kristendommens fødsel
I det 1. århundrede var der en overflod af religioner i den græsk-romerske verden kendt som "mysterie religioner". Der var hundredvis af disse forskellige religioner, de var som sekter, der tilbad specifikke helte eller guder, som Adonis, Dionysos, Mithras, og Osiris. Mange af disse guder var frelser guder, der blev sagt, at ville frelse menneskehden fra deres synder eller komme og frelse verden, og folk blev indledt i disse religioner ofte gennem hemmelige ceremonier, der indeholdt forskellige ritualer såsom ofre, særlige måltider, salvelse og vask.
Vi ved ikke meget om mange af disse mysterie religioner, fordi de fleste af dem ikke har skrevet doktriner og deres synspunkter blev holdt hemmelige, og også fordi de originale oplysninger om dem ikke er blevet bevaret eller blev destrueret af kristne,da de kom til magten. Vi kender dog lidt til dem fra de tidlige kirkefædre.
Inden for det jødiske samfund var der også en stor mængde af nye frelser guder der dukkede op rundt i området.Nogle jødiske tilhængere, som mente verdens undergang var nær begyndte at søge efter den Messias, som var forudsagt i den hebraiske skrifter. I løbet af denne tid poppede mannge nye frelser guder og messiaer op. Nogle var rigtige mennesker, som andre troede var Kristus eller Messias, og andre var mytiske Guder. Personen Jesus var blot et af mange der menes at være den formodede Kristus eller Messias fra hebraiske skrifter.
Selv om de fleste aspekter af Jesus ikke er unikke, blev Jesus Kristus først opfundet af Paulus. I en tid, hvor krav om en frelser gud og guddommelige åbenbaringer var alle vegne og overalt , og mens mange tilhængere af den jødiske tro ledte efter Frelseren forudsagt af skrifterne, opfandt Paulus sin hel egen frelser gud.
Denne nye frelser, der senere skulle blive kendt som "Jesus Kristus," var ikke oprindeligt baseret på en historisk person, men snarere fra Paulus' fortolkning af de hebraiske skrifter. Paulus troede Jesus levede på jorden i en ikke så fjern fortid, men hævder at, ingen anden end de få med guddommeligt viden vidste om Jesus` betydning indtil Paulus delte denne viden med offentligheden, efter det blev givet ham igennem en himmelsk åbenbaring og fortolkning af de hebraiske skrifter.
Forestillingen om Gud har en søn var også afledt af Paulus fra skrifterne. Ordsprogene 30:4 nævner at Gud har en søn, samtidig med at spørge ", og hvad er hans søns navn?" Formentlig mere indflydelsesrig var Salmernes Bog kapitel 2, hvor Gud har en samtale med hans "enbårne søn." Selv om dette er en henvisning til kong David (Guds anden enbårne søn, ja John 3:16 var forkert, da man sagde Jesus var hans eneste enbårne søn) Paulus fortolkede dette og henviste til Frelseren han ledte efter.
efter Paulus, har mange forskellige skriftkloge skrevet en række historier om en Jesus, og mange forskellige grupper af tilhængere blev dannet. Tidlig kristendom var yderst varieret, og der var faktisk mange forskellige konkurrerende sekter af kristendommen i de første par århundreder. Der var et utal af forskellige versioner af både kristendommen og Jesus Kristus i de tidlige år af kristendommen, men fire store grupper er mest kendt. Kristendommen startede med gnostikerne og Ebjonitisme. Senere ned linjen kom Marcionites og Paulines (opkaldt efter apostlen Paulus). Flere udgaver af kristendommen fandtes forud Paulus kristendom, men det er den, der blev understøttet af Rom, og gennem folkedrab blev det til den moderne kristendom der er kendt idag.
