Foghs fedtglinsende floskler!
Fra Information: Det talte ord gælder jo tak, men hvad gælder det om?
Det talte ord gælder. Sådan står der henover Statsministeriets manuskript til den trontale, som Anders Fogh Rasmussen i går afleverede fra Folketingets talerstol. Meningen med påskriften er den, at hvis statsministeren i opstemthed forlader sin forberedte tekst og begiver sig ud i fabuleren, er det hans kåde indfald, der er regerin-gens programerklæring.
Nu ligger sådan løssluppenhed ikke til Fogh, og han holdt sig til sin tekst. Den indeholdt til gengæld nye højdepunkter af spin i dansk politik. I lange passager var den ren reklamesnik-snak. Så voldsomt, at man kan spørge, om ordene overhovedet ’gælder’
– i den betydning, at de udsiger noget om virkeligheden.
Et eksempel. Fogh sagde: »Regeringen indledte i 2001 en løbende reform af den måde, vi tænker velfærd på i Danmark. Tidligere blev der i for høj grad tænkt i systemer og standardløsninger. Nu har vi i stedet sat mennesket i centrum. Mennesket før sy-stemet. Og det vil vi blive ved med.«
Hånden på hjertet, kære læser. Hvordan oplevede De det, da De sidst aflagde besøg på et offentligt kontor? Var det anderledes end i årene 1993-2001 under Nyrups SR-regeringer? Følte De Dem på en ny måde personligt sat i centrum for systemets velvilje?
Hvis der overhovedet var en ændring, var den da til det bedre? Eller undskyldte personalet, at nedskæringer har gjort det svært? At konstante omlægninger gør det uklart, hvem der bestemmer hvad? At det hele nærmest sejler – og at ingen aner hvad med det, der nu er undervejs? Men at det da nok bliver værre?
Måske er forholdet det, at de eneste offentlige kontorer, Fogh og hans talerskrivere kommer på, er deres egne. Og dér synes de sandelig, det går fint. De føler sig i dén grad i centrum for opmærksomheden.
Selvsagt har statsministre altid talt pænt om deres egne regeringer, når de præsenterede dem for Folketinget. Men skønmaleriet er blevet hæmningsløsere over de seneste 15 år – i takt med spinnets indtog.
Tager man statsministerens retorik i brokker, kan de lyde, som om han er på euforiserende stoffer. Hvad med den her:
»For det første skal vi være et førende vidensamfund. For det andet skal vi være et førende iværksættersamfund. For det tredje skal vi have uddannelser i verdensklasse. For det fjerde skal vi være verdens mest konkurrencedygtige økonomi.«
Godt, at Fogh ikke nævnte et ’for det femte’. Så havde guderne braget et lynnedslag gennem
Christiansborgs tag og blæst ham af talerstolen, mens en torden buldrede: Hybris!
Her er en af Foghs mere lyriske passager. Den lyder, som om den har musik af C.E.F. Weyse:
»Og skattestoppet bliver fastholdt i de kommende år. Det giver tryghed. Tryghed for, at skatter og afgifter ikke lige pludselig bliver skruet i vejret. Tryghed for borgerne. Tryghed for virksomhederne. Og forudsat, at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Så grundlaget er godt. Og retningen rigtig.«
Hvordan skal Folketinget føre en seriøs åbningsdebat med et sådant oplæg?
Hvordan kan virkelighedsnære politikere skabe ørenlyd for, at skattestoppet udsulter det offentlige, opfeder de rige og oppuster ejendomspriserne?
Det er jo det politiske idylprals taktiske fordel, at hvis nogen siger »Nej, hov!«, kan man feje dem af banen som »surmulere« og »dommedagsprofeter«.
R’s Jelved og S’s Jensen søgte i går at trænge igennem med, at det er bavl, når Fogh sagde: »Ledigheden er faldet med ca. 14.000 personer i løbet af det seneste år.«
Jelved & Jensen pegede på, at tallene fra Danmarks Statistik tværtom viser, at ledigheden steg med 13.000 fra 3. til 4. kvartal 2204. Og at Fogh over for denne udvikling reelt står forslagsløs.
Et eller andet sted mellem tragisk og komisk er det, at Fogh anpriser valgresultatet fra den 8. februar således:
»Det politiske systemskifte fra november 2001 blev bekræftet. Vælgerne gjorde endegyldigt op med den gammeldags tænkning. Den gammeldags tænkning om højre og venstre. Den gammeldags tænkning om, at danskere er inddelt i klasser, der kæmper mod hinanden. Den gammeldags tænkning om, at der er ’dem’ og ’os’.«
Dén er for fedtglinsende, simpelthen. Hvad er det, der har skaffet VK til regeringsmagten? Den hæmningsløse agitation mod ’dem’ og for ’os’. Det er Dansk Folkeparti, og Venstre har ikke holdt sig for god. Foghs egen retorik er en konstant indkredsning af fjendebilleder.
I gårsdagens tale tækkedes Fogh Pia Kjærsgaard med krav om strengere straffe:
»Det gælder ikke mindst over for unge, der begår kriminalitet. Og det gælder naturligvis alle unge, uanset om de har indvandrerbaggrund eller en dansk baggrund.«
Åh ja, naturligvis. Men nævnes skulle ’dem’ og ’os’ nu alligevel.
