Kender nogen det?

Jeg har en lillesøster som jeg elsker højere end mit eget liv. Hun er næsten som en datter for jeg er 10 år ældre end hende, og har været med til at opdrage hende og hendes to år ældre bror siden jeg er 13-14 år gammel, da vi (min mor, "de to små" og jeg)flyttede fra deres far.
Det er nu sådan at jeg skal til at flytte hjemmefra, jeg elsker min familie utroligt højt, det bliver vildt hård for jeg flytter fra Sønderjylland til København for at få den uddannelse jeg gerne vil.
Pga. min flytning er det klart min lillesøster er blevet meget påhængende, og sover ind ved mig i et par dage. I går nat havde vi en meget meget lang samtale, med en masse tårer når emnet "flytte" kom på banen.
Men engang i samtalen, hvor emnet var noget helt andet, siger hun pludselig, ganske roligt og med moden stemme "Jeg regner ikke med jeg bliver stor, jeg tror jeg dør som barn", jeg var lamslået, hvordan kunne hun sige det? Tårerne kom frem i mig, men inden jeg fik ordene tilbage vendte hun sig om og nægtede at se på mig eller snakke med mig. I ca. 30 minutter kæmpede jeg med at få hende til at snakke med mig, hun havde i mellemtiden besluttede sig for uden dyne eller pude at lægge sig på vores sofa. Jeg ville ikke vække min mor, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige hende. Til sidst, fik jeg hende i min seng igen, men hun forlangte jeg lagde mig til at sove og ikke snakkede med hende mere. 5 minutter efter(jeg gav selvfølgelig ikke op) lykkes de mig at få hende så vidt at hun gav mig et knus, hun græd og græd, hvilket jeg gav hende lov til, selvfølgelig, for jeg følte det var det hun havde brug for. Jeg kender hende, jeg ved hun var afværgende fordi hun ikke vil gøre mig ked af, men det hjalp da jeg sagde hun kan være så kold som hun vil, hun får mig aldrig til at hade hende, tværtimod!
Jeg prøvede at fortælle hende at jeg ikke kunne love hende at hun blev 70, men at hun ikke skulle tænke sådan for det kunne hun slet ikke vide. Jeg husker ikke præcis alt, men jeg ved jeg fik sagt meget uden at jeg dog kunne forsikre hende noget(man føler sig magtløs, for man kan ikke give en garanti). Jeg prøvede at forklare hende at beskytte hende(men nu jeg flytter lød det ret dumt)
Hun nægtede at snakke om det, vi så lidt tv for at hun beroligede sig, hvorefter jeg læste for hende af en bog der for mig betød meget da jeg var lille. Hun faldt afslappet og sødt i søvn, men chokket sidder dyb i mig endnu! Hvordan kan en knap 9 årig pige komme på disse tanker?!
Er der nogen der har oplevet lignende?
PS: Mine små søskende er for tiden under psykologhjælp pga. Problemer i forbindelse med forældrenes skilsmisse.
Jeg ved jeg burde sige det til min mor, men hun er eneforsørger, og har allerede svært ved at give slip på mig, samtid er der problemer med hendes mor(min mormor) jeg ved hun burde kunne klare det, men jeg kender hende nok til at hun ikke kan bære mere lige nu. Min mor vil desuden spørge min lillesøster direkte om det er rigtig, men det vil bare resultere i at hun lukker i igen vil jeg tro.
Jeg har bare brug for at vide om sådanne tanker bare forekommer, eller som jeg ser det, at min lillesøster virkelig lever meden umenneskelig angst som hun skal overvinde.
PPS: Min lillesøster er virkelig meget meget kvik for sin alder, hun opfatter mere af det der sker i hendes omverden end jeg kan se hendes klassekammerater gør.

