Kone kidnapper barn

Min kone og jeg står muligvis foran en skilsmisse. Her skal vi bl.a. "dele" et barn. Både min kone og jeg ønsker at have barnet boende permanemt. Mit spørgsmål er: Hvad nu hvis min kone en dag, "kidnapper" vores barn og flytter væk. Altså mod min vilje (hvad jeg så inden da vil gøre konen opmærksom på jeg ikke er indforstået med). Har man nogen mulighed for at anmelde hende for "kidnapning", eller hvad kan man gøre i dette tilfælde? Er der noget man kan gøre på forhånd, eksempelvis på forhånd fortælle rette myndighed, at jeg ønsker at beholde barnet, så hvis konen "kidnapper" barnet, har man noget at henvise til?

????

...den nervøse far i farten havde glemt, at han har to børn.

Det blev oprettet her fordi jeg synes at jeg havde oprettet det første i en forkert kategori.

Kære Mand!
Ro på! Allerførst synes jeg at du skal sørge for at elske dit barn - tænke på det og ellers gøre det rart for barnet at være sammen med dig.
Taberen i det her spil er og bliver kun barnet!!! Din kommende eks-kone, vil måske udsætte dig for udfordringer og en hæslig kamp for at "bortrøve" dig dit samværd med barnet....det er set før!
Men prøv om ikke I kan enes om at opføre jer ordentligt...for barnets skyld i det mindste!
Samvær...eller det at skulle overlade sit fælles barn til den anden part, vil altid bero på en tillidsag...du kan ikke gardere dig mod "kidnapninger"...men din eks-kone står jo med lige så "drlige kort" på hånden som dig! Hun kan heller ikke føle sig sikker på noget - I må lære at stole på hinanden, selvom man måske synes at modparten er mindre charmerende end før! :-)
Nyd dit barn og giv det nærvær og tryghed!!! Glem din eks-kone og lad hende leve sit liv!!!! Nu har du et(liv),som du skal have til at fungere med dit delebarn på bedste vis!!!!
God "arbejdslyst" :-)
Geddo

Hej tak for dit svar, men sagen er mere kompliceret end som så. Også selvom jeg gør alt for at hverdagen er så god som mulig for mine børn. Men læs venligst mere om sagen her:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16;conference=141;posting=116087

Hej igen
Jo jeg har læst din tidligere streng...og undskyld mig...fra min side ser det ud som at din kone er ret ligeglad med jeres datter....du bliver nødt til at stille hende stolen for døren!
Konfronter hende(konen) med facts, fortæl hende på en venlig/bestemt måde at det her ikke kører som det burde. spørg hende hvad hun vil..om hun vil...om hun gider...hvad hun vil... vil hun have bolsjer må hun nok flytte over til bolchebutikken...man kan da ikke komme hjem og allerede have spist ude...eller kan man???
Selv er jeg ganske erfaren(uheldigvis) i at gennemføre en forældremyndighedssag - det var hæsligt og jeg ønsker ikke for nogen at de skal igennem det. Det kunne blive en mulighed for dig at få den fulde myndighed...ikke at det sikrer dig mod kidnapning, men man har lidt mere retten på sin side.
Men jeg synes at skulle snakke med din kone, fortælle hende hvad du føler, og hvad du agter at gøre. Hun ved så hvad der sker, såfremt hun ønsker at fortsætte med sine "lyssky" handlinger. Det handler om at tale sammen og forstå hinandens reaktioner og følelser....måske det hele beror må misforståelser og overfortolkninger fra begges sider.
Geddo

Nu ved jeg jo ikke, hvor hård jeres eventuelle skilsmisse bliver, men det bedste der kunne ske, når det nu endelig skal være, er at I begge beholder begge ben på jorden og opfører jer som voksne mennesker. Nu ved jeg heller ikke, om I skal have fælles forældremyndighed, for her ved jeg ikke, hvordan reglerne om flytning er. Hvis din kone (eller du) får forældremyndigheden alene, står det dem frit for at flytte, hvorhen de vil.
Jeg tror ikke, der er nogen af jer, der ønsker at skade børnene, tværtimod - derfor bevar roen og tal fornuftigt om tingene. Jeg håber virkelig, at hverken du eller din kone stejlt holder på at få forældremyndigheden over begge børn. Så ender det i retssag osv., og det er kun med til at gøre det hele værre - både for jer og børnene. Hvad med at få forældremyndigheden over hver et barn?
Uanset hvad I vælger, ønsker jeg jer alt det bedste. Det bliver hårdt, jeg har selv prøvet det! Husk også på, den største pris betaler børnene!

