kærlighed suk suk

hej
jeg har brug for lidt råd. min "kæreste" og jeg har gjort det forbi.....
Det startede midt i august hvor jeg meddelte hende at jeg havde brug for lidt plads. jeg meddelte hende at jeg gerne ville være alene lidt ikke flere månneder men bare en uge eller noget i den stil. Efter et par dage kom hun grædende tilbage og sagde at jeg ikke måtte forlade hende. jeg havde heller ikke i sinde at gøre det. Det skal lige siges at vi har været ude at rejse et år hvor vi har været sammen 24 timmer 365 dage. Lang tid men vi kom igennem det. jeg "tog hende tilbage" med det samme og vi flyttede sammen igen.
Så kom det her til sidst på månneden hvor hun så mente at vi skulle gøre det forbi.(efter 4 år) Der var ikke så meget at gøre og hvis det skulle være sådan, så måtte det være sådan.
Det var egentlig ok med mig, men nu går jeg bare og har den følelse af at grunden til at hun ville være sammen med mig igen var bare for at hun kunne komme til at slå op med mig hvilket vil give hende den følelse af at hun havde kontrol....
fint hvis det er det hun vil er det ok, jeg vil ikke mere og hun vil ikke mere. Nu er det bare sådan at jeg har den følelse af at jeg er lidt alene ogføler mig forladt, jeg vil gerne over det og kunne godt tænke mig et par råd. Jeg er lidt fortvivlet................og forviret!!!!!

Jeg har lige læst et indlæg om forvirringen, sorgen og smerten ved at bryde ud af et parforhold.
Jeg står selv i en relativ sammenligelig situation og kan derfor ikke afholde mig fra at svare...
Hvad er det værste, at forlade sin kæreste eller selv at blive forladt?
Eller er det i virkeligheden måden, hvorpå brudet sker?
For få måneder siden endte mit forhold efter 18 år, der jævnt hen ad vejen både havde budt på opture og nedture.
Da brudet var en realitet, var det helt tydeligt, at min kæreste havde været for konfliktsky og indirekte havde håbet på, at jeg ville lave et sidesprig, så jeg ville være den direkte ansvarshaver for vores opløsning af forholdet. Jeg havde ingen sidespring, men indledte en samtale om, hvad vi kunne gøre, for at puste nyt liv i forholdet.
Kæresten havde ingen tiltro til vi kunne det, så vi indstillede os på at skulle sælge hus og starte en ny tilværelse som skilsmisseforældre.
14 dage efter viste det sig, at kæresten allerede havde en ny kærlighed at dele livet med, men havde frygtet omverdens fordømmelse af at begå utroskab og derfor havde håbet på, det var mig der var "faldet i vandet".
Vi er ret afklaret med, vi skal finde lykken sammen med nogen andre og har på den måde ingen følelser i klemme, men vi kommer hurtigt i klinch på grund af oplevelsen af, at selve brudet udvikler sig til et psykologisk spil, hvor vi sætter mange års samhørighed over styr på særdeles uværdig vis.
Livskriser giver mulighed for selvransagelse og personlig udvikling.
Der er intet formål med at dunke hinanden i hovedet, det giver bare fjenskab og nedbryder selvværet for begge parter. Også selvom det lige i et kort glimt ser ud til, man kan styrke sit eget ego på bekostning af den tidligere partner.
Noget af det jeg gennem tiden har haft størst glæde af i forbindelse med selvindsigt og personlig udvikling er at lære om psykologiskespil og enneagrammet.
Derfor vil jeg varmt anbefale at lære af fortidens fejl og finde nye konstruktive muligheder ved at læse:
Erik Bern: Hvad er det vi leger?
Og at lære om enneagrammet der er et forrygende værktøj til at forstå menneskelig forskellighed og hvad det er der driver os hver især.
Hent inspiration på www.thinkaboutit.dk her vil der være gode link til bøger og arrangementer.
Held og lykke med resten af dit liv. Gid det må blive fyldt med kærlighed og hvad der ellers er vigtigt for dig.

1000 tak for dit svar det er dejligt at høre fra andre og høre hvad de siger. tak

Der er ik noget, det er ganske naturligt og det går over, man kan ik gøre noget , andet end at holde modet oppe