Jeg sidder lidt i en form for chok lige nu...
Det bliver da utroligt hårdt når du flytter, men du kommer jo hjem igen!
Med din lillesøster... Hun virker som en glad pige, så er ret så overrasket.. for hun er jo heller ikke særlig gammel...
Søjde, tror du ikke det kan have noget at gøre med hendes far? Han er et dumt svin, og du ved det! Du kender min holdning til "måske"-overgreb der er sket... og jeg tror måske det har noget med det at gøre...
Mit spørgsmål er klart! Skal jeg tage en snak med hende? Du ved hun holder af mig... og det er ikke til noget som helst bøvl! Jeg gør det gerne og det ved du!
Min kære veninde, vi finder ud af det her! - og lad os håbe, at nogen vil skrive noget om det her!

... at nævne det for psykologen?

Fordi jeg blander mig. men jeg synes hvis der virkelig er sket ting der ikke må ske, så er det vel på tide at få det meldt?!
Jeg kan godt nævne en lignende oplevelse som jeg havde da jeg var på besøg hos min far en gang.
Vi kendte også andre familier, selvfølgelig. En af dem havde altid ret travlt og afleverede derfor tit deres på daværende tidspunkt 6 årige datter hos min far. Hun var næsten altid trist og deprimeret (ikke almindeligt for sådan nogle små) og den dag skulle der endelig ske noget. Jeg havde det lidt på samme måde som barn, for det gik mig ligeledes (fandt jeg ud af).
Jeg spurgte til hvorfor hun er trist, og hendes svar lød "Det må jeg ikke fortælle jer."
Jeg tænkte mit, men skulle da alligevel finde ud af om jeg log rigtigt med min mistanke.
Jeg fik hende overtalt (det var yderst besværligt) til at følge mig i et trygt værelse hos far (der hvor jeg plejer at bo mens jeg er dér) og så tog det mig en hel aften at få hende til at snakke.
Men da hun endelig tøede op, var det som om jeg skulle blive stiv i hele kroppen.
Hun begyndte med at hendes far altid viser hende sådan en lang en som er ulækker (hun var som sagt 6 år!!!) og hun pejede på det sted hvor den sad på hendes far. Hun mente lemmet. Hun skulle lave diverse ting med den det blev hun tvunget til.
Jeg nævner ikke disse ting, for hendes skyld, og fordi jeg ikke vil svigte hende.
I hvert tilfælde så snakkede jeg med min far om det mens hun sad i badekarret og vi hørte musik, fordi hun skulle ikke høre det, da jeg havde lovet hende at det bliver mellem os, ellers havde hun nok aldrig snakket om det.
Så var det ligesom om noget trak mig ind i badeværelset, som en magnet, jeg skulle virkelig kigge til hende.
Da jeg lurede sad hun med en saks vendt mod maven på sig selv, hendes hår havde hun klippet af og jeg fik nærmest et chok. Det undrede mig hvordan sådan en lille pige kunne finde på at tage en saks og ville hugge den ind i maven!!!
Jeg bankede ganske forsigtigt på døren... hun kiggede op og jeg åbnede langsomt døren helt, og sagde så "Må jeg godt lige låne min saks, jeg må klippe nogle kort ud." Det virkede, hun gav mig saksen i hånden og jeg gemte den LANGT væk. Min far havde i mellemtiden ringet til politiet, og da de kom fortalte vi det hele, og det endte med at hun kom i en plejefamilie, fik psykologhjælp og terapi, og ikke mindst et godt liv og et naturligt forhold til voksne.
Det var godt nok min værste oplevelse, men samtidligt også min bedste, fordi hun har fået det så godt nu, der er nu gået 8 år siden, og hun er glad, smuk og hun er den jeg har mest kær, hun og hendes plejefamilie det er blevet til en del af vores familie.
Sådan kan det gå for den lille næsten 9-årige, hvis det er rigtigt hvad I mener, fordi selvom det kun er en mistanke, kan det aldrig skade at få snakket sammen, og hun skal føle sig RIGTIG tryg for at kunne snakke om dette forfærdelige emne.
Al held og lykke, alt godt og kun gode ønsker herfra.
Mvh. Doreen.

