Kendte én

der hele sit liv har prøvet på at være en god samfundsborger. Hun blev nødt til at gå fra uddannelse og over på bistandshjælp for at få hjælp pga. psykiske problemer, men lovgivningens krav i forbindelse med kontanthjælp kørte hende helt ned, for hun skulle være så syg, at der ikke var håb for at hun nogensinde kunne få arbejde igen eller også aktiveres. Det var netop kravet om aktivering, hun ikke kunne klare, fordi det hun fik det dårligt af at blive presset. Samtidig troede omgivelserne, at hun bare ikke gad at arbejde, men hun prøvede at gå igang på sin egen måde. Ville gerne gøre sin del til samfundets opretholdelse i det omfang, hun var i stand til, men det var ikke nok. Socialrådgiverne havde deres lovgivning, de var nødt til at følge, og de var nødsaget til at blive ved med at presse hende til det, der fik hende til at få det værre. Gang på gang prøvede hun at yde det, hun kunne, men ligemeget hjalp det. Hun var til sidst blevet så dårlig af presset, behandlingerne (medicinsk og terapeutisk), truslerne om tabet af kontanthjælp, folks kommentarer til hende, udsigterne til at gå endnu længere ned på det, at hun valgte at tage livet af sig. Her til morgen (2. september) fandt vi hende.
Hun var lidt af et geni på mange områder, men kunne til sidst ikke klare, at man hele tiden prøvede på at presse hende til det, hun ikke kunne: almindeligt arbejde og uddannelse. Hun havde evnerne i sig til at blive selvstændig, hvis hun havde fået bare nogle få års førtidspension til at komme sig og udvikle sin egen rytme indenfor arbejdsmarkedet, men lovgivningen var for firkantet til det. Hun kunne være blevet en iværksætter, der skabte nye arbejdspladser og eksport til Danmark. Desuden var hun meget idealistisk og ville gøre en masse godt frivilligt for samfundet.
Hun håbede på at give hendes forslidte forældre en god alderdom, reparere det hus, de boede i, givet dem nogle oplevelser, som de pga. deres hårde og fattige liv aldrig havde prøvet. I det hele taget ville hun gerne gøre noget godt for mennesker og dyr.
Min veninde havde aldrig oplevet at være ude at rejse til et andet land med familien, fordi de ikke havde råd. Hun havde aldrig haft en kæreste, fordi hun pga. livets knubs altid blev den ufrivillige outsider, og til sidst ønskede hun heller ikke nogen, fordi hun bare havde brug for at komme sig over knubsene....Og i en alder af 31 år er det svært at komme naturligt ind i et forhold, hvis man ikke har prøvet det før. Folk drillede hende med det og kaldte hende samtidig doven pga det med arbejdet. Til sidst græd hun hver dag. Oven i det havde folk sendt falske rygter ud om hende. Familien blev der også smedet falske rygter om, og de havde det også økonomisk/psykisk hårdt. Hun havde sagt mange gange, at hun aldrig ville kunne begå selvmord, fordi hun ikke ville gøre andre ondt med smerten i forbindelse med tabet af hende. Hende selv var hun efterhånden ligeglad med. Men hun blev mere og mere ødelagt, og igår eller igår nat (er ikke helt sikker på tidspunktet endnu) begik hun alligevel selvmord.
Jeg ville have foretrukket iværksætteren frem for det døde menneske, vi fandt her til morgen. Hvad med jer?

har selv mistet venner på den regning,og jeg fatter ikke at mennesker kan slå sig selv ihjel. der er ingen rigtig eller forkert måde at behandle det på,man kan kun beklage det tab af liv som er spildt,jeg føler med dig.men du skal kigge vidre,livet ER det kostbareste vi har.

Der er ikke rigtig noget skrive, det er jeg ked af. Livet kan være forbandet hårdt.
M.V.H

det smukke menneske, der gik bort, men kunne dog nok ikke have gjort mere for hende. Er bitter på livets behandling af hende.
Måske, hvis hun bare havde haft en smule mindre at kæmpe imod, var hun her endnu. Men der blev læsset for meget på hendes skuldre fra livets side. Nogle mennesker får bare for mange knubs af livet. Hun kæmpede hårdt, men bukkede alligevel under til sidst. Ære være hendes minde.

savne hende. Verdenen blev fattigere med hendes død. Hun var et dejligt menneske, men jeg fortsætter med livet. :-)

Jeg ved, havde en ven som gjorde selvmord for et par år siden. Forløbet var ikke helt det sammen, men meget lig. Også i alderen ca. 30 år.
Man føle sig tom, efter en sådan besked.
Vor samfund og dets individer kan være hård ved andre.
Ja, livet går videre :)
Med venlig hilsen

Var det også i forbindelse med presset fra samfundet/kommunen, vedkommende gjorde det? Vil bare gerne finde ud af, om det er en generel tendens, at arbejdsløse bliver kørt så langt ned.