Undskyld nervøse far, jeg har misforstået - I har kun et barn og ikke to, som jeg troede. Så er det jo ikke rigtigt muligt at få forældremyndigheden over hver et.
Alligevel håber jeg, I får det bedste ud af det og finder en fornuftig løsning i fællesskab.
Hvorfor skulle din kone i øvrigt ville "kidnappe" sit barn? Hun ved forhåbentlig også, at barnet har krav på jer begge.

Vi har faktisk 3 børn, 2 ældre drenge:
Hele sagen er noget speget: pige på 9 år, to drenge på 15 og 17 år.
Min kone er tilmeld forelsket i vores mellemste søns klasselærer, hvor hun tilmeld arbejder på samme skole. Vores søn havde nogle problemer, som gjorde at hun kom til at snakke mere og mere med læreren og så åbenbart faldt for ham. Og hun er helt sikker på at han også var interesseret.
Hun ved godt jeg ved det, da jeg sagde det til hende en dag. Hun har kontaktet ham to gange (hvad hun har fortalt mig) en gang hvor hun bl.a. spurgte om ikke det drejede sig om noget andet end vores søn. Hun sagde det ikke direkte. men afsluttede det med "men det kan jo være det går over på et tidspunkt". Til dette havde han intet sagt, og da hun heller ikke sagde mere, havde han til sidst vendt sig om og gik sin vej.
Så har hun sendt ham en sms, hvor hun undskyldte sin opførelse og håbede de fortsat kunne være venner. men har ifølge hende selv ikke hørt noget fra ham.
Men hun opfører sig noget mistænkelig, og sender adskillige signaler der peger i den ene og den anden retning. Om ting vi skal gøre i fremtiden sammen og så modsat at det er slut mellem os.
Jeg tror ganske enkelt ikke at min kone helt er sig selv. Om det skyldtes en evt. midtvejskrise, eller at forelskelsen gør at hun ikke tænker klart og kun kan se til sin egen næsetip. Uden at tænke på sine børns behov. Jeg har tidligere fået alle mulige detaljer om hvad hun havde tænktsig med "hendes og hans" affære. Om at vi fortsat skulle bo sammen i et stykke tid, for børnenes skyld, men at hun så samtidlig skulle prøve sit forhold af. Og hvis eksempelvis de var ude sammen, så for at børnene ikke skulle opdage noget, skulle læreren sætte hende af inden de kom helt ind i kvarteret og så skulle hun cykle det sidste stykke. Jeg ved ikke rigtig hvor realistisk hun selv synes det lyder, men jeg har da også fortalt hende at hvis de endte med at ville prøve det af, så måtte jeg bede hende om at flytte med det samme.
Men hver eneste dag har hun store humørsvingninger, hvor hun den ene dag er sød og imødekommende og den næste dag er afvisende og virker sur.

Hvor kommer din frygt fra? Hvorfor skulle din kone dog kidnappe jeres datter? Hun har jo to drenge der så ville vende hende ryggen, som hun ville miste kontakten til hvis hun gjorde noget så drastisk.
Din kone er som du selv er inde på muligvis i en midtvejskrise, og søger udfordring og måske opmærksomhed fra dig der gør hende sikker på at du virkelig elsker hende, for helt ærligt så ville jeg aldrig fortælle at min lille "affære" vendte ryggen til mig og siden ikke har givet lyd fra sig. Det kunne godt virke som om hun prøver at presse dig til at vise lidt interesse igen.