Fordi jeg blander mig. men jeg synes hvis der virkelig er sket ting der ikke må ske, så er det vel på tide at få det meldt?!
Jeg kan godt nævne en lignende oplevelse som jeg havde da jeg var på besøg hos min far en gang.
Vi kendte også andre familier, selvfølgelig. En af dem havde altid ret travlt og afleverede derfor tit deres på daværende tidspunkt 6 årige datter hos min far. Hun var næsten altid trist og deprimeret (ikke almindeligt for sådan nogle små) og den dag skulle der endelig ske noget. Jeg havde det lidt på samme måde som barn, for det gik mig ligeledes (fandt jeg ud af).
Jeg spurgte til hvorfor hun er trist, og hendes svar lød "Det må jeg ikke fortælle jer."
Jeg tænkte mit, men skulle da alligevel finde ud af om jeg log rigtigt med min mistanke.
Jeg fik hende overtalt (det var yderst besværligt) til at følge mig i et trygt værelse hos far (der hvor jeg plejer at bo mens jeg er dér) og så tog det mig en hel aften at få hende til at snakke.
Men da hun endelig tøede op, var det som om jeg skulle blive stiv i hele kroppen.
Hun begyndte med at hendes far altid viser hende sådan en lang en som er ulækker (hun var som sagt 6 år!!!) og hun pejede på det sted hvor den sad på hendes far. Hun mente lemmet. Hun skulle lave diverse ting med den det blev hun tvunget til.
Jeg nævner ikke disse ting, for hendes skyld, og fordi jeg ikke vil svigte hende.
I hvert tilfælde så snakkede jeg med min far om det mens hun sad i badekarret og vi hørte musik, fordi hun skulle ikke høre det, da jeg havde lovet hende at det bliver mellem os, ellers havde hun nok aldrig snakket om det.
Så var det ligesom om noget trak mig ind i badeværelset, som en magnet, jeg skulle virkelig kigge til hende.
Da jeg lurede sad hun med en saks vendt mod maven på sig selv, hendes hår havde hun klippet af og jeg fik nærmest et chok. Det undrede mig hvordan sådan en lille pige kunne finde på at tage en saks og ville hugge den ind i maven!!!
Jeg bankede ganske forsigtigt på døren... hun kiggede op og jeg åbnede langsomt døren helt, og sagde så "Må jeg godt lige låne min saks, jeg må klippe nogle kort ud." Det virkede, hun gav mig saksen i hånden og jeg gemte den LANGT væk. Min far havde i mellemtiden ringet til politiet, og da de kom fortalte vi det hele, og det endte med at hun kom i en plejefamilie, fik psykologhjælp og terapi, og ikke mindst et godt liv og et naturligt forhold til voksne.
Det var godt nok min værste oplevelse, men samtidligt også min bedste, fordi hun har fået det så godt nu, der er nu gået 8 år siden, og hun er glad, smuk og hun er den jeg har mest kær, hun og hendes plejefamilie det er blevet til en del af vores familie.
Sådan kan det gå for den lille næsten 9-årige, hvis det er rigtigt hvad I mener, fordi selvom det kun er en mistanke, kan det aldrig skade at få snakket sammen, og hun skal føle sig RIGTIG tryg for at kunne snakke om dette forfærdelige emne. Og så skal hun da gerne få hjælp...
Al held og lykke, alt godt og kun gode ønsker herfra.
Mvh. Doreen.

Hun er jo en lille pige, og hun føler, at du svigter hende, fordi du rejser fra hende.
MEN du svigter hende ikke, husk endelig det, du har dit eget liv.
Du er jo bare sådan en kær storesøster, og så omsorgsfuld, men du er IKKE hendes mor, selvom du er 10 år ældre.
Det er meget almindeligt, at børn og faktisk også voksne, bruger død som trussel, hvis de ikke får deres vilje......
Men selvfølgelig er det da en god idé at tale med din søsters psykolog om det.

