kærestetid uden afbrydelser!
For første gang i min kærestes og mit forhold som har varet 1 1/2 år, havde vi muligheden for at være alene en hel uge sammen. Ferie, fri, uden børn og med aftale om at vi ikke ville afbrydes af nogen /noget. Ingen at skulle tage hensyn til, vi ville selv bestemme dagene og bare gøre hvad vi lige synes time for time..ingen forpligtelser jubiiii. Det blev gode 5 dage indtil 6 dagen hvor min kæreste så meddeler mig at han forresten har lovet at køre sin voksne søn på 25 år til en fest en times kørsel væk . Det skulle foregå kl 19 samme aften. Vi er denne dag igang med et dejligt projekt om at renovere en båd, vejret er godt og jeg ser frem til endnu en dejlig dag uden afbrydelser. Mit humør falder med det samme for jeg ser jo at så skal vi tilpasse dagen efter denne afbrydelse. Jeg spørger hvorfor han ikke selv kan komme til den fest og siger at jeg synes det er et træls tidspunkt lige til aften, hvilket jo så også betyder at vi skal udskyde aftensmad til kl halvni før min kæreste så vil være hjemme igen. Men det der egentlig gør mig noget er, at min kæreste bryder aftalen med mig, det var jo vores dag /dage ! Jeg mener også at en voksen søn på 25 godt selv kan transportere sig til fest, og hvis ikke jamen så man vel blive hjemme! beskeden fra sønnen var kommet samme dag, så det var ikke noget vi var blevet spurgt om på forhånd. Min kærestes kommentar var : jeg har sagt ja og selvfølgelig vil jeg hjælpe min søn hvis han er i bekneb! Jeg synes ikke det var et "projekt" som var et decideret beknebsproblem, men at det bare var ubelejligt og ubetænksomt både af sønnen mht til tidspunktet på dagen, men også at min kæreste brød dagen op med mig!
Vi er sådan nogen som gør meget for alle andre, hjælper hvor vi kan.jeg har selv to børn hvoraf den ene er voksen..og helt ærligt så havde vi snakket om dette flere gange og at vi også skulle huske at være os selv og gerne må sige fra! Sønnen skulle også hentes når engang han ville hjem, hvornår dette så ville ske vidste min kæreste ikke, engang i løbet af natten var svaret! Det ville så betyde at vi ville blive vækket af en telefon eller måske sent aften skulle afsted en times kørsel for at hente sønnen og køre hjem! Jeg tænkte at det lissom blev på sønnens præmisser hvornår vi skulle spise aftensmad og hvornår vi skulle i seng, eller at vi så skulle vækkes i løbet af natten! Jeg synes det var dybt urimeligt og blev ret ked af at min kæreste også havde lavet aftalen uden omtanke på vores aftale! Jeg blev af min kæreste bebrejdet for at jeg blev sur som han kaldte det´...og fik også at vide at det bare var fordi jeg ikke brød mig om hans søn, at der jo ikke ville gå noget fra mig..og at han ville gøre det uanset hvad jeg mente og sagde! Godt så! Indrømmet...så har jeg lært hans søn at kende og synes at han er en egoistisk person..jeg har budt ham velkommen som hvis han var min egen søn..lavet mad og interresseret mig for ham masser af gange...jeg føler at han ignorerer mig...taler nedsættende til mig..endda afvist mig i samtaler på en nedsættende måde...engang sagde han sådan ud af det blå og midt i en diskussion : vi to bliver Aldrig enige og jeg gider ikke diskutere med dig!!!en anden gang gik han lige efter vi havde spist fordi min kæreste og jeg diskuterede et eller andet , jeg tror det var politik som vi havde hver vores mening om...det gad han da godt nok ikke høre på..og så gik han inden tallerknerne var taget af bordet! Kan huske at jeg fik en ubehagelig fornemmelse i maven og tænkte at nu var jeg så blevet "sat på plads"! tilbage til sagens kerne...min kæreste forsøgte at få nogen andre til at køre hans søn..men da de så skulle køre skiftede han mening og ville selv køre. Jeg følte bare opgivelsen! Der var dukket nogen op i løbet af dagen som kom med forslag om at gå ud og få en øl sammen, hvilket så ikke kunne lade sig gøre fordi han skulle køre sin søn til fest! Jeg havde nævnt at vi kunne grille til aften nu hvor vejret var godt, men det ville blive sent inden vi så kunne spise. hans argument for igen at ændre aftale og nu selv ville køre sønnen var at han selv ville snakke med ham om han måske kunne få kørelejlighed hjem af andre eller overnatte på stedet så vi kunne gå i byen og få den øl! Jeg sad afventende derhjemme, kunne ikke svare vores venner på om vi kunne tage med eller ej før min kæreste var hjemme igen, for det ville afhænge af sønnens svar!