Kære nervøse mand.
Jeg kan kun svare på, hvad jeg TROR, der er galt, for jeg kan ligesom genkende en del af det du skriver fra mit eget ægteskab, som gik i stykker efter 21 års ægteskab.
For mig ser det ud som om din kone keder sig i jeres ægteskab. Så er der lige en kollega, som hun måske synes, hun taler bedre med end dig, så bliver hun lun på fyren og kan til sidst slet ikke finde ud af sine egne følelser. Jeg tror, det går over igen.
Jeg håber ikke, I gør den samme fejl, som jeg/vi gjorde dengang. Vi forstod slet ikke at drøfte problemerne igennem og langt mindre at gøre noget ved dem, så det endte med, at jeg ville skilles, da jeg følte, mit liv var gået helt i stå.
På et tidspunkt har man behov for at komme videre, og det kan jo være, I nu er nået til det punkt.
Snakker I sammen om, hvad der foregår mellem hende og kollegaen? Det kunne jo være, hvis I fik snakket tingene ærligt og grundigt igennem, at hun finder ud af, at det alligevel er dig, hun elsker. Det er utroligt vigtigt at snakke åbent og ærligt sammen om det, der forgår - også det, der er mindre behageligt - gør man ikke det, er et forhold dømt til at mislykkes. Tro mig - jeg taler af erfaring!
Vær ikke fordømmende over for hende, men lad hende forklare dig, hvad der rører sig i hende, og prøv så at blive bedre til at forstå hinanden. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd.
Kærlig hilsen fra en der har været gennem hele turen!

det får I, og så er den potte ude.
Hvis din kone derefter stikker af med barnet, får hun fængselsstraf og du får nok forældremyndigheden.
Når der er dom for fælles myndighed over barnet, bryder hun loven, hvis hun stikker af

Du har helt ret, vi var gået meget skævt af hinanden, og blev reelt kun sammen for børnenes skyld. Jeg trode selv at jeg var fuldstændig afklaret med at min kone kun var et nødvendigt onde,for at jeg kunne være sammen med mine børn i hverdagen.
Men efter jeg fandt ud af hendes lille hemlighed gik der 2 dage. Så vendte jeg fuldstændig rundt, 180 grader. Efter at have læst en masse på nettet fandt jeg ud af hvordan eller måske rettere hvorfor det så tit går galt med kommunikationen mellem par. Og kunne derfor se mange ting jeg og hun kunne have gjort anderledes. Dernæst indså jeg at jeg blot havde pakket mine følelser for hende langt væk, for at mindske smerten ved et evt. brud. Siden da har det været en lang og opslidende proces, hvor mit følelsesregister har svinget op og ned.
Jeg har lavet om på mange ting. Er MEGET bedre til at lytte efter hvad hun siger. Hun har haft en del nedture gennem livet, som jeg typisk har hjulpet hende igennem ved at løse hendes problemer, hvor jeg nok mere skulle have lyttet til hende, så hun kunne komme ud med det, og så måske forsøge at løse hendes problemer.
Jeg laver også temmelig meget husarbejde nu, hvor jeg ellers havde begrænset det til et minimum fordi jeg altid fik kritik, når jeg gjorde noget. Kan nu forstå at kvinder gør det for at hjælpe manden, men for en mand virker det lige modsat. Han ser det som en kritik og bliver sur og indelukket.
Jeg har naturligvis fortalt hende hvor meget jeg elsker hende, men hun er formentligt så langt inde i sin krise og sin forelskelse at hun ikke tænker rationelt.
Vi har snakket om hendes "ven" og jeg har fået utallige detaljer, men på det sidste har hun ikke nævnt ham med et ord. men hun opfører sig underligt og måske ser jeg spøgelser, men måske ser hun ham alligevel. På trods af at næsten samtlige jeg har snakket med, siger at læreren ikke er interesseret. Men det er svært at tro på, for det kunne jo være at det er måden jeg gengiver det hele på, der gør at de ikke tror på det. Men hun har sagt at hvor det var rart at snakke om i starten (for en god måned siden), var det ved at være noget anstrengende.
Men hvor hun den ene dag, snakker om ting vi skal gøre i fremtiden, kommer der ting næste dag der peger i modsat retning.
Jeg gik og lavede noget husligt arbejde. Pludselig sagde hun, "hold op med at lave al det huslige arbejde og sæt dig og slap af". Hvorfor spurgte jeg, "generer det dig?", ja, svarede hun, "det nytter ikke noget alligevel"

Det skal ligge nævnes at min kone vil skilles. Hun sagde på et tidspunkt, at vi lige så godt kunne blive skilt uanset om læreren var interesseret eller ikke. Og at vi skulle få en utroskabserklæring, så vi kunne blive skilt med det samme. Det har jeg dog ikke tænkt mig at give hende.
Lige nu ved jeg ikke hvor jeg har hende, men forsøger at sige til mig selv at læreren er interesseret og at de har noget kørende. Og så må jeg nyde mine børn så længe vi er sammen og sørge for at de ihvertfald har det godt.

