Kærligheden STINKER
Hej
Ja for at sige det kort og godt er jeg her for en uges tid siden blevet brændt af af min helt store kærlighed.
Jeg mødte hende i vinters og vi faldt faktisk med det samme pladask for hinanden. Efter vi havde set hinanden et par gange skulle jeg til Thailand på ferie, men glædede mig hele vejen igennem bare til at komme hjem til hende.
Vi blev temmeligt hurtigt enige om at det skulle være os, og begyndte at se hinanden fast - og alt føltes bare perfekt. Jeg var virkelig lykkelig!
Det hele gik som sådan meget stærkt og hun havde et brændende ønske om at flytte ind til mig i min lejlighed allerede efter en måneds tid, hvilket jeg, efter korte overvejelser, indvilligede i.
Vi havde det skønneste forår og den mest fantastiske sommer sammen og hun fortalte mig konstant hvor højt hun elskede mig, og hvordan vi skulle giftes og have børn.
Men så her henover starten af efteråret forsvandt forelskelsen så lidt og vi kom ind i den 'normale' dagligdags gænge.Vi eller måske nærmere bestemt JEG var begyndt at føle mig tryg og sikker, som man jo nok gør. OG jeg 'glemte' måske at bekræfte hende helt så meget helt så meget som tidligere.Ikke at vi ikke havde det godt sammen, for det havde vi - men selvfølgelig holder forelskelsen ikke for evigt.
Men så allerede her i starten af oktober, tog jeg hende i at skrive med en anden fyr, ikke som sådan frækt eller noget - men de snakkede om at de snart skulle mødes - fandt jeg ud af efter at have tjekket hende telefon, da jeg havde på fornemmelsen af at noget var galt.Jeg konfronterede hende med det og sagde, at det skulle stoppe hvis hun ønskede at være sammen med mig. Hun viste forståelse og sagde hun naturligvis nok skulle lade være med at gøre det igen.
Men her var skaden nok allerede sket - jeg følte ikke jeg kunne stole på hende, og den næste uges tid var overhovedet ikke den samme som den plejede [:*(]
Vi endte så med at tage en snak hvor vi blev 'enige' om at tage en pause, selvom det overhovedet ikke var det jeg havde lyst til.
Og jeg tog måske det hele på den forkerte måde, da jeg bare valgte at bede hende pakke hendes ting og smutte. Følte mig såret og på sin vis også misbrugt - kunne ikke forstå hvorfor hun havde behov for at tale med andre, når jeg var der for hende..
For selvom forelskelsen måske havde fortaget sig, har jeg altid været en sød, kærlig og forstående kæreste for hende..I modsætning til hendes tidligere kærester, som havde behandlet hende som skidt.
Skal dog også siges, at hun til trods for en godt selvtillid, ikke havde det bedste selvværd, nok primært grundet let overvægt. Om det så var dette der førte til, at hun åbenbart konstant skulle bekræftes ved jeg ikke.
Et par dage inde i vores PAUSE, finder jeg så desværre ud af, gennem en fælles ven, at hun har været sammen med en anden fyr, og min verden falder i grus.Ved ikke om man kan kalde det for utroskab når vi holder pause, men synes i hvert fald det grænser op til det. Jeg bliver så ked af det!Jeg vælger så desværre at give hende en ordentlig sviner, hvor jeg fortæller hende hvad jeg synes om hendes opførsel.
Nu står jeg så desværre her og føler det er mig som er blevet brændt totalt af, og vi har tages den beslutning, at det ikke skal være os to igen.
Jeg har bare så svært ved at give slip på hende, og ønsker stadig brændende at hun vil fortryde og komme tilbage til mig, så vi kan starte fra en frisk.
Men nu har hun gentagende gange afvist mig, og jeg er jo ved at indse, at det nok ikke bliver til noget igen.[:|]
Føler bare jeg har mistet min eneste ene og det gør bare så ondt!
Skriver nok primært det her for at få lettet mit hjerte, men modtager meget gerne gode råd fra nogen som måske har været ude for det samme..