Gnostikerne
deres lære inddrager tanken om, at mennesker er guddommelige sjæle fanget i en materiel verden skabt af et ufuldkomment ånd. For at frigøre sig fra den ringere materielle verden, skal man opnå "gnosis", som er åndelig viden kun tilgængelig for eliten. gnostikerne identificere Jesus af Nazareth som det Højeste Væsen, der ville bringe "gnosis" til Jorden. Gnostisismen var ganske populært i Middelhavsområdet og i Mellemøsten i de første århundreder og i dag eksisterer nogle få isolerede samfund af gnostikerne stadig.
ebionitterne
troede, at Jesus var jødernes Messias, der sendes fra den jødiske Gud til det jødiske folk i opfyldelse af de jødiske skrifter. Ebionitterne troede ikke på jomfrufødslen. For dem blev Jesus født af Josef og Maria, og senere blev godkendt af Gud, og dermed blev Guds søn. De troede på den gamle lovgivning, da de mente, at deres gud valgte Jesus til at være hans adoptivsøn, fordi Jesus holdt den jødiske lov perfekt, og var den mest retfærdige mand på Jorden. Da han var retfærdig,fik Jesus den særlige opgave at ofre sig selv for skyld for menneskeheden.
Markion
marcionitterne var tilhængere af Marcion og i modsætning til Ebjonitisme de troede Jesus kom til at afskaffe de gamle love og besejre den onde gud i Det Gamle Testamente. Gud i Det Gamle Testamente er morderiske, krævende og jaloux. Gud i Det Nye Testamente synes at være stort set fjernet, meget åndelige, og en hel del mere fredeligt. På grund af denne Marcion troede på 2 guder. Gud i Det Gamle Testamente var faktisk en anden gud end Gud i Det Nye Testamente.
De troede Jesus virkelig havde været et menneske med henblik på at narre Gamle Testamentes Gud. Kun en gud kunne overholde GT love perfekt, men kun en person, der fulgte den perfekt og derefter ofrede sig selv for at kunne gøre op med loven.Dette er grunden til at NT Guden foregiver at være et menneske. NT guden Jesus var det perfekte offer for at den Gamle Testamentes Guds magt blev reduceret.
NT er et taktisk udvalg af tekster, som efterhånden, efter mange finter og
stridigheder, skulle få den teologiske opinion til at svinge over til den mere
ortodokse, person-kristne opfattelse – den endelige kanon bestemtes ikke før år
367. Gnostikeren Markion havde allerede i år 140 sammensat et nyt testamente
bygget på sine versioner af Paulus og dele af Lukasevangeliet (han godtog ikke
GT og dets gud). År 143 var det tæt på, at den gnostiske mystiker Valentinus
blev valgt til biskop i Rom. Gnosticismen, som da udvikledes til en blanding af
græsk platonisme og kristendom, var en esoterisk bevægelse for indviede med
stor rækkevidde i Middelhavsområdet. Man hyldede Jesus, ikke som historisk
person, men som åndeligt forbillede. Gnostikerne havde en betydelig mere
kompliceret verdensforklaring end de kristne og var rigt repræsenteret blandt
de filosofisk lærde.
Flere kristne kirkefædre, især Irenæus i Lyon, agiterede brutalt mod
gnosticismen og det lykkedes dem at afgøre, hvad der kunne godkendes som
Guds sande ord. Omkring året 180 blev det bestemt, at kun fire evangelier ud
af de mellem tyve og fyrre, som da var i omløb, skulle kunne indgå i Den
Hellige Skrift. Ophavsmændene (til disse evangelier) var ukendte, men fik
navnene Markus, Mattæus, Lukas og Johannes. Jesus skal nu være den
samlende figur og evangelierne påstås at formidle vidnesbyrd om hans liv.
