Kulturen er i vejen.
Hej alle sammen.
Håber i kan hjælpe mig (:
Jeg er en pige på 18 år, som har denne her kæreste, som jeg har været sammen med i snart to år.
Vi har haft en skøn tid sammen, noget af det bedste i mit liv var da han dukkede op.
Der skal siges at jeg kommer fra en kultur hvor kvindens plads er i hjemmet, og det fik jeg desværre tidligt af se.
Da jeg var 13 kom mine forældre med en hel masse regler. Jeg havde knap nok lov til at være sammen med mine veninder, men jeg var selvfølgelig meget stædig, og derfor plagede jeg dem indtil de overgav sig og sagde ja. Det endte altid med at de blev sure men så længe jeg fik min vilje så var jeg glad.
Det der knuste mig allermest den gang var at da jeg så endelig kom hjem, så fik jeg det dårligt med mig selv fordi de var så sure på mig.
Efter nogle år var gået, droppede jeg helt veninderne, fordi smerten blev for meget for mig. Jeg havde prøvet at forklare mine forældre hvordan det er i dette samfund, men de forstod det ikke rigtigt.
derfor fandt jeg denne her person som betød en masse for mig, jeg manglede en som forstod mig og mine behov, og lige netop det gjorde han.
Det var det bedste øjeblik i mit liv, og ingen kunne tage det fra mig, men nu hvor alting virker så svært, så falder det hele fra hinanden. Jeg fortalte mine forældre om min kæreste, og de blev selvfølgelig Rigtig sure og irriteret på mig, men jeg var ligeglad fordi jeg var klar til at kæmpe for ham. De acceptere vores forhold nogle måneder efter, og da troede jeg at alting ville ændre sig. Jeg håbede at jeg kunne se ham noget oftere, men nej! Tværtimod.
Jeg har kun set ham 5-6 gange siden vi har været sammen, og der skal siges at kun en af dem var med ham og mig. De andre var bare tilfældigt hvor vi så hinanden på gaden eller da han var hjemme hos mig. men når han så var hjemme hos mig, så snakkede vi ikke sammen. For min ”irriterende” far sagde altid ” Det er heller ikke meningen i skal snakke sammen, i kan snakke sammen når i bliver gift ”
Tja. Jeg forstår ham godt, for jeg kender hans kultur, men det at han Aldrig lyttede til mig, da jeg sagde at jeg var klar til at blive gift, vendte det hele på hovedet.
Jeg føler at jeg har mistet mine følelser for min kæreste.
Vi snakker hver dag sammen i telefon osv. Men vi ser hinanden knap nok.
Det var fint nok i starten, men nu hvor alting virker til at stå stille tja det dræber mig.
har aldrig kysset eller rørt ham, udover da vi gav hinanden et kram. Derfor søger jeg mere, og det ved jeg ifølge mit hjerte at den eneste rigtige måde for mig, er ved at være gift med vedkommet.
har prøvet at fortælle min kæreste om alle de problemer vi har i vores forhold, men han virker så stærk og sikker at han er klar på at vente på mig.
Men nu kommer det triste. Jeg er begyndt at få følelser for en anden, og han er desværre dansk. (ikke fordi der er noget galt i det)
mine forældre ville blive rasende hvis de vidste det, men jeg er ligeglad for ser i. jeg behøver en som er klar til at være min mand, og vise mig livet på den måde som jeg var så klar til, men som jeg aldrig fik af se.
Jeg hader at jeg bliver nød til at såre mine forældre og min nuværende kæreste hvis jeg en dag endte med at stikke af og blive gift med ham den anden. Jeg ved alt det her virker dumt et eller andet sted, men i bliver nød til at se det fra min side af.
Jeg ønsker ikke at gøre noget forkert ifølge min religion eller min kultur. Vi har hver vores opfattelsen af det hele, og min er der ingen der kan tage fra mig.
Please hjælp mig.
Skal jeg beholde den gamle eller den nye.
Har fortalt min far, at når jeg er klar til at blive gift så ved jeg den rette vej for mig er ved at stikke af…
desuden kan han intet sige imod det, for min mor gjorde præcis det samme. Please hjælp mig er så forvirret. Ved ikke hvem jeg i sandheden elsker, men kan ikke forstille mig en fremtid med den gamle længere. Jeg har ventet for længe, men nu ved jeg i det mindste at jeg aldrig skal begå den samme fejl igen.
