugentlig samtale og en time.....og nogle piller....du godeste. Er det virkelig det eneste det etablerede system kan komme op med.
Jeg begyndte simpelthen at lade tanker være tanker....lod være med at lade dem få magt.
Gik på biblioteket og fandt en masse omkring religion og filosofi.
Alt lige fra Kelterne, Inkaerne til Hinduisme, Kristendom, Buddhisme og så videre.
Derigennem fandt jeg nogle værktøjer som jeg kunne bruge og jeg bruger dem stadig og jeg finder dem en hel del mere brugbar en noget som helst jeg fik tilbudt af det offentlige.
Jeg siger ikke du skal gøre det samme, men vil kun sige at du godt kan en lille smule selv.....også selvom du har det rigtig dårligt.
Ønsker dig alt muligt godt i al tid fremover.

Var selv hvor du er nu for et års tid siden.
Der er ikke så meget jeg kan sige, for der er ingenting, der lyder fornuftigt for dig lige nu. Der er ikke andet end tid, der kan hamle op med en depression, der slår så hårdt.
Det er ikke opmuntrende, men det er sandt, ikke? Som du selv siger, er der ingenting, der kan vise dig andet end sortsyn i dag, selvom jeg håber, at det, at jeg svarer, vil give dig en fornemmelse af, at du trods alt ikke er helt alene med dine følelser.
Der er ingen nemme løsninger eller udveje, og jeg skal nok lade være med at stikke dig den sædvanlige 'tag dig sammen'-bemærkning - hvis du kunne det, havde du jo gjort det!
Det eneste, der fik mig gennem sådanne dage som du har nu, var skyldfølelse. Lyder det åndssvagt? Det er det vel også, men min logik er, at hvis jeg ikke bliver ved med at leve og prøver hvad som helst for at få det bedre, ville jeg aldrig få muligheden for at rette op på eller sige undskyld for mine fejl. Og hvis alt andet fejler, gå i seng og prøv igen i morgen...
De bedste ønsker.

Hvor er det synd for dig!!! Du er IKKE en dårlig mor, søster, datter, veninde etc. Du er en GOD PERSON! Desværre har du en sygdom, som får dig til at tænke, at du ikke er noget værd - men det passer ikke. Du er nemlig unik, for du er lige præscis den du er - men desværre har du en sygdom, som er en depression.
Jeg har aldrig haft en depression selv, og dem som jeg kender, som har haft en, har kun tydeliggjort det for mig, at sygdommen er svær at sætte sig ind i - og svært at sætte sig ind i, hvordan man har det...og hvorfor alverden man dog skal have det sådan. Hvad er grunden til, at man skal rende rundt og have det så dårligt, som du har det.
Jeg kan ikke love dig, hvornår du får det godt igen - men jeg håber naturligvis, at det er snart. Du skal have hjælp!
jeg ved ikke helt om jeg forstår dine tanker om selvmord, for jeg har ikke været derude selv. Jeg forstår godt, at du ser det som en løsningen...altså enden på dine problemer. Men jeg tror ikke, at du ønsker at dø...du ønsker blot at fjerne smerten, der findes jo andre muligheder. medicin og samtale terapi hjælper. Det er sejt, og det tager lang tid, hvilket gør det meget hårdt. Men du må prøve at tænke positivt!!! Du må gøre alt hvad du kan for at tænke positivt! Og du skal nok komme igennem det!
Tænk fx på en kræftpatient, som får kemoterapi. Selve kemoen er dødlig i sig selv, og kroppen er meget svag og det er ustyrlig hårdt. man tror aldrig nogensinde man kommer igen det. Men det gør man, selvom det er svært at tro på, når man lige er midt i det.
Du må tro på, at du også kommer igennem det. Og så skal du lade være med at tænke destruktive tanker, for hvis du ikke er her i denne verden, så kan du være 100% sikker på, at du vil blive savnet højt som mor, datter, veninde, kollega etc.
DU ER GOD NOK, og du må ikke bilde dig andet ind, for det er ikke rigtigt. TRO på dig selv...og kom så til lægen!
Held og lykke med alt.
Du får et smil og et stort knus.
hilsen Lille line

