Mit liv kan ikke lide mig

Kender i det, at nogen gange virker det bare som om ens liv hader én og vil gøre alt hvad det kan, for at man skal have det så svært som muligt?!
Min historie er at min far fik cancer for 5 år siden. Det slog lægerne ned, men det holdt hårdt. I samme periode døde min mormor og min kæreste slog på med mig. Min mor fik efterfølgende konstateret cancer, men det helbredte de med det samme.
Der går nogle år, hvor jeg holder orlov fra studiet og arbejder og finder the real love.
Det går faktisk godt i nogle år. Det nager mig dog, at jeg ikke kan blive færdig på uni, så jeg melder mig ind igen, efter at jeg har taget nogle fag på et andet universitet.
Jeg siger mit ene job op, fordi jeg vil lede efter et andet (jeg har et i forvejen) og så går det ellers slag i slag derfra sidste sommer. Min far bliver syg igen og det er en virkelig hård omgang at komme igennem, men han kommer på benene atter engang, men han skal igennem en del genoptræning og er det stadig.
I januar får jeg at vide, at ham der administrer lejeboligerne der hvor jeg bor, han har snydt med kontrakterne på den måde, at han har udgivet sig for at være direktør for foreningen, men har rent faktisk ikke været det de sidste to år. Så jeg får tilbudt enten at købe lejligheden eller flytte.
Jeg aftaler med min kæreste at vi flytter sammen og det glæder jeg mig vildt meget til, men vi vil finde et andet sted, da man ikke kunne bo to i den lejlighed jeg boede i og han bor hos sin bror.
Nå, derfor siger jeg nej tak til lejligheden. Vi går igang med at lede min kæreste og jeg men så skal han til udlandet i ngle måneder og vi er nødt til at sætte det på stand by til han kommer hjem, samtidig med at dagen for min udflytning nærmer sig.
Hele sommeren indtil han kom hjem har jeg så boet i hans og hans brors lejlighed, samt hos nogle veninder. Desværre har min kæreste gennem det seneste halvandet år haft tendens til at stene meget og ikke kunne tage sig sammen til noget, så det er primært mig der står for boligsøgning, da han kommer hjem.
Jeg synes det er irriterende, men jeg er nødt til at fortsætte da jeg mangler et sted at bo.
Min kæreste går fra mig for en uge siden, så jeg kan starte forfra med at søge og står nu på bar bund. Jeg er jo studerende, så så mange penge har jeg heller ikke at købe bolig for og Kbh er fyldt med bolighajer, som tager overpriser for bare små værelser og lejligheder.
Jeg er knust, for jeg havde sådan glædet mig til at vi skulle være tættere på hinanden og at vi kunne have hinanden. Han er tilgengæld startet til psykolog fordi han har nogle ting han skal have arbejdet med.
Min far skal til samtale hos lægen i morgen, fordi hans blodprøver igen ser forkerte ud.

....og nu kan jeg altså snart ikke blive ved mere. Jeg føler der bliver losset til mig mens jeg allerede ligger ned.
Hvor længe skal man blive ved med at kæmpe?
Jeg har ikke noget sted at bo, min kæreste er skredet og har muligvis depression, jeg mangler et job, min far er måske syg igen og jeg er allerede kommet bagud på studiet, fordi jeg har skulle bruge tid på det her.

What to do?
Er der nogen der har nogle opmuntrende ord? Jeg er træt og ked af det og har mere end nogensinde brug for en kæreste jeg kan putte mig ind til og som siger at det nok skal gå altsammen.

Det var da også vanvittigt. Og så lige i en periode hvor du har allermest brug for at have en kæreste, så skrider han. Oven i købet efter du har brugt tid på at lede efter bolig til jer. Det er simpelthen ikke i orden.
Lad os nu se hvad lægen siger i morgen, hvis han regelmæssigt bliver undersøgt, så kan det sagtens være hans redning. Ved det fra min onkel. Men det er totalt synd for jer, for det er jo skidehårdt. Alene det at gå og være så nervøs er sgu så opslidende.
Men lægerne skal nok passe på ham.
Har du ingen kontakt med din kæreste, for måske kan du godt bruge ham alligevel, medmindre han er helt deprimeret?!
Det med bolig skal nok gå i orden, men jeg kan godt forstå at du slet ikke kan overskue det lige nu. Har du nogle veninder eller venner der kan hjælpe dig med at se på lejligheder? Du kan jo kontakte ejendomsmæglerne og sige hvad du leder efter og få dem til at se hvad de har som matcher dine kriterier.
Og hvis du allerede har et job, så vent med at søge efter nyt arbejde, det kan vente. Så må du tage SUlån i en periode, indtil du kan være med igen, ok?
Og så sørg for at sig det til folk, så de allesammen kan hjælpe dig. Jeg er sikker på at der er masser der meget gerne vil hjælpe dig, så hold dig ikke tilbage. Det kan være en kæmpestor hjælp for dig.
Det er typisk at alt falder sammen om ørerne på en på samme tid. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men sådan er det bare.
Jeg kryder fingre for jer og sender dig mine varmeste tanker🙂