Hejsa søjde Silbermond
Det slog mig at jeg har læst et sted, at denne dramatik kan have sammenhæng med drømmetydning. Nu var hun godtnok vågen, men vores drømme kan være så stærke at vi husker dem længe.
Når du flytter, er det en så stor omvæltning i hendes liv, så det slår sig ned i hendes drømme. Jeg ved at børn i den alder tænker irrelevant og usammenhængende. 9åriges fantasier går amok, når de ikke kan overskue en så stor omvæltning.
Jeg kendte én som var frygteligt nedtrykt, fordi hun havde drømt at hendes yndlingslærer ville dø. Det havde hun drømt og havde frygtelig dårlig samvittighed over det. Da jeg så fortalte hende at død i ens drøm kan betyde en stor omvæltning, så begyndte hun at slappe af. Hun stod foran en eksamen, og skulle snart stoppe på den skole. Derfor slog det sig ned i hendes drømme så denne omvæltning fik denne dramatik.
Jeg kunne forestille mig at din søster har drømt om det samme, og i hendes fortvivlelse nu blander de to ting sammen?
Svar igen hvis det er noget frygteligt vås jeg her siger :o)
Mvh Fandango

en udstrakt hånd fra Baiz, smukt af dig.
Håber, at hun tager i mod det.

Mange ældre mennesker har det med at komme med de mest utrolige bemærkninger for at få én til at ændre planer.
Jeg kom til at tænke på denne teori, da jeg skrev det foregående indlæg. Igen tog jeg udgang i et barns psyke på 9 år. Hvis hun nu kan gøre dig så bekymret over sin snarlige død, gad så vide om hun derved opnår at du ombestemmer dig? (med flytningen) Som sagt i det foregående indlæg, så kan børn i den alder gå meget meget langt.
Jeg oplevede det i et tilfælde hvor en far skulle flytte fra sin familie, skilsmisse betinget. Barnet voksede sig så stærkt ind i sin fortvivlelse at det begyndte at tro på det var sygt. Det vi kalder psykosomatiske tanker. Lidt at sammenligne med selvopfyldende profetier.
Der er mange af den slags tilfælde. Og jeg tror at hun må tale det grundigt igennem med jeres mor og med dig. Ikke overdramatisere, og helst uden gråd fra jer. Tal dæmpet og indtrængende, men som sagt IKKE dramatisere. Det er så rigeligt dramatisk for hende som det er.
Jeg håber inderligt at I får beroliget hende. Og jeg håber inderligt at du får ro i sjælen, så din flytning bliver noget dejligt, og ikke noget som vil bekymre dig. Det er et vigtigt skridt i din udvikling, og du vil ikke fortryde.
Mvh Fandango

Børn og for den sags skyld også ældre mennesker, kan for at opnå hvad de vil, udvikle en utrolig levende fantasi. Faktisk så levende at de begynder at tro på det.
Enig i det du skriver.
Fandango

Ja, netop børn og ældre er ærlige på den skønne måde - med deres følelser - men kan også have problemer med at skelne mellem fantasi og virkelighed.
Jeg tror - som du - at de virkelig selv tror fuldt og fast på det, når de truer med at dø, hvis man f.eks. skal på ferie eller rejse i længere tid.
Noget med tryghed på en kær og rørende måde, som de føler, at de mister.
Men også belastende, fordi man får jo dårlig samvittighed over, at skulle afsted.

hvad du skriver - fuldt ud.
Heldigvis er det da ofte sådan, at når man er kommet afsted, så får man mange nye indtryk, og får den "dårlige samvittighed" lidt væk fra sig.

at du kommer hjem........ den og den dato........ og at hun også skal komme og besøge dig (kun hvis det er muligt altså.......).
Mail hende hver dag og fortæl om dine oplevelser i København, eller endnu bedre ring til hende, hver dag, og fortæl.
Så hører hun din stemme.
Sig, at hun må ringe til dig, lige når hun vil.
Det er jo en livlinje......

Min far har haft den samme drøm to nætter.
Han drømmer, at han er ombord på en båd til Finland, og kan ikke hverken finde min mor eller finde hjem.
Han er så langt inde i drømmen, at det tager flere timer, før min mor kan få ham til at forstå, at det heldigvis kun er en drøm.
Den er utrolig livagtig....
Hvad tror du, at drømmen kan betyde?