Desværre blev de evangelier åbenbart skrevet længe efter Jesus’ formodede tid
og udenfor Palæstina (flere geografiske angivelser er direkte pinlige), og
indeholder mængder af modstridende oplysninger. Ikke engang det mest
fundamentale for de kristne, f.eks. bjergprædikenen, er ensartet og troværdigt
gengivet. Lukas forlægger, i modsætning til Mattæus, hændelsen til en slette;
begge skriver først, at Jesus talte til disciplene, men senere at han prædikede
for folket. De smukke ord er ikke originale, men delvist en fri sammenstilling af
sentenser fra GT, Talmud og fra så vidt forskellige filosoffer som Aristoteles og
Confucius. Evangelieforfatterne var lærde mænd, som hentede forbilleder og
udsagn fra hele den antikke kultur - NT er for en stor dels vedkommende et
udtryk for hellenistiske tankefigurer.
Meget af det Jesus skal have sagt og gjort, f.eks. miraklerne, kan direkte
henføres til dengang kendte legender: Herakles, Dionysos, Apolonios fra Tyana,
Asklepios, Mitra, Buddha osv. Evangelierne er for en stor dels vedkommende
”lånt”, tekster bygget på etablerede visdomsord og myter – en vanlig genre på
den tid. Nye syntetiske, konstruerede guddomme med undergørende
egenskaber var accepteret siden de egyptiske og græske polyteismer blev
sammenført i Serapiskulten af Ptolemaios I. Den egyptiske præst Manetho og
den græske Timotheos udarbejdede den nye guds attributter og valgte hans navn.
En international, religionshistorisk ekspertgruppe med sæde i USA, The Jesus
Seminar, er kommet frem til, at kun 90 af de 500 udtalelser der tilskrives Jesus
(logia), kan være ”autentiske”. Flere af de bevingede ord, vi forbinder med
Jesus, er hentet fra GT, f.eks. ”elsk din næste”. Vigtige sentenser i de ikke Paulinske
breve i NT formulerer ofte samme egentlige betydning, som Jesus
udtalte, uden at de refererer til ham. ”Elsk dine fjender” findes i Pet. 3:9 med
samme indhold. Beskrivelsen af flere episoder varierer også besynderligt meget;
forhistorien til evangelierne er nemlig yderst kompliceret og diffus. Forskerne
antager hypotetisk en tabt, sammensat skriftkilde (Q), som kan forklare de
enslydende, udmalede tillæg, Mattæus og Lukas har udover det fælles med
Markus, som også er bygget på Q. Andre forlæg kan også have eksisteret,
f.eks. Tomasevangeliet og det omdiskuterede ”hemmelige Markus”. Oprindelsen
til det der kombineredes og skulle blive Jesus-skikkelsen, må søges i mange
sammenhænge, ikke mindst blandt de mange jødiske sekter, der florerede lige før århundrede skiftet.
Kirken må åbent klargøre teksternes oprindelige funktioner og ikke indhylle
”Guds sande ord” osv. i tågeslør. Bibelen er uden tvivl menneskeskabt med, i
flere tilfælde, totalitære bihensigter – den er mere teleologisk (formålsbestemt)
end teologisk.
Mange teologer er sikkert vidende om diskussionen inden for
moderne bibelforskning, men de synes ikke villige til at føre den udenfor
universiteterne. Man udnytter de troendes historiske uvidenhed. Den taktik
holder ikke i længden.
Bibelen kan delvist fungere som religionshistorisk baggrund, men kan ikke
længere tjene som dogmatisk forbillede. Der findes rigeligt i Bibelen af
væsentlig etik, livssyn, symbolik og poesi til, at den fortsat kan være en del af
kulturen. Men virkelig religion kræver ingen politisk-kirkeligt fabrikerede guder,
straffende autoriteter eller messiashelte.
Vi behøver en alternativ religion uden
guddomme; der findes kun natur og mennesker. Det endnu ukendte er intet
argument for okkultisme. Religiøsitet der udgår fra autoritære og
selvfabrikerede definitioner på synd, nåde og tilgivelse har været destruktiv og
barnliggørende. Etikken og kærligheden må genskabes efter moderne
erfaringer, de bliver først overbevisende, når de forklares som rent
mellemmenneskelige. Dette har Sam Harris udviklet i sit kompromisløst,
humanistiske stridsskrift The End of Faith, 2005. Se også Richard Dawkins
The God Delusion, 2006, og Daniel Dennet Breaking the Spell: Religion
as a Natural Phenomenon, 2006, som også begge diskuterer religion ud fra
et evolutionistisk princip.