Men du skal have nogen til at hjælpe og støtte dig. Du skal råbe om hjælp hos hvem der er tilbage i din egen familie, som du har tillid til, og som du føler er stærk nok. Søskende, mostre, onkler, mors kusiner - hvemsomhelst ligegyldigt hvor langt ude i familien, bare du har tillid til dem.
Hvis der ikke er nogen, må du lede med lys og lygte blandt veninderne,naboerne, hos studievejledningen, hos dine lærere eller medstuderende...hvorseomhelst i din omgangskreds, bare der er nogen til at støtte dig. Gerne nogen der er ældre end dig, men ikke nødvendigvis. Fortæl ligeud hvordan du har det i stedet for at spille stærk for længe.Kan du slet ikke finde nogen (- og det kan man jo ikke altid, - det sker ind imellem i livet for de fleste), så gå til din læge, hvis det er en flink én, og snak med ham/hende elelr bed om henvisning til en psykolog. Når du er i krise p.g.a sygdom i familien eller lignende, kan du muligvis få støtte til at betale en psykolog; spørg lægen. Det er ikke det samme som en sød kæreste til at holde om dig i denne svære tid,men skønt det gør ondt lige nu, så prøv at stole på, at der nok skal komme gode tider igen. Din kæreste kan komme tilbage, eller du kan finde en anden senere. Lige nu skal du bare have hjælp til bedst muligt at samle kræfter til at stå de svære tider igennem.Det må du så gøre, skønt det ikke er sjovt, men du skal nok blive glad igen engang på den anden side af vanskelighederne. Gå blot ikke for længe alene med det, lille pige. Jeg ved, det ikke er morsomt - er lige selv blevet forladt af ham jeg elskede. Og kender til fulde fornemmelsen af, at livet nærmest med vilje spænder ben og sender én titusind alvorlige ulykker på én gang. Men svære tider er til for at overleves, og dybt inde i dig selv kan du finde en styrke, du ikke troede du havde, til at komme gennem det. Men bed om hjælp, - råb om hjælp!!Held og lykke med det, min ven. Kærlig hilsen Emma.

Du skal tænke positivt selvom det ser sort ud.
Det er ikke noget problem, at finde et sted at bo.
Der kommer altid en kæreste og sporvogn til, som
de sang i en gammel film. Hvilket betyder at du
nok skal finde en ny og dejlig kæreste igen. Det
er sådan her i livet, at du både skal kæmpe for
det hele. Du får ikke noget serveret på et fad.
Det gælder også, når du har fået det inden for
rækkevidde. Livet er en evig kamp for overlevelse.

Gratis adgang til lejligheder:
http://www.ledige-lejligheder.dk/
http://www.boliga.dk/leje
Det er alt for let at give op!