Håber i kan hjælpe mig (:
Jeg er en pige på 18 år, som har denne her kæreste, som jeg har været sammen med i snart to år.
Vi har haft en skøn tid sammen, noget af det bedste i mit liv var da han dukkede op.
Der skal siges at jeg kommer fra en kultur hvor kvindens plads er i hjemmet, og det fik jeg desværre tidligt af se.
Da jeg var 13 kom mine forældre med en hel masse regler. Jeg havde knap nok lov til at være sammen med mine veninder, men jeg var selvfølgelig meget stædig, og derfor plagede jeg dem indtil de overgav sig og sagde ja. Det endte altid med at de blev sure men så længe jeg fik min vilje så var jeg glad.
Det der knuste mig allermest den gang var at da jeg så endelig kom hjem, så fik jeg det dårligt med mig selv fordi de var så sure på mig.
Efter nogle år var gået, droppede jeg helt veninderne, fordi smerten blev for meget for mig. Jeg havde prøvet at forklare mine forældre hvordan det er i dette samfund, men de forstod det ikke rigtigt.
derfor fandt jeg denne her person som betød en masse for mig, jeg manglede en som forstod mig og mine behov, og lige netop det gjorde han.
Det var det bedste øjeblik i mit liv, og ingen kunne tage det fra mig, men nu hvor alting virker så svært, så falder det hele fra hinanden. Jeg fortalte mine forældre om min kæreste, og de blev selvfølgelig Rigtig sure og irriteret på mig, men jeg var ligeglad fordi jeg var klar til at kæmpe for ham. De acceptere vores forhold nogle måneder efter, og da troede jeg at alting ville ændre sig. Jeg håbede at jeg kunne se ham noget oftere, men nej! Tværtimod.
Jeg har kun set ham 5-6 gange siden vi har været sammen, og der skal siges at kun en af dem var med ham og mig. De andre var bare tilfældigt hvor vi så hinanden på gaden eller da han var hjemme hos mig. men når han så var hjemme hos mig, så snakkede vi ikke sammen. For min ”irriterende” far sagde altid ” Det er heller ikke meningen i skal snakke sammen, i kan snakke sammen når i bliver gift ”
Tja. Jeg forstår ham godt, for jeg kender hans kultur, men det at han Aldrig lyttede til mig, da jeg sagde at jeg var klar til at blive gift, vendte det hele på hovedet.
Jeg føler at jeg har mistet mine følelser for min kæreste.
Vi snakker hver dag sammen i telefon osv. Men vi ser hinanden knap nok.
Det var fint nok i starten, men nu hvor alting virker til at stå stille tja det dræber mig.
har aldrig kysset eller rørt ham, udover da vi gav hinanden et kram. Derfor søger jeg mere, og det ved jeg ifølge mit hjerte at den eneste rigtige måde for mig, er ved at være gift med vedkommet.
har prøvet at fortælle min kæreste om alle de problemer vi har i vores forhold, men han virker så stærk og sikker at han er klar på at vente på mig.
Men nu kommer det triste. Jeg er begyndt at få følelser for en anden, og han er desværre dansk. (ikke fordi der er noget galt i det)
mine forældre ville blive rasende hvis de vidste det, men jeg er ligeglad for ser i. jeg behøver en som er klar til at være min mand, og vise mig livet på den måde som jeg var så klar til, men som jeg aldrig fik af se.
Jeg hader at jeg bliver nød til at såre mine forældre og min nuværende kæreste hvis jeg en dag endte med at stikke af og blive gift med ham den anden. Jeg ved alt det her virker dumt et eller andet sted, men i bliver nød til at se det fra min side af.
Jeg ønsker ikke at gøre noget forkert ifølge min religion eller min kultur. Vi har hver vores opfattelsen af det hele, og min er der ingen der kan tage fra mig.
Please hjælp mig.
Skal jeg beholde den gamle eller den nye.
Har fortalt min far, at når jeg er klar til at blive gift så ved jeg den rette vej for mig er ved at stikke af…
desuden kan han intet sige imod det, for min mor gjorde præcis det samme. Please hjælp mig er så forvirret. Ved ikke hvem jeg i sandheden elsker, men kan ikke forstille mig en fremtid med den gamle længere. Jeg har ventet for længe, men nu ved jeg i det mindste at jeg aldrig skal begå den samme fejl igen.