Vi ved ikke meget om mange af disse mysterie religioner, fordi de fleste af dem ikke har skrevet doktriner og deres synspunkter blev holdt hemmelige, og også fordi de originale oplysninger om dem ikke er blevet bevaret eller blev destrueret af kristne,da de kom til magten. Vi kender dog lidt til dem fra de tidlige kirkefædre.
Inden for det jødiske samfund var der også en stor mængde af nye frelser guder der dukkede op rundt i området.Nogle jødiske tilhængere, som mente verdens undergang var nær begyndte at søge efter den Messias, som var forudsagt i den hebraiske skrifter. I løbet af denne tid poppede mannge nye frelser guder og messiaer op. Nogle var rigtige mennesker, som andre troede var Kristus eller Messias, og andre var mytiske Guder. Personen Jesus var blot et af mange der menes at være den formodede Kristus eller Messias fra hebraiske skrifter.
Selv om de fleste aspekter af Jesus ikke er unikke, blev Jesus Kristus først opfundet af Paulus. I en tid, hvor krav om en frelser gud og guddommelige åbenbaringer var alle vegne og overalt , og mens mange tilhængere af den jødiske tro ledte efter Frelseren forudsagt af skrifterne, opfandt Paulus sin hel egen frelser gud.
Denne nye frelser, der senere skulle blive kendt som "Jesus Kristus," var ikke oprindeligt baseret på en historisk person, men snarere fra Paulus' fortolkning af de hebraiske skrifter. Paulus troede Jesus levede på jorden i en ikke så fjern fortid, men hævder at, ingen anden end de få med guddommeligt viden vidste om Jesus` betydning indtil Paulus delte denne viden med offentligheden, efter det blev givet ham igennem en himmelsk åbenbaring og fortolkning af de hebraiske skrifter.
Forestillingen om Gud har en søn var også afledt af Paulus fra skrifterne. Ordsprogene 30:4 nævner at Gud har en søn, samtidig med at spørge ", og hvad er hans søns navn?" Formentlig mere indflydelsesrig var Salmernes Bog kapitel 2, hvor Gud har en samtale med hans "enbårne søn." Selv om dette er en henvisning til kong David (Guds anden enbårne søn, ja John 3:16 var forkert, da man sagde Jesus var hans eneste enbårne søn) Paulus fortolkede dette og henviste til Frelseren han ledte efter.
efter Paulus, har mange forskellige skriftkloge skrevet en række historier om en Jesus, og mange forskellige grupper af tilhængere blev dannet. Tidlig kristendom var yderst varieret, og der var faktisk mange forskellige konkurrerende sekter af kristendommen i de første par århundreder. Der var et utal af forskellige versioner af både kristendommen og Jesus Kristus i de tidlige år af kristendommen, men fire store grupper er mest kendt. Kristendommen startede med gnostikerne og Ebjonitisme. Senere ned linjen kom Marcionites og Paulines (opkaldt efter apostlen Paulus). Flere udgaver af kristendommen fandtes forud Paulus kristendom, men det er den, der blev understøttet af Rom, og gennem folkedrab blev det til den moderne kristendom der er kendt idag.