Tja... Egentlig ikke...
For sine venner gør man alt. Og den lille pige... Hun er jo en dejlig tøs!

Meget bevægende indlæg, du her skriver om dig og dine... Det rør mig meget når det er noget med børn....
Jeg har været det hele igennem, med en udviklingshæmmet datter, min mindste......
Da jeg og min x´s samliv begyndte at tage sin slutning, og han "fik andre interesser" end os herhjemme, da kom en tid med skænderier, og en mor der tit var ked, men jeg gjorde alt for, at skjule det for min datter....
Men hendes hadicap, gør at mange af de ting hun ikke kan, har gjordt, at hun har nogle sanser der så er titusinde gange bedre udviklet, og det bla. at jeg ikke kan skjule mine sinssteminger over for hende....
Der kom så en tid hvor hun ikke vill i skole, om morgenen vågnede hun glad, men når så hun anede, at bussen snart ville komme... Uha, så brød helved løs, hun sad så og blev ked, og storesøster sagde... Nej, se nu mor... -Og vi var i syv sind om dette her spil hver morgen... Ville hun bare ikkke i skole, var det en dum ide´, hvad var det ..???
Der fulgte lang tid, hvor jeg holdt hende hjemme, da jeg bare ikke kunne sende hende afsted om dagen og jeg begyndte så, at tage med hende, og i starten var vi der så bare lidt, og så begyndte jeg , at "smutte" lidt... hvilket ikke var så nemt i starten...
Og jeg gjorde det samme i den klub hun er i efter skole... Tog med hende og var der og kom tilbage...
Men tænk hvor svært, at have en masse og tumle med i sit lille hoved, men ikke at kunne sætte ord på..?? Hendes største hæmsko er sproget...
Jeg fandt simpelthen ud af, at det var hendes måde, at reagere på alt det herhjemme og hun havde jo taget mit "parti" om jeg så må sige, da vi er meget tæt, og hun elsker mig betingelsesløst...
Hun fik atter livsmodet tilbage i takt med, at vi blev skilt, og der kom ro på.. Idag ca et år efter er hun det gladeste og lykkeligste barn man kan tænke sig, men det var hendes måde, at reagerer på...
Til dig vil jeg sige.... Din søster er jo godt begavet kan jeg forstå, og ved at sikre hende om, at det her må du bare for at komme vider og uddanne dig, og at du er der og i vil skrives ved ringe sammen og klart sætte dag på hvornår du kommer hjem, evt se om det kan lade sig gøre, at hun kommer med på en tur og ser hvor det er du skal være, så hun kan visualisere det i sit hovede hvor du er , så tror jeg at i kommer igennem dette, helt sikker...
Men det er ting der tager tid, når børn er bange/nervøse for, at deres livliner ikke har det godt, eller de er bange for at blive efterladt mere end de har prøvet....
Du er så ung og skal videre i livet, selvfølgeligt skal du det... Og jeg tror det måske bliver godt på hjemmefronten, for din mor og lillesøster kommer så nok endnu tætter også...
Jeg vil håbe det bedste for dig og din lille familie...
Mummi

Når man kun har en hammer - ser man søm over det hele...
-D-

Tusind tak for dit indlæg, der var meget personligt.
Jeg har dog slet ikke fornemmelsen af at hendes snakken om død har noget med et evt. misbrug at gøre. En mistanke jeg ikke længere har, bl.a. fordi hun går til psykolog, og han ikke finder tegn på det.
Men endnu engang tak for indlæget!

Det har jeg også overvejet, men inden jeg gjorde til en stor ting ville jeg først høre, her på debatten, om det er noget der er normale tanker for en pige på 9. For jeg synes at hun jo med 9 år kun er et barn endnu, men det kan da være man alligevel i den alder begynder at tænke nærmere over døden

Det kan helt sikkert være noget hun også har drømt, jeg havde så bare forventet hun ville drømme jeg døde. Men den aften havde vi også snakket om hvad hun havde drømt(noget vi snakker en del om for som du siger i den alder har man svært ved at se grænsen mellem fantasi og virkelighed) men hun nævnte slet ikke at det var noget hun drømte. Det var bare ikke usikkerhed i hendes stemme, det var skræmmende!