Det skal dog også lige nævnes, at min kone er enormt dårligt til at sætte noget i værk selv. Hun kan snildt få ideerne, men skal de føres ud i livet, er det næsten altid mig der skal komme med løsningen og få den ført ud i livet. Hun har også sagt at hun så forholdet med læreren som en redningsplanke til at komme ud af ægteskabet.
Men jeg er bange for at hendes problemer (på nær at jeg VAR en dum ægtemand) følger med hende. Hendes arbejde er ikke et ønskejob, snarere tværtimod, hendes hjem er ikke helt som ønsket. Ikke en jordhule, men kunne måske være bedre. Hun har aldrig rigtig haft held med sine ting. På et tidspunkt havde hun været så længe arbejdsløs at hun røg på kontanthjælp. Og i stedet for at snakke det hele igennem med hende, afløste jeg problemet ved at skaffe hende et vikariat, hvor jeg arbejder. Næste problem kom da hun blev lovet at hun ville få en fast stilling, hvis en stilling blev genopslået, som var det mest sandsynlige på det tidspunkt, men da tiden oprandt, var den øverste ledelse skiftet ud, og de var af en anden mening, så det fik hun ikke. Og sådan har der været rigtig mange ting hvor hun er blevet "snydt".

Det er ikke dig, der skal komme med en utroskabserklaring, det må da være din kone. Det er jo hende, der er utro, ikke dig.
Hvis din kone absolut vil skilles, dvs. hun vil ikke arbejde på at få ægteskabet til at fungere, så er det måske det bedste for jer begge, så I kan komme videre med jeres liv.
Jeg mener ikke, man skal blive sammen for enhver pris, selv om der er børn i ægtekabet. Jeg tror, børnene hellere vil have 2 glade eneforældre end et forældrepar som ikke kan få livet til at fungere.
Jeg ønsker dig i hvert fald al mulig held og lykke i fremtiden. Ender det med skilsmisse, går I alle en hård tid i møde, men med fornuft og omtanke kan det lade sig gøre uden at skade børnene alt for meget.
Kærlig hilsen yazz

det du gør her, er at male fanden på væggen.
Og så lige en ting:
Forældrermyndighed og samvær er to helt forskellige ting.
Og kidnappe et 9 årigt barn?
Det er vist lidt tåbeligt, eftersom barnet er så stort, at det i retten med stor sandsynlighed vil blive hørt om ønsker for bopæl.
Mit råd: istedet for at male fanden på væggen, så få hjælp til konfliktnedtrapning. Kontakt evt allerede nu dit statsamt og bed om rådgivning. Evt bed om en konfliktmægling med konen mht. afklaring af børnenes bopæl.
Samvær er i dag oftest 5-9 i fordeling, hvis ikke parret og barnet selv finder en anden løsning.
Rent delebørn, med en uges ophold hvert sted, kan fungere, især hvis forældrenen kan tale sammen, godt.
men lige nu synes jeg du maler fanden på væggen.
Det er godt nok at have viden, men hvis du går ud med en attitude, så skal du sgu nok få givet din yngste (og de ældste) en helvedes tid.
Så ro på nerverne, orienter dig i statsamtet, søg rådgivning evt. for jer begge.
Og tænk så på hvordan barnet vil trives med de løsninger I finder, også når hun om 10 år ser tilbage på sine forældres opførsel dengang...