Gnostikerne
deres lære inddrager tanken om, at mennesker er guddommelige sjæle fanget i en materiel verden skabt af et ufuldkomment ånd. For at frigøre sig fra den ringere materielle verden, skal man opnå "gnosis", som er åndelig viden kun tilgængelig for eliten. gnostikerne identificere Jesus af Nazareth som det Højeste Væsen, der ville bringe "gnosis" til Jorden. Gnostisismen var ganske populært i Middelhavsområdet og i Mellemøsten i de første århundreder og i dag eksisterer nogle få isolerede samfund af gnostikerne stadig.
ebionitterne
troede, at Jesus var jødernes Messias, der sendes fra den jødiske Gud til det jødiske folk i opfyldelse af de jødiske skrifter. Ebionitterne troede ikke på jomfrufødslen. For dem blev Jesus født af Josef og Maria, og senere blev godkendt af Gud, og dermed blev Guds søn. De troede på den gamle lovgivning, da de mente, at deres gud valgte Jesus til at være hans adoptivsøn, fordi Jesus holdt den jødiske lov perfekt, og var den mest retfærdige mand på Jorden. Da han var retfærdig,fik Jesus den særlige opgave at ofre sig selv for skyld for menneskeheden.
Markion
marcionitterne var tilhængere af Marcion og i modsætning til Ebjonitisme de troede Jesus kom til at afskaffe de gamle love og besejre den onde gud i Det Gamle Testamente. Gud i Det Gamle Testamente er morderiske, krævende og jaloux. Gud i Det Nye Testamente synes at være stort set fjernet, meget åndelige, og en hel del mere fredeligt. På grund af denne Marcion troede på 2 guder. Gud i Det Gamle Testamente var faktisk en anden gud end Gud i Det Nye Testamente.
De troede Jesus virkelig havde været et menneske med henblik på at narre Gamle Testamentes Gud. Kun en gud kunne overholde GT love perfekt, men kun en person, der fulgte den perfekt og derefter ofrede sig selv for at kunne gøre op med loven.Dette er grunden til at NT Guden foregiver at være et menneske. NT guden Jesus var det perfekte offer for at den Gamle Testamentes Guds magt blev reduceret.
NT er et taktisk udvalg af tekster, som efterhånden, efter mange finter og
stridigheder, skulle få den teologiske opinion til at svinge over til den mere
ortodokse, person-kristne opfattelse – den endelige kanon bestemtes ikke før år
367. Gnostikeren Markion havde allerede i år 140 sammensat et nyt testamente
bygget på sine versioner af Paulus og dele af Lukasevangeliet (han godtog ikke
GT og dets gud). År 143 var det tæt på, at den gnostiske mystiker Valentinus
blev valgt til biskop i Rom. Gnosticismen, som da udvikledes til en blanding af
græsk platonisme og kristendom, var en esoterisk bevægelse for indviede med
stor rækkevidde i Middelhavsområdet. Man hyldede Jesus, ikke som historisk
person, men som åndeligt forbillede. Gnostikerne havde en betydelig mere
kompliceret verdensforklaring end de kristne og var rigt repræsenteret blandt
de filosofisk lærde.
Flere kristne kirkefædre, især Irenæus i Lyon, agiterede brutalt mod
gnosticismen og det lykkedes dem at afgøre, hvad der kunne godkendes som
Guds sande ord. Omkring året 180 blev det bestemt, at kun fire evangelier ud
af de mellem tyve og fyrre, som da var i omløb, skulle kunne indgå i Den
Hellige Skrift. Ophavsmændene (til disse evangelier) var ukendte, men fik
navnene Markus, Mattæus, Lukas og Johannes. Jesus skal nu være den
samlende figur og evangelierne påstås at formidle vidnesbyrd om hans liv.
Desværre blev de evangelier åbenbart skrevet længe efter Jesus’ formodede tid
og udenfor Palæstina (flere geografiske angivelser er direkte pinlige), og
indeholder mængder af modstridende oplysninger. Ikke engang det mest
fundamentale for de kristne, f.eks. bjergprædikenen, er ensartet og troværdigt
gengivet. Lukas forlægger, i modsætning til Mattæus, hændelsen til en slette;
begge skriver først, at Jesus talte til disciplene, men senere at han prædikede
for folket. De smukke ord er ikke originale, men delvist en fri sammenstilling af
sentenser fra GT, Talmud og fra så vidt forskellige filosoffer som Aristoteles og
Confucius. Evangelieforfatterne var lærde mænd, som hentede forbilleder og
udsagn fra hele den antikke kultur - NT er for en stor dels vedkommende et
udtryk for hellenistiske tankefigurer.