Jeg har klart overvejet at snakke med vores mor så vi kan tage den resterende angst fra hende, jeg mener selv hun virkede en del roligere efter vi havde snakket sammen, selv om jeg kun snakkede og hun lyttede. For bagefter var jeg også mere rolig, det var bare i selve øjeblikket, jeg havde ikke forventet det, og kunne derfor ikke reagere rolig med det samme. Bagefter kunne vi dog går det hele mere rolig an.
Tak for dit råd!

Hej igen Silbermond
Ja, det er ret overraskende nogle gange. Man gør sig umage for at berolige en anden person, og så får man med som bonus, at man derved også beroliger en selv? Og det er jo meget naturligt, da man ser resultatet på denne person. Ligesom panik smitter, så gør ro og afklarethed det også.
Mvh Fandango, when ever U need it :o)

Hej
Det er som mange siger et meget bevægende indlæg. Men faktisk så synes jeg det er indlægget (altså historien med at du flytter og familesituationen osv) som gør dit så bevægende. For du spørge jo "kun" om hvorvidt det er normalt for børn i en alder af 9 at tænke sådan?
Jeg har selv en lillesøster som er 10 år nu. Skal siges vi ikke har nogen former for problemer i familien og lever godt. Hun har flere gange været meget, nærmest besat, af døden. Hvor hun spørger og siger hun er bange for at dø osv.
Nu er det sådan at mine forældre er religiøse og selvf har talt med hende om hvordan det hænger sammen ifølge deres overbevisning. Og har også fortalt hun ikke skulle tænke over sådanne ting, det var hun for ung til osv. Og det er så småt gået over nu.
Jeg ved ikke om din søsters situation er den samme. Umiddelbart synes jeg ikke det er nogen "big deal". Men når det er sagt så har du/i oplevet en del som du kort nævner i indlægget som kan give mistanke om andet. Det her er kun svar på dit spørgsmål om vi kender til det.
Tror under alle omstændigheder det er godt du nævner det for hendes psykolog. Om ikke andet så blot for at berolige dig.
PS: Byder dig lige velkommen til KBH i samme lejlighed :-)

Øh-... og du mener med det at?

... så er alle andre det også pr. automatik.
Tænk hvad der vill ske hvis hun bare ville have lidt opmærksomhed inden hendes søster rejste væk (det gør børn jo), og så hele cirkuset om misbrug blevet taget op. Endnu værre hvis hun selv blev overbevist...
Sikke da en steppebrænd det kunne medføre... : (
Men som sagt lader man sig jo ofte forblænde af egne oplevelser.
Jeg synes du skaber en storm i et glas vand med dine advarsler og råben op om afklaring.
-D-

Hej Fandango.
1000 tak for hjælpen.
Min far er fornylig blevet rask efter to års sygdom.
Vi troede ikke, at han kunne blive rask, men så læste jeg om en ny undersøgelsesmetode og en ny behandlingsmetode, og fik min far henvist dertil.
Vi ville så finde ud af i løbet af den første måned, om han var rask....... den måned er gået ud, og ALT tyder på, at han er rask.
Så det er en skelstættende begivenhed.....
Han har været ved at dø af blodtab mange, mange gange i løbet af de to år.
Lige nu kan han næsten slet ikke forstå, at han er rask.
Han virker helt forvirret over, at han ikke længere skal have blodtransfusioner etc.
Samtidig er verdenen jo selvfølgelig mere åben nu.
Svært at forklare....... :-)
Min far er hele tiden bange for at min mor er væk, bare hun går ud i køkkenet.....
Måske kan det være derfor, at han drømmer dét om Finlandsbåden, hvor min mor ikke er der.
Du har ret, den er rigtig svær at tyde.
Men jeg synes, at du gjorde det rigtig godt.
Vil fortælle det til min far.
Men alligevel ret væmmeligt for ham, at det tager flere timer, før han er tilbage i virkeligheden igen.
P.S.
Havde en sjov oplevelse med min mormor i dag.
Hun lå og slumrede, da vi kom hjem hos hende.
Hun vågnede, og smilte og fortalte, at hun lige havde fået en masse varer tilsendt (dejlige varer), og om jeg ville ringe eller sende et postkort og takke for varerne.
Så drømme kan jo heldigvis også være dejlige.
Vi kender nok alle det med, at åh..... vi drømmer så dejligt, at vi slet ikke har lyst til at vågne lige nu.
Men uha, hvis det er et mareridt.