Det var da voldsomt. Din lille stakkel.
Jeg synes seriøs du skal søge noget prof hjælp, så du har nogen du kan vende tankerne med. Og så er det ellers bare med at række armen ud efter hjælp i omgangskredsen.
Og din kæreste? Alt afhængig af hvilket forhold i har til hinanden nu, kan du så ikke "udnytte" ham lidt? Jeg mener som støtte. I kender trods alt hinanden rigtig godt. Eller har han det for dårligt?
Jeg går ud fra, at din far regelmæssigt går til kontrol hvis det ikke er så lang tid siden at han sidst havde ubrud, så det er jo nok taget meget tidligt, hvad det så end er.
Stol på at de ved hvad de laver, de gode læger.
Du skal prioritere nu. Hvad kan du overskue at lave og hvad kan du ikke overskue? Det du synes du ikke kan overskue og sagtens kan undvære, det skal du sortere fra.
Du skal stadig holde dig igang, men du skal skære ned på aktiviteterne. Du kan jo genoptage dem igen, når der kommer styr på dit liv atter en gang. For det gør der jo. Og du kan kigge tilbage og være stolt af dig selv, fordi du har været gennem denne orkan og kunne klare det.
Du kan godt, men søg hjælp. For din egen skyld.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg ved at det også går over igen.
Hvem ved, måske er det ikke så slemt i morgen til samtalen. Måske vender du og din kæreste tilbage senere eller du finder en ny, måske dukker den rigtige bolig op om en uge og måske er der en ven som kender en der mangler noget arbejdskraft osv.
Tingene skal nok gå op i en højere enhed bit by bit...eller måske lige pludselig på en gang. Men det skal nok gå i orden. Indtil da må du være stærk en enkelt gang til. Jeg er sikker på at det er sidste gang i meeeeget lang tid, at det bliver så rodet.
Næste gang du bliver ramt, så har du en bolig, du er enten færdig eller i fuld gang med studiet og har sikkert også en kæreste på det tidspunkt.
Jeg tror du er igang med, midt i al kaos, at etablere et mere solidt fundament og det vil gøre dig stærkere.
Jeg krydser fingre for at tingene snart løser sig for dig🙂

så der ikke er problemer fra den side.

Først vil jeg lige fortælle dig, at det er livet som det også er, det du nu oplever. Og det betyder at du hele livet igennem, vil støde på problemer som alle andre, men heldigvis vil du også opleve det som bekræfter livet positivt. Det du oplever har ikke noget at gøre med at livet ikke kan lide dig, som du skriver. Det er dig der ikke kan lide livet lige nu. Men nogle gange (oftest) kommer problemerne altså i bunker nærmest - kender det kun alt for godt. Mens andre gange lykkes alt og det gode bliver n ærmest forstærket af det gode så at sige. Men desværre også omvendt - den negative spiral som det hedder.[:*(]
Mit råd er at du nu holder op med at fokuserer på alt det der IKKE lykkes. Lad være at fokuser på dette, men se på alt det, som du kan bruge i dit liv, det som er en masse værd, men som du slet ikke kan få øje på lige nu. Jeg er sikker på der er meget du set ikke er opmærksom på 😉[f]
Er du sund og rask, så fokuser på det og vær taknemlig for det. Er du igang med en uddannelse, ja så er det jo også positivt, så fokuser på det. Har du øjne at se med, så brug dem og nyd det smukke efterår, der kommer nu. Brug dine sanser positivt! Har du en god ven eller veninde eller bare en eller anden du er fortrolig med, så fokuser på det. Og har du det ikke, så glæd dig over de mange gode svar, du har fået herinde. 🙂
Men du kan ikke tænke dig til at problemerne løses her og nu. Så du må acceptere at det du oplever, det er livet der udfolder sig - blot negativt. Det bedste du kan gøre er derfor at være til stede med dig selv i dette, fremfor at fortabe dig selv i elendigheden.
Jeg har prøvet lidt af hvert, også mistet mange kære og været der for et ,der havde kræft. Man kan ikke støtte en syg, hvis man er bekymret og depressiv over deres sygdom. De har nok i selv at skulle bære det. Vær i stedet stærk. Dvs. gør dig stærk og tag alle disse negative udfordringer, som noget du skal lære af livet, fremfor noget du ikke kan holde ud og som du ønsker skal forsvinde. Det er meget afgørende hvordan du tænker, for at du kan klare sådan en periode hvor ulykkerne bare vælter ned over dig.
Jeg har altid kunnet finde noget livsbekræftende at holde mig til og fokusere på, når skæbnen har været hård ved mig. Håber du kan det samme, f.eks. ved at fokusere på alt det i livet, som kan give dig livsglæde, allt det som kan styrke dig. Hvis du åbner dig for det, så kan du også vende dette mini helved - som du befinder dig i nu - og komme ud af det styrket. Din fars sygdom kan du ikke gøre noget ved, men du kan styrke ham i troen på at blive rask, bl.a. ved selv at tro på at han bliver det. Se på det raske i ham og ikke det syge. Det værste man kan gøre overfor syge mennesker er at fokusere på deres sygdom. Det gør kun ondt værre.
Ønsker dig alt godt fremover. Tag imod de link du fik ang. lejlighed. Mange venlige solmennesker som vil gi` dig råd og støtte her, det skal du tage til dig 🙂
Knus
Pus