Meget af det Jesus skal have sagt og gjort, f.eks. miraklerne, kan direkte
henføres til dengang kendte legender: Herakles, Dionysos, Apolonios fra Tyana,
Asklepios, Mitra, Buddha osv. Evangelierne er for en stor dels vedkommende
”lånt”, tekster bygget på etablerede visdomsord og myter – en vanlig genre på
den tid. Nye syntetiske, konstruerede guddomme med undergørende
egenskaber var accepteret siden de egyptiske og græske polyteismer blev
sammenført i Serapiskulten af Ptolemaios I. Den egyptiske præst Manetho og
den græske Timotheos udarbejdede den nye guds attributter og valgte hans navn.
En international, religionshistorisk ekspertgruppe med sæde i USA, The Jesus
Seminar, er kommet frem til, at kun 90 af de 500 udtalelser der tilskrives Jesus
(logia), kan være ”autentiske”. Flere af de bevingede ord, vi forbinder med
Jesus, er hentet fra GT, f.eks. ”elsk din næste”. Vigtige sentenser i de ikke Paulinske
breve i NT formulerer ofte samme egentlige betydning, som Jesus
udtalte, uden at de refererer til ham. ”Elsk dine fjender” findes i Pet. 3:9 med
samme indhold. Beskrivelsen af flere episoder varierer også besynderligt meget;
forhistorien til evangelierne er nemlig yderst kompliceret og diffus. Forskerne
antager hypotetisk en tabt, sammensat skriftkilde (Q), som kan forklare de
enslydende, udmalede tillæg, Mattæus og Lukas har udover det fælles med
Markus, som også er bygget på Q. Andre forlæg kan også have eksisteret,
f.eks. Tomasevangeliet og det omdiskuterede ”hemmelige Markus”. Oprindelsen
til det der kombineredes og skulle blive Jesus-skikkelsen, må søges i mange
sammenhænge, ikke mindst blandt de mange jødiske sekter, der florerede lige før århundrede skiftet.
Kirken må åbent klargøre teksternes oprindelige funktioner og ikke indhylle
”Guds sande ord” osv. i tågeslør. Bibelen er uden tvivl menneskeskabt med, i
flere tilfælde, totalitære bihensigter – den er mere teleologisk (formålsbestemt)
end teologisk.
Mange teologer er sikkert vidende om diskussionen inden for
moderne bibelforskning, men de synes ikke villige til at føre den udenfor
universiteterne. Man udnytter de troendes historiske uvidenhed. Den taktik
holder ikke i længden.
Bibelen kan delvist fungere som religionshistorisk baggrund, men kan ikke
længere tjene som dogmatisk forbillede. Der findes rigeligt i Bibelen af
væsentlig etik, livssyn, symbolik og poesi til, at den fortsat kan være en del af
kulturen. Men virkelig religion kræver ingen politisk-kirkeligt fabrikerede guder,
straffende autoriteter eller messiashelte.
Vi behøver en alternativ religion uden
guddomme; der findes kun natur og mennesker. Det endnu ukendte er intet
argument for okkultisme. Religiøsitet der udgår fra autoritære og
selvfabrikerede definitioner på synd, nåde og tilgivelse har været destruktiv og
barnliggørende. Etikken og kærligheden må genskabes efter moderne
erfaringer, de bliver først overbevisende, når de forklares som rent
mellemmenneskelige. Dette har Sam Harris udviklet i sit kompromisløst,
humanistiske stridsskrift The End of Faith, 2005. Se også Richard Dawkins
The God Delusion, 2006, og Daniel Dennet Breaking the Spell: Religion
as a Natural Phenomenon, 2006, som også begge diskuterer religion ud fra
et evolutionistisk princip.