Kærlighed eller forældrenes støtte??

Hejsa..
Jeg har en super skøn kæreste på 31 og jeg er selv 22, jeg har en helt speciel følelse for som jeg ikke kan beskrive. Og det samme siger han at han har.
Vi har kun været sammen i 1 ½ månede, Og jeg bor i Ikast og Han bor i Ribe. så der er rimelig langt mellem os, desværre.
Han sagde til mig i weekenden at han havde et ønske og det var at jeg kom ned til ham og bo inden jul. Han har lige starte sin egen virksomhed, og jeg er i lærer som elev.. Jeg kan så rykke min elev plads til de andre afd. hvis det kommer så vidt. Det eneste jeg skal tænke på hvis jeg siger ok til at hans spørgsmål er at sørge for mad i køleskabet så vi for noget at spise, resten står han for, husleje, forsikringer, bil osv..
Jeg nævnte det så for min mor, og svaret var, at jeg var useriøs og hvis jeg valgte at flytte derned havde jeg ikke mine forældres opbakning eller støtte mere.. Hvorfor skal der være sådan en trusel i det??? Jeg vil så gerne ned til ham og bo, men skal jeg gå efter kæreligheden eller skal jeg hører på hvad min mor siger.?
HJÆLP!!! Håber der er nogen som har et eller flere gode råd.
Knus Maja

Hej.
Min umiddelbare mening er nok at det er for tidligt at flytte sammen efter at i kun har været sammen i 1,5 måned. Det ville jeg mene uantset hvem det var, altså det har intet med aldersforskellen at gøre.
Men den store afstand er noget der spiller ind. Du skal finde ny elevplads, finde nye venner og forlade din familie. Jeg synes du skal vente med at flytte hen til kæresten og kan godt forstå din mor osse er i mod det. Når hun siger det med at du mister hendes støtte hvis du flytter kan jeg godt forstå hvis du bliver sur eller ked af det. Men hun mener det nok ikke så slemt, måske bruger hun det bare som et tarveligt kneb til at få dig til at blive i Ikast.
Det er selvfølgelig dumt og ærgerligt at din mor formulerer sig på den måde. Men det er nu osse lidt forhastet at du synes det handler om kærlighed eller dine forældres støtte.
Hvad med at slå koldt vand i blodet og udsætte flytteplanerne...Der er masser af tid til at flytte sammen engang hvis jeres forhold holder.
Selvfølgelig har du vildt lyst til at flytte ned til ham nu, du er jo forelsket og det er skønt... MEN man flytter normalt ikke sammen så hurtigt, forelskelser er der jo overalt og man behøver ikke fluks flytte sammen fordi man er vilde med hinanden.

- Du har da givet din mor en chok. Og hun er så stået i med begge ben og fået sagt, det alle mødre godt ved, er det værste i verden. Men hun kan altså ikke holde mund med tilbagevirkende kraft, så lad det ligge.
- Det er jo ikke noget enten eller det her. Den kærlighed skal såmænd nok holde og helt ærlig, hvad er der fra Ribe til Ikast? 100 km? Søde, der er langt fra København til Tværsted, men ellers lever vi i en dejligt lille land. Det er en time i bil eller en bybustur tværs gennem København. Så afstanden kan du ikke bruge som argument.
- Du har kendt ham i 1½ måned. En ting er, at du er snot forelsket og gerne ville opfylde alle hans ønsker, men hvor har han gjort af sin hjerne? Dét kunne jeg forestille mig, var din mors bekymring. Ser du så på "sagen" med lidt helikopteroverblik; hvad I alverden er det så for betingelser at give et seriøst forhold? At du flytter ind på lige vilkår som en voksen hjemmeboende datter! Det er, hvad det er. Og her tænker jeg heller ikke på aldersforskellen. Den kan ikke hidse mig hverken op eller ned, men det er da et usædvanligt ulige forhold. Er du da rigtig rund pigebarn. Du kommer jo til at sidde i lommen på den mand. Det er ikke meningen med et forhold. Jeg kunne da forestille mig at den del, er din mors skrækscenarie. Hun er da sikkert også at den mening, at du er opdraget med noget mere fornuft, end det du lufter nu. Jo søde - forskrækket er hun.
- Ingen voksne mennesker (med omtanke i hovedet) flytter sammen efter 1½ måned.
- Vent mindst 1 år. Det kunne måske også være godt nok lige at se, hvor meget husleje, forsikring og bil hans nye virksomhed kan klare, inden du "overgiver" dig helt.
- Var du min datter ville jeg insisterer på, at du boede for dig selv mindst 2 år, inden du flyttede ind et sted, hvor du skulle sørge for køleskabets tilstand.
-