det du gør her, er at male fanden på væggen.
Og så lige en ting:
Forældrermyndighed og samvær er to helt forskellige ting.
Og kidnappe et 9 årigt barn?
Det er vist lidt tåbeligt, eftersom barnet er så stort, at det i retten med stor sandsynlighed vil blive hørt om ønsker for bopæl.
Mit råd: istedet for at male fanden på væggen, så få hjælp til konfliktnedtrapning. Kontakt evt allerede nu dit statsamt og bed om rådgivning. Evt bed om en konfliktmægling med konen mht. afklaring af børnenes bopæl.
Samvær er i dag oftest 5-9 i fordeling, hvis ikke parret og barnet selv finder en anden løsning.
Rent delebørn, med en uges ophold hvert sted, kan fungere, især hvis forældrenen kan tale sammen, godt.
men lige nu synes jeg du maler fanden på væggen.
Det er godt nok at have viden, men hvis du går ud med den attitude, så skal du sgu nok få givet din yngste (og de ældste) en helvedes tid.
Så ro på nerverne, orienter dig i statsamtet, søg rådgivning evt. for jer begge.
Og tænk så på hvordan barnet vil trives med de løsninger I finder, også når hun om 10 år ser tilbage på sine forældres opførsel dengang...

Kidnapning er også for stærkt et ord. Det jeg mener er at min kone ønsker at tage vores datter med sig og så skal de 2 store drenge bo hos mig. Alt dette er selvfølgelig underforstået at børnene ønsker det sådant. Min kone virker sikker på at datteren vil vælge hende på trods af alt det jeg har gjort for hende, og en 9 årig kan heller ikke lige overskue, hvad det er hun siger ja til, kun at hendes mor er ved at rejse og så vil hun temmelig sandsynligvis rejse med hende, på trods af at det er mig der har gjort næsten alt med hende: fået hende op om morgenen alle hverdage, fulgt hende i børnehave/skole, hentede hende igen, hvor vi som regel derefter er ude og købe ind sammen. Når vi kommer hjem hjælper jeg hende med lektierne, og ser evt. børnetime og den slags med hende. Haft hende i bad, leget med hende og fulgt hende i seng også. Ud over alle de andre små ting man gør i hverdagen, så som smurt hendes madpakke.
Når vi nærmer os julemåneden, plejer jeg at tage min datter med ud og samle ting i skoven til kalenderlysdekoration og det er noget hun glæder sig til, for hun bliver altid glad, når jeg spørger om hun vil med. Dette har min kone aldrig haft lyst til og hun har aldrig været til at drive med på en skovtur (jo, hvis turen kan foregå i en bil og vi kun skal ud og kigge lidt). Hun nærmest brokker sig i stedet over kalenderlysdekorationen, fordi den står i vejen på sofabordet.
Min kone har typisk bare set (af konen valgte) fjernsynsudsendelser, sammen med hende og ellers bare siddet meget foran computeren og spillede spil eller ordnede praktiske ting. Hun siger at man bare skal være der, så kan børnene altid komme hvis de har noget de vil.
I denne tid ser vi Pyrus julekalender sammen om aftenen, men det er altid i min sofa at vores datter sætter sig og lægger sig måske op ad mig eller ligger hovedet på mine ben.
Når jeg omtaler at det er synd at vores datter så selv skal stå op om morgenen og selv gå i skole, siger konen at det er hun stor nok til. Og det kan da godt være at hun er det, men jeg synes da at det må være rarere og bedre at der er en hun kan være sammen med, når jeg nu både vil og kan.
Min kone har et rengøringsjob på en skole hvor hun møder 6-9 og igen fra ca. 12.30 eller lidt derefter, som gør at hun får fri kl. 15.30-16.00. Også her kan jeg bedre hente vores datter, da jeg normalt kan hente hende eller være sammen med hende tidligere end min kone kan.
Og så endelig når jeg siger til konen at jeg synes at børnene ikke skal skilles og at de vil have bedst af at blive i deres normale miljø, altså blive sammen med mig i vores hus, spørger konen om jeg ikke under hende noget?
Men i mine øjne har vores datter bedst af at være sammen med mig, så selvom min kone siger at vi skal tænke på børnene tarv, synes jeg mere hun tænker på sine egne behov i denne sag.
Du milde halvfems, hun lyder lidt som en slem mor. Gad vide om det kun er mig der ser hende sådan, eller om hun er sådan? - Nu finder jeg måske også alt det negative, men jeg synes faktisk at det afspejler vores hverdag meget godt.

at du i dine ordvalg er med til at optrappe en konflikt.
Har du tænkt over det med at søge rådgivning for jer til en konfliktmægling hos statsamtet?
Angst i forblindelse med ophør af samliv er tungt at danse med. Og det bliver altså kun værre hvis man forestiller sig det værste, og ikke samtidig forsøger at nærme sig den anden, evt. med hjælp.
Håber du kan bruge det til noget.