Jeg skrev det indlæg, især af den grund at jeg selv hellere ikke havde villet tro at det findes andre i samme situation, det var ret nyt for mig dengang. Det er hellere ikke sådan ment at hun nødvendigvis er blevet misbrugt, men det er da skønt at høre at det ikke er tilfældet. Det letter meget, tro mig, jeg er bare SÅ glad for at høre at den lille pige ikke har været udsat for den slags.
Jeg ønsker jer held og lykke med det hele.
Mvh. Doreen

Baiz er en af mine bedste veninder og ved derfor mere end der lige står her på debatten. Jeg har med vilje, i mit indlæg, ikke nævnt en tidligere mistanke jeg havde, da jeg ikke tror det har noget med det at gøre, men jeg er glad for Baizes bekymringer, som er meget naturlige i forbindelse med det hun ved. Hendes tilbud er jeg ligeledes meget, meget glad for!
Og inden du en anden gang fantaserer dig noget sammen, læs gerne mit indlæg igennem én gang til!!! Jeg laver ingen storm i et glas vand, kære "Diplomat", for mit indlæg havde kun et spørgsmål, som lød, om nogen andre(forældre) havde oplevet lignende, med andre ord, om sådanne syn på livet er normal for børn i den alder?!
Det går mig arrig når du dømmer os på den måde.
Alt det med flytningen skrev jeg for havde jeg blot skrevet "Min lillesøster på 9 år tror hun skal dø" så havde en naturlig reaktion været "Sker der da en stor omvæltning i hendes liv for tiden" og det spørgsmål ville jeg på forhånd svare på. Meningen var at give folk et godt grundlag at svare på, måske havde de oplevet noget lignende, hvilket folk, dejlige som de er, også har gjort. Her fra mig til alle der svarede, tak for jeres konstruktive indlæg!
Men gør mig den tjeneste, spar os for dine beskyldninger!
Undskyld jeg reagere så groft, men jeg følte det som et personligt angreb, og et angreb på en af mine absolut bedste veninder, en ting jeg hverken kan eller vil tolerere!

Hejsa
Jeg synes ikke du er grov. Nogle kan have læst det indlæg du skrev i anden sammenhæng, og så blander denne viden sig i det man opfatter i denne tråd.
Det er godt du tager afstand til den sammenhæng, da det kan forvanske det du ville frem til.
Mvh Fandango

Jeg kan godt se, at du mener jeg overreagerer... og ved du hvad, det gider jeg ikke spilde tid på at diskutere med dig...
Men en ting jeg ikke forstår er, at du kan mene, at jeg overreagerer, på de overgreb der er sket. Det for mig til at tænke mit... Men nok om det...

Tak Silber

... går jo ofte hånd i hånd.
Det eneste jeg kan konstatere i denne sag er at i reagere meget unuanceret udfra de ting som er blevet skrevet i indlæggene. Jeg har jo heller ikke alt information i sagen.
Mit råd vil være at lave folk som forstand på at håndtere denne slags problemstillinger (professionelle psykologer, rådgivere osv) vurdere hvordan sagen bør gribes an. Jeg mener det er uforsvarligt bare at "pudse" Biaz på hende uanset om det er gjort i bedste mening kan hun gøre meget skade der kan blive svær at rette op på igen.
Jeg har ikke nogen holdning til dig (jer) som personer. Jeg ville bare opfordre til at sagen ikke blev blæst stort op før man var sikker på noget.
-D-