Det er måske for meget at forlange, og så egentlig ikke.
Prøv at finde simpeltheden i din situation og din tilværelse.
Den vigtigste nøgle er TRO. Du skal have tro på, at den vej du kan se foran dig, kun går ligefrem. At de mennesker du møder kun udvikler sig fremad.
Simplificer tingene bevidst, til en sådan grad at løsningen ligger foran dig.
Du behøver jo ikke nogen kæreste for at få positiv gang i dit liv. Prøv at gøre dig fri fra de ignorante overbevisninger du kan have tendens til at have. Lad ikke din kæreste være drivkraften, for den bliver jo aldrig holdbar, selvom i bliver gift!
Og så igen, tro!

Beklager jeg ikke har svaret tilbage før nu, men min internetforbindelse er blevet sindssyg langsom, så det tager mig et kvarter at åbne hver side.
Jeg svarer jeg mere uddybende senere. Skal til lægesamtale med min far nu. Kryds alt hvad i har, kryds alt hvad remmer og tøj kan holde, hvis i læser dette.
Jeg har virkelig brug for det.
Tak igen for jeres omsorg🙂

Blodprøverne så forkerte ud fordi han havde haft en infektion.
Men resten af prøverne så rigtig fine ud, så det var virkelig dejligt. Jeg kunne heller ikke lige regne ud hvordan jeg skulle overskue nyt sygdomstilfælde oveni.
Det er korrekt jer der skriver, at han bliver hold i kort snor fra Rigshospitalet. Da det er en kronisk cancersygdom han har, skal han tjekkes hver 2. måned resten af sit liv.
Det er både godt og skidt. Det er jo ikke fedt for ham, at han skal rende til tjek hele tiden, på den anden side ville han aldrig undvære det, fordi de hele tiden holder øje med ham. Der er ingen sygdom der kan få lov at være ubehandlet hos ham i mere end 2 måneder og det giver både ham og os en hvis tryghed.

1000 1000 tak for jeres svar herinde. Det vil jeg tage til mig. Det var meget beroligende for mig at læse jeres svar og vide at der var nogen hos mig, selvom jeg ikke kender jer.
Jeg vil læse indlæggene næste gang jeg skulle få et dyk ned i mørket.

Jeg dømmer dig ikke, for du har uden tvivl dine kampe og de skal kæmpes.
Jeg kan dog ikke lade være at fange, at du fokuserer alt for meget på de negative sider gennem de seneste år. Rent psykologisk skal du finde 20 positive ting for at ændre hver negativ tanke. Tænk lidt over det. For hver gang du har sagt til dig selv, at du ikke kan mere, skal du finde 20 argumenter for, at du kan mere.
Der er ikke noget at gøre andet end at komme i gang. Find de 20 argumenter for hvert ynk. Du har brug for det.
God kamp - og du VIL vinde den, hvis du ønsker det 😉

Hvad er dog det for en gang ævl, "Mor her"! Et andet menneske står op til halsen i problemer, og du beder hende tænke positivt?! Du skulle skamme dig. Hun har fandme da al ret i verden til at være præcis så ked af det og negativ hun vil lige nu!! Alt andet er nærmest unaturligt. Sorgen hjælper hende netop med at råbe om hjælp. Det der lyserøde fis med de positive tanker er sikkert godt nok, men sgu da ikke midt i en regulær meget konkret livskrise! Der står man og skal bruge konkret håndfast hjælp fra andre levende mennesker, - ikke lommepsykologi fra nogen, der snobbet selv mener de er på et højere åndeligt stade eller noget!!
Det var sikkert venligt ment, så undskyld min uvenlighed, men jeg kan ikke klare sådan noget.

Jeg er en rolig, men lidt ensom pige i begyndelsen af 30'erne - forholdet til kæresten er lige gået itu, men han har fortrudt han gik - min boligsituation er usikker da jeg lige har fået at vide at huset jeg bor i er sat til salg og udlejer er ved at gå konkurs, jeg er indkaldt til tjenstlig samtale og bliver måske fyret fra mit job.
Alt i alt synes jeg heller ikke det så fedt lige nu, overvejer lidt om "ham deroppe" driver lidt gæk med mig. Min far er død af kræft for 7 år siden.
Vil bare sige at jeg tænker på dig - ikke alle kan ha' det lige nemt hele tiden og jeg synes også det er SVÆRT at holde humøret højt - og håber det bedste for dig fremover!

