I orden at være privat omkring sygdom

Jeg har lige fået foretaget en undersøgelse af blæren, altså sådan en hvor man får stukket et lille kamera igennem urinrøret på penis.
Jeg synes det var ret grænseoverskridende og bryder mig ikke om at alle og enhver ved at jeg fik foretaget sådan en undersøgelse.
Jeg sagde derfor til mine forældre at de var de eneste der vidste det, og at jeg ønskede de ikke fortalte det til nogen andre. Heller ikke min søster. Det er kun mine forældre der ved det.
Men min mor flippede fuldstændigt ud over at jeg ønskede at holde dette privat, for som hun sagde "det drejer sig om sygdom, det kan man ikke holde hemmeligt over for nærmeste familie".
Jeg var nærmest lamslået over at det kunne afstedkomme en så kraftig reaktion.
Er det mig der er for blufærdig omkring sådan noget med sygdom eller hvad? Jeg synes nu jeg er i min gode ret til at holde sådan noget privat. Specielt når man skal have undersøgt de ædlere dele. Hvad mener I?

1:Hvorfor ved dine forældre det?
2:Hvad du ønsker og dele ud fra dit liv er dit ansvar, der er ingen som skal bestemme over hvad du vil dele med andre uanset hvad det drejer sig om. Men du kan heller ikke forvente at andre tier stille med alt hvad du deler.

Du skulle blot have fortalt at det var en lille undersøgelse.
Vær hellere glad for at man er blevet så dygtig med de fine små instrumenter, også når det gælder kikkertoperationer, det sparer for lidelse når man på en enkel måde udefra kan lokalisere problemet istedetfor at foretage en biopsi med en tyk nål igennem kødet eller sågar operation hvor der er risiko for infektioner.

Tja.. Set i bakspejlet skulle jeg nok bare helt have holdt kæft med det. Også overfor mine forældre.
Men det var virkelig en meget voldsom reaktion min mor kom med. Hun "overfaldte" mig nærmest verbalt. Ja hun kunne næsten lige så godt have stukket mig en knytnæve midt i fjæset. Overraskelsesmomentet havde nok sådan ca. været af samme kaliber som den opsang jeg fik.
Og det fik mig virkelig til at spekulere over om det måske var noget der betød så ekstremt meget for nogle mennesker. Og om jeg er helt afmarcheret mht. ikke at synes det kommer andre ved.

Hej,
Jeg syntes ikke din mors reaktion var ok.
Jeg mener at sygdom skal man kunne holde privat, hvis man ønsker det. Og jeg kan godt forstå at du ikke har lyst til at alle og enhver skal overveje disse ting om dig.
Det er lidt svært for mig at komme med en saglig argumentation...
Men nogle sygdomme kan det skade dine muligheder på arbejdsmarkedet senere, hvis det bliver almindeligt kendt at du har. Og flere som kender til sygdommen, betyder større risiko for at det bliver kendt af en kommende mulig arbejdsgiver.
Yderligere kan jeg godt forstå, at du havde brug for at dele dine tanker og bekymringer med din mor om din sygdom...
Jeg syntes at du skal tage en snak med hende, hvor du forklarer hende, at det kan være skadende hvis privat sygdoms information kommer ud til mange.
Og jeg syntes at du skal fortælle hende, at du forventer at hun holder det privat og ikke fortæller det videre til andre - da du ellers ikke vil kunne bruge dine forældre til at betro dig til fremover.
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg har lige fået foretaget en undersøgelse af blæren, altså sådan en hvor man får stukket et lille kamera igennem urinrøret på penis.
Jeg synes det var ret grænseoverskridende og bryder mig ikke om at alle og enhver ved at jeg fik foretaget sådan en undersøgelse.
Jeg sagde derfor til mine forældre at de var de eneste der vidste det, og at jeg ønskede de ikke fortalte det til nogen andre. Heller ikke min søster. Det er kun mine forældre der ved det.
Men min mor flippede fuldstændigt ud over at jeg ønskede at holde dette privat, for som hun sagde "det drejer sig om sygdom, det kan man ikke holde hemmeligt over for nærmeste familie".
Jeg var nærmest lamslået over at det kunne afstedkomme en så kraftig reaktion.
Er det mig der er for blufærdig omkring sådan noget med sygdom eller hvad? Jeg synes nu jeg er i min gode ret til at holde sådan noget privat. Specielt når man skal have undersøgt de ædlere dele. Hvad mener I?

Du bestemmer helt selv hvad du ønsker og dele ud fra dit liv. Jeg fortæller da heller ikke mine forældre alt og hvis jeg blev syg ville de heller ikke få det og vide da jeg ikke syntes de skal bekymrer sig om mig.

Det omhandler ikke andre end dig selv, og du er helt selv herre over hvem der skal vide hvad. Dine grunde er sådanset irrelevante, selvom jeg godt kan forstå dine (Det lyder ubehageligt ud over alle grænser).
De fleste mænd er jo også kloge nok til at at spørge nærmere ind til hvad der foregår når nogen vi kender har været til gynækolog. Vi er lykkeligere uden at vide det, og hvis det var noget de følte vi skulle vide ville de nok selv sige det, så det giver god mening bare at lade det ligge.
tl;dr: bestemmer du helt selv. Ikke noget at rafle om.