Kørt sur i livet

Godformiddag
Jeg sidder lige med nogle tanker om det at være kørt sur i livet. Det tror jeg nemlig at jeg er. Det er muligvis i mild grad, men det er stadig meget ubehagligt. Jeg mister lysten til en masse ting og mange ting får jeg ikke gjort noget ved - jeg keder mig kort sagt !!! Jeg synes mit studie er meget interessant, men meget læsetørt. Jeg har lige fået nyt arbejde, som jeg stadig er i oplæring til. Et studiejob. Det er ellers interessant og godt lønnet. Jeg har en virkelig dejlig kæreste som jeg har haft siden januar. Han er taget på en måneds ferie. Jeg savner ham, men jeg havde på ingen måde råd til at tage med. Min mor blev rask af sin cancersygdom i december og pludselig faldt der en meget stor sten fra min skulder.
Tingene er faktisk gået slag i slag siden januar. Og alligevel sidder jeg her og synes alt virker så kedeligt. Jeg er ikke engang deprimeret - bare sådan lige "nå" agtig overfor alt. Gider ikke rigtig noget andet end at ligge hjemme på min seng og læse bog.
Er tingene gået for hurtigt for mig? Eller er det meget normalt at man får sådan en krise engang i mellem? Jeg forstår ikke helt krisen. Jeg går egentlig ikke rundt og er ked af det. Det eneste jeg er ked af er at jeg ikke skal se min kæreste i en måned, men det ved jeg dog er en normal følelse :-)
Er der andre der har haft det eller har det som mig?

det med din mor. Det er en stor mundfuld og man føler sig tom inden i efter de er blevet erklæret raske. Det lyder måske mærkeligt, men det er ligesom at have en spand der er fyldt til randen med vand. Pludselig hælder man alt vandet fra - hvad skal man så hælde i i stedet for❓ Jeg ved det er en patetisk metafor, men altså i mangel af bedre ;-)
Det at din kæreste er taget afsted er en del af din tryghed der er taget afsted. En du kunne knytte dig til i det sidste halve år? Måske uden du har lagt mærke til det. Nu er han taget afsted og du står igen alene med de følelser af tomhed (gætter kun)
I øvrigt kender jeg godt som studerende til det med at køre sur i det hele. Uden nogen egentlig påviselig årsag til hvorfor. Det kører godt eller ok, det er interessant det man læser.....men noget mangler. Et nyt perspektiv på ens hverdag måske. Det kan være så meget. Nogen gange er det bare godt at man går dne periode igennem for pludselig får man nok og så tager man selv aktivt handling. Tror ikke altid de passive handlinger er noget skidt - altså det med at man ikke får taget sig sammen til noget. Måske er det fordi man er lidt usikker på om det er det rigtig man tager sig sammen til osv osv. Forstår du?
Det kunne lyde som om tingene er gået lidt hurtigt for dig i forhold til hvad du har nået at bearbejde måske?

Jeg har nemlig også behov for, at sætte verden på "stand by" engang imellem.
Er midt i en sådan periode lige nu, hvor jeg ikke rigtig har overskud til andet end at passe mit job, mine børn og mine dyr.
Det plejer nu for mit vedkommende at gå over af sig selv på et tidspunkt.
Mon ikke, det er meget normalt, at man i større eller mindre omfang i perioder har behov for ikke at skulle tage stilling til andet end det absolut nødvendige samt sin dyne og en god bog?
For mig har det nærmest altid været sådan.
Mange hilsner
dr100

som jeg tror mange andre også gør
jeg vil fortsat i sådanne perioder
prøve at huske
jeg kan ikke gøre så meget mod de ydre omstændigheder
men jeg kan selv bestemme hvordan jeg vil reagere overfor dem
og begår jeg fejl
håber jeg min kære husker
jeg gør mit bedste og positiv tanke og kærlighed er ofte udgangspunktet for glæde
Held og lykke
og kig ud
øv det regner
men ja du skal selvfølgelig reagere på alt det du har måttet holde inde mdr med din familie mm. men prøv at vær ked af det og græd ud, skriv, håb, drik dig fuld , eller hvad der kan få dig til at slippe taget og lade kroppen fri til at lade op
Solen er på vej
og jeg ønsker alt godt for dig
det var vist en masse vrøvl fra mig

Jeg har det også sådan lige pt. Ligger på min sofa og er supertræt. Tror bare jeg trænger til ferie, for jeg har faktisk ingen energi overhovedet. Måske trænger du også til noget ferie?