håber jeg da, at du er enig med mig i at et beslutningen om selvmord ene og alene tages af den der slår sig selv ihjel?
Hvad hjælper det de efterladte at forsøge at bebrejde et diffust defineret system og at give det skylden for hendes død? Ikke en skid!

og følelser kørende rundt i hovedet lige nu. Prøver bare at bearbejde det + evt. hjælpe andre i min afdøde venindes situation og efterladte.

men samtidig kan man jo altså ikke bebrejde samfundet det hele. Det vigtigt at man tager ansvar for sit liv og det indebærer også at man til en vis grænse skal deltage i fællesskabet med mindre man er så godt kørende at man kan nøjes med at betale til dette.
Jeg siger ikke at hendes behandlere har handlet korrekt men der er et fælles regelsæt som på sin vis skal overholdes. Du nævner at hun kunne være blevet en iværksætter ! det er jo altså langt fra givet et hun ville kunne bestride et hverv som leder når hun ikke kan lede sit eget liv.
Når alt kommer til alt er det frygteligt sørgeligt at skæbnen kan være så hård mod nogle men det er min opfattelse at det kræver en vending i den enkeltes livsstil/livsværdi at ændre tingene. Denne ændring kan ofte starte med en lille ting som udvikler sig positivt men det skal altså starte hos individdet man kan ikke presse det frem.
Hvordan man starter sådan en positiv proces i et menneske ved jeg ikke men det nytter ikke at klynke, man skal videre ellers synker men hen i selvmedlidenhed, medicin(mis)brug, alkohol og andre ulyksaligheder.
Synd og skam at menneskeliv går tabt på et så meningsløst grundlag.

at hun aldrig fik roen til at gøre noget ved det. Livet har nærmest brugt hende som skydeskive. Lag på lag af problemer. Jeg tror, at selv de stærkeste kan "drukne", hvis de ikke får hovedet ovenvande igen. Derfor tænker jeg, at havde hun dog bare haft lidt færre problemer....Lidt mere tid til at komme op igen. Selvfølgelig kan man ikke bebrejde nogen noget, når livet kommer med mange små dråber vand, der til sidst får bærgeret til at flyde over. Men man kan ægre sig over det, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at bare hun dog havde haft ét problem mindre. Måske var det nok.

Jeg har dyb medfølelse med dig og ikke mindst med din veninde. Din reaktion er fuldt ud forståelig, især da man håber, at der kunne være gjort noget, som kunne have ændret på situationen. Dette svar vil stå åbent for evigt.
Det slår mig at du på så fortællende måde formår at forholde dig til facts - især når du her samme morgen har været udsat for sådan et chok...
Jeg er af den opfattelse, at man som menneske må tage ansvar for sit eget liv. Men når man er derude, hvor man ikke længere formår at tage hånd om sig selv, skal landet stå klar med øjeblikkelig hjælp. Denne hjælp må tage sigte i, at bringe personen i psykisk og fysisk velbefindende. Selvom du beskriver alt det som har påvirket hende i negativ retning, er jeg sikker på at hun også har været i en form for forløb hvor man netop har arbejdet med denne problemstilling? Et sådant forløb kræver selvfølgelig at man selv henvender sig og beder om hjælp.
Reglernes udformning skal tage hensyn til alle, tilpasset flertallet. Efter min mening er der for mange åbne spørgsmål til at sige, om kortvarig pension kunne have reddet hendes liv. Jeg tvivler idet pres er en stor del af ens hverdag uanset hvad man beskæftiger sig med. At fjerne et "pres" er med andre ord uladsiggørligt, da det kommer i tillæg til ansvar for eget liv, egne og andres forventninger og det voksne liv generelt - altså ikke kun omverdenen.

men vi må aldrig give op.fordi livrt er sgu dejligt.

har jeg en underlig fornemmelse af at blive manipuleret med, eller er det bare mig ??

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=161&posting=753079

Hvis man tror på alt det man læser,vil man blive snydt gang på gang, det med fattige forældre, hvorfor er de så fattige, der står at de er nedslidte af hvad? De som er nedslidte har vel også tjænt penge.

Han var ikke arbejdsløs, men sad hårdt økonomisk. Det på trods af han arbejdede konstant.
Han havde helbreds problemer, og oven i gik det ikke for godt med familien.
Han synes ikke være uligevægtig, men jeg kan godt se tegnene bagefter. Han fortalte mig det direkte, men jeg slog det hen. Jeg var der ikke, og det bebrejder jeg mig selv.
Nej, han havde intet at gøre med det sociale system. Han udtrykte dog ønske om at opgive det hele og eventuel få en pension på grundlag af hans helbreds situation. Men han var nok ikke typen, der kunne nedværdige sig til en pension, når alt kommer til alt.
Han var meget stolt, og måske den bedste ven, jeg har haft.
M.V.H

Dog minder historiene lidt om hinanden.
Som sagt var han presset økonomisk og måtte forlade hus og hjem. Han orkede heller ikke rigtig sit arbejde mere.