Hejsa..
Jeg kan godt se at du ikke ligefrem rider på en bølge af medgang lige nu, men bare tænk på at der nok ikke kan opstå en meget værre situation i dit liv, og at det derfor kun kan gå fremad herfra.
Jeg vil tillade mig at citere Karen Blixen for hun var en meget klog dame og hun har om nogen oplevet modgang. Hendes livsfilosofi var, at hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere, og det er jo så rigtigt.
Det er modgangen der former dig som menneske, det er den der giver dig livserfaring og karakter. Med andre ord er der jo en masse at lære, og du vil komme ud på den anden side som et andet menneske. Det er jo ikke den modgang vi får der definerer os som mennesker, men hvordan vi håndterer den. Du må aldrig give op med at kæmpe, der ligger et kæmpe potentiale i dig, og der er aldrig nogen der har lovet os at livet skulle være nemt.
Der er ikke nogen straf i dette her, det er blot en del af livets op- og nedture. Hvis der aldrig er sorte dage, hvordan skulle du så vide hvad lykkelige dage er?
Jeg har selv været helt nede og skrabe bunden og ikke følt at der var noget at leve for, og det er derfor jeg ved at efter modgang kommer medgang. Men jeg opgav aldrig håbet om at det skulle blive bedre, og tænk engang lige pludselig skete den ene gode ting efter den anden. Med alt dette vil jeg blot sige, at du ikke er alene. Alle mennesker vil på et tidspunkt opleve en svær tid, og din tid er så bare kommet nu.
Alle de der praktiske ting du beskriver, er jo undskyld mig bare praktiske ting. Hvis jeg var dig ville jeg flytte hjem og bruge tid med min far, snakke med familien, der er helt sikkert en masse støtte at hente hos din mor og måske også andre familiemedlemmer. Det skulle selvfølgelig være en midlertidig løsning, men det ville løse den økonomiske side af sagen, man kan sagtens klare sig på en SU når man bor hjemme. Lad være med at stresse over studiet, du kan altid nå at få din eksamen, det er jo ikke det vigtigste her i livet. Det vigtigste er at du bruger tid på de mennesker der betyder noget for dig og er der for din far i en svær tid.
Med hensyn til kæresten så lad mig bare sige, tiden læger alle sår. Du har ikke brug for en kæreste med depression lige nu, det vil bare betyde at han har meget at slås med selv og derfor ikke vil kunne være der for dig. Der er nok en grund til at det ikke gik mellem jer, slut fred med, tag dig den tid det tager at komme over ham og vent på at den rette kommer forbi.
Jeg håber du kan bruge min smøre til noget, i virkeligheden tror jeg bare jeg prøver at sige, at du må sætte tingene lidt i relief. Du har ikke kontrol over de her ting og det må du acceptere og så få det bedste ud af det.
Op med humøret, der er lysere tider på vej.
Mange hilsner emilie

Det lyder til at vi står i næsten samme suppedas. Forfærdeligt.
Er meget ked af, at høre det med din far.
Hvis du har lyst til at skrive, så gør det endelig. Måske kan vi hjælpe hinanden lidt op.
Min mail er dedebo01@yahoo.dk

Selvfølgelig skal man være parat til at kæmpe videre, men det er vigtigt at man giver plads til, at have omsorg for sig selv. Det er en del af bearbejdelsesprocessen at have dage hvor man hader verden og bare er ked af det.
Der er en grund til at mennesket også rummer de følelser. Det er fordi de skal bruges for at komme ud på den anden side. De skal ikke ignoreres.

Den der med at man bare skal tænke positivt og ikke pive, det er totalt misforstået. Det er først et problem hvis folk sidder fast i det.

Jeg kan for så vidt godt se din pointe, men det er fandme flabet at kalde det ynk.
Pigen der har skrevet indlægget, havde brug for at få luft og få lidt omsorg, da hun har oplevet svigt i en tid hvor hun havde allermest brug for omsorg.
Hun skal nok rejse sig igen, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men en del af bearbejdelsesprocessen er at dykke ned i de sorteste følelser, tage imod omsorg, for så at komme ud igen med fornyet styrke.

Tænk over den og vær så sød at smid det der "du skal bare tænke positivt" råd væk. Den kan bruges nogle gange og modereret. Det er selvfølgelig en kunst at vide hvornår den skal bruges, men jeg kan afsløre at den ikke skal bruges altid.