hej Maja.
Ja hvorfor skal kærligheden være så svær - det har jeg også spurgt mig selv om mange gange - og svaret har jeg aldrig fundet.
Jeg synes du skal tænke dig rigtig godt om, for det er umidelbart et stort spring at tage, at flytte lærerplads og bopæl - og så så lamgt væk.
I har kun kendt hinanden i lidt over en måned og det er vel nærmest umuligt at lærer et andet menneske godt at kende på så kort tid (især når der er så langt imellem jer og i derfor ikke kan have været meget sammen).
På den ene side, kan man sige, at du er ung og fri og hvorfor så ikke bare kaste sig ud i det - og går det ikke så kan du vel flytte tilbage.
På den anden side, handlede jeg selv sådan en gang og flyttede langt væk, for at være sammen med min kæreste som jeg havde kendt igennem et halvt år. Jeg tænkte som så: alt at vinde og intet at tabe - men jeg må indrømme, at jeg virkelig tabte meget, blandt andet mit selvværd. han viste sig at være alt hvad jeg ikke havde forestillet mig: han blev et andet menneske da jeg pludselig boede i hans hus. Han viste sig at være følelses kold, voldelig og psykopatisk. Jeg skal tilføje at jeg havde børn og at det tog mig 2 år at finde noget andet at bo i.
Man kender ikke hinanden før man bor sammen !
Med hensyn til dine forældre, så tror jeg umidelbart at de nok vil blive skuffede og bekymrede og derfor nok reagere med noget vrede imod dig - men til syvende og sidst, så tror jeg på at de tøer op igen hvis du virkelig gør alvor af det.
Men tænk dig godt og grundigt om først. Planlæg og aftal evt med din kæreste, hvad der skal ske hvis det ikke går alligevel.
Ønsker dig alt muligt held og lykke, uanset hvad du beslutter.
Søde tanker til dig.

Kæreste Maja.Med overskriften har jeg sagt hvad jeg mener men vil godt uddybe lidt. For det første kan jeg ikke forstå hvorfor du overhovedet diskuterer det med dine forældre!!! Det er dit liv så gå dog ind som et voksent menneske og tag ansvar for det.Hvad forældrene mener kan kun være et råd som du åbenbart har ønsket at høre siden du har involveret dem. Et voksent menneske træffer beslutningen selv og vælger med hjertet og klarer problemerne med sit godt hovede.Jeg kan heller ikke forstå hvordan du over hovedet kan tænke på at flytte sammen med nogen efter så kort tid! Bliv i dit job og behold din lejlighed(For du bor vel ikke hjemme ved mor og far endnu)Pas godt på dig selv og nyd den dejlige forelskelse i har når du har fri til det og vent til i kender hinanden lidt bedre.Mænd elsker at kvinder bliver i sig selv og ikke bare kaster alt væk.Du kommer jo også til at stå uden noget som helst hvis forholdet går i stykker.Hvis han virkelig vil dig så meget kan han jo komme nærmere på dig. Kram

vild mærkelig - og selvmodsigende.
Først bebrejder du hende at hun har spurgt andre til råds - eller er det bare fordi, det var hendes forældre hun spurgte!!!!!!!!!!!!!!!!
Bagefter går du i rette med hende - og gudhjælpme øser selv ud af "gode råd"
Tja moral er jo godt - dobbelmoral er dobbelt så godt..........
P.S. Sommetider har man altså brug for andres synspunkter, for at få "vendt alle stenene"
Alt afhængig af forholdet til ens forældre, er det nu ikke så ringe at gå til dem. Jeg foretrække klart min moar, her er jeg nemlig 120 procent sikker på at det jeg har sagt ikke kommer tilbage som en boomerang!!! Til gengæld er det langt fra sikkert, at jeg følger hendes råd. Men jeg har fået det "vendt" og det er faktisk "guld" værd........

dem skal du selv klare. Men hun taler udfra egne erfaringer og ser selvfølgelig det store skrækscenarie for sig.
Jeg forstår godt din mors reaktion,hun elsker dig og vil dig kun det bedste :-)
Jeg kan forstå du har slået benene væk under din kæreste og han er parat til det helt store med dig. Men i og med at han er det ældre end dig har han måske også løbet hornene af sig. Har du det ?
Er du parat til at starte ny tilværelse med ham så langt væk fra ALT det trygge/familie/venner osv ?
Nu er der heldigvis et stykke tid til december,og måske skulle du tilbringe hver weekend sammen med kæresten for at lære ham bedre at kende inden du tager en beslutning,det er dit liv,din fremtid.
Husk at dine forældres reaktion er et udtryk for kærlighed,og det kan være svært at forstå for nogle at deres børn er ved at blive voksne osv
Din mor har sikkert betænkninger omkring din uddannelse,og hvad sker der hvis du bliver gravid,og vil fyren bare have en til at passe hjemmet for ham osv
Held og lykke med det :-)

Jamen go for it .. du kan jo få elevpladsen i en anden afdeling skriver du. Så jeg kan egentlig ikke se så stort problem i det. Forældre ser det jo med forældre øjne men du kan ikke bruge det til så meget da du skal afprøve det tror jeg. jeg syntes det er lidt tidligt at flytte sammen med ham og min mening er at det let kan gå galt. Men mennesker er forskellige og hvis det er det du gerne vil så kan jeg ikke se det farlige i det.
Faktisk har jeg mødt kvinder der er meget ældre end dig for hvem hvad ders forældre ord styrer dem langt mere. Man skal sku ikke være så afhængige af dem som mange er (specielt kvinder undskyld). Det er jo ikke værre end du kan flytte fra ham igen hvis det ikke går.
Det kan være en måde at stå på egne ben for dig og det er vigtigt resten af livet.