Ja for at sige det kort og godt er jeg her for en uges tid siden blevet brændt af af min helt store kærlighed.
Jeg mødte hende i vinters og vi faldt faktisk med det samme pladask for hinanden. Efter vi havde set hinanden et par gange skulle jeg til Thailand på ferie, men glædede mig hele vejen igennem bare til at komme hjem til hende.
Vi blev temmeligt hurtigt enige om at det skulle være os, og begyndte at se hinanden fast - og alt føltes bare perfekt. Jeg var virkelig lykkelig!
Det hele gik som sådan meget stærkt og hun havde et brændende ønske om at flytte ind til mig i min lejlighed allerede efter en måneds tid, hvilket jeg, efter korte overvejelser, indvilligede i.
Vi havde det skønneste forår og den mest fantastiske sommer sammen og hun fortalte mig konstant hvor højt hun elskede mig, og hvordan vi skulle giftes og have børn.
Men så her henover starten af efteråret forsvandt forelskelsen så lidt og vi kom ind i den 'normale' dagligdags gænge.Vi eller måske nærmere bestemt JEG var begyndt at føle mig tryg og sikker, som man jo nok gør. OG jeg 'glemte' måske at bekræfte hende helt så meget helt så meget som tidligere.Ikke at vi ikke havde det godt sammen, for det havde vi - men selvfølgelig holder forelskelsen ikke for evigt.
Men så allerede her i starten af oktober, tog jeg hende i at skrive med en anden fyr, ikke som sådan frækt eller noget - men de snakkede om at de snart skulle mødes - fandt jeg ud af efter at have tjekket hende telefon, da jeg havde på fornemmelsen af at noget var galt.Jeg konfronterede hende med det og sagde, at det skulle stoppe hvis hun ønskede at være sammen med mig. Hun viste forståelse og sagde hun naturligvis nok skulle lade være med at gøre det igen.
Men her var skaden nok allerede sket - jeg følte ikke jeg kunne stole på hende, og den næste uges tid var overhovedet ikke den samme som den plejede [:*(]
Vi endte så med at tage en snak hvor vi blev 'enige' om at tage en pause, selvom det overhovedet ikke var det jeg havde lyst til.
Og jeg tog måske det hele på den forkerte måde, da jeg bare valgte at bede hende pakke hendes ting og smutte. Følte mig såret og på sin vis også misbrugt - kunne ikke forstå hvorfor hun havde behov for at tale med andre, når jeg var der for hende..
For selvom forelskelsen måske havde fortaget sig, har jeg altid været en sød, kærlig og forstående kæreste for hende..I modsætning til hendes tidligere kærester, som havde behandlet hende som skidt.
Skal dog også siges, at hun til trods for en godt selvtillid, ikke havde det bedste selvværd, nok primært grundet let overvægt. Om det så var dette der førte til, at hun åbenbart konstant skulle bekræftes ved jeg ikke.
Et par dage inde i vores PAUSE, finder jeg så desværre ud af, gennem en fælles ven, at hun har været sammen med en anden fyr, og min verden falder i grus.Ved ikke om man kan kalde det for utroskab når vi holder pause, men synes i hvert fald det grænser op til det. Jeg bliver så ked af det!Jeg vælger så desværre at give hende en ordentlig sviner, hvor jeg fortæller hende hvad jeg synes om hendes opførsel.
Nu står jeg så desværre her og føler det er mig som er blevet brændt totalt af, og vi har tages den beslutning, at det ikke skal være os to igen.
Jeg har bare så svært ved at give slip på hende, og ønsker stadig brændende at hun vil fortryde og komme tilbage til mig, så vi kan starte fra en frisk.
Men nu har hun gentagende gange afvist mig, og jeg er jo ved at indse, at det nok ikke bliver til noget igen.[:|]
Føler bare jeg har mistet min eneste ene og det gør bare så ondt!
Skriver nok primært det her for at få lettet mit hjerte, men modtager meget gerne gode råd fra nogen som måske har været ude for det samme..