Hejsa
Har selv prøvet det, kunne ikke overskue noget som helst, nej knap nok læse, se fjernsyn lave mad, sad bare og kiggede ud i luften.
Men min redning blev, at jeg begyndte at gå lange ture uanset vejret, snakkede med alle jeg mødte også familen om hvordan jeg havde det, og lagde ikke skjul på noget.
Får stadig akarin samt angstdæmpende medicin + et depressionsmiddel til natten for at kunne sove igennem.
Har desuden givet mig selv en terapilampe som jeg sidder foran et par timer om dagen godt nok var den dyr - men den var pengene værd.
Har også lært at sige fra overfor børn, mand, familie, kolleger og venner - det har nok været det sværeste for mig, bare det at kunne sige nej til ting som jeg bare ikke kunne overskue.
Har altid været den flinke der bare sagde ja og amen til alting - men nu har jeg endelig lært at sige fra og det endda med god samvittighed.
Har ógså haft lange og gode samtaler med min læge som hele tiden giver mig nye værktøjer at arbejde med - så for enden af den mørkeste tunnel og den dybeste depression så er jeg endelig begyndt at kunne se en mening med tingene.
Håber virkelig du også vil klare det - for at gøre en ende på livet er ikke den bedste løsning, tænk bare på alle dem der holder af dig - de vil stå tilbage og være magtesløse.
Bed i stedet om hjælp - selv om det kan være svært, snak om hvordan du har det om du så skal gøre det mange gange - skriv eventuelt ned hvad det er der går dig på - og glem så ikke at fokuserer på de små og ikke helt ubetydelig ting i hverdagen.
Snart er foråret på vej og dagene bliver længere og vi får mere lys - det ved jeg at kan hjælpe i længden.
Jeg vil ønske dig alt mulig held og lykke og håber du snart får vendt det hele til noget positivit.
Kærlig hilsen og stort kram fra en der også har prøvet det.

har du hørt at motion er den bedste måde, for at komme en depri imøde?
Ved godt at du skal etablere meget energi, som du ikke har for at komme i svømmehalen, men prøv det.
Helt for dig selv, gør noget for dig selv.

Det er rigtigt at der sker en ændring i den kemiske balance i hjernen. Men denne kan godt ændres af den naturlige vej,,,,,,Sex tilføre kroppen dopamin, ligesom chocolade og andre ting man nyder....Lange løbeture der for kroppen til at yde meget gør også at man tilføre kroppen dopamin....gode oplevelser for også hjernen til at sende stoffer ud i kroppen...så det er ikke kun medicin der kan hjælpe og bør heller ikke være det....Jeg håber du finder en vej der er god for dig...Jeg har selv lidt af depresioner gennem det meste af mit liv og har også haft tendenser til borderline...men med træning er det blevet nemmere for mig at se de små advarsler og derved tage dem i opløbet....gøre noget for mig selv, kikke i min rygsæk om der der er unødig bagage osv.........Hvis ikke dette kan bruges er der også den psykiatriske skadestue man kan henvende sig til eller livslinien ............

jeg kender det fra mig selv...sørg for at komme op om morgenen, sæt dig nogle få mål hvad du skal gøre for dig selv....kom ud, forkæl dig selv , mød andre mennesker, se naturen ...mærk livet

men sex er ikke en option...da det kræver en at have sex med, og det har jeg ikke.
Jeg kommer op og ud af sengen - mest fordi hunden skal luftes, men det er ikke lysten der driver værket - så det kan jeg føje til listen af ting jeg ikke duer til: elendig hunde-ejer.
Det er også bare lige meget...det er ikke for at straffe nogen, men det bedste jeg kan gøre for mig og mine omgivelser er simpelthen er at forsvinde på den ene eller den anden måde - jeg ved godt at nogle vil blive chokeret, men der vil ikke gå mange uger før alle indser fornuften i det.

have været mig der havde skrevet det indlæg..det er skræmmende.
Skal vi to ikke aftale at vi hanker op i hinanden..du kunne jo skrive mig en mail, og så tager vi den sammen - OK? Det er ikke rimeligt at have det sådan, søde! men du er ikke alene - det lover jeg dig.