Da min kæreste kom hjem afventede han sms fra sønnen, og fik den hvor der stod at han bare kunne gå i byen. Jeg spurgte så hvordan sønnen havde taget det mht at han selv skulle finde en løsning på at komme hjem, og fik så at vide at det var ikke noget problem, han ville nok bare overnatte hvor han var. Jeg kunne mærke at jeg stadig var ked af et eller andet...og fik spurgt min kæreste om han ikke kunne se at han egentlig havde brudt vores aftale og om han ville gøre det en anden gang også. Det ville han til enhver tid gøre sagde han..hvis børnene er i bekneb så ville han altid hjælpe dem. Jeg sagde at så ville han og jeg jo aldrig kunne indgå en aftale om "kærestetid" fordi vi skulle forvente at blive afbrudt på alle tider af døgnet! Jeg havde pludselig overhovedet ikke lyst til at gå i byen, synes at mit humør var for træls til at være blandt venner som var ferieglade! Istedet fortsatte diskussionen med min kæreste og udviklede sig til flere timer hvor en helt masse andre ting kom frem i lyset. Det fortsatte også næste dag med, men på intet tidspunkt slog det min kæreste at han havde gjort mig uret og han fortsatte at fastholde at sådan ville han gøre igen..til hver en tid og at jeg aldrig skulle bede ham om at vælge mellem mig og hans søn! det var heller ikke det jeg gjorde, jeg påpegede at jeg synes at sønnen godt selv kunne sørge for at komme til fester at det efter min mening ikke var at være i bekneb og at det havd egerbet forsyrrende ind i vores "kæresteaftale". Der er 365 dage i året..og vi havde kun fået muligheden for 7!
...er det mig der går i alt for små sko, eller hvad mener i andre ?
nogen råd ?
Vi er sådan nogen som gør meget for alle andre, hjælper hvor vi kan.jeg har selv to børn hvoraf den ene er voksen..og helt ærligt så havde vi snakket om dette flere gange og at vi også skulle huske at være os selv og gerne må sige fra! Sønnen skulle også hentes når engang han ville hjem, hvornår dette så ville ske vidste min kæreste ikke, engang i løbet af natten var svaret! Det ville så betyde at vi ville blive vækket af en telefon eller måske sent aften skulle afsted en times kørsel for at hente sønnen og køre hjem! Jeg tænkte at det lissom blev på sønnens præmisser hvornår vi skulle spise aftensmad og hvornår vi skulle i seng, eller at vi så skulle vækkes i løbet af natten! Jeg synes det var dybt urimeligt og blev ret ked af at min kæreste også havde lavet aftalen uden omtanke på vores aftale! Jeg blev af min kæreste bebrejdet for at jeg blev sur som han kaldte det´...og fik også at vide at det bare var fordi jeg ikke brød mig om hans søn, at der jo ikke ville gå noget fra mig..og at han ville gøre det uanset hvad jeg mente og sagde! Godt så! Indrømmet...så har jeg lært hans søn at kende og synes at han er en egoistisk person..jeg har budt ham velkommen som hvis han var min egen søn..lavet mad og interresseret mig for ham masser af gange...jeg føler at han ignorerer mig...taler nedsættende til mig..endda afvist mig i samtaler på en nedsættende måde...engang sagde han sådan ud af det blå og midt i en diskussion : vi to bliver Aldrig enige og jeg gider ikke diskutere med dig!!!en anden gang gik han lige efter vi havde spist fordi min kæreste og jeg diskuterede et eller andet , jeg tror det var politik som vi havde hver vores mening om...det gad han da godt nok ikke høre på..og så gik han inden tallerknerne var taget af bordet! Kan huske at jeg fik en ubehagelig fornemmelse i maven og tænkte at nu var jeg så blevet "sat på plads"! tilbage til sagens kerne...min kæreste forsøgte at få nogen andre til at køre hans søn..men da de så skulle køre skiftede han mening og ville selv køre. Jeg følte bare opgivelsen! Der var dukket nogen op i løbet af dagen som kom med forslag om at gå ud og få en øl sammen, hvilket så ikke kunne lade sig gøre fordi han skulle køre sin søn til fest! Jeg havde nævnt at vi kunne grille til aften nu hvor vejret var godt, men det ville blive sent inden vi så kunne spise. hans argument for igen at ændre aftale og nu selv ville køre sønnen var at han selv ville snakke med ham om han måske kunne få kørelejlighed hjem af andre eller overnatte på stedet så vi kunne gå i byen og få den øl! Jeg sad afventende derhjemme, kunne ikke svare vores venner på om vi kunne tage med eller ej før min kæreste var hjemme igen, for det ville afhænge af sønnens svar!
Da min kæreste kom hjem afventede han sms fra sønnen, og fik den hvor der stod at han bare kunne gå i byen. Jeg spurgte så hvordan sønnen havde taget det mht at han selv skulle finde en løsning på at komme hjem, og fik så at vide at det var ikke noget problem, han ville nok bare overnatte hvor han var. Jeg kunne mærke at jeg stadig var ked af et eller andet...og fik spurgt min kæreste om han ikke kunne se at han egentlig havde brudt vores aftale og om han ville gøre det en anden gang også. Det ville han til enhver tid gøre sagde han..hvis børnene er i bekneb så ville han altid hjælpe dem. Jeg sagde at så ville han og jeg jo aldrig kunne indgå en aftale om "kærestetid" fordi vi skulle forvente at blive afbrudt på alle tider af døgnet! Jeg havde pludselig overhovedet ikke lyst til at gå i byen, synes at mit humør var for træls til at være blandt venner som var ferieglade! Istedet fortsatte diskussionen med min kæreste og udviklede sig til flere timer hvor en helt masse andre ting kom frem i lyset. Det fortsatte også næste dag med, men på intet tidspunkt slog det min kæreste at han havde gjort mig uret og han fortsatte at fastholde at sådan ville han gøre igen..til hver en tid og at jeg aldrig skulle bede ham om at vælge mellem mig og hans søn! det var heller ikke det jeg gjorde, jeg påpegede at jeg synes at sønnen godt selv kunne sørge for at komme til fester at det efter min mening ikke var at være i bekneb og at det havd egerbet forsyrrende ind i vores "kæresteaftale". Der er 365 dage i året..og vi havde kun fået muligheden for 7!
...er det mig der går i alt for små sko, eller hvad mener i andre ?
nogen råd ?