legekammerat

Hvad gør man når ens datter på 11 har en veninde som man som forældre simpelthen ikke kan døje.
Min datter har en del venner i skolen som hun leger med men denne pige bor i nærheden og er en smule ældre. Hun er så utrolig magtsyg,kontrollerende,falsk og bestemmende.
Vi har en gang prøvet at sige stop for samværet pga ubehagelige smser fra pigen, men ligeså stille starter det igen. Jeg kan mærke min datter er meget ambivalent i forhold til pigen da hun nogen gange godt vil lege med hende men samtidig også har svært ved at sige fra overfor hendes tyrani.
Hun ringer mange gange i løbet af en dag og kommer og ringer på og hver gang tænker jeg på om jeg skal forbyde dem at lege, men jeg synes jo også det er lidt drastisk...eller hva?
Hvad pokker gør man som forælder?

Den lede gimpe er måske populær pige i klassen,eller går med et slæng!din datter gerne vil møde respekt fra,hun har selv valgt sine venner enten blir hun en af dem,ellers lærer hun senere af det??
Man skal vælge sine "venner" med omtanke.
Regner med din datter er fornuftig,men hold dem under opsyn.

som jeg ser det. Har stået i næsten samme situation med min datter, der nu er 10, men dengang var 7. Samme sceneri, dominerende pige med dårlige manerer, kendt som en mobber allerede der og med en kedelig vane med at lave unoder, lige så snart hun var uden for voksenopsyn. Jeg bed det, som dig, i mig i lang tid faktisk, indtil jeg en dag greb dem - pigen, min datter og en 3. legekammerat - på fersk gerning i at drille gæsterne til en fest i det lokale festhus, og så var det slut.
Fremover, når hun kom for at lege, åbnede jeg døren og sagde nej, så min datter ikke skulle have det pres på sig. Hun var nemlig lige så ambivalent, som din, og legede stort set kun med pigen, når hun ikke kunne finde andre. Pigen havde yderligere en uvane med altid at spørge dybere ind til alt muligt: Hvorfor er hun ikke hjemme, hvor er hun henne, hvor bor den legekammerat henne osv. Et simpelt nej, eller hun er ikke hjemme, var aldrig nok, man blev simpelthen udsat for et 3. grads forhør. Derfor fik hun også sandheden, da hun spurgte, hvorfor min datter ikke kunne lege: Fordi du ikke opfører dig ordentligt, og jeg vil ikke have min datter til at gå og lave ulykker, bare fordi hun er sammen med dig. Kunne I opføre jer ordentligt, var det ok, men det har du bevist, at jeg ikke kan stole på.
Det lyder hårdt, og jeg ved udmærket godt, at barnet er blevet sådan af en årsag, om det så er dårlig opvækst, dårlige forældre, et uheldigt liv eller whatever, men lige her rækker min empati og mit sociale ansvar ikke, hvis det samtidig trækker mit eget barn ned i skidtet. Jeg, og ingen andre, har et ansvar for, derimod, at MIN datter får de bedste betingelser i sin opvækst. Det er min vurdering, indtil hun er voksen, hvem hun omgås, selv om hun nok ikke vil være enig i mangt og meget om bare nogle få år. ;O)
Jeg overvejede endda at kontakte pigebarnets mor og advare hende, om hvor langt ude hendes datter var kommet, men fik så at vide af andre, at det var forsøgt, og de havde nær fået bidt hovedet af moderen, der bestemt ikke mente, hendes barn gjorde noget forkert. Så jeg vaskede altså mine hænder i den sag.
Jeg har ingen tvivl i mit sind; svaret fra MIN side er, at du roligt kan forbyde hende at se pigen, bare husk at begrund især overfor din datter hvorfor. Jeg spurgte min datter lige her og nu, hvad hun havde tænkt dengang, og hun svarede: "I starten syntes jeg, du var streng, men nu kan jeg jo godt se, hvorfor jeg ikke måtte lege med hende. Jeg er heller ikke den eneste, der ikke må lege med hende. Den og den og den må heller ikke nu, for hun er blevet meget værre."
Tænk sådan på det, måske din datter slet ikke bliver sur, men tværtimod lettet over ikke at skulle tage stilling? Det gjorde min. De er ikke, iflg. min mening, store nok til - heller ikke som 11-årige - at sige fra over for tyranni og gruppepres. Det kræver en stærk psyke, som de færreste har udviklet i den alder. Du kender din datter bedst, og ved hvor stærk/svag og påvirkelig hun er. Hvis du har et instinkt, der siger dig, at hun ikke kan tackle dette selv, må du som mor og beskytter nødvendigvis gribe ind. Jeg kan ikke se, at vi som sådan gør andet end at leve op til vores forældreansvar?
Håber du finder ud af det på den bedste måde for jer.
Mvh. Deci

du lever da op til din rolle " at være mor". Som du skriver kan børn i den alder sjældent tage ansvar for deres eget liv, det er her vi som forældre skal træde ind og vise at vi er ansvarlige voksne og tør tage ansvar og sætte grænser.Godt gået, du er en god mor.

Det er vel det, jeg - og alle andre - håber på at være, fordi vi handler efter vore bedste overbevisninger og formåen, og det vi har fået i arv fra vores egne forældre. ER jeg en god mor, kan jeg takke mine forældre for det, ja og min datter, for hun gør det nemt med sit milde sind, hjertevarme, hensynsfuldhed og eftertænksomhed. ;O)
OM jeg så beviseligt er den gode mor, og den bedste mor for min datter, det kan kun tiden - og børnebørnenes opførsel - vise mig, ikk? ;O)
Men igen tak for anerkendelsen. Det varmer altid at høre sådan noget. ;O)
Mvh. Deci

Nu har jeg lige læst alle de gode svar til anonym og de er gode, så nu er det store spørgsmål hvad skal de så bruge eller ikke bruge, jeg kan kun sige at vi også har prøvet at stå i den kattepine hvis jeg må kalde det sådan, og hvis der er noget jeg fortryder er det at vi har blandet os især med dem som bor tæt på, men jeg tror hvis du taler med dit barn vil du finde svaret der det har vi lært… og en på 11 ved godt hvad der er rigtigt og forkert, og hun vil også lytte til jer, hmm i dag er mine unger 16 og 20 og tro mig det bliver (meget meget) svære så igen mit råd LYT til dit barn og snak samme så kan det jo være at hun selv dropper hende. : ) Hilsen Pjevs2