Jeg føler med dig-.. Jeg er lige blevet forladt af min ex og vores dejlige dreng...Jeg har i bund og grund været beruset hver dag siden medio december, især dagen dagen idag har gået med at surfe på diverse "do iyt your self" sider. Jeg ved dette er et råb for hjælp, så måske vi kan hjælpe hinanden ??? Min tærskel er ihvertfald ved at være overskredet..

hvor er du ikke sød ved dig selv. Hvad er det dog som du har gjort ved dine omgivelser, siden du tror, at de helst er vil være foruden dig. Hvad har du gjort, som er så slemt.
Har du stjålet af kassen, slået nogen ihjel...hvad er det præcis du har gjort???
Udfra din skrivemåde, så fornemmer jeg, at du er rimelig intelligent...men det ved jeg godt, intet har med din depression at gøre. Du må altså fortælle dig selv, at grunden til, at du har det skidt, det er fordi du har en depression, som er en sygdom. Og en sygdom går altid over. Du skal holde op med at tænke de destruktive tanker!!!
Og som nævnt, så er motion en rigtig rigtig god ting, fordi der i kroppen bliver frigivet nogle endofiner (kroppens egen naturlige morfin), og det gør, at man bliver mere opstemt. Grunden til, at du har en depression, det har jo noget at gøre med, at du ikke lige nu er istand til at danne visse stoffe oppe i din hjerne, og det frateger dig evnen til at have nogle af disse opstemmende stoffer i kroppen, under normale omstændigheder. Men med aktiv motion (især løbetur), så "tvinger" du nogle af endnofiner fri. OG DET ER GODT. Gå fx ind på www.run4fun og find motivationen.

jeg har gjort? ikke noget - ikke nok...det er jo det der er problemet - blandt andet. Jeg er god til at trække på folk, men rækker ikke når/hvis nogen har brug for mig - jeg har ingen gode ideer til hvordan de skal klare deres situationer, kan ikke andet end at været egoist og sige at JEG har brug for dem.. som om jeg er verdens navle. Kors i hytten!

Der er en årsag til, hvorfor du har det på den måde. Piller tager ikke årsagen.
Det er som ukrudt, du skuffer...ser pænt ud i 8 dage, hvorefter det kommer igen, hvis du ikke har fået roden med op.
Hypnose og hypnoterapi kan i ni ud af til tilfælde få det væk. Har hjulpet mange.
Læs på: www.hypnose-vejle.dk under klientberetninger, hvordan andre er hjulpet.
Mvh.
Palle

"Du rækker ikke hånden ud, når andre har brug for dig"??!
Mener du VIRKELIG, at det er grund nok til at "tage billetten"??? Svarer det ikke lidt til at have stjålet fra kagedåsen???
Det handler om overskud - eller dovenskab - men oftest så kan de gå hånd-i-hånd. Du har tilsyneladende ikke overskuddet til at være der så meget for andre, og sådan er det så nu engang. Jeg er sikker på, at folk som er klar over, at du har en sygdom, at du ikke lige er den i verden som er mest "om dig". Det er vi andre sgu da heller ikke, når vi går og grumbler med noget her i livet. man lukker sig inde i sig selv, for det er der man har behov for at være, da det er der der først og fremmest skal hjælpes. Og så kan det ikke nytte noget, at man render rundt og er en hel masse for andre end sig selv. Hvis folk ikke kan forstå det, så må det være deres problem. Og om det virker egoistisk...det vil jeg ikke mene...om man hjælper sig selv eller en anden - ja, så hjælper man. Hvis folk ikke har en vis indlevelsesevnen og ikke kan se, når man ikke har overskuddet, og "kræver" hjælp for en, når man ikke er istand til at give den - det mener jeg er uhørt. Men unaset hvad, så er det altså ikke en grund til at "sige farvel". Vi har alle vore dårlige sider, som vi ikke er helt så stolte af - og desuden, så kan man altså ikke være venner med allle. Der er altsid nogen man ikke svinger så godt med, andre man ikke kan fordrage, og nogen man har et aldeles behageligt selskab med. Vigtigt er det, at man er der for sig selv og ikke for andre.
Prøv at sætte tingene lidt perspektiv og lade være med at tro at du er mindre værd end andre - for det er du ikke. Du er dig selv...hele pakken, med indhold - og det er næppe nogen grund til at hade sig selv - især ikke fordi man har en menneskelig svag, og tilfældigvis er kommet til at "stjæle af kagedåsen".
Og desuden er der masser af ting du skal prøve først...har du tjekket om der er noget der ikke virker...hvad med den motion!!!??? Tro mig, det har en effekt, og du må også yde lidt :-).
Held og en masse Lykke (hvad man ikke ...af, bliver man kun stærk af...ikke sandt :-))...og den skal nok komme tilbage til dig.
Store knus LL