Du har helt ret. Angst og usikkerheden præger meget mit liv, så jeg har af min læge fået noget beroligende at sove på. Uden søvn går det helt galt.
Men jeg tænker også meget over at de måske finder sammen og derfor iværksætter mange ting, der kan "afsløre" om der er noget kørende, så det nærmest bliver en besættelse at finde ud af noget eller tænker det værste og ser "tydelige tegn" på, i alt hvad hun gør og siger, at hun lyver, .
Men hårdt udspurgt i går, siger hun at de fortsat ikke har snakket sammen, andet end hej når de mødes.
Men jeg kan mærke at jeg selv er så langt ude i overdrevet med alt dette, at jeg skal passe meget på ikke at havne ude i at jeg på den måde støder mig selv længere væk fra hende, fordi jeg ikke tror på hvad hun siger, på trods af at hun kommer med en masser detaljer. jeg tænker simpelthen for mange tanker. Det må jeg prøve at lade være med og så koncentrerer mig om den almindelige hverdag og ikke mindst mine børn.

Jeg kan godt se at jeg optrapper situationen med det jeg skriver. Det er måske også bare nogle tanker jeg har gjort mig, som om jeg skulle til en statsamt samtale og overbevise nogle der, så jeg ikke også mister min datter.
Min kone har og har haft det slemt med mange nedture. Hun har senest tydeligvis bygget hele sin fremtid op på drømmen om at læreren og hende skulle finde sammen. Hun har selv kaldt det en redningsplanke. Hun har nok forestillet sig at det ville løse alle hendes nuværende problemer, men samtidig med sagde hun til mig i går, at hun på en eller anden måde havde svært ved at forestille sig dem som et par, for "det virker på en eller anden måde abstrakt".
Så umiddelbart virker det som om at hun og han ikke er begyndt at komme sammen, bag min ryg, men hvis han ikke ønsker noget sammen med hende, bliver det bare til endnu et nederlag til min kone, der risikerer for alvor at gå ned med flaget.
Min logik siger mig (hvis ellers jeg kan stole på hvad min kone siger), så er læreren ikke interesseret og så frygter jeg for hvad der sker med min kone.
Jeg frygter at jeg ikke er i stand til at hjælpe hende og da hun tilsyneladende ikke ønsker professionel hjælp, kan det blive til hvad som helst.

at du ikke kan sætte din kone i terapi, men at du selv kan have stor glæde af en terapeut at læsse af på. Det giver mere op og ned på alle de tanker der tumler rundt.
Du kan ikke ændre hende. Du kan KUN gøre noget ved hvordan du selv opfatter og handler. Og det er en stor ting, der faktisk også vil påvirke din kone :o)
Mht. statsamtet, så glem alt om at du kan overbevise dem om noget som helst. Det handler kun om dokumenterbare ting.
Resten, alle de ting exer siger om hinanden: Glem det. De gider ikke engang høre på det. De er så vant til det. Så, kun det du kan dokumentere, kan du komme nogen vegne med.
Men ring til dit statsamt og bed om vejledende samtaler i tlf., hvor du får at vide hvordan det foregår, hvis i skal til at dele hus og barn op.
Det giver dig langt mere overblik og ro. For lige nu lyder det til du lever i et mareridt. Altså en " drøm" om hvad der mon sker osv.
Så tag fat i virkeligheden, og find ud af hvad der egl. sker i et tilfælde som jeres, hvis I når dertil.
Tænk også over, at alle de tanker, og den panik du sætter i gang hos dig selv, smitter af på stemningen især overfor barnet. Ikke godt! Så fat dig, få fakta på, og stop alle de tanker der bare spinder rundt om sig selv i et mareridt. De har ikke hold i den faktuelle virkelighed, men du kan komme til at påvirke hele stemningen og din egen tilstand i negativ retning.
god jul - i morgen er der atter en dag :o)