Når man har været under lang tids stress og følelsesmæssigt pres, kan man godt komme til at føle både tomhed og nedtrygthed når det hele letter.
Det skyldes dels at kroppen skal have tid til at komme ud af "alarmberedskab", men også fordi man måske har en masse følelser som det tager tid at bearbejde. Når man står midt i det hele er det tit for overvældende og for "upraktisk" at bryde sammen, og derfor er rigtig mange mennesker, specielt kvinder, gode til at "holde den gående" og først for alvor reagere bagefter.
Det vigtigste du kan gøre, er at lade dig selv føle hvad du gør, og så finde nogle fortrolige eller evt. en terapeut at snakke med. Hvis du føler behov for det, kan du faktisk få henvisning til psykolog gennem lægen, når en nær pårørende har været/bliver ramt af livstruende sygdom. Du skal bare henvende dig seneste et halvt år efter at du blev berørt af det. Du skal betale en andel af samtalerne selv, men du kan være berettiget til op til 12 samtaler med tilskud, så måske er det værd at tage med.
Mange mennesker er imod at bruge psykologer i sådan nogle almindelige livskriser, fordi de synes det er svagt. Det synes jeg bestemt ikke det er. En psykolog er et redskab på linje med elastikbind og smertestillende, det er bare psyken som har brug for lidt støtte og et "plaster" for at komme på fode igen.
Men i øvrigt er livskriser jo ganske normale. Dem har vi allesammen nogen stykker af gennem livet, og jeg synes du skal prøve at se sådan på det, at det er en fase i dit liv - og så komme du videre. Lidt ældre og lidt klogere, men der ér noget på den anden side.

:-) Jeg har prøvet psykolog, men synes ikke det var noget for mig. Tror måske at jeg er mere typen der skal tale med andre der har været i samme situation som mig.
Jeg taler dog sjældent om det med sygdommen. Min mor har det rigtig godt nu og jeg kan ikke rumme at skulle tale om det hele igen. Selvom jeg måske nok burde. Egentlig går jeg ikke rundt og er ked af det. Det kommer over mig nogen gange, men ikke ret tit. Men jeg tænker at jeg nok bare ikke er vant til at bearbejde sådan nogle ting og derfor ikke ved hvordan jeg skal gøre. Nogen andre må presse mig ud i det.
Men når jeg endelig tager initiativ til at tale lidt om det, bliver jeg tit afbrudt. Folk skifter hurtigt emne eller ser ud som om de synes jeg er en lyseslukker osv. osv. Tror ikke jeg har tilliden til at tale med folk om det, for jeg bliver bare fejet af banen.
Jeg har måske heller ikke troet at jeg kunne være så "stresset" (eller hvad jeg nu er) så lang tid efter.
Ja, jeg ved vist i det hele taget ikke ret meget ;0) Troede nok at nu hvor alt det andet gik fremad, så ville det gå i orden af sig selv. Er dog ikke helt sikker på hvad jeg troede - er vist bare meget forvirret nu hvór der er taget hul på bylden :-D
Er meget glad for dit indlæg :-)

læs det jeg har svaret på VA????´s indlæg. DIt indlæg er rigtig godt og jeg kan vist ikke give et meget anderledes svar end det jeg gav til ovenstående navn :-) Det er dejligt at nogen gider lytte. Tror det er godt for mig at få taget hul på bylden (klamt udtryk egentlig)

Det er hvad jeg har i dette øjeblik. Og det eneste jeg føler jeg har overskud til er netop at tage mig af min dyne og en god bog og sove :-) Men det må meget gerne gå over snart :-)