Husk, det er det talte ord, der gælder.
Det talte ord gælder. Sådan står der henover Statsministeriets manuskript til den trontale, som Anders Fogh Rasmussen i går afleverede fra Folketingets talerstol. Meningen med påskriften er den, at hvis statsministeren i opstemthed forlader sin forberedte tekst og begiver sig ud i fabuleren, er det hans kåde indfald, der er regerin-gens programerklæring.
Nu ligger sådan løssluppenhed ikke til Fogh, og han holdt sig til sin tekst. Den indeholdt til gengæld nye højdepunkter af spin i dansk politik. I lange passager var den ren reklamesnik-snak. Så voldsomt, at man kan spørge, om ordene overhovedet ’gælder’
– i den betydning, at de udsiger noget om virkeligheden.
Et eksempel. Fogh sagde: »Regeringen indledte i 2001 en løbende reform af den måde, vi tænker velfærd på i Danmark. Tidligere blev der i for høj grad tænkt i systemer og standardløsninger. Nu har vi i stedet sat mennesket i centrum. Mennesket før sy-stemet. Og det vil vi blive ved med.«
Hånden på hjertet, kære læser. Hvordan oplevede De det, da De sidst aflagde besøg på et offentligt kontor? Var det anderledes end i årene 1993-2001 under Nyrups SR-regeringer? Følte De Dem på en ny måde personligt sat i centrum for systemets velvilje?
Hvis der overhovedet var en ændring, var den da til det bedre? Eller undskyldte personalet, at nedskæringer har gjort det svært? At konstante omlægninger gør det uklart, hvem der bestemmer hvad? At det hele nærmest sejler – og at ingen aner hvad med det, der nu er undervejs? Men at det da nok bliver værre?
Måske er forholdet det, at de eneste offentlige kontorer, Fogh og hans talerskrivere kommer på, er deres egne. Og dér synes de sandelig, det går fint. De føler sig i dén grad i centrum for opmærksomheden.
Selvsagt har statsministre altid talt pænt om deres egne regeringer, når de præsenterede dem for Folketinget. Men skønmaleriet er blevet hæmningsløsere over de seneste 15 år – i takt med spinnets indtog.
Tager man statsministerens retorik i brokker, kan de lyde, som om han er på euforiserende stoffer. Hvad med den her:
»For det første skal vi være et førende vidensamfund. For det andet skal vi være et førende iværksættersamfund. For det tredje skal vi have uddannelser i verdensklasse. For det fjerde skal vi være verdens mest konkurrencedygtige økonomi.«
Godt, at Fogh ikke nævnte et ’for det femte’. Så havde guderne braget et lynnedslag gennem
Christiansborgs tag og blæst ham af talerstolen, mens en torden buldrede: Hybris!
Her er en af Foghs mere lyriske passager. Den lyder, som om den har musik af C.E.F. Weyse:
»Og skattestoppet bliver fastholdt i de kommende år. Det giver tryghed. Tryghed for, at skatter og afgifter ikke lige pludselig bliver skruet i vejret. Tryghed for borgerne. Tryghed for virksomhederne. Og forudsat, at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Så grundlaget er godt. Og retningen rigtig.«
Hvordan skal Folketinget føre en seriøs åbningsdebat med et sådant oplæg?
Hvordan kan virkelighedsnære politikere skabe ørenlyd for, at skattestoppet udsulter det offentlige, opfeder de rige og oppuster ejendomspriserne?
Det er jo det politiske idylprals taktiske fordel, at hvis nogen siger »Nej, hov!«, kan man feje dem af banen som »surmulere« og »dommedagsprofeter«.
R’s Jelved og S’s Jensen søgte i går at trænge igennem med, at det er bavl, når Fogh sagde: »Ledigheden er faldet med ca. 14.000 personer i løbet af det seneste år.«
Jelved & Jensen pegede på, at tallene fra Danmarks Statistik tværtom viser, at ledigheden steg med 13.000 fra 3. til 4. kvartal 2204. Og at Fogh over for denne udvikling reelt står forslagsløs.
Et eller andet sted mellem tragisk og komisk er det, at Fogh anpriser valgresultatet fra den 8. februar således:
»Det politiske systemskifte fra november 2001 blev bekræftet. Vælgerne gjorde endegyldigt op med den gammeldags tænkning. Den gammeldags tænkning om højre og venstre. Den gammeldags tænkning om, at danskere er inddelt i klasser, der kæmper mod hinanden. Den gammeldags tænkning om, at der er ’dem’ og ’os’.«
Dén er for fedtglinsende, simpelthen. Hvad er det, der har skaffet VK til regeringsmagten? Den hæmningsløse agitation mod ’dem’ og for ’os’. Det er Dansk Folkeparti, og Venstre har ikke holdt sig for god. Foghs egen retorik er en konstant indkredsning af fjendebilleder.
I gårsdagens tale tækkedes Fogh Pia Kjærsgaard med krav om strengere straffe:
»Det gælder ikke mindst over for unge, der begår kriminalitet. Og det gælder naturligvis alle unge, uanset om de har indvandrerbaggrund eller en dansk baggrund.«
Åh ja, naturligvis. Men nævnes skulle ’dem’ og ’os’ nu alligevel.
Husk, det er det talte ord, der gælder.