Tror måske det var dråben.
M.V.H

svar. Jeg synes bestemt ikke, at du skal bebrejde dig selv: Ingen kan jo rigtigt vide, når en person vælger at begå selvmord. Selv hvis de siger det, kan det opfattes som noget, de siger, fordi de da godt nok har det hårdt, men alligevel kun bruger det som en overdrivelsfaktor. Har da selv kendt nogen, som slynger det ud i ny og næ, men som i de mange år, de har sagt det, ikke har ment det alvorligt.
Elsk dig selv for alt det, du gjorde for vedkommende, og tænk ikke på alt det, du ikke gjorde.

De havde fem børn, hvoraf 3 oplevede at blive mobbet i skolen, 1 var konstant uvenner med faderen, fordi det gik skævt imellem de to. Desuden var der mange temperamenter i familien, som bare ikke passede sammen, hvilket gjorde hverdagen lidt anstrengt rent psykisk.
Faderen arbejdede hårdt på gården, ungernes mor passede huset og børnene samtidig med, at hun læste hf og tog nattevagter af og til. De byggede en rundbuehal til dyrehold, og havde masser af gæld, men hvad gjorde det, hvis det godt kunne køre rundt?
Faderen falder ned fra en stige, lander direkte på ryggen og kan ikke arbejde mere. Han kan knap nok vende sig i sengen om natten uden at jamre af smerte, men lægen, der undersøger ham, siger, at det er pjat. Derfor kan faderen ikke få udbetalt forsikringspenge og kan heller ikke passe gården. Moderen gør sit ved at tage masser af arbejde, men snart må gården alligevel gå på tvangsauktion.
Familien flytter til et hus, der er så umoderne, at der hverken er badeværelse eller varmt vand. Toilettet er koldt om vinteren; der er is nede i. Vask foregår ved at varme vandet op over gassen og hælde det i et plastikbadekar ude i køkkenet. I skolen bliver de tre af børnene mobbet, og familien har ikke mange penge, for man vil ikke tro på faderen ikke kan arbejde. Moderen tager nattevagter. Børnene har ikke det samme tøj, som de andre i skolen, og andre goder er der heller ikke meget af. Børnenes eneste feriemuligheder er at besøge deres bedstemor eller tage på kræmmermarked sammen med forældrene. Senere finder forældrene ud af, at deres eneste søn er blevet seksuelt misbrugt af en mulat, familien havde haft boende i mange år.
På et tidspunkt bliver faderens helbred ordentligt undersøgt; man finder ud af, at han har slidgigt, nogle forskellige skader i skellettet pga bl.a. en motorcykelulykke i ungdommen, samt det, der skete ved faldet fra stigen: Et ribben havde gennemboret den ene lunge, som var fyldt op med vand. Han fik tilkendt førtidspension med det samme, men det var den laveste.
Familien flytter igen efter nogle år i noget bedre, men stadigvæk ikke så godt som normale boliger. Soveværelset har f.eks. nogle gange "sjapgulv" pga vand udefra. Moderen arbejder som nattevagt for meget ressourcekrævende handicappede; nogle af dem kan ikke selv vende sig i sengen osv. Arbejdsvilkårene her er således, at det forventes af personalet at kunne foretage tunge løft m.m. Moderen tør ikke protestere, for hun kan ikke undvære arbejdet pga. familiens anstrengte økonomi. På et tidspunkt går det galt: Hun løfter på en multihandicappet dreng, og kan pludselig ikke rette ryggen ud. Hun kommer hjem med ryggen i 90 grader i forhold til benene. I lang tid kan hun ikke ret meget andet end ligge i sengen. "Toiletbesøg" foregår ved, at faderen må hente noget, hun kan gøre det i. Det bliver lidt bedre efterhånden med ryggen og hun kan godt klare sig selv igen, men ryggen bliver alligevel aldrig helt den samme igen. Hun står reelt til at skulle have en arbejdskadeerstatning og førtidspension, men: Man mener ikke, at der er sket hende noget som helst på arbejdet, hedder det sig fra dem, der skal af med pengene, og de har forbindelser til andre i systemet. Hun bliver stemplet som doven og da hun ikke kan lave noget pga. ryggen, kommer hun efterhånden på bistand, hvor de begynder at hive og slide i hende for at få hende i arbejde. Da hun har hamrende ondt og ikke er i stand til at opfylde deres krav på tilfredstillende måde, kører hun helt ned på det psykisk og får derfor tilkendt førtidspension.
Og der er meget mere at skrive om den uheldige familie, som min veninde også var en del af, men jeg orker ikke at skrive mere nu. Ville bare lige give dig et indblik i noget af det, der har gjort livet surt for dem.

Hele den her historie oser langt væk af fri fantasi og ihvertfald overdrivelse af værste skuffe.