"Alkohol er et euforiserende stof,der bruges af kapitalisterne til,at holde folket i ave.I 1800-tallet gik arbejderne og sprittede sig til med billig brændevin.Det havde kapitalisterne det fint med,for så gjorde de ikke oprør.Idag går unge og spritter sig med øl og Bacardi.Og selvom de går og laver hærværkk i fuldskab,så er det en beskeden pris for kapitalisterne, så de unge ikke begynder at tænke selv,at reflektere over virkeligheden,og tænker tanker der kunne føre til oprør.Ikke underligt,at stadigt flere på højrefløjen støtter op om hash.For så har de endnu en hjernecelle-nedbrydende stimulans,de kan fylde folket i almindelighed,og ungdommen i særdeleshed med.Lad hjernen genopbygge sig selv,og opdag hvor fantastisk rart det kan være,når man er fri,uden kapitalismens trældomsvæsker"
Citatet..
slut [f]
ØL ... lige fra tidernes morgen
Det var de gamle egyptere, der menes at have været de første til at brygge øl. Øllet smagte noget anderledes end i dag, hvor det laves af malt, humle, evt. råfrugt, gær og vand. Egypterne kendte ikke til gær og hældte i stedet dadelsaft i øllet - det søde frugtsukker fik alkoholprocenten til at stige. Dengang - nogle årtusinder før vores tidsregning - nøjedes man ikke med at drikke øllet. Store mængder blev også anvendt som offergaver til guderne.
Både Egtvedpigen og Odin drak øl
I Danmark skal vi frem til bronzealderen (1300-1000 f.Kr.), før vi har bevis for eksistensen af oldtidsøl. I Egtvedpigens grav har man fundet resterne af en gæret drik bestående af hvede, tyttebær, mose-porse og honning, som kan siges at være en tidlig forløber for vore dages øl. Porsen har givet drikken en snert af aromatisk bitterhed - lige som humlen gør det i vore dages øl.
I det gamle nordiske heltekvad, Eddaen, omtales øl flere gange blandt andet af Odin, som gik hårdt til denne drik fra tid til anden. Overguden fortæller således følgende:
Drukken blev jeg.
Jeg blev døddrukken,
da jeg var hos den vise Fjalar.
Det allerbedste
ved øllet er,
at en rus ikke er evig.
Middelalderen var øllets storhedstid
I den sene middelalder, fra år 1200 og op gennem 1600-tallet, havde øllet sin helt store glansperiode. Her drak børn, unge, voksne og oldinge uanede mængder øl. Det første, man gjorde efter at have slået øjnene op om morgenen, var at række ud efter ølkanden ved siden af sengen. Og så gik det slag i slag.
Man gik ud fra, at ethvert voksent menneske behøvede mindst seks potter øl om dagen (1 pot = ca. 1 liter)! Mange drak langt mere. Kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen, og eleverne på latinskolerne 3-4 potter. Som nonne i Maribo Kloster blev man årligt tildelt 14 tønder øl.
Grunden til det store ølforbrug var, at man dengang først og fremmest levede af kød og fisk, der var saltet ned i tønder, for at det skulle kunne holde sig. Den salte mad skabte en konstant tørst. Oven i købet spiste man mere mad dengang, end man har gjort før eller siden. Og alt blev skyllet ned med øl.
Vandet var udrikkeligt
I Middelalderen kendte man hverken til sodavand, kaffe eller te. Og mælk havde man kun om sommeren. Hvad så med vand? Svaret er enkelt: Rent drikkevand var en mangelvare i byerne og landsbyerne - selv om man dengang aldrig havde hørt om kemikalier eller industri. Tankeløst forurenede man brøndene, der ofte var rene lossepladser. Hvis man f.eks. havde gravet en ny og dybere brønd, brugte kvinderne den hurtigt til "at tvætte urene og skidne Klæder".
Vandet var så dårligt, at det skulle koges, før det kunne drikkes. Og når man så var i gang, kunne man lige så godt lave øl af det.
Man så skævt til den, der drak for lidt
Den tids mennesker blev vel fulde af alt det øl, selv om øllet var svagere end det, der svarer til en letøl? Ja, det gjorde de. Men dengang var fuldskab ingen skam - bare man ikke mødte beruset i retten, til gudstjenesten og ved en nær vens dødsleje...
Ellers tog man for sig af sagerne. I samfundets førende kredse så man ligefrem skævt til den gæst, der forlod en fest i ædru tilstand. At drikke sig fuld var et tegn på, at vedkommende var en brav, flink, hæderlig person og en dygtig mand af den rette støbning.
Fra herreøl til efterøl
For at få øllet til at smage bedre, og for at få det til at holde sig længere, kom man forskellige ting i det under brygningen. Man kunne krydre med malurt, bark fra egetræer, enebær, røllike, bynke eller pors. Først i 1300-tallet vandt humle indpas. Man undgik surhed ved at lægge en tordenkile (altså en flintøkse), knuste østersskaller eller et hønseæg ned i øltønden.
Den bedste kvalitet var herreøl - det var en festdrik og forbeholdt de rige. Til daglig drak man svendeøl eller spiseøl. Det ringeste var flædie og efterøllet. Generelt var øllet forskelligt fra bryg til bryg, fordi man ikke kendte til de komplicerede processer, som ligger til grund for øllets tilblivelse.
I dag er der styr på øllet
Middelalderens mennesker drak "overgæret" øl, lidt sødt ligesom hvidtøl. Mange englændere sværger stadig til overgæret øl. I anden halvdel af 1800-tallet fandt de danske bryggerier ud af at brygge "undergæret" øl - det, som vi drikker i dag, og som har begrænset holdbarhed. Gær og dermed gæringen er en væsentlig del af den totale brygproces, og det var først med moderne laboratoriemetoder, man fandt frem til at løse disse problemer optimalt.
I vore dage er ølfremstilling stadig en kompliceret sag, der bygger på lige dele erfaring, talent og teknologi. Faktisk påstås det, at det er mange gange vanskeligere at fremstille godt øl end god vin. Nu har man for længst lært at styre de teknologiske og kemiske delelementer ved fremstillingen af øl. Man ved præcis, hvad der kommer ud af tappehanerne efter ugers brygarbejde - og som ølnyder kan du være helt tryg ved, at øl fra Royal Unibrew altid er en god oplevelse.