Lille ukendte liv.
Kære lille du.
Hvis du bare vidste....
Hver dag mærker jeg tegn på, at du lever inde i mig. Hver dag udvikler du dig mere og mere. Du er på vej til at udvikle dig til et menneske, som jeg véd, at jeg ville elske grænseløst.
Jeg elsker dig allerede.... Jeg må ikke elske dig, for det gør smerten sværere at bære. Det gør skyldfølelsen værre.
Du har ikke bedt om at blive til. Men nu er du her. Dit lille hjerte slår. Og om få uger, så slår det ikke længere. Ikke fordi du blev syg - men fordi jeg valgte det skulle stoppe.
Du passer ikke ind i din fars liv. Alt i livet skal for ham helst være planlagt - og det er du ikke.
Jeg ved ikke om han ved, at du allerede nu er ved at få små fingre. At du kan rynke din lille pande nu. At du kan hikke og gabe. - Alt du ER et menneske.................at du er hans barn.
Jeg tør ikke få dig. For hvad hvis jeg kommer til at stå alene med dig? Du har to halvsøskende, en søster og en bror. Og jeg tror ikke, at jeg kan give dig alt det du vil få brug for. Jeg er bange for om jeg kan magte det.
Hvis du skulle være her, så skulle det være en ubetinget glæde. Det fortjener du. Men din far kan ikke glæde sig.
Jeg græder hver dag, jeg prøver at forklare din far, at du er vores barn, at han og jeg har alle muligheder for at give dig en tryg og kærlig opvækst. Men han ændrer ikke sin beslutning.
Jeg elsker din far højt, men jeg kan ikke forstå, at han ikke kan lade være med at være stolt. Du er et lille mirakel.
Du er resultatet af en dyb kærlighed. Hvorfor er der ikke plads til dig?
Jeg prøver virkelig at tage afstand fra dig, jeg prøver på ikke at elske dig. Men mit hjerte protesterer. Du er mit lille barn og jeg elsker dig virkelig. Når jeg ligger ned, så kommer min hånd helt pr refleks op på maven. - Som om jeg prøver at beskytte dig....
Jeg ville så gerne se dig, lære dig at kende, give dig min kærlighed. Men fornuften og hjertet er uenige.
Fornuften siger at jeg skal vente med at få et barn. At der skal falde ro på tingene, at der er problemer der skal løses, før der er plads til et barn.
Hjertet siger.......bliv her. Voks dig stor inde i min mave. Jeg ønsker dig, jeg vil dig - jeg elsker dig.........selv om jeg ikke må....
Hvis du bare vidste....
Hver dag mærker jeg tegn på, at du lever inde i mig. Hver dag udvikler du dig mere og mere. Du er på vej til at udvikle dig til et menneske, som jeg véd, at jeg ville elske grænseløst.
Jeg elsker dig allerede.... Jeg må ikke elske dig, for det gør smerten sværere at bære. Det gør skyldfølelsen værre.
Du har ikke bedt om at blive til. Men nu er du her. Dit lille hjerte slår. Og om få uger, så slår det ikke længere. Ikke fordi du blev syg - men fordi jeg valgte det skulle stoppe.
Du passer ikke ind i din fars liv. Alt i livet skal for ham helst være planlagt - og det er du ikke.
Jeg ved ikke om han ved, at du allerede nu er ved at få små fingre. At du kan rynke din lille pande nu. At du kan hikke og gabe. - Alt du ER et menneske.................at du er hans barn.
Jeg tør ikke få dig. For hvad hvis jeg kommer til at stå alene med dig? Du har to halvsøskende, en søster og en bror. Og jeg tror ikke, at jeg kan give dig alt det du vil få brug for. Jeg er bange for om jeg kan magte det.
Hvis du skulle være her, så skulle det være en ubetinget glæde. Det fortjener du. Men din far kan ikke glæde sig.
Jeg græder hver dag, jeg prøver at forklare din far, at du er vores barn, at han og jeg har alle muligheder for at give dig en tryg og kærlig opvækst. Men han ændrer ikke sin beslutning.
Jeg elsker din far højt, men jeg kan ikke forstå, at han ikke kan lade være med at være stolt. Du er et lille mirakel.
Du er resultatet af en dyb kærlighed. Hvorfor er der ikke plads til dig?
Jeg prøver virkelig at tage afstand fra dig, jeg prøver på ikke at elske dig. Men mit hjerte protesterer. Du er mit lille barn og jeg elsker dig virkelig. Når jeg ligger ned, så kommer min hånd helt pr refleks op på maven. - Som om jeg prøver at beskytte dig....
Jeg ville så gerne se dig, lære dig at kende, give dig min kærlighed. Men fornuften og hjertet er uenige.
Fornuften siger at jeg skal vente med at få et barn. At der skal falde ro på tingene, at der er problemer der skal løses, før der er plads til et barn.
Hjertet siger.......bliv her. Voks dig stor inde i min mave. Jeg ønsker dig, jeg vil dig - jeg elsker dig.........selv om jeg ikke må....